”Jeg bliver bekræftet i, hvor indspist det er, og hvor meget kammerateri der er i det. For alle os, der ikke er med i den socialdemokratiske klub, er det et spændende indblik i en ellers lukket kultur”, lyder det.
Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk
S-regeringen stab af tætte rådgivere og embedsmænd har længe været genstand for debat.
Og kommentarsporet til et nyligt Facebookopslag får debatten til at blusse op til overfladen igen.
Opslaget er fra Kasper Fogh, den tidligere kultur- og kirkeminister Joy Mogensens spindoktor.
Opslaget skriver han i anledning af hans og Joy Mogensens fælles fratrædelse. I opslaget skriver han, at det har været ”en ære” at arbejde for Joy Mogensen, og at ”verden ville være fortabt uden de nordiske socialdemokrater”.
Herefter fortsætter Kasper Fogh med at hylde og takke statsministeren og 11 andre skikkelser i socialdemokratiets top – heriblandt nuværende og tidligere spindoktorer på tværs af ministerierne samt den tidligere stabschef Martin Rossen.
– De siger, at man ikke har venner i politik, og at hvis man har brug for den slags, skal man få sig en hund i stedet. Det er bare ikke min oplevelse. Kredsen af rådgivere (efterfulgt af 11 navne, red.) – dem alle sammen – har været fantastiske, skriver han.
I kommentarsporet til opslaget kan det digitale medie Heartbeats berette, at mindst fem socialdemokratiske profiler sender gengældende roser hans vej.
Og flere af disse kommentarer giver indblik i et fællesskab med tætte private relationer blandt socialdemokratiske rådgivere og ministre.
Eksempelvis kommenterer Sofie Finding, der er spindoktor for Mette Frederiksen, følgende:
– Tusind tak for et fantastisk kollega-, men mest af alt venskab (…) Alt godt til dig, min ven. Vi ses jo.
De mange rosende kommentarer fra S-profiler bekræfter, at den socialdemokratiske klub er et ”indspist” fællesskab med en høj grad af ”kammerateri”.
Det fortæller Jesper Olsen overfor Heartbeats.
Han er formand for NGO’en Transparency International Denmark, som har til formål at øge fokus på politisk åbenhed og korruption.
Staben organiseres, så ministre undgår kritiske spørgsmål
Ekspert i demokrati, Tim Knudsen, mener at den nuværende regering, via en række tiltag, strategisk har organiseret staben på en måde, så ministrene undgår kritiske spørgsmål fra journalister.
Han påpeger at der ved regeringsdannelsen blev ansat 23 særlige rådgivere som ikke blot skulle tjene deres ministre – men samtidig blev de underlagt stabschefen i Statsministeriet, så de arbejdede som et organiseret hold.
Dette korps var Kasper Fogh selv en del af, og Tim Knudsen mener, at Foghs Facebookopslag vidner om en korpsånd.
– Regeringen har bygget en barrikade op omkring ministrene, som man ikke har set på samme måde før. Det er næsten umuligt at få nogen til at stille op til interviews, fortæller han til Heartbeats.
Samtidig påpeger han at regeringen ved nye ansættelser har udskiftet stort set alle kommunikationsfolk fra den tidligere regering.
I denne proces er der blevet ansat en lang række af pressechefer, der har særlige personlige forbindelser til Socialdemokratiet – til trods for at man i denne stilling er pålagt at være neutral over for den til enhver tid siddende regering.
Han afrunder med at påpege en anden metode, som regeringen anvender til at undgå kritiske spørgsmål fra pressen.
I stedet for at lade ansvarlige ministre svare på spørgsmålene, henviser regeringen ofte journalisterne til de socialdemokratiske folketingsmedlemmer.