Ny reform: Regeringen vil tvangsadoptere børn før fødslen

Medie: Regeringen vil tvangsadoptere børn før fødslen
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Regeringen vil lempe kravene til, hvornår et barn kan bortadopteres uden samtykke, så barnet kan blive tvangsadopteret allerede før fødslen.
Det skriver Politiken, der har fået indblik i et regeringsnotat.
Regeringen ønsker altså blandt andet at give en mulighed for, at børn kan blive bortadopteret, inden de er blevet født, så børnene lige efter fødslen kan komme med deres adoptivforældre hjem.
Onsdag fremlægger regeringen sit udspil “Børnene Først” på et pressemøde i København.
Udspillet har været ventet i lang tid, men er blevet forsinket på grund af coronapandemien.
Ifølge en ekspert er det ikke uproblematisk at give mulighed for at tvangsadoptere børn, inden de er blevet født.
– Der er en risiko for, at man sætter hensynet til barnet over retssikkerheden og individets frihed, siger advokat med speciale i tvangsfjernelse Martin Olsgaard til Politiken.
Han peger blandt andet på, at det er meget lidt sandsynligt, at en tvangsfjernelse kan blive tilbagerullet.
– Og det betyder, at man i nogle tilfælde vurderer tvangsfjernelse af børn fra et par forældre, som måske ikke har haft muligheden for at vise, hvad de kan som forældre, siger han.
Reglerne for adoption er i dag indrettet således, at et barn kun kan blive bortadopteret, såfremt myndighederne vurderer, at de biologiske forældre ikke kan tage vare på barnet under hele opvæksten.
Mette Frederiksen (S) lagde i sin første nytårstale som statsminister 1. januar 2020 stor vægt på, at flere børn skulle anbringes uden for hjemmet for at få en bedre barndom.
I onsdagens udspil, som allerede er lækket til medierne, foreslår regeringen at udvide nogle af barnets rettigheder. Barnets ønsker skal have tungere vægt, når de enkelte sager behandles i kommunerne.
Et af forslagene fra regeringen er, at barnet fra ti-årsalderen skal have ret til at blive hørt som en part.
I dag skal børn normalt være enten 12 eller 15 år, alt efter hvor voldsomt et tiltag, der er tale om, før barnet har ret til at blive hørt som part i sagen.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?