Nye tal: Forbrugertilliden når højeste niveau siden første nedlukning

Forbrugertilliden når højeste niveau siden første nedlukning
Claus Bech/Ritzau Scanpix

Optimismen blandt de danske forbrugere er på det højeste siden nedlukningen sidste forår.

Det viser den månedlige opgørelse af forbrugertilliden fra Danmarks Statistik.

Undersøgelsen foregår ved at spørge et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres syn på egen og dansk økonomi.

Fra marts til april i år er forbrugertilliden steget fra minus 5,0 til minus 1,1. Det er det højeste niveau siden marts sidste år.

Flere økonomer peger på, at den stigende forbrugertillid hænger sammen med den genåbning, som Danmark er i gang med. Senest ved onsdagens genåbning af barer og restauranter samt indkøbscentre og stormagasiner.

Hvis smitten holdes under kontrol, og genåbningen kan fortsætte som planlagt, er der gode chancer for, at forbrugerne kommer til at øge deres forbrug.

Det vurderer Erik Bjørsted, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Forbrugerne har lommerne fulde af guld, og mange hungrer efter en lang nedlukning sikkert også efter oplevelser.

– Det kan den hårdt prøvede oplevelsesindustri forhåbentlig få glæde af, siger Erik Bjørsted i en skriftlig kommentar.

I Dansk Industri gør underdirektør Morten Granzau opmærksom på, at undersøgelsen fra Danmarks Statistik er foretaget før sidste uges beslutning om at tage AstraZeneca-vaccinen ud af det danske vaccinationsprogram.

Det kan ifølge ham risikere at blive en klods om benet på forbrugertilliden.

– På den korte bane har udbetalingen af feriepengene og genåbningsplanen hjulpet på forbrugernes humør.

– Vejen tilbage mod et normalt samfund har dog med standsningen af AstraZeneca-vaccinen fået lidt længere udsigter.

– Det, kombineret med Johnson & Johnson-vaccinens endnu usikre fremtid, kan holde den voksende optimisme lidt tilbage, siger Morten Granzau i en skriftlig kommentar.

Engang i næste uge vil Sundhedsstyrelsen meddele, hvad der kommer til at ske med Johnson & Johnson-vaccinen i Danmark.

Den vaccine har ligesom AstraZeneca-vaccinen givet alvorlige bivirkninger hos vaccinerede.

Derfor overvejer myndighederne, om det er forsvarligt at bruge den.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?