De seneste måneders fald i antallet af konkurser er fortsat i maj.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som er korrigeret for normale sæsonudsving.
Ifølge opgørelsen var der i maj 152 konkurser blandt aktive virksomheder. Det er 5,2 procent færre end i april og fjerde måned i træk med fald.
Generelt har foråret været opløftende set ud fra antallet af konkurser, da der i perioden marts til maj har været 19,3 procent færre konkurser i aktive virksomheder sammenlignet med perioden december til februar.
Det lave antal konkurser er med til at sikre, at danskerne hurtigt kan omsætte genåbningen til økonomisk vækst. Det vurderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
– Virksomhederne er klar, lige så snart kunderne får lov til at komme ind i butikken.
– Det havde været utroligt trist, hvis alle restauranter, biografer og flyselskaber var forsvundet under krisen.
– Nu kan vi forhåbentlig hurtigt vende tilbage til en normal hverdag med rejser og fornøjelser. Det er vi mange, som har set frem til, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.
Økonomen understreger, at det endnu er for tidligt at ånde lettet op og tro, at en konkursbølge som følge af coronakrisen er fuldstændig afværget.
Virksomhederne har nemlig haft adgang til en række kompensationspakker, ligesom de har haft mulighed for at udskyde skatte- og momsbetalinger, som i stedet er blevet konverteret til et skattelån.
Det betyder, at virksomheder kan have skubbet en skatteregning foran sig, som de har opbygget for at komme helskindet igennem coronakrisen.
Cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer vurderer, at det kan vise sig at være en stor udfordring for de danske af erhvervslivet, der fortsat er hårdt ramt af restriktioner og kun langsomt vil kunne arbejde sig fra af krisen.
– Det gælder særligt oplevelses- og turisterhvervene i de største byer, der fortsat er ramt af restriktionerne og de lave antal turister.
– Dertil vil mange servicevirksomheder kunne få svært ved at samle regningen for skattelånene op, da de ikke vil være i stand til at indhente produktionstabet fra coronakrisen. Det gælder for eksempel landets frisører, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.
De skattelån, som virksomheder har kunnet optage under coronakrisen, står til at skulle tilbagebetales enten i 2022 eller 2023.
Det er derfor i de to år, at der er særligt stor risiko for en konkursbølge.
/ritzau/