Nej tak til kønsrevolution i pressen

Ja, der er generelt flere mænd i journalistiske historier. Det er stadig ikke mediernes problem eller mediernes ansvar. Aflys den revolution igen, Rasmus Mark Pedersen.

[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”4140″ img_size=”1020×436″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]

Nej tak til kønsrevolution i pressen

Ja, der er generelt flere mænd i journalistiske historier. Det er stadig ikke mediernes problem eller mediernes ansvar. Aflys den revolution igen, Rasmus Mark Pedersen.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Danske medier har et afgørende problem, skriver journalist Rasmus Mark Pedersen i sit indlæg på POV International, for vi mangler kvinder blandt vores kilder. Han har selv prøvet at benytte flere, men det har været en udfordring. Jeg kender Rasmus MP, sætter pris på manden personligt og fagligt, og tvivler ikke på hans gode intentioner. Men i sin tilgang til pressens rolle i kønsspørgsmålet er han efter min mening galt afmarcheret, og det fortjener sin replik.
(Læs først indlægget på POV International gennem linket her.)
Så stort er dette mediernes problem med kønslig skævvridning, at det kræver en revolution, lyder Rasmus MP’s bekymring. Første skridt kan passende være en undersøgelse med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Er det kvindernes eller mediernes skyld?”.
Allerede her er vi på afveje: Vil man finde en skyldig, har man på forhånd besluttet, at der eksisterer en fejl eller en forbrydelse, nogen kan være skyldig i. Men, som Rasmus MP’s indlæg selv underbygger, er det ikke sexisme, der er hovedårsag til de relativt færre kvinder i pressen.
To definitioner af ligestilling
Tilfældigvis kom sidste uges omtalte kønspolitiske indspark lige efter MP’s indspark. Det var den nye undersøgelse om mandlige og kvindelige folketingskandidaters nævnelse i pressen. Den viste, at kvinder til folketingsvalg gennem 2010’erne har fået mere omtale end mænd. Kun ved valget i år var mændene (marginalt) mere omtalt pr. kandidat.
Leder man efter en skurk, er det ikke medierne, siger forsker Ulrik Kjær bag undersøgelsen til fagbladet Journalisten. Efter omtalen af undersøgelsen selvfølgelig de fleste steder skulle vinkles på, at mænd alt i alt omtales mere. Hvilket har den logiske begrundelse, at mænd er mere tilbøjelige til at stille op – selvom der faktisk var flere kvinder opstillet i 2019 end nogensinde før.
”Jeg mener, vi skal gå forrest i kampen for ligestilling,” siger Rasmus MP, og hvem kan være skurken, som er imod det? Svaret er, at det kan jeg. Med det væsentlige forbehold at ligestilling betyder noget forskelligt os to imellem. Jeg mener med ligestilling, at ingen bør nægtes rettigheder eller respekt begrundet i køn. Hvilket heldigvis er noget, folk i mediebranchen og andre steder i samfundet går ind for i vid udstrækning, sagt i respekt for undtagelser.
Rasmus MP har imidlertid en anden definition af ligestilling, som fremgår af følgende citat:
”Samtidigt er det her i år 2019 stadig mere legitimt for mænd at have holdninger, end det er for kvinder. Det kan jeg se på avisernes debatsider, de sociale mediers kommentarspor og på kønsfordelingen af de lyttere, der ringer ind til P1 Debat. Det er mænd, mænd og mænd.”
Ræsonnementet lader til at være følgende: Hvis en gruppe består primært af mænd, må det være et udtryk for, at det er mindre legitimt for kvinder at deltage. Efter samme logik kunne man sige, at mændenes flertal til fodboldkampe og heavykoncerter må indebære, at kvinderne bliver holdt væk derfra. I grunden er forholdet nok det banale, at de generelt ikke gider så meget som os andre.
Du kan ikke få det hele
Udfordringen ved at gå efter dyderne – i journalistik som livet i øvrigt – er, at der er flere af dem, der skal afvejes imod hinanden. Givet begrænsede ressourcer medfører det at opprioritere noget, at man må nedprioritere noget andet. Der er omkostninger ved Rasmus MP’s fordring til sig selv eller andre, også ud over ekstra tid og ressourcer, han har brugt på at rekruttere de flere kvinder til et debatprogram.
For det første har vi problemet, om vi virkelig som journalister skal sidde og tage hensyn til folks køn i den journalistiske udvælgelse, frem for hvad der befordrer historien bedst. Men OK, lad mig for diskussionens skyld gå ind på præmissen, at vi bør gøre det, og se på de problemer, der vil følge af det.
Når man indfører stringente krav, risikerer man utilsigtede konsekvenser. For den MP’ske metode kan sætte over styr, præcis hvad den gode mand ønsker at fremme: repræsentation og mangfoldighed. Rasmus MP inddrager eget arbejde og egne erfaringer i sin argumentation, så jeg vil gøre det samme.
Lad os tage landbruget som eksempel. Det er som bekendt et erhverv præget af mænd, lige fra landmænd på marken til ekspertkilder m.m. Jeg kunne nok have anvendt flere kvindelige kilder i min journalistik. Men de ville i ringere grad afspejle kønsfordelingen i det landbrug, den virkelighed, som det er min journalistiske opgave at beskrive.
Pointen er, at medmindre artiklen decideret handlede om kvinder i landbruget, ville vi ikke entydigt få mere repræsentation af, at jeg begyndte at forskelsbehandle. Vi ville kun udskifte en form for repræsentation med en anden, mere politisk korrekt af slagsen.
Ny, politisk korrekt ensidighed
På samme måde vil problemer opstå med variationen af kilder. Jeg er faktisk enig med Rasmus MP i, at man som journalist skal vare sig for at benytte sædvanlige, alt for kendte kilder hver gang. Jeg er uenig i, at vejen til denne variation er at diskriminere mandlige kilder. Det vil i visse situationer kun gøre ensidigheden større, når vi på emner med få kvindelige kilder er nødt til at ringe de samme kvinder op hele tiden.
For slet ikke at tale om den dag, hvor det måtte gå op for kvinderne, hvorfor de bliver ringet op hyppigere. Rasmus MP’s kilder har set med forståelse på hans indsats for flere kvindelige kilder, og al respekt for det. Andre mener noget andet. Jeg kender et par kvindelige kilder, der ikke ville se med milde øjne på mig, når det går op for dem, at jeg som journalist retter henvendelse begrundet i deres biologi. Det vil ikke være fremmende for videre samarbejde.
Forstå mig dog ret her: Jeg ser ikke ned på Rasmus MP’s ønske om at inkludere flere kvinder i sit debatprogram. Det er en journalistisk tilgang, han og hans arbejdsgiver har ret til at vælge. Jeg protesterer imod en erklæring om, at det påhviler hele branchen, herunder mig, at abonnere på en bestemt kønspolitisk dagsorden. Nøjagtig ligesom jeg ikke accepterer, at Zetlands journalister skal ophøje deres meninger om klima til en fordring for hele branchen. Sætningen “sådan og sådan anser jeg for vigtigt for samfundet” skal ikke automatisk følges af “ergo skal alle journalister arbejde for sådan og sådan”.
Eller for at vende tilbage til fodbold-analogien fra før: Hvis en fodboldklub har et ønske om at øge antallet af kvindelige fans på lægterne, er den naturligvis velkommen til at slå et slag for det. Klubben bør blot ikke påstå, at det ligger i selve begrebet “fodboldklub”, at man skal tilstræbe en fifty-fifty-fordeling af medvirkende aktører.
Journalistik spændt for kønsvogn
Rasmus MP er i sin tekst den erklærede fortaler for en revolution, der skal gå på kønsdiskrimination af mænd, for ”det ville opbygge en kultur, hvor kvinderne har et væld af forbilleder at spejle sig i”.
Der er meget, hvormed man kan anfægte det synspunkt. Lever vi virkelig i et samfund, hvor kvinderne ikke kan finde forbilleder at spejle sig i, og er det med dette ønske, at de tænder for P1 Debat – og i så høj grad at det må indgå i redaktionelle vurderinger?
Jeg vil nu ikke tale på kvinders vegne. For mig er det centrale at understrege, at der ikke hører en pligt til bestemte politiske holdninger med til at være journalist. Og ingen kan påstå, at revolutioner er upolitiske. Specifikt er jeg imod denne revolution, fordi jeg har regnet ud, hvad den logisk set ender med, og det bliver næppe med en bedre verden, i hvert fald ikke for os alle.
Revolutionen ender i et excel-ark, hvoraf det fremgår, hvilke medier eller journalister har flest kvindelige kilder. Har branchen kritikløst accepteret, at flere kvinder er lig med bedre journalistik, er resultatet en automatisk faglig fordømmelse af de journalister og medier, der ligger i bunden af den liste – hvilket nogle af dem uundgåeligt vil gøre. Jeg siger ikke, det dystopiske scenario er ønsket hos Rasmus MP, hvis faglighed jeg i øvrigt respekterer. Jeg ser det dystopiske scenario som en logisk konklusion af hans tankegang og tankeeksperimenter, og jeg har ikke lyst til at tage chancen.
Med alt det væsentligste sagt må jeg påpege en bizar detalje i, at en mand siger, at mænd fylder for meget i debatten.
Er Rasmus MP, den gode journalist og fagforeningsmand, klar til at tage den logiske konsekvens af sin revolution, den dag hans arbejdsgiver udskifter ham med en sort lesbisk, begrundet i at mediebilledet mangler sådan en? Det kan begrundes i MP’s egne ord – nu har vi mænd trods alt haft det godt så længe, som han påpeger – og hvis det vitterlig er pressens rolle at skævvride for at gøre samfundet bedre, gælder det vel også på arbejdsgiverside.
Det er en anden grund til at være imod revolutioner; de ender ofte med at æde deres egne børn, selv de mest godhjertede. Måske især dem.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”3544″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1281″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2615″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?