[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Klæder skaber folk i ny Elbæk-biografi

Morten Reimar kommer imponerende tæt på i sin historie om Uffe Elbæk. Det er en god bog, især hvis man godtager nogle spøjse narrative greb undervejs.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″ css=”.vc_custom_1583833940982{padding-left: 0px !important;}”][vc_single_image image=”2337″ img_size=”200×40″ css=”.vc_custom_1583833903633{border-left-width: 0px !important;padding-left: 0px !important;}”][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”25px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text css=”.vc_custom_1580381946810{padding-bottom: 0px !important;}”]Af Morten Okkels, mok@indblik.net
For at skrive bogen ’Uffe mod Magten’ har journalist Morten Reimar rejst i kølvandet på Uffe Elbæk og hans gæve gutter. Det blev 10 måneders rejse i felten, hvor Reimar er den tavse deltager i forbløffende mange samtaler, hvis indhold normalt ville være skjult for offentligheden.
Det gælder for eksempel partitoppens mening om konkrete kandidater. Eller spøjse hændelser, som når holdet nærved kører en cyklist ned på tur, og Elbæk udbryder til chaufføren: ”Fuck! Det havde været en overskrift. Er du vågen?”.
Der er faktisk en del hændelsesforløb og detaljer, der har et vist komisk præg:
”Helle Wium er aspirant til en af de sidste fire pladser. Hun fortæller, at hun har en ph.d. i feta og arbejder med nye ingredienser i glutenfrit brød.”
Uffe Elbæk er nu stadig politiker, og Morten Reimar fortæller også historien om, hvad manden kan politisk. Sjette kapitel er en fin skildring af, hvordan Uffe Elbæk løfter et rum og en forsamling fra melankolsk gråt til inderligt grønt.
Handler bogen så samtidig om partiet Alternativet? Elbæk ville ydmygt sige nej, tilføje at Alternativet er summen af tusinder af menneskers håb, drømme og visioner, noget i den retning. Men ingen af dem ville have et parti uden ham som partistifter og politisk leder på godt og ondt. Derfor kunne udgivelsestidspunktet heller ikke være bedre valgt, nemlig her i ugen, hvor en ny person får opgaven at løfte arven som politisk leder.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/2″ css=”.vc_custom_1580382029735{padding-top: 0px !important;padding-bottom: 25px !important;padding-left: 0px !important;}”][vc_single_image image=”5003″ img_size=”648×1000″ add_caption=”yes” css=”.vc_custom_1580382168661{padding-top: 0px !important;}”][/vc_column][vc_column width=”1/2″ css=”.vc_custom_1580382222165{margin-top: 0px !important;border-top-width: 0px !important;padding-top: 0px !important;}”][vc_column_text css=”.vc_custom_1580400834973{margin-top: 0px !important;border-top-width: 0px !important;padding-top: 0px !important;padding-left: 10px !important;}”]Tøjet som fortælleelement
Det er bogens styrke og svaghed, at øjenvidnet Reimar hæfter sig ved så mange detaljer, ikke mindst folks påklædning:
”Elbæk kigger længe og indgående på hver af deres skjorter og ender med at tage en langærmet, en kortærmet og en striktrøje med sig i prøverummet, hvor han tager sin Romantic-skjorte af, men beholder ’Silence’-T-shirten på. Han knapper de to øverste op på den langærmede …” osv.
Der er meget af det her, og retfærdigvis er det ikke så skørt, som det kan forekomme i udpluk. Det er et narrativt greb til at fortælle noget om Alternativet gennem deres tøj, f.eks. når Elbæk bøvler med at få skjorten i orden, når valget er udskrevet. Eller når de to interne rivaler Poll og Scavenius, kandidaterne i Nordsjælland, bliver portrætteret som modsætninger også i påklædning (hans runde sko, hendes høje hæle).[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Så der er mening i galskaben, men i hvert fald kammer det over, når vi f.eks. hører om en folketingskandidat, at han er ”en høj, konservativ mand i blåt jakkesæt”, men aldrig får hans navn. Eller når vi skal vide om partiansattes hotelmorgenmad, at ”Beanland spiser to skiver brød med ost og et glas yoghurt – Hauberg får tre skiver melon, tebirkes og en bolle.” Ingen partiansat er så vigtig, at vi behøver vide det.
Nogle af de stærkeste scener kommer i bogens sidste del og handler om forholdet mellem Alternativet og resten af den rød-grønne opposition. Belært af forrige folketingsvalg udlægger Enhedslisten en naturplan, der er endnu grønnere end Alternativets, hvilket ikke vækker behag i den limegrønne lejr.
”Nu kommer alle eksperterne til at sige, de har den mest ambitiøse plan. Så kan vi ikke sige det længere. De kopierer vores politik,” siger Elbæk.
Et stærkt comeback på Naturmødet giver håb endnu, men folk på sociale medier hæfter sig ved en syndig plasticflaske med vand på hans bord. Kan den nu bortforklares som en del af opsætningen fra Naturmødets side? Eller …
En svær opgave løst
Sådan noget løfter historien, især hvis man minder sig selv om, at overbud, absurde hændelser og evindeligt fokus på form over indhold er politik i bred forstand, ikke kun venstrefløjspolitik.
Derimod er det nok mere typisk for Alternativet, at de står på valgaftenen og ikke ved, hvordan de skal forholde sig til udfaldet, nemlig at Mette Frederiksen har sit flertal uden Uffe Elbæk. Spøjst, for det var da ikke noget sensationelt udfald, men en helt tænkelig situation, man måtte være forberedt på. Og godt, at en journalist fik det med ind i historieskrivningen.
Morten Reimars projekt giver mindelser om Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm, hvor man på samme måde sad og undrede sig, hvorfor og hvordan han kom så tæt på Ny Alliance. Det er en præstation, man må tage hatten af for, og så er det sekundært, hvad der formmæssigt kunne justeres.
For god ordens skyld har Alternativet ikke været så begejstret for nærværende bog. Men det er åbenbart sådan, at de har fået det hele til gennemsyn, og så klinger klagen ikke helt rent (metodikken fremgår af bogens sidste kapitel, ’Epilog’).
I grunden skal Alternativet alligevel have en lille del af komplimenten til journalist Reimar. Her levede de faktisk op til deres egne idealer om åbenhed ved at invitere pressen indenfor. Hvis det var mit parti, havde jeg aldrig gjort det. Men det er jo lige præcis ikke mit parti, men Uffe Elbæks parti.
Det bliver spændende at se, hvordan den nye partileder i Alternativet vil forholde sig til alt det, og om der er lige så gode historier i vente, som nogen vil skrive om. Hvis det kan gøres lige så godt som i ’Uffe mod Magten’, skal det nok blive læst.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2470″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2092″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2312″][/vc_column][/vc_row]