For nyligt var der et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan medierne nu til dags behandler spørgsmålet om klimaet. Det var en artikel i et førende dagblad, og i indledningen skal vi først have at vide, hvorfor sagen er vigtig:

“For hver eneste tiendedel af en grad, som de globale gennemsnitstemperaturer stiger, kommer yderligere nogle millioner mennesker til at opleve ulidelige hedebølger eller tørke, som gør det umuligt at dyrke jorden. Andre millioner bliver ramt af ekstrem nedbør, stormflod og oversvømmelse.”

Derefter bestod artiklen af en række korte interviews med klimaforskere og andre sagkyndige. De kommenterede på vejret, som det har været i 2024, og alle de forekomne naturkatastrofer blev uden undtagelse koblet sammen med klimaforandringerne – fremkaldt af vores CO₂-udslip og den deraf medfølgende globale opvarmning. Om en klimaforsker hedder det således, at han

har svært ved at vælge, hvilken af de ekstreme vejrhændelser som har gjort størst indtryk på ham, men han ender med at udpege oversvømmelser tidligere på sommeren i Kenya og Brasilien »blandt mange andre«.

At journalisten fuldt og fast tror på, at vi er midt i en ”klimakrise” er måske forventeligt, men at de sagkyndige – åbenbart drevet af en tilsvarende overbevisning – uden blusel sammenkæder alle ekstremvejrshændelserne med den globale opvarmning, er bemærkelsesværdigt.

Man overser jo her bekvemt, at vi altid har haft ekstremvejr. Hvert år har haft sine orkaner, skybrud, oversvømmelser, naturbrande og tilfælde af tørke. Nogle af de værste af slagsen ligger mange år tilbage i tiden. De hjemsøger forskellige egne af Verden år for år, og der er ingen udvikling at spore, hverken i den ene eller den anden retning. Ekstremvejret bliver ikke synligt værre i takt med atmosfærens stigende indhold af CO₂.

Men sammenkædningen mellem klimaforandringerne og ekstremvejret har bare været så stor en succes, at medier og fagfolk slet ikke kan lade den ligge. Den er det bedste middel til at overbevise offentligheden om, at vi skal skære ned på forbruget af kul, olie og gas og gennemføre den grønne omstilling. Og kun derved kan vi ”redde” klimaet og dermed Kloden og os selv.

I diverse medier kan man dagligt finde bemærkelsesværdige eksempler på udtalelser fra ellers ganske veluddannede mennesker. De har annammet historien om klimaet helt uden selvstændig refleksion. Eksempler:

Stilet til en redaktør, vedr. et klimarealistisk indlæg, han havde bragt:

Lad os sige det på denne måde: ville du bringe et debatindlæg, der benægter, at holocaust nogensinde har fundet sted? Hvis svaret er nej, hvorfor bringer du så et debatindlæg, der benægter, at vi befinder os i en klimakrise, som meget vel kan føre til temperaturer, der er uforenelige med menneskeligt liv på jorden?

Her fra en aktivist:

Vi er rigtig mange, der ønsker os en sikker og grøn fremtid. En fremtid uden klimakollaps, uden ekstremt vejr, uden kaos og konflikt.

Og her fra en universitetsuddannet person:

Menneskeheden har kun indeværende årti til at forhindre en langt værre miljø- og klimakatastrofe – sammenlignet med katastrofen 2. Verdenskrig – pga. selvforstærkende tipping points og faretruende feedback loops. Dvs. en menneskeskabt dominoeffekt …. hvilket vil medføre voldsom global både hungersnød, vandmangel, pandemier, ressourcekrige, oversvømmelser, tørker, dødelig ekstrem varme, tornadoer, flygtningestrømme, økonomisk sammenbrud…

Osv., osv.

Her et angreb på en person, der tillod sig at drage ideen om en ”klimakrise” i tvivl:

[Klimakrisen er en] objektiv sandhed og fakta som er baseret på en konsensus globalt blandt videnskabsfolk, der både i antal, ekspertise, via empirisk metode og faglighed fastslår, at der er en menneskeskabt klimakrise. Den diskussion er for længst afsluttet.

Og så et meget typisk eksempel på, hvad man kan læse i et andet stort dagblad:

På den ene side lever vi i stigende grad oven på det, der bedst kan beskrives som en tikkende klimabombe.

På den anden side har vi aldrig haft bedre midler og teknologier end i dag til at demontere den.

Her får du det kølige overblik over, hvor opsigtsvækkende hed vores klode er blevet på rekordtid, hvorfor det er sket – og hvad verdens største og bedste klimaløsninger består af.

”Løsningerne” er naturligvis grøn omstilling af energiforsyningen til solceller og vindmøller og hertil f.eks. fangst og deponering af CO₂ i undergrunden.

En venlig person kontaktede undertegnede og gav udtryk for en oprigtig bekymring på ungdommens vegne. De unge mennesker bombarderes dagligt med snak om dommedag i form af voldsom varme eller ekstremvejr. De får det indtryk, at klimakrisen er over os, Jorden ”koger” og vi vil alle omkomme på den ene eller den anden måde.

Mange unge kommer til at lide af depressioner, hvor de ikke mener at have nogen fremtid. Hvorfor skal de så bekymre sig om at få en uddannelse eller at stifte familie og få børn? Der gøres forsøg på at få ungdommen til at tænke ”positivt” ved at engagere sig i klima-arbejde, der dog som oftest er initiativer i småtingsafdelingen, og som aldrig vil gøre den mindste forskel på klimaet. Men f.eks. omlægning af personlige vaner kan måske give en vis ro i maven. Skærer man ned på sit forbrug og spiser mindre kød, har man ”gjort” noget. De danske kommuner udarbejder lokale ”klimaplaner” og lufter ambitioner om at reducere ”klimabelastningen”. Der bruges mange arbejdstimer på foretagendet, både frivillige og kommunale, og nøgternt set må man konstatere, at de ikke reelt vil reducere CO₂-udledningerne det mindste. Men de tjener til mobilisering – og indoktrinering – af ubefæstede sjæle, der så kan viderekolportere tankegangen til andre.

Nu er der det problem, at den grønne omstilling i praksis vil vise sig umulig at gennemføre, og storstilede forsøg vil medføre udbredt armod blandt Jordens befolkninger – især i den 3. Verden. Den slags budskaber er ildesete og forsøges undertrykt på linje med kritik af ideen om en klimakrise. Med hensyn til den grønne omstilling kommer politikerne imidlertid alvorligt i klemme. På den ene side vil de gerne gennemføre mest mulig omstilling, men hver gang viser det sig, at det bare kræver flere og flere penge – uden at resultaterne er alt for overbevisende. I øjeblikket ser vi således vedvarende-energi-projekter på stribe, der udsættes eller helt aflyses – og hver gang anføres det, at der er behov for mere statsstøtte.

Status er nu, at der reelt ikke er nogen klimakrise, den globale temperatur er steget en smule, men ellers opfører vejr og vind sig, som de plejer og har gjort i tusindvis af år. Men vi har en civilisationskrise, hvor ubegrundede og fejlagtige overbevisninger er ved at føre samfundene i den Vestlige Verden ud i indgreb på energiforsyningen, der vil vise sig meget skadelige i løbet af kort tid.

Nogen må snart træde på bremsen…