For at der er en forbindelse mellem den intellektuelle relativisme og postmodernisme (årtiers modetænkning på universiteterne), techgiganternes dominans af vores dagligdag og endelig valget af Donald Trump som USA´s præsident med alt det pinagtige og prekære, er tesen i Bent Meier Sørensens overraskende bog De grænseløse. (De grænseløse. Hvorfor den europæiske civilisation tabte sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den, Kristeligt Dagblads Forlag 2025, 340 sider).

For det var akademiske modestrømninger med navne som Michel Foucault, Jacques Derrida, Jean-Francois Lyotard og i baggrunden monsteret Nietzsche, der relativerede og dekonstruerede verden og ophævede en forskel på sandt og falsk og følgelig også godt og ondt, og dermed beredte vejen for postfaktuelle sandheder. Forinden havde mere marxistisk præget tankegods i form af kritisk teori og Frankfurterskolen demonteret troen på, at der kunne være en sandhed uafhængig af undertrykkere og undertrykte. Studenteroprøret vendte sig med sin fagkritik konfrontatorisk mod positivistisk videnskab, der mente, at der fandtes værdifrie fakta og kendsgerninger, som det var videnskabens opgave at kortlægge.

Siden da blev gennemslaget i de universitære miljøer så voldsomt, ja, der var tale om regelret ensretning og gleichschaltung, så den offentlige mening og den dybe stat til sidst også kun kunne tale relativismens og dekonstruktivismens sprog.

Bent Meier Sørensen bærer selv skyld og fremstiller ærligt, hvordan han har bidraget til kollapset i dag ved at uddanne en generation af handelshøjskolestuderende i, at den store fortælling er død og nu regerer kun relativismen: ”Hvad angår min ungdoms begejstrede forelæsninger, vidste jeg ikke, at aflysningen af sandhed og metafysik var en nødvendig forudsætning for de sociale mediers invasion. Jeg vidste så heller ikke, at det var en grotesk og tragisk, men helt nødvendig forberedelse på Donald Trump”.

For tesen er, at tomrummet skabt af akademisk kapitulation blev overtaget af de sociale medier og techgiganternes invasion af dagligdagen, hvor mange befinder sig i en virtuel og forskruet virkelighed med sociale medier eller computerspil. Når sandheden er forduftet, ligger vejen beredt for den højrøstede folkeforfører til at definere sin virkelighed. ”Donald Trump har vi fået for vore synders skyld”.

Og Bent Meier Sørensen noterer også det paradoksale, at medierne først efter trumpismens fremmarch begyndte at interessere sig for fakta og gjorde stort ud af at ’faktatjekke’ oplysninger, men det var – skriver Meier Sørensen ”de grænseløse selv, der først havde kvalt sandheden”.

Bent Meier Sørensen skriver, at det begyndte før Trump med Bill Clinton, der løj under ed som en hest kunne rende. De amerikanske universiteter har i de sidste 50 år sat deres troværdighed over styr ved at omfavne alt tankegods fra venstrefløjen – ”et svigt, der medvirkede stærkt til Donald Trumps to valgsejre.” Og han kunne have taget Barack Obama med, som nu også afsløres i at bruge den dybe stat til at skabe løgne om Trump.

Den progressive avantgarde indenfor humaniora og samfundsvidenskab har ensrettet, kortsluttet og indskrænket det akademiske miljø. Og hvis den havde fået mere modstand, skriver Bent Meier Sørensen, fra andre filosofiske og politiske positioner, havde vi ikke stået så skrøbeligt som i dag.

Men så må jeg så også lige hilse fra os, der har stået helt udenfor den akademiske mainstream, og som har dyrket de tankeretninger som kom med gennemarbejdede alternativer til parnasset og tidsånden, fra klassisk liberalisme og konservatisme med rødder dybt i europæisk tænkning, og melde at der var lukket og låst til parnasset og allerhøjst blev der givet en forbigående plads i prekariatet.

Jeg har aldrig med alvor læst en linje af Foucault, Derrida, Lyotard eller Nietzsche, men har læst og undervist i Platon, Aristoteles, Augustin, Aquinas, Descartes, Spinoza, Leibniz, Locke, Hume, Kant, Hegel og Kierkegaard – en linje af tænkere som trods alle forskelligheder er sandhedsoverbeviste, altså tror på at der findes en sandhed og opgaven er at finde ud hvad den er.

Bent Meier Sørensen skal krediteres for ærlig selvransagelse: ”Det er os, der er de forsvarsløse. Vi havde intet forsvar. Den himmel, vi havde jaget Gud ud af, det universitet, vi havde jaget Sandheden ud af, og det menneske, vi havde taget Selvet fra, havde vi erstattet med en letbenet blanding af pragmatiske, grænseoverskridende hedonisme, kulturel relativisme, modstand mod fundamenter og metafysik, mistanke mod alle autoriteter og afsky for de folk, der knyttede sig til den jord, som de blev født, levede og døde på. Vi var derfor helt uforberedte, da vi blev invaderet af en islamistisk modstander”.

Kun irriterer det omfavnende ”vi”, som Bent Meier hele tiden benytter. Hold venligst mig udenfor det ”vi”. Der var et andet ”vi” af få gode folk, som kritiserede og protesterede mod alt det, som Bent Meiers ”vi” stod for, men modstemmerne blev overdøvet af tidsåndens larmen eller hængt ud som skændige.

Bogen indeholder gode diagnoser set inde fra ekkokammeret, men Bent Meiers kategoriske had til techgiganter uden nogen modifikation bliver næsten fobisk og virker som vor tids maskinstormeri. Internettet med alle sine konsekvenser er et kæmpefremskridt for menneskeheden. Mobiltelefoner har muliggjort kommunikation og dermed fremgang for marked og erhvervsliv i store områder af verden, hvor det ville tage årtier at få lagt telefonkabler ned. Det er et ubetinget kolossalt fremskridt på linje med jernbaner førhen, og som også belønner dem, der kommer først med produkterne.

Når EU med dav. kommissær Margrethe Vestager i spidsen, som Bent Meier glorificerer, forsøger at bekæmpe og inddæmme techgiganterne, vil det kun sætte Europa alvorligt bagud i en udvikling, som så kører udenom dette kontinent. Det er allerede i gang.

Det er den ukritiske og daglige brug af IT og PC’ere og Iphones, der bør kritiseres. Det offentliges digitaliserings-mani virker vildt overdrevet, og marginaliserer store befolkningsgrupper, ikke bare gamle, men også mange yngre. Det ved jeg som kirkebogsførende præst. Og det er jo også kun profit ned i techgiganternes lommer, når stat og kommune tvinger borgerne til at være digitale.

Og når Bent Meier fortvivles over, at egne børn klistrer til skærmene, er det mere et opdragelses- og overgangsproblem end et reelt problem ved PC eren og Ipaden.

Endelig er der titlen ved bogen. Bent Meier bruger ”det grænseløse” som generisk term for alt ondt, både techgiganter og postmodernister, og her bliver det for enkelt. Der kan være berettiget kritik af globaliseringen, økonomisk og politisk, og paradoksalt nok er ”grænseløs” blevet brugt som sesamsesam for at centralisere magt i EU og internationale organisationer, hvad der er hovedkulds idioti. Midlet mod ’grænseløshed’ burde være grænser, politisk og opdragelsesmæssigt.

Mere filosofisk er vores moderne kultur, moderniteten, netop på godt og ondt kendetegnet ved grænseoverskridelse og det var været motoren for fremskridtet siden renæssancen. Grænser var til for at udfordres, fra Columbus og Galilei til dadaismen og Jens-Jørgen Thorsen. Dette momentum gjorde Vesten til den dynamiske kultur, som udkonkurrerede alle andre kulturer, der alt for ofte stagnerede i autokrati og fundamentalisme.

Der er faktisk mange intellektuelle konservative fra kontinentet og den angelsaksiske verden, som har tænkt grundigt over dette, men som ligger langt uden for Bent Meiers tankehorisont.

At troen på det grænseløse alt for ofte er alt for naiv, og som en joker tager mange billige stik hjem på politikernes spillebord, er en anden sag.

Langt de fleste mord bliver begåede af pårørende, hvor der i forvejen er en offer-morder-relation. Derfor søges de mistænkte altid til at begynde med i relationerer til afdøde. Samtidigt kan dødsfaldet også være usikkert: var det slagsmål der endte i vold med døden til følge? Eller var det selvmord? Der kan også tit være et klart motiv til stede ved rovmord.

Nogle mord forbliver uopklarede og mysteriøse.

Det kendteste af dem er nok dobbeltmordet på Peter Bangs Vej i 1948. Det er så dramatisk og afføder stadig bøger og teorier frem til i dag, fordi det så tydeligt var et forsætligt og overlagt mord på et midaldrende ægtepar, som ingen så som del af en kriminel underverden, ja, det var nærmest demonstrativt og professionelt udført, så der ikke skulle være tvivl om det tilsigtede kliniske drab af begge ægtefæller.

Rigsarkivet har 42 kasser om mordene, som officielt er uopklarede.

Dines Bogø og Suzanne Wowern Rasmussen har forsket i dobbeltmordet i mange år og holder foredrag om det og har nu udgivet en dramadokumentarisk billedreportage om mordet (Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, Lemuel Books 2025, 181 sider).

Med denne bog endevendes ægteparrets liv op til mordet med et væld af gamle fotos, som det i sig selv er en fornøjelse at kigge på.  Og som i alles liv er der også mærkværdigheder i ægteparrets mange år sammen, men især påkalder mandens baggrund interessen. Der dukker en del muligt fordækte forhold op, måske spillede han på travbanen, måske var han involveret i noget under besættelsen, måske var der forbindelser til efterkrigstidens sorte marked, måske, måske, men ingen rygende pistol, der tyder entydigt i nogen retning.

Det er lidt ligesom attentatet på John F. Kennedy i 1963, som blev planlagt og fuldbyrdet, men hvem der gjorde det og hvilken art af konspiration, der lå bag mordet, er mig bekendt stadigt uvist. At den officielle morder, Lee Harvey Oswald, også skulle være ene mand om attentatet, holder næppe.

Og det er det, som stadig pirrer nysgerrigheden omkring dobbeltmordet på Peter Bangs Vej – at der aldrig er fundet en gerningsmand.

Derfor bladrer man og læser i Dines Bogøs og Suzanne Wowern Rasmussens bog med stor interesse, der ligger et kæmpe arbejde bag at samle alt det materiale om ægteparret og mordene, og nysgerrigheden er der hele tiden. Hvad er løsningen på mordgåden? Selv motivet til dobbeltmordet er uklart.

De mange betjente fra politiet, som har beskæftiget sig med sagen, omtales også, og de har måttet kapitulere overfor at finde morderen. Journalister har også flittigt siden 1948 forsøgt at bringe klarhed i den mystiske sag, og jævnligt er der dukket nye tilsyneladende spor op, men uden gennembrud.

Vi må i vores tilværelse leve med, at der findes mysterier, som aldrig bliver opklaret. Men samtidigt ved vi, at nogen ved eller vidste, hvad der skete.

Forleden fik jeg tilsendt Københavns Folkeuniversitets kursusprogram for efteråret 2025. Der er mange gode tilbud og meget at blive klog på.

Alligevel repræsenterer udbuddene indenfor samfund og filosofi ikke andet end et venstreorienteret  ekkokammer. Kurser om aktuel og moderne kapitalisme-kritik, flere om populisme og oligarki (den nye bashing), og om mange tænkere fra centrum-venstre. Kurser om Simone de Beauvoir, Adorno, Foucault, Nietzsche, Georg Brandes, Slavoj Zizek.

Hannah Arendt – som politisk faktisk var meget højreorienteret, men alligevel integreres i en venstresnoet fortælling.

Der er ingen, slet ingen kurser om liberale eller konservative tænkere, selvom de fylder mindst lige så meget hvis ikke mere i den politiske filosofi og idehistorie.

For at afbøde på denne mangel kan man læse Murray Rothbards bog Mod en ny frihed. Det Libertarianske Manifest, som lige er kommet i dansk oversættelse (forlaget Shop21.dk, 375 sider).

Murray Rothbard (1926-1995) var økonom og samfundstænker og politisk placeret nærmest et sted mellem en anarko-politisk og ultraliberalistisk position. Han var inspireret af den østrigske skole, især af von Mises, men er nok mere et produkt af en stærk statskritisk, libertariansk tradition. Rothbard var imod nationalbanken (FED) og statslig interventionisme i markedet.

 For a New Liberty: The Libertarian Manifesto, som nu foreligger på dansk, udkom i 1973 og senere i mange og reviderede oplag. Det er en klassiker, jeg købte mit eksemplar i New York i 1984 og den burde for længst være gjort tilgængelig for et dansk læserpublikum.

Udgangspunktet for Rothbard er ikke-aggressions-aksiomet: at intet menneske eller nogen gruppe af mennesker må angribe en andens person eller ejendom. Med aggression menes alle tilløb til, brug af eller trussel om fysisk vold.

Alle mennesker har altså en ret til at være fri for aggression. Det betyder også, at værnepligt er slaveri, da det tvinger individet til at skulle være soldat og lære at skyde andre mennesker.

Denne anarko-kapitalistiske tradition har både rødder i traditionel anarkisme, som ser staten som det store onde dyr, men også i frihedsorienteret liberalisme med fokus på den private ejendomsret som ukrænkelig. For Rothbard er mennesket udstyret med naturlige rettigheder, også tit kaldet selv-ejerskab, fordi mennesket ejer sig selv og sine hænders arbejde, og det er aksiomet for al politisk tænkning.

Rothbard gennemgår så en lang række politiske spørgsmål ud fra denne grundholdning:

Ytringsfrihed, narkotika, retten til hasardspil, sexlovgivning, prostitution, våbenlovgivning, skolevalg og uddannelse, og de mere sammensatte samfundsspørgsmål: pengepolitik, centralbanker, inflation, politi og retsvæsen, offentlige velfærdsgoder og nationalt forsvar.

Rothbards bog er som et mentalt brusebad og bør prøves

Vi tænker, ikke mindst i Danmark, alt for vanepræget om politik og samfund, så de dybe spørgsmål sjældent overvejes. Vi er så vænnet til at staten regulerer alle forhold fra vugge til grav, ofte bare fordi det er tradition, så vi aldrig når at få gentænkt det filosofiske rationale for at udøve tvang overfor andre.

Det er pudsigt at opleve det danske samfund i dag, hvor friheden er blevet radikaliseret betydeligt i lang tid, med samtykke her og der og allevegne, og en masse tavshed, hvor jeg synes det er overdrevet. Samtidigt regulerer staten borgerne dybt ind i det personlige og folkelige liv, med krav og forbud som gør det svært og ofte resignerende at foretage sig noget.

Statens rolle

I den situation er det vigtigt at gentænke, hvad staten er til for, og måske skal vi til at lære at trække grænserne på ny.

At Murray Rothbards bog er skrevet før internet, digitalisering, sociale medier, bitcoin og AI gør den ikke forældet på nogen måde, tværtimod, for de nye teknologier rejser nye spørgsmål, som dog oftest kan reflekteres på baggrund af traditionen. Spørgsmålet om immateriel ejendomsret til ideer, tanker, toner og know-how, f.eks. patenter, er klassisk og er et kendt stridspunkt mellem anarko-kapitalister.

Så læs Murray Rothbards bog og lad dig intellektuelt provokere, men provokationen har et solidt rationale, som ikke lige er til at ryste af.

En af dem, der blev vakt og rystet af bogen og Rothbards forfatterskab, var en argentinske økonomi-professor Javier Milei, og det ændrede både hans akademiske syn på økonomi, men tændte også en politisk karriere, som katapulterede ham til præsident i Argentina. Uden Rothbard, ingen Milei.

Ja, bogen tvinger læseren til at tænke, og det er den bedste anbefaling.

Mens Moderaterne kun var en løs idé, etableres det politiske mødested, og mange erfarne kræfter mødtes med stadig større intensitet i Herlev.

Jeppe Søe, René Hansen og Jacob Engell Schmidt spillede afgørende roller i udviklingen af et ægte medlemsdemokrati, som samler vælgere op, der er trætte af råberiet på yderfløjene – og måske i lige så høj grad er fascineret af Lars Løkke. Det bliver på mange måder til reinkarnationen af Radikales gamle magtposition, ved at være formidler af magt hen over midten.

Moderaterne fylder boghylderne

Pia Møller Søe og Jacob Kanne Bjerregaard, har fået virkelig dårlige anmeldelser af danske medier de seneste døgn.

Nu er vi også godt vant med Moderaternes underholdningsværdi, i forbindelse med de mange bøger som den vilde bustur har efterladt i bogladerne.

Pia og Jacob har valgt at give mikrofonen til alle bipersonerne, som stod ved siden af dem vi kender. De er ofte citeret anonymt, og det giver en lidt tung form, med mange gentagelser. Bogen er ingen pageturner. Men for den politiske conneseur, er det lærerigt og underholdende at komme med Danmark rundt.

Den sidste tid i Venstre

Løkkes personlige ven, Lars Christian Lilleholt yder en seriøs indsats for at finde bestyrelsesposter, der kan erstatte Venstreformandens indkomst – og ambitionsniveau. Om det har inspireret Løkke og Heimburger til at forsøge en gentagelse med Jon Stephensen og Mike Fonseca er ikke til at sige, men Løkke opfatter tilbuddet om værdig aftrædelse fra formandsposten i Venstre, som en personlig fornærmelse.

Tror venstreledelsen, at de kan købe formanden til at forlade politik, sig mig lige, hvem tror de jeg er?

Kellers Park har brændt sig ind i nethinderne på politisk interesserede danskere. Det var her Løkke fysisk forlod Venstre, så overraskende hurtigt, at der ikke er fotos af flugten fra de imposante fysiske rammer. Det er også her, vi ser Kristian Jensens stemme knække, da han erkender, at de tusinder af timer han har lagt i Venstre, er kørt i hegnet karrieremæssigt. Det gjorde ondt at se på i perlegruset foran det smukke sindsygehospital.

Fire om at dele arven

Her syd for Vejle Fjord oplever Det liberale Danmark en trillingefødsel af de barske. Den dengang TikTok-stærke Daddy Vanopslagh står parat med nattevægterstaten, Inger Støjberg står med åbne arme for “de ægte Venstrefolk, som skammer sig over at have sendt deres næstformand i Rigsretten” og flugtkongen Løkke lokker med et splinternyt Moderat Mødested. Venstre må igennem en smertefuld tid med den sympatiske Jacob, før de lander med den arbejdsomme og driftsikre Troels.

Søe og det folkelige element

Jeppe Søe taler Løkke tilbage i troen på en politisk fremtid, og på mange måder realiserer han det folkelige element. Løkke er simpelthen som skabt til at køre rundt i sin camper og tale med danskerne. Hans personnetværk overtrumfes kun af hans dybe indsigt i samfundsmekanikken.

René Hansen er en organisatorisk drivkraft der samler humane og fysiske ressourcer i rå mængder. Det er her at hverdagens eksperter samles gennem corona-nedlukningens mange Teams-møder. Bogen tegner et tydeligt billede af, hvordan det stort set kun er den lidt ufokuserede Engel-Schmidt, og Løkke selv, der overlever frem til idag. Hele det folkelige element som Jeppe Søe realiserer, drukner i dårlig ledelse.

Organisatorisk uhomogent og usundt

Løkke er vant til at have et entourage af kompetente organisationsfolk omkring sig, og nu hvor det hele hviler på frivillighed og donationer, så vælger Løkke virkelig barske folk til at varetage mellemlederrollerne.

Ulla Østergaard, som må forlade TV2 NEWS efter historien om underløbet af Mute B. Egede i Nordatlanten, er dumdristigt set i lyset af et udenrigsministerium, som skal varetage et Rigsfællesskab under Trump familiens overgrebsforsøg.

Ingen tvivl om den professionelle handlekraft, men Ulla og Lars deler glæden for vin i glasset og arbejdstid døgnet rundt. Det udvikler sig til en belastende ledelsesform med overfusninger og bagtalelser, som toppes med Kirsten Munch Andersen og Caroline Stage. Det bliver et sekretariat med nogle få erfarne politiske insightere til at lede en flok nyuddannede uden erfaring fra en arbejdsplads i stresset miljø. Helt uhomogent.

Politisk historieløst

Og så er der Engel-Schmidts baggrundscheck af kandidaterne. Her kan de fleste lære noget af Inger Støjberg. Nu er Inger så heldig at overtage erfarne og skolede DF’ere, men det kan ikke skjule Ingers kompetence. Moderaterne får folk på Borgen, som ingen føling har med politik og teamwork. Alle kan forstå, at Monika Rubin bliver valgt som ordfører i den personkreds.

Der er fem moderate folketingsmedlemmer som ikke længere er medlem i gruppen.

• Den Nordjyske spidskandidat, Kristian Klarskov forlod Folketinget og overlod sit mandat til sin suppleant, Mohammad Rona. Det handlede om at Klarskov var blevet markedsført som en succesrig iværksætter, mens virkeligheden ikke levede op til iscenesættelsen. Mandatet forblev altså hos Moderaterne, blot med ny indehaver. Det er den model som alle partier drømmer om, men som betyder, at det indvalgte medlem kan gå glip af millioner af kroner.

• Jon Stephensen blev smidt ud af partiet, men beholdt sit mandat og er nu løsgænger. Jon havde skrevet til et medlem af Unge Moderater, og rost hendes fysiske fremtoning sexistisk.
• Mike Fonseca blev smidt ud af partiet da det kom frem, at han havde et forhold til en pige, som gik i ottende klasse. Mike beholdt sit mandat og er nu løsgænger.
• Jeppe Søe valgte selv at forlade partiet ovenpå afsløringerne af uroen i sekretariatet. Forløbet blev dramatiseret fordi beslutningen blev truffet for åben mikrofon i en podcast hos Henrik Quortrup. Jeppe beholdt sit mandat, og er nu løsgænger.
• Karin Liltorp forlod selv partiet, men beholdt først sit mandat og blev løsgænger, men har siden meldt sig ind i Alternativet.fem

Samlet effekt: Moderaterne har i praksis mistet fire mandater, da Klarskovs mandat stadig er hos Moderaterne, bare med ny person.

Aktindsigt og transparens har fanden skabt!

Moderaterne er født med idéen om hemmelige donationer. Her er ikke tale om diskretion, her er tale om en mørklagt struktur, hvor sponsorerne ikke engang må tilskrives i mails, simpelthen fordi hemmelighed er en forudsætning. Hele denne struktur er etableret, før Heimburger overtager ansvaret for indsamlingsarbejdet. Mødet mellem penge og politik, har altid været betændt, og den manglende transparens bidrager til en masse kritik. Den seneste tids afsløringer af tilbud om fratrædelsesordninger til mf’ere, som man har ønsket at skille sig af med, har bidraget til denne kritik. Det handler i vidt omfang om, at en stærk partiledelse ofte opfatter sig selv som en selskabsledelse, der hersker over mandaterne. Men det strider jo fundamentalt med den virkelighed, at mandaterne er personlige tilkendegivelser fra vælgerne. Denne kommentator har lagt mærke til, at medier, politikere og vælgere ser helt forskelligt på fratrædelsesordninger og partihopperi, selv om begge debatter udspringer af respekten for, at politikerne kun skal stå til ansvar for vælgerne, og ikke for partierne. Dobbelte standarder.

Grillpølser og partipolitik

Jeg har ingen aktier i at beskytte Moderaternes omdømme, men inden læserne svælger i endnu en tour de force med dårlig stil og store selvmål ude i Proviantgården, så vil jeg godt deklarere, at lige nu ligger Moderaterne ned og hvis ikke Mette havde forhandlet minksagen væk efter sidste valg, så kunne andre have stået i mudder.

Virksomhedsbesøg på slagterier og lukkede partimøder, styrker som bekendt ikke borgernes tillid til produktionsprocessen. Den sandhed gælder for højrefløjen som smadrede DF med afskaldning til DD/Støjberg, Venstre som efter dramaet på Kellers Park, afskallede til både Moderaterne, LA og DD, Socialdemokraterne som efter opgøret mellem Auken og Nyrup havde en lang periode med ondt blod mellem morgenmadsklubberne, Enhedslisten, som på det seneste landsmøde introducerede eksklusionsbestemmelser, SF som imploderede efter mødet med Margrethe Vestager og S-ledelsen, Konservative som aldrig helt er kommet sig, efter at Ninn fastholdt, at Mimi havde godkendt nedprioriteringen af tamilerne. Dette her er etablerede partiorganisationer, men Moderaterne skulle startes helt fra tegnebrættet.

Startvanskeligheder

Partistart kan gennemføres med elegance, som når Inger Støjberg headhunter så kompetent, at teamet stadig holder sammen, eller tumultarisk som når Moderaterne først taber Kristian Klarskov og dernæst fire af de 16 mandater, og udsætter samlingsregeringen for livsfare, fordi den nu er delvist afhængig af ekskluderede medlemmer.

Til gengæld har Moderaterne haft betydelig indflydelse på dansk politik, og hvis du vil vide mere om hvordan fødslen af et politisk parti kan se ud, så kan du følge processen fyldt med helt almindelige – og ganske ekstraordinære – menneskers oplevelser som akkompagnement.

For nyligt udkom bogen ”Det ender grønt”, som er bygget op omkring en stribe visioner for Danmark anno 2050. Bogens udgangspunkt er, at vi har været ramt af klimakrisen, men er på én eller anden måde kommet frelst igennem den, og nu skal vi se, hvordan Danmark og tilværelsen her ser ud om 25 år. Det er underforstået, at den grønne omstilling er gennemført med succes.

Bogens to forfattere har taget fat i 14 personer – mere eller mindre kendte i offentligheden – og i princippet stillet dem alle de samme spørgsmål om fremtiden. Her skal der bl.a. svares på, hvad de største problemer og største muligheder er ved klimakrisen og gennemførsel af den grønne omstilling. I hvert interview er højdepunktet, hvor personerne skal forestille sig deres liv i 2050 – hvor de dog har samme alder som i dag.

Svarene er velformulerede, sproget flyder pænt og bogen er behageligt fri for tryk- og sjuskefejl.

Imidlertid er udvalget af svarpersoner måske lidt problematisk. De er, ligesom de to forfattere, alle akademikere og primært fra den humanistiske eller samfundsvidenskabelige side. Journalister, cand.mag.-er, en jurist, et par biologer og en enkelt arkitekt. Man leder forgæves efter folk med teknisk baggrund, f.eks. ingeniører, og det er småt med folk, der har praktisk erfaring med industrien eller med maskinrummene i de mange grene af den offentlige sektor. Indsigten i, hvordan samfundet fungerer i praksis – og f.eks. hvor pengene kommer fra, er derfor begrænset. Vi sidder grundlæggende med et udsnit af det elitære cafe-latte-segment i samfundet. Men her kan drømmene til gengæld få frit løb.

Og drømmene er forbløffende ens. Langt de fleste forventer, at vi skal opgive den økonomiske vækst, som de udelukkende opfatter som et spørgsmål om, at vi køber flere og flere ”overflødige” ting. Ikke et ord om, at væksten i høj grad opsuges af det offentlige til mere og mere service, understøttelse m.v. Men herudover skal vi i 2050 bo i – eller tæt ved – naturen, der skal fylde meget mere i Danmark. Vi skal bo på landet i kollektiver, hvor vi hjælper hinanden og er beskæftiget med at dyrke grøntsager eller reparere hinandens ting. Vi er naturligvis fælles om f.eks. værktøj, haveredskaber og andre fornødenheder. De fleste visioner indebærer som en selvfølge en drastisk reduktion i forbruget af kød – eller vi skal være 100% vegetarer. Her skal vi spise vores hjemmedyrkede bælgfrugter og fermentere nogle af grøntsagerne til en slags kød-erstatning.

Alle har masser af tid, ingen stress, et godt fællesskab og så alle gåturene ude i skoven, blandt fugle, insekter (og en enkelt malariamyg…).

Det får denne anmelder til at tænke på sin ungdom, hvor man drømte om ”overgangen til socialismen”. Det var præcis de samme idealer om det gode liv – planlagt i detaljer af dem, som mente at vide bedst. Og det krævede ”det socialistiske menneske”. I bogen her udtrykkes det f.eks. på følgende måde:

Landet består af mennesker, der vil hinanden det godt og opfatter sig selv som en del af et større fællesskab.

Den slags konstruktioner fungerer aldrig i praksis, dels fordi vi mennesker er forskellige med forskellige behov, dels fordi der lynhurtigt opstår mere eller mindre skjulte magtstrukturer bag facaderne. Det er bemærkelsesværdigt, hvor så mange af bogens bidragydere mener, at alle vil kunne stille sig tilfredse med gåture i skoven og fermentering af egen mad. Hvor er alle de andre fritidsbeskæftigelser henne? Sport, hobbyer, musik, film osv.? Ferierejser skal være med toget, flyvning bør kun være tilladt hvert femte år efter nogens mening.

Det er også i høj grad uklart, hvordan samfundet i 2050 overhovedet skal hænge sammen. Der er folk, der hver morgen forlader kollektivet ude på landet for at ”gå på arbejde”. De har naturligvis ikke bil, men den offentlige transport dækker hele landet på fremragende vis. Hvordan får vi råd til det?

Det er intetsteds nævnt, men det ligger mellem linjerne, at hele den offentlige service vil fortsætte uforandret. Hospitaler, skoler, uddannelse, pleje, vedligeholdelse og administration. Men hvor kommer pengene fra? Salg af overskudsproduktion af fermenterede bælgfrugter?

Klimakrisen går naturligvis igen igennem hele bogen, og her må man sige, at den massive propaganda, vi har været udsat for, har båret frugt. Der er ingen tvivl at spore hos de medvirkende. Eksempel:

Vi står på en vildt brændende platform.

Eller:

Jeg har levet med en erfaring fra for 18 år siden, hvor klimaet var væsentligt mere stabilt.

Klimapropagandaen fylder os med historier om at storme, tørke, oversvømmelser osv. er meget værre nu, end førhen. Det modsiges imidlertid som bekendt af alle statistikker for de seneste 50-100 år, hvor der ikke er nogen udvikling at spore. Og der er slet ikke nogen udvikling i de seneste 18 år.

Den grønne omstilling, med ophør af brug af kul, olie og gas, forudses gennemført, nu klarer vi os med solceller og vindmøller:

Man opfandt fx noget særligt solcellefolie till at sætte på vinduerne, så alle huse nu er selvforsynende med strøm. Der er ikke længere noget, der hedder energiknaphed.

Luftforureningen er et helt overstået kapitel, og brændeovne må kun tændes en gang om måneden. Hvor meget folk så glæder sig over den friske luft, når de ved vindstille om natten sidder i kulden og mørket i de små hjem, er uvist.

Det interessante ved bogen er, hvor ens tankegangen er blandt næsten alle 14 deltagere. Der er et par undtagelser, bl.a. den fhv. politiker Tommy Ahlers, der f.eks. ikke afviser økonomisk vækst, men han gør alligevel sit bedste for at spille med på den grundlæggende melodi.

Og så kan vi vende tilbage til problemstillingen i indledningen. Var det her en bog, undertegnede lærte noget nyt af? Svaret er nej, den tjente snarere til at få bekræftet fordommene om dette udsnit af elitens snæversyn og eklatante mangel på faktisk indsigt i de emner, boger drejer sig om. Det gælder både klimaet, energiforsyningen, samfundets indretning og menneskets natur.

Og skulle nogen af læserne her ønske at se en anden vision om tilværelsen i Danmark anno 2050, så må undertegnede måske have lov til at foreslå bogen ”En grøn drøm”?

Rusland er en gåde pakket ind i et mysterium og gemt som en hemmelighed, sagde Winston Churchill engang. Men så fortsatte han også med at sige, at nøglen til en forståelse er den nationale interesse.

En god indgang til at forstå nutidens Rusland er bogen Verden set fra Rusland. Ideer, ideologier og utopier, som lige er udkommet på Århus Universitetsforlag.

Her forsøger en lang række nordiske forskere og en enkelt journalist, Flemming Rose, at gøre os læsere og måbende oplyste borgere mere klog på gåden Rusland.

Næppe noget land på nær måske Tyskland har oplevet så voldsomme selvskabte forandringer, som Rusland fra ekstremt autokratisk zarrige, tendentielt liberaliseret samfund, revolution og kommunistisk styre, åbenhed på vej mod liberalitet, og så nu den omvendte vej tilbage til noget fra fortiden.

Læsere af russisk skønlitteratur har altid været kendt med skellet mellem slavofiler eller russisk nationale digtere som f.eks. Dostojevskij og Solzjenitzyn, og så vestligt orienterede intellektuelle som f.eks. Turgenjev og andre mindre kendte. Det ligger som et skisma i russisk kultur langt tilbage i tiden. Peter den Store var den rastløse vestliggører af Rusland og han så Ruslands fremtid i kontakt med det vestlige Europa. Andre ser mere indad og knytter messianske forhåbninger til en ortodoks, russisk sjæl, der er mere oprindelig og ren og god end vestlig dekadence.

Krigen mellem Ukraine og Rusland symboliserer denne modsætning mellem ønsket om et vestvendt, liberalt, markedsøkonomisk demokratisk Ukraine, som ønsker at bryde med den tunge russiske og slaviske arv.

Det er forståeligt, at den russisk-ortodokse kirke må være i ekstase efter kommunismens ophør, fordi det kommunistiske samfundseksperiment var ateistisk og udryddede præster, ombyggede kirker eller jævnede dem med jorden. Symbiosen mellem Ruslands politiske og religiøse magt er steget begge parter til hovedet, og Rusland har ikke konflikten med sig mellem kejser og pave, som vi gennemlevede allerede i middelalderen i Vesteuropa.

Bogens bedste bidrag er ikke fra en forsker, men fra redaktør Flemming Rose om Aleksandr Solzjenitsyn. Næppe nogen forfatter de sidste mange hundreder år har haft så stor politisk virkning som ham, fordi Solzjenitsyn med sit værk Gulag Øhavet formåede totalt at aflegitimere det russisk-kommunistiske samfundsprojekt. Det var ikke bare en variant af New Deal, som godtroende amerikanere mente, eller en ny civilisation som europæiske fellow-travellers påstod og beskrev med stor idealisme. Det var et moderne barbari i kolossalt omfang pyntet med moderigtig ideologi.

Solzjenitsyn blev smidt ud af Sovjetunionen i 1973 og alle troede, at han hørte til i Vesten med dens samfundsmæssige idealer. Men slet ikke. Allerede hans Harvard-tale i 1978, A World Split Apart, holdt på russisk, selvfølgelig, var et generalangreb på Vesten. Han assimilerede sig aldrig til vestlige værdier og talte aldrig andet end russisk og vendte med glæde hjem i 1994 til Rusland og hyldede autokratiet og senere Vladimir Putin.

Solzjenitsyn er radikal ved at flytte fejlen ved den russiske revolution fra Lenin til Kerensky, det var ikke kun kommunismen, som var gal, men også den kvasi-liberalisme, som den første russiske revolution anført af Aleksandr Kerensky stod for. Men han var også kritisk overfor Zar-styrets for imperiale politik.

Flemming Rose beskriver, hvordan Solzjenitsyn allerede i Gulag Øhavet forudsiger en smertefuld fremtid mellem Ukraine og Rusland og luftede ideen og senere gentog den om en folkeafstemning i de befolkningsmæssigt blandede områder mellem russere og ukrainere, en politik som for længst burde have været vestlige krav til Rusland.

Rose sammenligner også Solzjenitsyn med fysikeren Andrej Sakharov, og her kommer skismaet mellem slavofili og tendentiel vestlig liberalisme igen til syne. Sakharov formulerede sig i menneskerettigheder og demokrati, som var fremmede begreber for Solzjenitsyn.

Bogen præsenterer også en række tænkere (Ivan Iljin, Aleksandr Dugin m.fl.), som har og har haft stor indflydelse på Vladimir Putin og det nuværende styres selvforståelse, men deres tanker er svære at sætte ind i en mere rationel ramme eller fremstille som systematiske. Det forbliver mere lejlighedstanker til et Rusland på skillevejen.

Som Mette Skak skriver, er putinisme ”et sammensurium af illiberale ideer og praksisser” med en ”kriminel politisk økonomi” og en mafiastat og kleptokrati tilsat ”imperium-nostalgi”. Og trods sine arkaiske træk benytter putinismen sig også af moderne metoder som cyberangreb og forvrængende propagandisme i stor stil.

Bogens største spørgsmålstegn er kapitlet om filosoffen Aleksandr Zinovjev, som udvistes af Sovjet i 1978 på grund af satireromanen Gabende Højder, men som i 1999 kom hjem og blev mere putinsk end Putin. Gabende Højder er morsom, men også typisk russisk langtrukkent, og ikke med vestlig elegance i satiren, men jeg kan slet ikke se Zinoviev for mig, som døde i 2006, som russisk ultra-nationalist. På dansk findes bogen Homo sovieticus fra 1985.

En lille men typisk irritation ved bogen er fra beskrivelser af Stalintiden, hvor der tales om ”kornforsyningskrise” og ”dårlige høstår”, men al mangel på korn i hele Sovjetunionens historie skyldtes kommunismens kollektivisme, som fratog bønder incitament til at dyrke jord, ja, likviderede de fleste selvstændige bønder. Rusland var verdens største hvedeproducent før Første Verdenskrig og Ukraine blev det igen efter kommunismens opløsning. Kommunismens vanvid var alene problemet.

Alt i alt en bog, som gør læseren klogere på en vigtig del af nutidens verdenspolitik. Og når man læser de mange storskrydende russere tale om Ruslands historiske bestemmelse, bør vi altid tænke på, at sammenknytningen af messianisme til folk og fædreland er normal og kendt også fra Grundtvig og mange danske digtere, også USA fabler om at være Guds eget land og hele Det gamle Testamente handler om troen på forjættet land. Messianismen er ikke gal i sig selv, men imperialismen.

Den tyrkiske præsident Erdogan havde to indsigelser mod den danske statsminister som mulig generalsekretær for NATO:

1. En kurdisk radiostation sender fra Danmark, hvilket tyrkerne opfatter som udtryk for en slap dansk holdning til terrorbekæmpelse.
2. Den danske karikaturtegner Kurt Westergaards berømte “bombe i turbanen”-tegning beskyttes af ytringsfriheden, hvilket i Tyrkiet opfattes som en hindring for gode relationer til den islamiske verden.Erdogan fremlagde også sine løsninger: Radiostationen skulle lukkes, og der skulle gives en undskyldning for den krænkende tegning.

I mellemtiden blev Anders Fogh Rasmussen holdt på pinebænken, mens især Dansk Folkeparti og medierne pressede på for et klart svar fra statsministeren: ”Var Fogh på vej til udlandet?”.

Til sidst kunne dobbeltspillet ikke opretholdes længere. Den danske statsminister besluttede sig for at deltage i det afgørende NATO-topmøde – vel vidende, at det nu var “vind eller forsvind”. Der var ingen vej tilbage til regeringsledelsen i Danmark, nu hvor alle vidste, at landet havde valgt ham fra.

Her – ved grænsen mellem Tyskland og Frankrig – var Fogh Rasmussen fuldt bevidst om, at generalsekretærposten krævede enstemmighed.

Fogh sad afsides med sine rådgivere og ventede i spænding, da Barack Obama opdagede den danske statsminister, gik ham i møde og sagde: “Congratulations, Mr. General Secretary elect.”

Sådan fik Anders Fogh Rasmussen besked om, at Erdogan havde givet sig og accepteret hans kandidatur. Obama støttede sin forgængers gode ven, og USA fastholdt sin rolle som den frie verdens leder. På det tidspunkt var Danmarks statsminister USA’s tætteste allierede. Det skulle dog ændre sig.

Erindringerne: Fra Vestjylland til verdenspolitik

“Europa må indgå alliancer med andre demokratier i verden for at beskytte sig mod amerikanske, kinesiske og russiske territoriale krav og trusler om handelskrig.
For mig er det en bitter erkendelse efter et helt livs kamp for et tæt forhold mellem Danmark og Amerika.”

Sådan lyder det i andet bind af Anders Fogh Rasmussens erindringer, “At Turde”.

Første bind, “Om at træde i karakter”, skildrede barndommen på magre jorder i Vinding mellem Randers og Viborg – en tryg opvækst præget af beskedne kår og hårdt arbejde.

Blandt dem, der kender til Annemette og hendes opvækst i det sydlige Hornsherred mellem Holbæk og Roskilde, går der historier om dengang Anders blev oppe hele natten for at studere den lokale kloakplan, mens Annemette gik i seng. Fortællingen om, hvordan Anders “scorede” gårdejerdatteren, er blevet en del af Venstres fortælletradition – et stykke mytologi, der får ny mening efter at have læst hans egen version. Her bliver det tydeligt, hvor svært det kan være at være så kendt, at historierne lever deres eget liv og ikke kan gendrives.

Fokus flytter sig i andet bind

I andet bind flyttes fokus fra det nære og personlige til partiet Venstre, regeringsarbejdet, NATO og opbygningen af en ny samarbejdsplatform mellem verdens demokratier. Forfatteren deler rundhåndet ud af detaljer, og bogen er skrevet i et klart og let tilgængeligt sprog. Mange passager tåler genlæsning, og korrekturen er så gennemarbejdet, at bogen nærmer sig et opslagsværk: Hvad var holdningerne i en bestemt sag for 17 år siden? Hvad var baggrunden? Det svarer næsten til kommenterede lovtekster for jurister – og uanset om man er enig eller ej, forstår man kompasset bag beslutningerne.

Venstre og det interne opgør

Fogh havde stor respekt for Poul Schlüter og lærte meget af hans regeringsledelse. Schlüters holdning om, at han i interne stridigheder støttede den minister, som ikke var konservativ, symboliserede overskud og skabte loyalitet.

Bogen er mindre nådig over for Henning Dyremose – særligt da han introducerede Christiansborgs første spindoktor, Erik Skov Pedersen. Her mærker man en dyb modvilje. Fogh er dog også hård i vurderingen af egne partifæller – især Søren Pind får kritik for at prioritere oprøret mod partiledelsen over idéudviklingen.

Om Lars Løkke Rasmussen skriver Fogh med skuffelse, især i forbindelse med “Befrielsens Øjeblik” under valgkampen i 2019, hvor Venstres strategiske fundament blev undermineret. Fogh konkluderer bittert:
“Lars fik til sidst sin vilje, men undervejs blev meget porcelæn smadret.”

Denne konflikt mellem Støjberg og Løkke danner grundlag for den opsplittelse, som i dag har fordelt Venstres vælgere på tre partier: Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Venstre.

Statsminister i tre perioder

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister tre gange i træk – en bedrift i sig selv. Blandt de vigtigste begivenheder i hans embedsperiode er Muhammed-krisen og venskabet med George W. Bush, som banede vejen for NATO-posten.

Muhammed-tegningerne kom til at præge Danmarks image i den muslimske verden, og for Erdogan, der ønsker at gen-islamisere Tyrkiet, symboliserer Fogh en manglende respekt for religiøse følelser.

Det nære forhold til Bush gjorde det muligt for Fogh at blive generalsekretær i NATO – men det krævede overførsel af tillid til den nye præsident, Obama, hvilket lykkedes langt over forventning.

Fogh kalder selv den 20. juni 2006 for “årets lykkeligste dag” – det var dagen, hvor velfærdsforliget blev indgået. Den grundlæggende aftale, der har sikret dansk økonomisk styrke i dag, indebærer, at pensionsalderen automatisk stiger i takt med den gennemsnitlige levetid – og dermed sikres balancen i velfærdsmodellen.

Fogh i NATO

Fogh var den første danske statsminister, der blev generalsekretær i NATO. Hans tilgang adskilte sig fra forgængerne: Han ønskede ikke blot at være mægler, men også idéudvikler og strateg. Det blev hans første store sejr i Bruxelles.

Han tror fortsat på et fremtidigt ukrainsk NATO-medlemskab – som den eneste holdbare løsning. Her går han imod den amerikanske position, men står fast med det klare budskab:
“Hvis Rusland stopper med at kæmpe, stopper krigen. Hvis Ukraine stopper, ophører landet med at eksistere.”

Alliancen for demokratier

Efter NATO-tiden stiftede Fogh Rasmussen Alliance for Democracies Foundation og initiativet Copenhagen Democracy Summit. I sin bog fremhæver han fem nøgleopgaver for alliancen, som hver rejser svære, men nødvendige spørgsmål:

1. Fælles kamp mod terrorisme via styrket efterretningssamarbejde.
2. Frihandel og investeringer som fundament for velstand.
3. Støtte til nye demokratier og deres demokratiske kultur.
4. Fælles holdninger i internationale organisationer – som supplement til EU og modsvar til FN’s svagheder.
5. Humanitære indsatser og menneskerettigheder – med fokus på, hvordan man håndterer diktatorer, der bruger forbudte våben mod egen befolkning.

Fogh nævner selv, at sådanne interventioner kræver FN’s godkendelse – men stiller alligevel spørgsmålet, om verdenssamfundet er villigt til at se passivt til.

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, man placerer til pynt. Han er saglig, viljestærk, velargumenteret – og frygter ikke konfrontationer. Som Marianne Jelved engang sagde – i en ganske vist anden forbindelse:
“Fogh er en farlig mand.”

Slagordene, som ingen kan være uenige i, er karakteristiske for Anders Foghs karriere, men som heller ikke glimrer ved at være konkrete. Det er det internationale som interesserer Fogh, den første tredjedel af andet bind af hans erindringer handler om tiden som NATO-generalsekretær og de allerførste 46 sider om processen frem mod udnævnelsen (At turde, Gyldendal, 574 sider, 2025). Mens alt blev fortiet offentligt, arbejdede embedsmændene i Stats- og Udenrigsministeriet på at fremme hans kandidatur, som var det øverste statsræson. Det er ikke kønt.

Anders Foghs store ildhu ligger i det internationale, som han også gjorde til erhverv efter NATO-tiden, og det andet kapitel om tiden som statsminister virker lidt som pligtstof. Det ses også sjældent, at der i erindringer henvises til gængse fremstillinger af samtidshistorien som supplement til hans egne ord. Læseren efterspørger da den selvstændige vinkel, tiden set netop med Anders Foghs øjne og med hans vurderinger. Det er det interessant fremfor relativt kedelige interview-bøger, politiker-portrætter og faghistoriske fremstillinger.

Det overraskende i dette andet bind er Anders Foghs ideologiske stålfasthed omkring centrale liberale værdier, som tillægges universel gyldighed. Alle lande bør tilstræbes at leve med markedsøkonomi, menneskerettigheder, frihed og en regelbaseret retsorden, og international politik bør tilstræbe disse mål. Det gjorde han i NATO og det forfølger han med sit eget konsulent-firma efterfølgende. Som statsminister repræsenterede hans trods et land, og det begrænsede de globale ambitioner, selvom han også har sit ansvar for at Danmark erstattede territorialforsvaret til fordel for en udrykningsenhed.

”Jeg nægter at acceptere den grundlæggende præmis, at nogle mennesker ikke er egnede til demokrati, og de derfor skal dømmes til at leve i tyranni og nægtes fundamentale frihedsrettigheder”, skriver Fogh, og dermed indskriver han sig i en liberal internationalisme, som ikke ser væsensforskelle mellem mennesker, kulturer og religioner, for vi fødes alle sammen som demokrater.

Med den holdning er Fogh også meget nølende med at erkende fejl i indsatserne i Irak og Afghanistan, for indbyggerne ønskede demokrati uden helt at vide det selv, og så bliver fiaskoen reduceret til ”specifikke fejl i håndteringen”.

Kapitlet med den sjældne Foghske anomali ”Jeg tog fejl” handler om Rusland og Putin, som han indrømmer at have fejlvurderet. Her er han ikke alene, men det nager ham lige meget for det. Dog synes vurderingen også her præget af en vis megalomani, når han kan skrive: ”Vejen til fred i Ukraine går gennem et totalt russisk nederlag”. Hvad hverken Napoleon eller Hitler kunne præstere med gigantiske indsatser, vil Fogh spænde alliancer sammen for så at gøre tredje gang til lykkens gang.

Indkapsling og inddæmning af fjendtligheden var den kolde krigs strategi, men Fogh ønsker en aktivistisk udenrigspolitik, og så skal der marcheres til sejr.

Fogh er en typisk liberal internationalist, udstyret med værdier som alle mennesker bør leve under og som vi derfor bør hjælpe dem til at indse og udvikle. Et meget prisværdigt verdenssyn, men spørgsmålet er altid om verden nu også lever op til ideologien.

Den kolde krigs liberale (f.eks. Henry Kissinger) var mere realistiske i den internationale politik og havde begrænsede målsætninger om at indhegne og modvirke det onde uden ambitioner om at gøre verden god.

Problemet for Fogh er, at hans syn på verdenspolitikken forudsætter en politimand i den regelbaserede verdensorden. Vi behøver en frivillig suveræn, og den rolle har USA hidtil udfyldt, men Donald Trump som ny præsident er den store fredsforstyrrer, som er kommet ind i bogen vel nærmest i korrekturen. Fogh erkender også åbent, at efter valget af Trump må han tage sin opfattelse op til revision. Nu er der frit spil for ”geopolitiske gangstere” – et rammende udtryk.

I Mellemøsten plæderer Fogh for en tostatsløsning, ”med to selvstændige og suveræne stater, Israel og Palæstina”. Og det er jo også for længst overhalet af udviklingen, og sandsynligvis umuliggjort, når der skal et elektronmikroskop til at få øje på den lille demokrat inde i hadsprudlende palæstinensere.

Statsministertiden er nok det mest interessante for den danske læser, men der er ikke meget nyt og få og ubetydelige afsløringer. Søren Pind tilskrives illoyalitet, men svært for en læser at vide, hvor grænsen går mellem uenighed og illoyalitet. Aktørerne selv hælder klart nok mest til det sidste – det er naturligt. Billedet af Lars Løkke Rasmussen er lidet flatterende, og far-Fogh må ofte tage junior i opdragelse.

Kontraktpolitikken tillægger Anders Fogh stor succes, og sammen med skattestoppet var det guldæggene i Venstres succes som statsministerparti. Den fik også medvind fra starten som reaktion på Poul Nyrup Rasmussens fatale løftebrud med efterlønnen, men i grunden er kontraktpolitikken udtryk for en utrolig mistillid til politikerne. I et repræsentativt demokrati vælges politikere ikke som delegerede fra vælgerne, som til en erhvervs- eller fagforenings-kongres med et bundet mandat, men vi stemmer på mennesker, som vi har tillid til at overdrage den politiske magt til. Anders Fogh erkendte meget prisværdigt sin egen (og sin stands) utroværdighed efter Nyrups statsministertid og cementerede derfor kontraktpolitikken.

Anders Foghs ministerkollega Per Stig Møller udgav i 2017 sin version af deres fælles regeringstid med bogen Udenrigsminister – i krig og fred, og den er sjov at sammenligne med Foghs testamente.

Per Stig Møller begynder sin gennemgang af den samme tid og de samme begivenheder med følgende basun: ”Udenrigspolitik er eksistentiel. Det drejer sig om nationens eksistens og dermed også om folkets fortsatte eksistens som folk”.

Sådan formulerer Anders Fogh sig slet ikke, han tænker ikke i folk, nation og eksistens. Foghs verden er frihed, menneskerettigheder og retsorden. Fogh er kultur- og religionsblind, der er nærmest ingen referencer til kultur- eller religions-specifikke sager, for de er private og uden offentlig betydning for Fogh. Han har tilsyneladende kun læst en skønlitterær bog, Smærup Sørensens Mærkedage.

Historie og fædreland er ikke pejlemærker i Foghs optik, og så ses kun demokraten i andre mennesker, og det må egentlig være rart at have det sådan.

I gennemgangen af Muhammedsagen (eller ’tegningerne’ som Fogh foretrækker at kalde sagen) gør Anders Fogh til en principiel sag om ytringsfrihed. I et demokrati er der ytringsfrihed til at skrive og tegne og det kan staten ikke blande sig, forbyde eller undskylde. En prisværdig position.

I Per Stig Møllers gennemgang af samme sag (nu kaldet Muhammedkrisen) i sine erindringer skriver han: ”Jeg har altid elsket satire og satiretegninger” og gennemgår så masser af eksempler på spot og spe og skændsel i europæisk kulturhistorie og lige så mange eksempler på undertrykkelse og bagstræberi i den muslimske verden, fra Ibn Khaldoun til Bernard Lewis, som ikke er blevet mindre med islamisters dominans i dag.

Anders Fogh og Per Stig Møller var ikke uenige om praktisk politik i deres ministertid sammen, men i ånden lever de på to forskellige planeter.

Titlen på Anders Fogh erindringer hedder ”At turde” og lægger vel op til et retorisk bekræftende svar. Det er en ambitiøs titel ligesom første bind hed ”At træde i karakter”. Sådan set flugter titlen ikke med hans grundholdninger, nemlig en international orden baseret på frihed og menneskerettigheder og markedsøkonomi, som lande realiserer i alliancer, ikke så meget med mod og courage, det er snarere et langt kedeligt træk. Det modige i verdenspolitikken ses vel snarere i undtagelsen, bruddet og i den disruption, som lige nu har brudt med størknede lag af ideologisk illiberalitet i den dybe stat og i NGOernes regimente.

Anders Fogh er især som internationalist forbavsende blind overfor misbruget af frihed og menneskerettigheder med woke og cancel og alt det vi tidligere kaldte socialisme og kulturradikalisme. Han kunne se det som statsminister og hans nytårstale mod smagsdommeri var vigtig og rigtig.

Anders Fogh Rasmussen er blevet kultur- og religionsblind og derfor virker erindringerne mere som et budskab fra verden af i går. Det er nye dagsordener, der styrer politikken både nationalt og globalt.

Og set tilbage om få årtier med de langtskuende øjne, hvor Roald Als’  karikaturer og Carsten Jensens perfiditeter er glemt, vil Anders Fogh stadig bare være en statsminister i den periode af danmarkshistorien, som engang vil blive husket for, at demografien ændrede sig radikalt uanset stramninger som mest forblev verbale, at der cementeredes parallelsamfund med egen justits og livsstil, at folkeskoler genindførte vold og spark og trusler, ikke som ny pædagogik, men som følge – igen – af demografien. Og på Foghs vagt blev territorialforsvaret også afviklet, så landet lå forsvarsløst hen. Frihed og rettigheder i Irak og Afghanistan var vigtigere at forsvare end fædrelandets eksistens.

Scruton er kendt i den angelsaksiske verden, men ikke meget har fundet vej til dansk oversættelse. Kun en pamflet, Nationernes nødvendighed, udkom i 2005 i dansk udgave.

Det siger også noget om det danske bogmarked, at en så kendt engelsk tænker hidtil ikke har fundet vej til danske forlag, som vogter portene til den danske læseverden.

Så meget mere glædeligt er det, at nu foreligger Roger Scrutons bog fra 2015 How to be a conservative  i en dansk oversættelse (Hvordan man er konservativ, Forlaget Ellekær, 308 sider, 2025).

Og selvom der ikke kan stilles spørgsmål ved Scrutons idemæssige konservatisme, omfavner han mange synspunkter, som må overraske. Bogens kapitler hedder bl.a. Sandheden i socialisme, Sandheden i i liberalisme, Sandheden i multikulturalisme, Sandheden i miljøbevarelse og Sandheden i internationalisme.

Mest af alt inkarnerer Scruton et engelsk temperament med dyb indlevelse i landets traditioner. Konservatisme for ham er livsstil og identitet. ”Jeg forudsætter læsere, for hvem common law, parlamentarisk demokrati, privat velgørenhed, fællesskabsfølelse og de ’små enheder’ af frivillige beskriver grundlaget for civilsamfundet. Og som endnu ikke er blevet fuldt ud vænnet til den moderne velfærdsstats hierarkiske autoritet og endnu mindre til de transnationale bureaukratier, som bestræber sig på at opsuge civilsamfundet.”

Og så kan mange danske læsere måske allerede stå af, og det meste af folketingets medlemmer, for vi er dresseret til at lade velfærdsstaten erstatte civilsamfundet og international autoritet de nationale traditioner.

Når Scruton taler om konservatisme, drejer det sig ikke så meget om politik, men langt mere om kultur, æstetik, vaner og tradition. Han er ingen stor beundrer af det konservative parti, selv Margaret Thatcher var for liberal, især i sine udtalelser. Den tidligere konservative leder og premierminister Edward Heaths program var overgivelse på alle fronter, mener Scruton.

Han er tænker og intellektuel, og det har også sin store berettigelse. ”Konservatisme er en affektionsfilosofi. Vi nærer affektion over for det, vi elsker, og ønsker at beskytte det mod forfald”. Så konservatisme er ikke en ideologi i den håndfaste betydning med et aksiom og konkrete anvisninger. Konservatisme er hengivenhed.

Han ser ingen principiel modsætning mellem forsvaret for det frie marked og en traditionalistisk vision om social orden, som tænkere som David Hume, Adam Smith, Edmund Burke, Michael Oakeshott og F.A. Hayek stod for.

Normalt fremstilles konservatismen som en reaktion mod oplysningen med tænkere som Herder, de Maistre og Burke. Det er Scruton enig i, og konservatismen ville ikke være mulig uden oplysningen, hævder han. De er forbundne og Scrutons fremstilling af parløbet mellem oplysning og konservatisme er det mest originale og nutidsrelevante i bogen.

For ”sandheden i multikulturalismen” er, at den vestlige civilisation altid har været nysgerrig på alt andet ude omkring. Montesquieu, Mozart, Cervantes, Goethe, MacPherson, Byron – og denne interesse i kulturel mangfoldig og forskellighed er i virkeligheden ”langt mere fantasifuld end noget, der nu undervises i under denne betegnelse”.

Symbiosen mellem oplysning og konservativ traditionsbevidsthed har skabt ”den borgerlige kultur” eller ”vestlige civilisation”, som er Scrutons store ideal.

Og denne kultur er netop åben og modtagelig, fordi medlemskab er blevet frigjort fra racemæssige, etniske, sociale og religiøse bånd, så den kan indoptage alle mennesker, der vil den. Den er i sandhed inklusiv og åben.

”Den borgerlige kultur” bygger på loyalitet overfor sekulære retsprincipper, territorial jurisdiktion og samfundsborgerskab. Negationen heraf er teokratier, der udleder retsregler fra religiøse kilder.

Den store fjende bliver så den afvisning af vestlig kultur, som har floreret de sidste årtier med krav om at Vesten skal sabotere sig egen tradition, fordi den ikke er det, som den faktisk er, nemlig inklusiv.

Scruton polemiserer mod Edvard Saids bog Orientalism fra 1978, som er standardværket i udstillingen af vestlig civilisation som undertrykkende og racistisk, men som – hvis man læser bogen – i mange henseender viser det modsatte. Jeg blev ved at læse Saids bog faktisk selv mere imponeret af vestlig kultur gennem århundreder for dens tolerante, åbne og nysgerrige tilgang til ’de andre’ og ’det andet’ udenfor. Og som næsten er enestående for Vesten – de fleste kulturer er lukkede om sig selv og føler intet behov for at kende noget andet.

Afvisningskulturen, som vi også kender nu som woke og cancel, er et frafald fra oplysningen, hævder Scruton. Det re-etnificerer kulturen, hvor præstationen i vestlig civilisation var et samfund med almene regler og sekulær religion, der i praksis gør det muligt for alle at blive deltagere. Bortset fra dem, som sætter religiøse regler højest eller overnational jurisdiktion øverst.

Det store våben i afvisningskulturen, negationen af oplysningen, er racisme-begrebet, som udslynges mod enhver markering af den vestlige civilisation, som paradoksalt nok er den første anti-racistiske og multikulturelle kultur.

Scruton er stærk fortaler for nationen med territoriet som den egentlige opretholder af borgerlig kultur. Og tilsvarende kritisk overfor EU`s forsøg parallelt med afvisningkulturen på at nedbryde nationalstaterne. ”Ved at erstatte national ansvarlighed med fjernt bureaukrati har EU´s maskineri efterladt os afvæbnede og forvirrede over for den nuværende krise. …. Ved konstant at gå imod den dybt rodfæstede mangfoldighed i de europæiske nationer har projektet for en ’stadig tættere union’ ikke blot fremmedgjort Europas befolkninger, men har vist sin manglende evne til at nyttiggøre vore folks sande ressourcer og kreative potentiale og at rivalisere ideen om den europæiske civilisation”.

Der er masser af stof at hente i Roger Scrutons forsvar for en konservativ mentalitet, som rækker langt ud over partipolitik og nutidens konflikter. Det meste er sund fornuft tilføjet fornøden intellektualitet. Forbindelsen til de dybeste træk i europæisk kultur og historie giver Scrutons bog sin store berettigelse.

Sol og vind producerer jo strøm helt ude af trit med forbruget. Figuren her viser hvordan produktionen (i megawatt) fra alle de påtænkte solceller og vindmøller kan komme til at se ud, hvis Energistyrelsens planer for 2050 føres ud i livet.

I bogen stilles spørgsmålet, om Energistyrelsen mon nogensinde selv har gjort sig den ulejlighed at optegne figuren her og derefter gjort sig de mindste overvejelser, om hvorvidt det her vil komme til at fungere i praksis?

Som det fremgår at figuren, vil der blive produceret langt mere strøm, end det danske forbrug forventes at være. Energistyrelsens løsning er selvfølgeligt de store visioner om fremstilling af brint i kolossale mængder.

Her er et par uddrag fra bogens konklusion:

”Både sol og vind er meget omskiftelige og helt i modstrid med den grundlæggende filosofi i en elektricitetsforsyning, hvor der skal være perfekt balance mellem produktion og forbrug, sekund for sekund.

Myterne om at sol og vind så fint supplerer hinanden, fordi de yder mest på forskellige tidspunkter, f.eks. vind om vinteren, sol om sommeren, eller sol om dagen, vind om natten – er netop myter. Forsyningen fra sol og vind, selv over større geografiske områder svinger voldsomt, og variationerne går helt fra næsten nul til mængder, der er tæt på den fulde installerede kapacitet.

Da den gennemsnitlige produktion for vindmøller ligger på 25-50% af kapaciteten, mens den for sol ligger på måske det halve, skal man for at have energi nok installere en meget større kapacitet end svarende til det gennemsnitlige forbrug. Det forhindrer stadigvæk ikke sol og vind i ind imellem kun at levere en brøkdel af forbruget, til gengæld vil man opleve perioder, hvor der produceres alt for meget strøm.

Løsningen, der oftest peges på lige nu – og som også er den eneste farbare vej i praksis, er det geografiske samarbejde. Hvis f.eks. Danmark har for lidt strøm fra sol og vind, vil vi importere fra nabolandene, primært Norge og Sverige. Tilsvarende importerer Tyskland fra Frankrig og undertiden også fra Polen. Pointen her er imidlertid, at importen ikke i større omfang kommer fra solceller og vindmøller. Tværtimod er det primært vandkraft eller kernekraft, der importeres, dvs. kilder der ikke er afhængige af sol og vind. Strømmen fra Polen er endda fortrinsvis fremstillet ud fra kul.”

De voldsomme udsving i produktionen fra sol og vind skal håndteres på én eller anden måde, og herom står der i konklusionen:

”Redningen” – af sol og vind

Fortalerne for grøn omstilling [peger] på, at vi skal have etableret lagring af tilstrækkelige mængder elektricitet. Herved kan overproduktionen på gunstige dage blive gemt til dage med for lidt sol og vind. De eneste teknisk brugbare lagre, vi har til rådighed i dag, er hhv. vandkraft med pumper, eller batterier. Vandkraftlagrene udnyttes allerede i dag i stor målestok, men mulighederne for drastisk at forøge kapaciteten er desværre ikke til stede. De kræver passende bjerge og masser af ledig plads, og ingen af delene er til rådighed i nutidens Europa.

Den anden løsning, batterierne, forsøges taget i brug, der investeres i større anlæg i flere forskellige lande. Men batterier er dyre, og prisen pr. kWh lagerkapacitet er så høj, at batterier i en målestok, der for alvor ville kunne afhjælpe problemerne med sol og vind, ligger langt uden for økonomisk rækkevidde for de enkelte lande, eller Europa som helhed. Der tales meget om, at batterierne gennem årene er blevet billigere og billigere, og at den udvikling forventes at fortsætte. Det er der nu ikke så megen grund til at tro på, og selv en yderligere halvering af prisen pr. kWh vil ikke for alvor ændre på det økonomiske billede.”

Den forjættede brint

”Tilbage er der brint og såkaldt Power to X. Her vil man bruge strøm fra solceller og vindmøller til ved elektrolyse at spalte vand i ilt og brint. Brint er et energirigt brændstof, der kan bruges som det er, eller videreforarbejdes til flydende brændstoffer som metanol, benzin osv. Der er store planer om et fremtidigt ”brint-samfund”, men indtil videre går udviklingen meget langsomt. Det skyldes dels tekniske, dels økonomiske udfordringer.

Teknisk er problemet, at brinten skal kunne fremstilles på basis af den meget ujævne strømforsyning fra sol og vind. Det giver nogle hidtil uløste udfordringer i elektrolyseprocessen og medfører bl.a. betydelige tab af energi undervejs.

Brintfremstillingen kræver meget store mængder af strøm, og selv fra sol og vind har den en pris, og dermed bliver brinten mange gange dyrere i sammenligning med naturgas som brændstof. Et brint-samfund bliver derfor et samfund, der er meget fattigere end det, vi kender i dag.”

Bogens hovedbudskab er tydeligt nok. Den grønne omstilling, som den er tænkt med sol, vind, lagring og brint som hovedelementer, er dømt til at mislykkes, og den vil indebære meget store omkostninger for de lande, der forsøger at gennemføre den. Flere af de nationer, der betragter sig selv som foregangslande, er allerede godt på vej mod katastrofen. Men det er ikke for sent at bremse op – heller ikke for Danmarks vedkommende.

Bogen udgives af Forlaget Kolbein og udkommer medio april. Den kan bestilles på forlagets hjemmeside.