Mette Frederiksen efter møde med USA’s udenrigsminister: Her er, hvad vi talte om

Mette F. talte klima og sikkerhed med USA's udenrigsminister

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har mandag formiddag forladt embedsboligen Marienborg, hvor han har besøgt statsminister Mette Frederiksen (S).

Han er i en kortege på mere end ti sorte biler samt motorcykelbetjente nu på vej mod Amalienborg i København, hvor han skal møde dronning Margrethe og kronprins Frederik.

Der er ikke truffet konkrete aftaler under hans besøg ifølge statsministeren.

– Det er en mere overordnet diskussion, og som et lille land er der grund til at glæde sig over, at Blinken besøger rigsfællesskabet i dag. Og nej, der er ikke truffet konkrete beslutninger, siger Mette Frederiksen efter besøget.

De to har talt om sikkerhedspolitiske udfordringer i Irak og Afghanistan samt i den arktiske region. Desuden har de talt om vacciner, forholdet til Rusland og Kina samt klima, hvor Danmark er foregangsland internationalt set.

– Men også de konkrete svar, Danmark kan komme til at give. Vi har danske løsninger, når der skal ske en stor grøn omstilling i USA, siger statsministeren.

Da den tidligere amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo besøgte Danmark i juli 2020, mødtes han ikke med dronningen.

I 2019 tilbød den daværende præsident, Donald Trump, at købe Grønland.

Det skabte en kurre på tråden mellem Danmark og USA.

Den nye administration, som tog over efter valget i USA, har en anden tilgang ifølge statsministeren.

– Det er en anden tilgang, sådan vil jeg formulere det. Det betyder et ønske om at samarbejde om den arktiske region. Der sker forandringer i forhold til klima og den sikkerhedspolitiske dagsorden.

– USA er vores vigtigste allierede og Europas tætteste, og derfor har vi en interesse i, at det er os, der sætter dagsorden og ikke alle mulige andre, siger Mette Frederiksen.

Blinken mødes også med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og udenrigskolleger fra Grønland og Færøerne, inden han i eftermiddag fortsætter mod Island, hvor han onsdag skal til møde i Arktisk Råd.

USA samt Kina og Rusland har store interesser i Arktis.

Isen smelter og gør handelsruter og udvinding af gas og olie mere tilgængelig. Samtidig er dele af Grønlands undergrund rig på sjældne jordarter, og landene har en sikkerhedspolitisk interesse på grund af områdets strategiske placering.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?