Ny måling: Liberal Alliance under spærregrænsen

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance. (Foto: Johan Wessman/News Oresund)

Liberal Alliance ville ryge ud af Folketinget, hvis der var valg i morgen. Det viser en ny meningsmåling.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net

Nedgangen for Liberal Alliance har de seneste år været til at tage og føle på.

Fra 7,5 procent af stemmerne ved valget i 2015 over regeringsdeltagelsen i 2016 og så til valget 2019, hvor partiet kun fik 2,3 procent af stemmerne.

Valgnederlaget i 2019 betød også, at partiets nestor Anders Samuelsen ikke fik en plads i Folketinget, og det førte til, at den dengang 27-årige Alex Vanopslagh blev partiets nye politiske leder.

Siden da har Liberal Alliance stabiliseret sig, men har i mange målinger ofte kun lige ligget omkring spærregrænsen på 2 procent. 

I en ny måling foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau tager partiet dog et yderligere dyk og står nu til blot 1,8 procent af stemmerne.

Dermed står partiet til at ryge under spærregrænsen og ud af Folketinget, hvis der var valg i morgen.

For blot en måned siden lå Liberal Alliance ellers til at få 2,3 procent af stemmerne, hvilket svarer til valgresultatet i 2019. 

Siden er det gået ned af bakke i Voxmeters målinger, først til 2,1 procent i en måling offentliggjort den 5. april og nu til 1,8 procent i den nyeste måling fra den 11. april. Voxmeters politiske meningsmåling baserer sig på telefoninterview med 1.014 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra d. 5. april 2021 til d. 10. april 2021. 

Voxmeter afdækker i tabellen kun de personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen. Ca. 28,9 procent af de adspurgte var på det pågældende tidspunkt “i tvivl om partivalg”, “vil ikke stemme”, “vil stemme blankt” eller “er ikke stemmeberettiget”.

Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier er i denne måling plus/minus 2,9 procentpoint. For Liberal Alliance er usikkerheden på plus/minus 0,8 procentpoint. 

Indblik arbejder på at få en kommentar fra Liberal Alliance til målingen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?