Nu stiller et af regeringens støttepartier et afgørende spørgsmål: Skal der rulle ministerhoveder?

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringens håndtering af Afghanistan-krisen har været så katastrofal, at et af regeringens støttepartier nu begynder at åbne for, at der kan ryge ministre.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

Den socialdemokratiske regerings håndtering af den aktuelle krise i Afghanistan bliver mødt med massiv kritik fra såvel oppositionen som regeringens egne støttepartier.

Især lyder kritikken på, at man er kommet alt for sent i gang med at evakuere danskere og lokalt ansatte ud af det nu Taliban-kontrollerede Afghanistan.

Især kritiseres udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen samt statsminister Mette Frederiksen for at have svigtet deres ansvar.

Når evakueringerne forhåbentligt inden længe er vel overstået, kræver flere partier i Folketinget derfor en kulegravning af hele forløbet.

Læs mere om det her.

Overfor det statsejede medie DR fortæller flere politiske ordførere, at de pressede på for en evakuering, men at regeringen afviste at gøre noget.

Det gælder bl.a. Socialistisk Folkepartis politiske ordfører Karsten Hønge. 

Han er dybt skuffet over regeringens ageren i sagen, fortæller han til DR. Han er faktisk så skuffet, at han åbner for, at en eventuel undersøgelse kan få konsekvenser for regeringens ministre.

– Afhængig af hvad man når frem til gennem sådan en selvransagelse, vil jeg heller ikke afvise, at det får konsekvenser for ministre, siger han.

Adspurgt af DR, om han dermed tænker på den i forvejen udskældte udenrigsminister Jeppe Kofod, lyder svaret fra Karsten Hønge:

– Det bliver med de ministre, der har haft aktier i foretagendet.

Hverken Jeppe Kofod eller Trine Bramsen har ønsket at stille op til interview i sagen, men Bramsen skriver i en skriftlig kommentar, at hun håber på “forståelse for”, at hendes “fulde fokus” lige nu er på at eksekvere evakueringerne fra Afghanistan.

Fik du læst?