Nu kan du bestille dine indefrosne feriepenge

Nu kan man bestille de sidste indefrosne feriepenge
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det er onsdag formiddag blevet muligt at bestille de sidste to ugers indefrosne feriepenge på hjemmesiden borger.dk.
Når man har bestilt udbetalingen, vil pengene lande på kontoen i løbet af ti hverdage.
Feriepengene blev oprindelig indefrosset, da en ny ferielov blev indført. De skulle egentlig opbevares, til folk gik på pension.
Men på grund af coronakrisen besluttede Folketinget at udbetale pengene for at sparke gang i forbruget. Sidste år blev det muligt at få udbetalt tre af ugerne. Nu er det de sidste to uger, som man kan udbetale.
Erfaringerne fra udbetalingen af de første tre ugers indefrosne feriepenge i efteråret sidste år viser ifølge cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv, at omkring 80 procent af feriepengene vil blive udbetalt.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond har tidligere oplyst, at de danske lønmodtagere ved årsskiftet havde indefrosne feriemidler svarende til 56,8 milliarder kroner. Dermed er der udsigt til at der bliver udbetalt omkring 36 milliarder kroner, svarende til omkring 11.500 kroner efter skat per lønmodtager.
Det er dog et gennemsnit, der dækker over store forskelle, og som er direkte afhængigt af den enkeltes lønniveau.
Tore Stramer forventer, at det vil styrke danskernes køb af større forbrugsgoder som møbler, elektronik og legetøj. Han er dog bekymret for, om forbrugsfremgangen vil blive meget skævt fordelt på tværs af brancher.
– Erfaringerne fra sidste år taler deres meget tydelige sprog. Her steg omsætningen i byggemarkederne, bolighuse og tøjforretninger med cirka to milliarder kroner, mens udbetalingen nærmest ikke løftede forbruget hos landets hoteller og restauranter, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.
Han håber, at de hårdt ramte restauranter får lov at åbne i starten af april, så de kan få gavn af de indefrosne feriepenge.
– Alternativt så vil forbrugsboomet igen primært finder sted i landets byggecentre, supermarkeder og på nettet, vurderer Tore Stramer.
På hjemmesiden borger.dk er det muligt at se, hvor mange feriepenge man har til gode. Her kan man også få oplyst, hvor meget der skal betales i skat af feriepengene.
Hvis arbejdsgiveren har indbetalt feriepengene til Feriekonto eller en feriekasse, er der allerede betalt skat. I alle andre situationer bliver skatten trukket, når feriepengene bliver udbetalt.
Hvis man vælger ikke at få udbetalt feriepenge, bliver de stående i en fond, der kaldes Lønmodtagernes Feriemidler. Her vil pengene blive investeret for at få bedst muligt afkast. De bliver stående som en opsparing, man kan få udbetalt, når man når folkepensionsalderen.
Man kan også få feriepengene udbetalt efter 1. oktober 2021, hvis man af andre grunde trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Det kan eksempelvis være, at man går på førtidspension, seniorpension eller efterløn eller har et varigt ophold i udlandet.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Fik du læst?