Et ubemandet kinesisk rumfartøj vil efter planen lande på planeten Mars mellem 15. og 19. maj.
Det oplyser den kinesiske rumfartsadministration fredag.
– Baseret på de nuværende forhold planlægger “Tianwen-1”-sonden at finde en mulighed for at lande, hedder det i en erklæring.
Rumfartøjet “Tianwen-1” er Kinas første selvstændige Mars-mission.
Rumsonden gik i kredsløb om Mars i midten af februar. Det skete efter en rejse på godt et halvt år.
Det er planmæssigt, at rumsonden først skulle forsøge landing på Mars efter nogle måneder i kredsløb om planeten.
Mere præcist er det en 240 kilo tung rover – et køretøj designet til at kunne køre på Mars’ overflade – som skal lande på planeten via en rumkapsel.
Hvis det lykkes, skal køretøjet, som er soldrevet, undersøge Mars’ overflade i 90 dage. Den skal blandt andet lede efter tegn på liv.
Det vil samtidig betyde, at Kina bliver det tredje land i historien til at lande på Mars.
/ritzau/Reuters