Justitsministeriet slår fast: Derfor er borgerforslag ikke bindende

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Selvom Folketinget vedtager et borgerforslag, er det ikke bindende, og regeringen er ikke forpligtet til at følge det, lyder det fra Justitsministeriet.

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

Det nu forkastede borgerforslag ”Mette Frederiksen for en rigsretssag nu”, som kræver Mette Frederiksen stillet for en rigsret for sin potentielt grundlovsstridige ordre om at aflive alle danske mink, blev nedstemt tidligere på ugen.

Læs mere om det og se, hvem der stemte for og imod, her.

I den anledning fastslår Justitsministeriet i et skriftligt svar til Folketingets Udvalg for Forretningsorden, at selvom borgerforslag bliver vedtaget i folketinget, er regeringen som regel ikke juridisk forpligtet til at overholde dem.

Det beretter Berlingske.

– Det er almindeligt antaget i den statsretlige litteratur, at regeringen ikke er retligt forpligtet til at følge folketingsbeslutninger, der pålægger eller opfordrer regeringen til for eksempel at fremsætte et lovforslag, eller som uden særlig hjemmel i Grundloven eller den almindelige lovgivning pålægger eller opfordrer regeringen til at træffe andre foranstaltninger, skriver Justitsministeriet i sit svar.

Det kræver blot, at den ansvarlige minister oplyser folketinget om, at man ikke vil følge det vedtagne beslutningsforslag.

Justitsministeriet udpeger samtidig i sit svar eksempler på flere episoder, hvor diverse ministre ikke har fulgt vedtagne beslutningsforslag.

Blandt andre nævnes tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Eva Kjer Hansen (V), der nægtede at følge et beslutningsforslaget om at forbyde det hormonforstyrrende stof bisphenol A i sutteflasker.

Samt tidligere udenrigsminister Kristian Jensens (V) der i sin tid besluttede ikke at gennemføre udbetaling af udviklingsbistand for 1,4 milliarder kroner.

Justitsministeriet melder alligevel ud, at indledningen af en rigsretssag formelt sker ved at tiltaleskriftet vedtages som beslutningsforslag.

Så netop beslutningsforslaget om ”Mette Frederiksen for en rigsretssag nu” ville have været retlig bindende, hvis ellers det var blevet vedtaget.

– En sådan folketingsbeslutning vil være retlig bindende i medfør af Grundlovens paragraf 16, skriver Justitsministeriet.

Grundlovens paragraf 16 siger følgende:

– Ministrene kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

Kunne du lide artiklen her?

Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.

Bliv medlem her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?