Nu tages det europæiske coronapas i brug – men allerede fra start er det plaget af fejl

Nogle lyntestsvar dukker ikke op i EU-coronapasset

Får man foretaget en såkaldt lyntest, inden man rejser til udlandet, så er det ikke sikkert, at testsvaret står skrevet i ens EU-coronapas.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at flere udbydere af lyntest ikke er optaget på EU’s liste over test, der indgår i unionens covid-certifikat.

Derfor opfordres borgere til at få foretaget en PCR-test, hvis man har behov for at kunne fremvise en negativ coronatest på sin kommende rejse.

Hvis man har fået taget en lyntest hos en af de to udbydere Falck eller Copenhagen Medical, dukker testsvaret ikke op i coronapasset.

Har man derimod fået foretaget en lyntest hos udbyderen Carelink, så vil resultatet fremgå i coronapasset, da denne udbyder findes på EU-listen.

Vælger man at følge ministeriets opfordring til at få taget en PCR-test inden afrejse, slipper man for at skulle bestille en tid på forhånd.

Tidsbestillingskravet blev skrottet fra torsdag.

EU-forordningen om det europæiske coronapas trådte også i kraft torsdag. Det vil sige, at alle EU- og Schengenlande nu skal anerkende det fælles coronapas.

Her fungerer den danske coronapas-app som det europæiske covidcertifikat, hvis man er testet negativ, er vaccineret eller tidligere smittet.

Fra torsdag vil et negativt testsvar fra en PCR-test desuden gælde i 96 timer, altså fire døgn, i coronapasset, mens det for lyntestens vedkommende fortsat hedder 72 timer.

Sundhedsministeriet opfordrer borgere til at tjekke indrejsereglerne i det pågældende land, man ønsker at rejse til.

Der vil i flere lande nemlig slet ikke været et krav om at skulle fremvise, hvorvidt man har en negativ test, er færdigvaccineret eller tidligere har været smittet.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?