[vc_row][vc_column][vc_column_text]
Løkkes nye bog er kun glimtvis god
Lars Løkke Rasmussen har udgivet sine utraditionelle erindringer som ’erindringsglimt’. Bogen har kvaliteter, men savner fokus og frisk stof. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”2335″ img_size=”200×40″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”20px”][vc_column_text]Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Få bøger er imødeset med større spænding end Lars Løkke Rasmussens nye bog med betragtninger fra et liv opfyldt af politik. ’Om de fleste og det meste’ er den lovende titel, og jeg var blandt de forventningsfulde. Måske burde vi i højere grad have indset, hvad titlen tillige antyder, nemlig at der også er begrænsninger for meddelsomheden.
Løkkes værk er præsenteret som erindringsglimt frem for den gængse selvbiografis inddeling i kapitler med titlen ”min tid som amtsborgmester” og lignende. I stedet får vi 54 kronologisk ordnede flashbacks. Stilen er i det hele taget personlig, meget modsat f.eks. Mogens Lykketofts distancerede, ikke særligt vellykkede bogværk, anmeldt på Indblik.net sidste år.
Flygtighed i formidling
Denne genre her kaldet erindringsglimt er et format for anekdoter. Bogen trækker meningsfulde linjer mellem Løkkes personlige og private liv, der f.eks. perspektiverer Løkkefonden som hans store civile projekt. Og det er sjovt at læse om at drikke polsk te, hvilket dækker over cognac med EU-rådsformand Donald Tusk, og hvordan det baner vejen for konkret politik. Og hvordan Løkke overrumpler en journalist ved hjælp af et falsk rygte. Det er ikke banebrydende historier, men fungerer godt, de steder hvor de får tingene til at gå op i den højere enhed.
Samtidig skuffer bogen på andre punkter: Som bekendt ændrede strukturreformen med Lars Løkke Rasmussen som ansvarlig minister selve landets demokratiske struktur med en række afledte konsekvenser for borgerne på godt og ondt. ’Et nyt danmarkskort’ er ikke en overdrevet titel på dette erindringsglimt fra 2004. Det kunne være spændende at få hovedmandens dybere betragtninger om den største administrative reform i mands minde, men:
”Resten er i virkeligheden historie. Den kunne måske godt fortjene at blive fortalt, men det må blive en anden gang, selvom det på mange måder er et studie i alle facetter af politisk arbejde.”
Den påfaldende tavshed
Der er meget af den slags, for med 54 fragmenterede elementer i bogen kan vi sjældent komme dybt ned i noget, inden vi skal videre til Grønland eller Afghanistan eller Odense eller Marienborg. Og det er måske unfair at kritisere hårdt, hvis det aldrig har været bogens intention. Men selv inden for den valgte genre måtte det være muligt at fortælle noget mere.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/4″][vc_gallery interval=”3″ images=”9075″ img_size=”270×399″][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Hvor Løkkes bog stilmæssigt er modsætningen til Lykketofts – ligner de to værk hinanden i den undren, de efterlader mig med. Jeg begriber, at der findes tavshedspligt, diplomatisk procedure, private hensyn osv. Stadig er det påfaldende, hvordan disse magtens mænd, som er i en enestående position til at bidrage med nye vinkler og indhold til danmarkshistorien, ikke gør det i højere grad, om så bare på underordnede punkter.
Således gælder det ligeledes om den efterhånden mytiske kælderaftale fra 2014, hvor Løkke og næstformand Kristian Jensen aflyser den afstemning i hovedbestyrelsen, der skulle have fældet Løkke som V-formand. Her vil Løkke ikke sige andet, end at det ikke var lovning af ministerposter, der var Jensens løsepenge for at bilægge striden.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Okay, det var åbenbart vigtigt at nævne, men … hvad så? Fortæl os da hellere, hvad svaret er. Retfærdigvis skriver Lars Løkke Rasmussen, at han ønsker at skåne læseren for nærmere beretninger om, hvordan politikere opfører sig som vilde aber i magtkampe. Det må nu være sagt med et (erindrings)glimt i øjet. Løkke ved om nogen, at vi ville slubre de historier i os. Mindre kunne altså også have gjort det.
To be continued …
Særligt til sidst synes jeg, bogen flagrer, f.eks. med en udskrift af Løkkes sidste møde som formand (noget atypisk) og en slags portræt af Søren Pind (fint nok i sig selv, men hvorfor ham, hvorfor kun ham, hvorfor nu?)
Her optræder også Løkkes i medierne ganske omtalte politiske analyse. Den går på, at vejen tilbage til Venstre-ministre og borgerlig genrejsning er et nærmere samarbejde med Radikale Venstre og konsolidere det ikke-socialistiske projekt. Der mangler noget om, hvordan den værdipolitiske højrefløj skal kunne se sig selv i dette. Spøjst også i lyset af at mange af Løkkes egne stjernestunder er fejret på ryggen af Dansk Folkeparti.
Nå, Lars Løkke Rasmussen skriver som bekendt, at han påtænker sin fremtid, og at denne – herunder muligheden for et nyt parti – endnu er uafklaret. Det skal nok passe og er den oplagte forklaring på bogens form, indhold og svagheder. Det gør bare ikke, at bogen bliver bedre, end den er. Men skal den læses, er det for at blive klogere på en politiker, som – uanset hvad man ellers mener om ham – må anerkendes som en exceptionel politiker, der gennem to årtier ændrede Danmark. Men, som sagt: ikke en bog at læse i forhåbningen om nyt stof eller nye vinkler på kendt stof.
Sådan en bog måtte Løkke ellers gerne skrive, (måske inspireret af netop Søren Pind?). Det kunne virkelig blive et fremragende værk, en decideret historisk bog. Hvis den kommer. Jo, vi har da endnu lov at håbe.
Lars Løkke Rasmussen: ’Om de fleste og det meste’, skrevet med konsulentassistance fra Kirsten Jacobsen, er udkommet på Politikens Forlag. To enkelte kapitler fra bogen er bragt (bag betalingsmur) af henholdsvis Jyllands-Posten og Politiken. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1934″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4991″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5947″][/vc_column][/vc_row]