Blå blok kalder – med charme, realisme og snusfornuft

De stærke stemmer i blå blok er ikke i tvivl.

Inger Støjberg formulerer det med jysk lune

• “Troels er flyttet over til nabokonen, og nu har han opdaget, at hun også er en rappenskralde. Det er tid til at vende hjem til familien, hvor du hører til, Troels.”

Mona Juul, erhvervskvinde og konservativ leder, er mere forretningsmæssig.

• “Selvfølgelig skal der være noget at vende hjem til – ingen kommer tilbage til et fallitbo.”

Hun tilbyder et alternativ.

• “Du kan blive statsminister for en blå regering, og vi sørger for god stemning i familien.”

Pernille Vermund tilføjer med sin karakteristiske snusfornuft:

• “Venstre er et blåt parti. Nu har vi set Mette lave en fordeling af indflydelsen i regeringen: Løkke får bog-momsen, Troels får kakao til chokoladen, og statsministerpartiet snupper to år uden elafgift – med et provenuet, der efterlader resten af trekløveret blåt og lilla. Kom nu hjem til blå blok, hvor udgangspunktet passer til partifarven.”

De tre kvinder står stærkt sammen, selvom deres prioriteter varierer: Mona prioriterer grøn omstilling højere end Inger, Pernille fokuserer mere på skattelettelser end Inger. Fælles for dem er modstanden mod differentieret moms – et forslag, der risikerer at udløse en ny ejendomsvurderingsskandale, denne gang på fødevareområdet.

Sammenhold uden fløjpolitik

Trods forskellighed er tonen i Blå Blok saglig og samarbejdsorienteret. Inger, som tidligere minister i VLAK-regeringen, understreger behovet for, at en blå regering giver alle partier solide sejre. Mona bakker op og advarer mod at fastlåse samarbejdet i fælles, bindende programpolitik før valgkampen. Pernille peger på, at blå blok kan trække mandater hen over midten, hvis man viser både sammenhold og individuelle profiler.

“Jeg har da gjort en del for at rydde op i mængden af blå partier, så nu er familien til at overskue,” bemærker Vermund med et glimt i øjet.

Stemningen og det politiske håndværk i Blå Blok er i gode hænder. En kommentar om Venstres tøven over for en blå regering med Dansk Folkepartis EU-skepsis, blev prompte samlet op af Inger:

“Noget skal Troels jo sige, når nu han skal forsvare den mærkelige regering, han hænger fast i.”

Troels’ verden – fra opposition til international anerkendelse.

Troels Lund Poulsen har en fortid som Venstres kamphund i oppositionen, men hans nuværende rolle som forsvarsminister har givet ham international tyngde. Når han taler om sine sejre, handler det ikke om valgoplæg, men om konkret politik, der har vakt opsigt i udlandet.

Den grønne trepart og Ukraine-modellen.

To af regeringens mest roste initiativer – den grønne trepart og den danske Ukraine-model – har fået bred opbakning både i Folketinget og befolkningen. Den grønne trepart har overgået egne mål, med skitseprojekter for 180.000 hektar lavbundsjord og markante kvælstofreduktionen. Samtidig har Danmark kanaliseret 5,3 mia. kr. fra EU’s landbrugsstøtte til naturgenopretning og økologi.

Ukraine-modellen har gjort Danmark til foregangsland. I stedet for at sende våben, donerer Danmark penge, så Ukraine selv kan producere våben – hurtigere, billigere og mere effektivt. Reservedelene når frem, mens mandskabet stadig er i live, og træningen følger produktionen. Det har givet Ukraine en fleksibilitet, som mange andre NATO-landes donationer ikke har kunnet matche.

Version 2.0 og 3.0 – våbenproduktion i Danmark

Troels har lanceret næste fase: Ukrainske våbenproducenter skal etablere sig i Danmark, hvor produktionen er beskyttet af NATO’s atomparaply. Det er en strategisk gevinst – men også en sikkerhedspolitisk udfordring. Danmark bliver et potentielt terrormål, på toppen af de konstante hybridangreb på kritisk infrastruktur.

Version 3.0 af modellen indebærer fælles dansk-ukrainske våbenfabrikker, som skal styrke både erhvervsliv og forsvar. Den nye canadiske premierminister har udtrykt beundring for Danmarks støtte på over 65 mia. kr. – herunder F-16, artillerisystemer og kontante bidrag – og vil nu selv donere betydelige mia beløb via den danske model.

Valget – et strategisk vadested.

Troels’ politiske resultater er ubestridelige. Men spørgsmålet om, hvorvidt han vil stille sig i spidsen for en blå regering, er stadig åbent. Flertallet af blå partier har peget på ham som statsministerkandidat. Troels kvitterer med taknemmelighed, men understreger, at Venstre først skal have større opbakning, før han vil tage rollen.

“Jeg kommer ikke til at være statsministerkandidat for enhver pris. Det er situationen i Danmark alt for alvorlig til,” har han udtalt.

Men netop den tøven kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis Troels gør øget tilslutning til Venstre til en forudsætning for at lede Blå Blok, risikerer han at miste momentum. For blå vælgere er virkeligheden allerede klar: De ser ham som den naturlige leder – og venter blot på, at han træder frem!

Del jer efter anskuelser, sagde Politikens grundlægger Viggo Hørup.

Dermed gav han et vigtigt signalement af demokratiet, som juridisk beskyttes af grundloven, men som i sin dagligdag lever af, at modsætninger kan mødes og diskuteres.

Siden demokratiets begyndelse med den franske revolution har de demokratiske kamre delt sig efter anskuelser, til venstre sad liberale og senere socialister og til højre sad konservative eller kongetro. Og i de fleste demokratiske lande er magten vekslet som et pendul mellem højre og venstre. En socialistisk regering er blevet af løst af en konservativ ministerpræsident.

Dette pendulsvingende demokrati er ofte blevet beskrevet som sundt, fordi magten skifter, og en vigtig del af demokratiet også er at rense ud og undgå magtens korrumpering, som er arvesynden i politik.

Tidsånden har de sidste årtier udviklet sig derhen, at kun centrum-venstre er blevet en tilladt politisk position. Mens højre på forskellig vis forbindes med noget farligt og samfundsomstyrtende.

Vi så det i tysk politik, hvor den tyske efterretningstjeneste (Verfassungsschutz) kom med en over 1000 sider dom om, at partiet Alternative für Deutschland (AfD) indeholdt en “gesichert rechtsextremistische Bestrebung”. Det var overskriften: at det var højreekstremt. Og det lyder da heller ikke pænt. Tidligere har den tyske højesteret og lokale forfatningsbeskyttende organer med højtidelighed erklæret partiet for ekstremt og højreorienteret. Og så hører vi allerede en dyster baggrundsmusik med undergangsstemning.

Det tyske demokrati, Forbundsrepublikken, forstår sig officielt som et ”stridbart, forsvarende demokrati” (streitbare, wehrhafte Demokratie), der skal beskytte en demokratisk, frihedsorienteret grundorden.

Og Tyskland har formået at skabe et levedygtigt, velfungerende demokrati oven på nazitidens diktatur, men også – og det er lige så vigtigt – oven på Weimarrepublikkens svigt, der banede vej til katastrofen. Weimarrepubliken ønskede at være “det mest demokratiske demokrati i verden” (demokratischste Demokratie der Welt).

Derfor har Forbundsrepublikken også forbudt politiske partier, ikke på skrømt, men efter en lang procedure og fordi det mentes godtgjort, at de stred mod den demokratiske, frihedsorienterede grundorden.

Det stridbare tyske demokrati kom ud i sin alvorligste konflikt i 1970erne med den hjemmegroede terrorisme, som igen var en knopskydning af en generel venstredrejning blandt unge og studenter i kølvandet på 68-bevægelsen.

I 1972 vedtog den socialdemokratisk-liberale regering i forbundsdagen under kansler Willy Brandt et indgreb mod radikalisering og ekstremisme (Radikalenerlass), hvor man forbød forfatningsfjendtlige at få offentlig ansættelse. Der sigtedes særligt til aktivister i det kommunistiske parti, der åbenlyst ønskede at erstatte den demokratiske republik med en kommunistisk ét-partistat.

Det blev populært kaldt Berufsverbot, og vakte stor forargelse på den danske venstrefløj, der så Tyskland som en ny autoritær stat. Men det var blot demokratiet, som fungerede.

Det uforståelige i dag er, at AfD undersøges og diagnosticeres som ”højreekstremistisk”, og sikkert en hel korrekt karakteristik i forhold til mainstream, og så underforstås, at det er forfatningsfjendtligt.

Men det er kun, hvis et parti eller en gruppering har til formål at ændre den tyske grundlov, at det kommer i konflikt med den frihedsorienterede, demokratiske grundordning.

Når man overvåger, forfølger anholder monarkister i Tyskland, kan det have sin gode ret i, at Tyskland i dag er en republik og et monarki ville en være et brud med forbundsrepublikkens demokrati. I hvert fadl hvis det skulle kuppes. Hvis den danske efterretningstjeneste skulle forfølge ”monarkister” i Danmark, ville hele befolkningen være på anklagebænken. Republikanere i Danmark er en uanselig lille skare, som har kapituleret på forhånd.

I Tyskland har forfatningsdomstolen siden 1950erne forbudt politiske partier både til højre og venstre, både nynazister og kommunister, fordi deres program var i strid med demokratiet.

Men det er svært at se, at AfD’s politik, som på udlændingeområdet ligner et miskmask af DF´s og Mette Frederiksens holdninger, skulle være i strid med forfatningen. Det er politik.

Jo, så er der også nogle AfD-politiere, som taler om folk og folket, og det er også dybt kontroversielt i tysk sammenhæng, men igen ville hele den danske Højskolesangbog og Grundtvigs værker blive dømt ude i tysk sammenhæng.

Del jer efter anskuelser er grundlovens princip.

Vi har en grundlov, en forfatning, som trækker grænserne for det tilladelige. Vold og trusler og statskup er ikke tilladt. Men holdninger og politikker kan diskuteres. Og partier og politikere fordeler sig på skalaerne, fra midten og ud.

Vi kan aldrig kun være moderate. Altid kun at ville være i midten er en tom position. Der må altid være holdninger, og hvis de forsvares mere stålsat, må det vel kaldes ekstremt.

Den amerikanske præsidentkandidat Barry Goldwater provokerede i 1964 med at sige, at ekstremisme i forsvar af friheden er ingen last. Og moderation overfor frihedsprincipper er ingen dyd. Og det havde han så ganske ret i.

Ingen filter, ingen fotos. Bare sådan som vores profil er, når vi ikke redigerer den med egne holdninger og værdier. Jeg har valgt at indlede med en kort individuel intro, og så den fællesmængde som tegner profilen af Danmark.

Briterne

Briterne elsker deres Commonwealth medlemmer, selvom kærligheden ikke altid er gengældt. Britiske efterretningsfolk har flere generationers tradition for at genoplade batterierne på Malta, og de er i sagens natur levende interesseret i internationale forhold. De fleste briter holder af Danmark, og de savner vores samarbejde i EU. Heldigvis er både vores bilaterale og NATO-baserede samarbejde aldeles tæt og velfungerende. De er særdeles begejstrede for Mette Frederiksens indsats i relation til Ukraine, og de har det bedste indtryk af både Løkke og Troels. For dem er regeringen kompetent og troværdig, og de ved, at ambassaden på Kastels vej opfatter danske politikere som deres fortrolige. Forløbet med Lars Findsen, Claus Hjort og nu Samsam samt advokat Offersens arbejde følger de så tæt, at de intet kan kommentere. Men blikkene signalerer kollegial medfølelse: ”Friendship and trust beats politics, and we hope you understand.”

Rumænerne

Den kvindelige rumænske læge på 32 er her med sin mand og en lille søn på 8. Hun har fortalt om valget. Hendes mand var meget lidt glad for, at jeg spurgte ind til de politiske forhold, så han gik en tur langs kysten af bart ubehag. Han har en bror, som knap kan løfte sig fra sin plastikhavestol, fordi han kom på tværs af den rumænske mafia.

Hun kender Novo`s produkter, og hun læser en del om danske samfundsforhold. Søsteren har længe forsøgt at blive sygeplejerske i Danmark, men de har efterhånden mistet troen på, at vi er interesseret i veluddannede indvandrere; “Det er ufatteligt hvad I bruger på overvægtige, hjemmegående kvinder, som ikke må forlade hjemmet for deres mænd. Men en ung højtspecialiseret sygeplejerske… Det tager årevis at få på plads. Hvis det var anderledes, ville jeg uden ophør søge beskæftigelse i Danmark, men jeg orker ikke, hvis man skal bukke og skrabe, når man ikke ligger nogen til last. Efter min mening er næsten alt i Danmark godt, men I lefler for fagbevægelsen.”

Maltheserne

Malta rummer uvurdérlige rigdomme fra korsfarerne, og det er gået dem godt, som en lille velhavende nation. Malta er medlem af EU, den monetære Union og Commonwealth, men ligesom Cypern, Østrig og Irland, så er de ikke NATO-medlemme. Men de har en stående énstemmig invitation til at blive optaget, hvis ønsket opstår. Maltheserne kender selvsagt Danmark godt via EU-samarbejdet, og de ser Danmark som et forbillede på grøn omstilling.

“Malta er faktisk det EU-land, som producerer mest affald per indbygger, og danske Cowi arbejder med etablering af et stort nyt affaldshåndteringsanlæg. Danmark er på mange måder et forbillede for os, fordi I udvikler jeres turisme uden at belaste klima og miljø. Her kan vi godt blive bedre.”

Egypterne

Egypterne er gode at kende, når det handler om at forstå den historiske baggrund for konflikterne i Mellemøsten. Dronningen har skabt et fornemt image for danskere – en hel generation tilbage – ved at være ydmyg og vidende og deltage i arkæologiske udgravningsprojekter. Aktive fighterpiloter udtrykker sig selvsagt kortfattet og formelt, uanset om de er på ferie. Alt andet ville heller ikke være karrierefremmende. Men som egyptiske borgere med internationalt udsyn, kan man godt slæbe et citat ud; Vi respekterer generelt danskerne for altid at sondre mellem islam og fundamentalisme. Islamister har ødelagt mange muligheder for Egypten, vi bliver skuffede, hvis ikke I sætter jer ind i tingene og anser et helt folk for at være terrorister. Det er vi ikke, og det skader vores interne muligheder for at opdrage den unge generation, hvis jeres religionsfrihed kun omfatter jeres egen statsreligion. Bortset fra det, så har vi det bedste indtryk af danskere som åbne og vidende turister og forretningsfolk”.

Luxusudgaven af Sicilien

Mens fiskerbådene vugger i spejlingerne fra neonreklamerne for “Sticky fingers” og “The Blind Stag”, lægger vi op til portrættet.

På Den blinde kronhjort, kan du blive klippet med sort håndklæde for øjnene, og en slidt Fender Telecaster på væggen. Her har de ansatte tattoos til op på kinderne, og så er frisørerne sande gentlemen med hestehaler.

Malta fik selvstændighed fra GB i ’64, og Chelsey Sports Pub, højrestyringen og den fine britiske sproghåndtering spores let tilbage til de charmerende briter, som var superstolte af Sean Connery og Beatles, da de slap korsridderne syd for Sicilien løs.

Malta er verdens tiendemindste stat, på en skala fra Vatikanstaten til Rusland. De er veluddannede og har en gennemsnitsindkomst over middel i EU.

Sådan ser vi ud på afstand

Danmark er på mange måder det, vi drømmer om selv at blive. Et trygt og ordentligt samfund, der tager hånd om de udsatte og ældre. Et rigt samfund som har skabt vækst uden at smadre klima og miljø.

I Egypten og Rumænien er retssamfund noget man bestikker sig til, i England kan den store underklasse ikke forsvare sig imod staten. De har simpelthen ikke råd til en advokat. Det er blevet et trist klassesamfund, og det de lovede os med Brexit har vist sig at være løgn og skuffelser. Malta er på en måde glade for at have sluppet England, eftersom respekten for borgerne er langt bedre i det Skandinavien som vi gerne vil lave en udgave af hernede i Middelhavet.

Vi tænker, at man kan stole på at få en fair rettergang, uanset race og indkomst i Danmark. Sådan er det desværre ikke mange steder.

I ligger med et elbilssalg på linie med Holland, Monaco og Norge, og I har så fed en lade infrastruktur, at mange af ladestanderne stort set aldrig bliver brugt.

Den måde I tager jer af diagnosebørn, handicappede og demente, det er milevidt fra den fattigmandsudgave som vi oplever. I England er sundhedssystemet ved at brænde sammen på tiende år, i Rumænien og Egypten har det aldrig været der, og på Malta har vi ambition om at kopiere jer. Men indrømmet, vi har langt igen.

Det er jo helt ufatteligt at I har så meget vind og sol, og at der er så pænt og rent i hele landet, og så har I tilmed næsten ingen statsgæld. Det er en gåde så godt I scorer. I har læsset penge til Ukraine, og alligevel betaler I jeres unge for at gå på universitetet. Det er en uopnåelig drøm for os.

I Rumænien har vi en masse yngre borgere, som er bosat i andre EU-lande, og de har været med til at vælge en mand uden relevant politisk erfaring. Ingen af os tør sige sandheden til et medie. Alle ved, at vi er styret af den rumænske mafia. Alle ved, at vi lever af at snyde med embargopapirerne, for at skaffe russerne omsætning.

I Danmark er der en fri presse, som tør tale magten imod. Hos os taler vi om popmusik, og siger, at vi ikke interesserer os for politik. Bare for ikke at komme til skade. I aner jo ikke, hvor godt I har det!

Briterne ved kun alt for godt, hvordan det står til i Cairo og Bukarest, og selv om de her briter ikke er typer som umiddelbart behøver frygte trusler fra kriminelle, så er det ret åbenlyst at både Malta og Danmark er smørhuller i sammenligning.

Når København nævnes, så hagler det ned med roser. For ikke nok med at Tivoli og omegn har ry for at være et trygt sted at holde ferie, men byen har jo nogle af verdens bedste restauranter. Udover englænderne, så er kendskabet til resten af fædrelandet på niveau med vores paratviden om f.eks. Nadur på Gozo.

De lokale forretningsfolk har også lagt mærke til dansk film generelt, X-Yachts i Haderslev og vores mange designermøbler. Fritz Hansen fylder godt både i Portomosa og London. Koglen og Svanen er også monteret synligt i mødelokalerne hos den lokale diamanthandler og få meter væk hos Rolex.

Jeg er sikker på at Indbliks læsere med et skævt smil kan genkende glansbilledet, og jeg er også overbevist om at vi kunne perspektivere det fine image med en fisketur i et par danske fjorde og den slags.

Men lige denne gang glemmer vi den kritiske fact finding, og luner os ved vores succes med global branding…

I dag har det ændret sig, men der er stadig meget at arbejde med for veteraner i både Danmark og Grønland:

“Formålet er stadig det samme, at give psykisk kampskadede og tjenestegørende veteraner et mentalt frirum, og derudover er at det at tale de grønlandske veteraners sag”, udtaler Berthelsen til Indblik.

Men i år er der sket en stor ændring for projektet, for folkene bag Veteranprojekt Grønland er atter sendt i tjeneste for Danmark – de skal etablere kontakt til Forsvarets veteraner i Grønland. Den veteranindsats, som er blevet opbygget i Danmark, findes nemlig ikke i hele rigsfællesskabet, og der findes ikke et komplet overblik over veteraner i det grønlandske:

“Der ligger en større opgave for Veteranprojekt Grønland, da der er afsat midler via Finansloven til at kortlægge veteranerne i Grønland, samt deres forhold som veteraner i Grønland”, siger Berthelsen, som udtrykker tilfredshed med projektets udvikling gennem årene:

”Vi kan se at der er kommet markant mere opmærksomhed omkring veteraner i hele rigsfællesskabet”, siger han og glæder sig over støtten og interessen for projektet:

”Virkelig positivt, der er ikke mange der ved noget om veteraner i Grønland, men der er reel interesse hos dem vi har talt med”, udtaler han.

Den største politiske drivkraft bag beslutningen om at kortlægge grønlandske veteraner, er MF Aaja Chemnitz. Hun er valgt for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, der er på venstrefløjen i grønlandsk politik. Hun udtaler til Indblik:

“Det er midler jeg har fået afsat, så det har været afgørende for mig, at sikre afdækning, men vi har faktisk fået afsat mere end forventet, så vi vil kunne tage initiativer overfor veteraner med det samme. Det glæder mig”, siger Chemnitz og udtrykker stor tilfredshed med Veteranprojekt Grønlands arbejde:

“De laver en vigtig indsats for at bygge bro mellem veteraner i Grønland og Danmark og de har sammen med mig været med til at synliggøre veteraner, få ændret loven og få afsat midler til initativer. De er en helt central samarbejdspartner for mig, da ingen kan gøre alt alene, men sammen er vi nået langt”, siger hun.

Grønlandsk natur booster veteraners mentale helbred

Ud over det politiske arbejde med at øge opmærksomheden omkring grønlandske veteraner og deres vilkår, handler Veteranprojekt Grønland i stor grad også om at arbejde med både skadede og tjenestegørende krigsveteraner.

Derfor foregår en stor del af projektets grønlandsture ude i de grønlandske fjelde, hvor veteranerne kan vandre, gå med på jagt eller fiske i fjordene. Og det er i særdeleshed turen ud i den grønlandske natur, der ifølge Berthelsen har en særligt positiv effekt på veteranerne:

“Det er et stykke arbejde der bliver lavet af veteraner for veteraner. Vi har gennem de sidste 7 ture set at det kan gøre en forskel for både psykisk kampskadede og tejenestegørende veteraner”, siger Berthelsen og uddyber:

“For langt de flestes vedkommende, så når veteranerne ud af den direkte opmærksomhed og over i den spontane opmærksomhed. Den spontane opmærksomhed tillader at alarmberedskabet sænker sig. Der bliver således plads til bedre søvn og plads til at indgå i nogle positive sociale relationer, som vi kan se faktisk bliver vedligeholdt efterfølgende”

“Det er gået super godt, og vi er blevet meget klogere på naturens lindrende effekt på psyken”, siger Berthelsen til Indblik.

Det positive indtryk bekræftes til overmål af Terry Leon Pedersen, der er overkonstabel af første grad og veteran fra Kroatien, Bosnien og Irak. Han har været med på turen til Grønland flere gange, og udtaler til Indblik:

”Grønland er for mig en mental vasketur”, siger han og fortsætter:

”Jeg får sovet igennem den uge om året. De dage uden netværk og telefon i naturen gør mirakler for min mentale tilstand. Der bliver renset ud og roen falder på hele systemet. Har været priviligeret med at være afsted flere gange. Første tur er jeg overbevist om var med til at redde mit liv, da jeg – herhjemme – stod i et stort sort hul uden udsigt til bedring”, udtaler han.

”Brugte, og bruger stadig, et usb-stick med fotos fra Grønland, til at få tankerne fyldt med positiver og på den måde komme gennem og ud af mørke tanker”, afslutter Terry Leon Pedersen.

Der er i Danmark registreret godt 42.000 krigsveteraner siden 1948, men det totale tal vurderes at være omkring 60.000. Efter endt udsendelse modtager soldater i dag automatisk Veterankortet, som er det synlige bevis på, at bæreren er krigsveteran.

“Vi ved lige over 100 har et veterankort, men vi har en formodning om at vi mindst har 150 veteraner i Grønland. Vi skal naturligvis kende det korrekte tal for at kunne sikre en bedre indsats overfor veteraner i Grønland”, siger Aaja Chemnitz til Indblik.

Man begyndte først at registrere veteranerne elektronisk i 1992, hvorfor tallet er behæftet med omfattende usikkerhed. Det samme gælder for Grønland, hvor 117 veteraner er registrerede per maj 2024.

Det totale antal veteraner i Grønland er endnu ukendt.

Kong Frederik arver en række ministre fra sin mor med valgsproget; “Forbundne, forpligtede og for Kongeriget Danmark”. Valgsproget er en klar modernisering, som måske imødekommer de, der er skeptiske i forhold til, om motionsløbere nu vil overtage pladsen fra kunstnere og forskere. Det er ingen garanti for, at denne fordeling varer ved, og det store flertal, som nu har tilsluttet sig monarkiets fortsatte plads i kongeriget, bør tilgodeses med en ordning der skaber folkeligt sammenhold på tværs af alle skel, og forener Danmark med ordentlighed og stabilitet på det verdensmarked, som vi er så afhængige af både sikkerhedspolitisk og handelspolitisk. Sammenhængskraft!

Royalisterne deler sig som musikelskere i undergrupper, som i virkeligheden har meget lidt til fælles. Muntert nok udtrykt af den tidigere kronprins selv i en fødselsdagstale til sin mor; Du er til klassisk, jeg er til rock. Læg mærke til, at selv om statsministerens makrelmads-folkelighed også omfattede en gæsteoptræden med Kandis, så omfattede den royale spændvidde ikke dansktoppen. Man kan sagtens være veluddannet og velhavende og foretrække enten klassisk musik eller rock, men ægte folkelighed kræver nok at man lægger øret til jorden i Hadsten eller i Bakkens Hvile. Royalisterne deler sig efter anskuelse. Nogle skriger af fryd, bare de ser en kendt på gaden, klæder sig ud og samler erindringer for for at dæmpe længslen mellem to Billed-Blade – fuldstændig som en fanclub for rockbands. Andre synes det er fedt, at kunne dele interresse vedrørende private stunder, kulinariske oplevelser, jagtoplevelser og veteranbiler med de kendte. Det er networking, som sender signal om penge og indflydelse. Og måske kan man få lov til at sponsere en sejlads i Sydfrankrig eller en hytte i Verbier. Og så er der alle os, der bare må erkende, at sammenhængskraft koster skattepenge – ellers var der næppe postet så mange penge i DR. Det handler ikke om de smalle kanaler som formidler information, der ikke ellers ville blive distribueret. Det handler om at sende begivenheder. Så har vi set det og kan tale om det næste gang vimødes ved kaffemaskinen.

Vi har meget at byde på, men der er også mange om buddet. Og mange med større pengetanke. Men der er kun to kongeskibe i Verden, og der er få kongefamilier, der kan stå sig i sammenligning med vores klædelige jyske beskedenhed. I det hele taget, er det umuligt at finde et bedre grundlag for vores kommercielle branding end Det danske Kongehus. Folk der flirter med tanken om at erstatte Kongehuset med en valgt præsident, skal bringe i erindring, at når det først er ødelagt – som det blev i Grækenland – så kan det aldrig genskabes.

Geopolitik

Der er et tredje område, som nærmest ikke kan overdrives. Jeg kender en del færinger og grønlændere, som gerne vil tage afsked med Rigsfællesskabet. Det minder dem om kolonialisterne, tvangskristning og så det triste kapitel med tvangsopdragelse og tvangs-sterilisering af børn uden samtykke. Og så minder det dem om, hvor let de kan komme i direkte dialog med Det Hvide Hus. Trump tilbød endda Statsministeren at købe Grønland inkl. bloktilskudsforpligtelse og alt i øvrigt. ”Det er jo bare en storejendomshandel”.

Tænk på Henrik Kauffmann. Uden ham og uden Grønland, havde vi nok ikke været blandt Founding fathers til NATO og FN. Videre til H.C. Hansen  og den hemmeligholdte tilladelse til amerikanerne om brug af Grønlands territorie. Vi spiller i en udenrigspolitisk liga langt over vores vægtklasse. Uden Grønland, var det faldet fra hinanden. Mange danske politikere har gjort ihærdige indsatser, for at overbevise vore Nordatlantiske republikanere om Rigsfællesskabets fordele. Ingen nævnt ingen glemt. Kronprins Frederiks dybe engagement i fangernes situation i de små bygder, og tiden i Sirius-patruljen betyder, at Kong Frederik og den Kongelige familie kan fortsætte arbejdet, med at holde sammen på Rigsfællesskabet med fornyet kraft og energi.

Uanset om Kongen vil udfordre Folketinget igen, som da han som Kronprins gennemtvang sit ønske om at sidde i den Olympiske Komité – og undlod at følge flertallet i Folketinget vedr. boykotten af russiske idrætsudøvere – så er det en god idé, at Kongen interesserer sig lige så indgående for demokratiet, som politikerne interesserer sig for monarkiet. Jo bedre vi forstår rollerne des større er chancen for fortsat succes. Uden Grønland og Færøerne falder Danmarks udenrigspolitiske stjerne voldsomt. Kong Frederik har gode muligheder for at støtte denne opgave, som bliver stadig vanskeligere for politikerne.

Republikanerne stod stærkt i Danmark i halvfjerdserne.

Ikke kun socialdemokrater med hang til Stauning, men også mange intellektuelle og venstreorienterede tog med afsæt i ungdomsoprøret kraftigt afstand fra ideen om en arvefølge, der satte en bestemt familie i stand til at leve et opstadset liv med adgang til guldkareter, fly, skib og velhavende omgangskreds. I et demokrati er det selvmodsigende at lade magt gå i arv. Magt, som man ikke er valgt til – men bare født til. Denne ubegrundede magt – hvormed vi leger enevælde – kræver at travle ministre skal forelægge lovgivning til monarkens godkendelse, hvilket er meningsløst.

Det var i øvrigt Påskekrisen i 1920 – hvor kongen reelt var igang med et statskup – der motiverede Stauning (S) til at lægge afstand til ordensvæsenet. Denne republikanske praksis har naturligt dukket hovedet i respekt for Dronning Margrethe, og nu vil socialdemokraten Mette Frederiksen meget gerne dekoreres. Monarkiet har opnået en helt imponerende tilslutning i de 52 år Dronning Margrethe navigerede gennem en svær periode. Når Statsministeren forklarer, at det ikke er monarkiet, men Dronningens måde at være monark på, som har fået hende til at lægge afstand til Staunings dogme, så har hun det formentlig som mange andre danskere. Dronning Margrethe er mere populær end det kongehus som hun har repræsenteret i 52 år.

Svær balancegang

Da jeg gik i Folkeskolen i halvfjerdserne, skiftede vi fra en konge som elskede søværn, søfart og orkesterledelse, til en yngre intellektuel dronning med interesse for kunst, historie og filosofi. Det har været med til at styrke ballet, opera, videnssamfund og sprogbehandlig. Dronning Margrethe har forstået sit kongerige, og Majestæten har med arbejdsomhed, nærvær og empati gjort os stolte og imponerede over den indsigt hun kunne formidle. Men Dronning Margrethe har aldrig forsøgt at snobbe nedad eller være påtaget folkelig. Hvis den kongelige familie er fuldstændig ligesom alle os andre, så mister den sin mening.

Vi har fulgt Kronprinsen fra han var ganske ung, og bemærket holdninger som jeg ikke husker tilsvarende fra et politisk parti. F.eks. dialogen i Japan efter have set Hiroshima; “For mig er krigens rædsler væk. Som ny generation kan man ikke tage hensyn til, hvad der skete i fortiden. Det er nutiden, der sætter sit præg på mig.” Jeg tænker, at denne tankegang kunne virke stødende i Mellemøsten, og for så vidt alle steder hvor mennesker har været udsat for overgreb eller trues af vold.

Dansk politik er betydelig mere spændende og lærerigt end sit rygte. De fleste politikere arbejder ærligt, energisk og redeligt for et bedre samfund. Der er i sagens natur ikke enighed om hvad der er bedst, men den gensidige respekt og de mange venskaber på tværs af politiske holdninger, fortæller om et arbejdsklima der er langt bedre end sit rygte. Kongen skal være synligt opmærksom på, at dansk politik er meget mere end Statsråd og festdage. Det er bl.a. Folketinget, branche-organisationerne, arbejdsmarkedsorganisationerne, NGO’erne og medierne. Erhvervsklimaet er også meget mere end støtte til de største kommercielle virksomheder. Hele vores demokratiske verden kan sagtens omfavne en begavet og smidig kongefamilie.

Cirklen afløser linien

Jo mere ekstreme fløjkandidater der står i spidsen for en nation, jo stærkere interesse for at versionere “America First” konceptet, til at styrke egne interesser. Her er afstanden til det globale, regelbaserede samfund lige stor, uanset om man ønsker at styrke et kommunistisk eller et højrenationalt diktatur. Den traditionelle model med højre og venstre på en ret linie afslører sig som forældet. Men bukkes linien så enderne mødes, da opstår en dybere forståelse for diktaturernes ensartethed overfor de frie demokratier sig som den sande forskel. Der er 2 dedikerede grupper: De som kæmper for sig selv med en stærk mand i spidsen, og de som kæmper for en regelbaseret verden med demokrati. Og så er der en tredje gruppe.

Telefonsvareren

Der er nemlig også de mennesker som ikke kæmper for noget, som de mener er værd at beskytte. Mange danske vil huske salig Mogens Glistrup, der i spidsen for Fremskridtspartiet anbefalede at Forsvaret blev konverteret til en telefonsvarer, som oplyste at “Danmark overgiver sig”. Glistrup mente at det ville spare en del på de offentlige omkostninger. Og da han var tilhænger af meget lave trækprocenter, så var det jo en kærkommen løsning.

Den frie verden overlever og udvikler sig kun, når vi kæmper for retssamfundet, de frie medier og demokratiet. Så snart vi tager vores frihed for givet, såsnart begynder vi ved at miste vores frihed.

Truslen mod Danmark

Spørgsmålet er om der er reel risiko for trusler rettet imod Danmark. Vi siger altid, at der ikke er 2 historiske situationer der kan sammenlignes én til én. Men Chamberlain var jo ikke den eneste, der stolede på, at Hitler ville standse sin ekspansion, hvis bare han måtte beholde Østrig og Sudeterlandet. Metoden med først at klage over behandlingen af de russiske mindretal i Ukraine, og dernæst skærpe tonen indtil annekteringen af Krim i 2014 – og endelig angribe hele landet i februar 2022, ligner en kopi af Hitlers opskrift fra 1938. Hvis Putin er inspireret af Stalin og Hitler, så er det nok ikke kun i forhold til Ukraine. Så er det drømmen om at genskabe det enorme imperium. Mange vil sikkert sige; nu skal det hele jo ikke være så sort og trist her i juledagene. Putin mener formentlig ikke hvad han siger “ord til andet”. Sådan tænkte man tilsvarende om Hitler sidst i trediverne, og nogenlunde sådan placerede den amerikanske ambassadør i London sig også. Godt at Joe Kennedy blev kaldt hjem til Washington og fyret.

Viggo Hørup

Hele tankegangen om at have et stærkt forsvar af Danmark, stod frem til dannelsen af Nato, hårdt overfor Viggo Hørups “hvad kan det nytte – holdning”. De enorme udgifter til etablering af forsvarsværkerne rundt om København, resulterede ofte i anlæg som var forældede før de var færdigbygget, og som følge af vores tætte naboskab med den overmagt som kunne true os, så var det almindelig anerkendt – også i London – at Danmark ville blive totalt smadret på ganske kort tid, hvis vi satte os op imod den tyske krigsmaskine. Uanset om det var en selvopfyldende profeti, så var realiteten som bekendt så ydmygende, at der opstod en “Aldrig mere en 9. april-holdning” i store dele af befolkningen. Med Danmark og Norge som medlemmer af Atlantpagten, gav et stærkt dansk forsvar mening for den brede befolkning, og for et overvældende flertal af danske politikere. Vi blev tilskyndet til at rette ryggen, og sikre både økonomisk og forsvarsmæssig styrke i forbindelse med Marschall-hjælpen. Opbakningen bag hjemmeværnet i halvtredserne og tresserne illustrerer, hvordan vi gik ind i Den Kolde Krig med beslutsomhed.

Sygeplejersker fremfor soldater

Hvad gik galt? Hvordan kunne Danmark bevæge sig væk fra den virkelighedsopfattelse som præger de øvrige Østersølande, og som fortsat præger vore nabolande. Der er al mulig grund til at beskrive hvordan antiatomvåben-marcherne kunne vokse i de tidlige tressere, over Vietnamkrigs-modstanden og kulminere i fodnotepolitikken op gennem firserne. Denne ydmygende periode som splittede NATO-landene, Danmark internt og Socialdemokratiet internt mellem folk som Lasse Budtz og Poul Nilsson, og KB Andersen og Robert Petersen på den anden side.

Fra ideologi til besparelser

Efter Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald i 1989, så var det i mindre omfang et rødt folketings’ amerikanerforskrækkelse, som motiverede til nedprioritering af dansk forsvar. Nu var det i højere grad købmandskabet der betingede en uendelig række af nedskæringer indenfor alt med relation til sikkerhedspolitik.

Fjenden var usynlig og det samme blev forsvaret

Der bredte sig en opfattelse af, at da vi nu ikke længere skulle frygte Kommunisterne, så var det på lange stræk spild af penge at opretholde et traditionelt forsvar. Flertallet for at opfylde artikel 3 i Atlantpagten om at opretholde et militært beredskab, der kan afskrække, og i givet fald forsvare Dansk territorium, var i realiteten smuldret til fordel for servicering velfærdssamfundet og grøn omstilling. For at undgå direkte konfrontation omkring dette pinagtige forhold, så valgte vi at deltage i stort set alt hvad amerikanerne ønskede.

Forsvar på rejse

Denne aktivistiske udenrigs og sikkerhedspolitik gjorde Danmark til amerikansk kæledække, og kabelsamarbejdet er et andet godt eksempel på, hvordan vi ved at servicere amerikanske interesser, kunne dække over at mandskab, kaserner, materiel og viden om forsvaret af Fædrelandet gik i forfald. Dansk forsvar blev et rejsehold uden hjemmebase.Efter først at have ladet den socialistiske fredsbevægelse, og venstrefløjen inkl. Radikale og en væsentlig del af Socialdemokratiet drive Danmark ud på kanten af NATO medlemskabet, så var forsvaret i knæ, da Sovjetunionen brød sammen. I stedet for at genopbygge dansk forsvar op gennem halvfemserne, så valgte vi en potemkinkulisse og etablerede en rejseklub. Først da Amerikanerne, primært Trump, angreb os i klart sprog, valgte vi at se i øjnene, at vi har levet på en kollektiv livsløgn, om at vi har et troværdigt forsvar, som næsten lever op til det vi har lovet NATO. Det har vi ikke. Og nu koster det ekstreme ressourcer at reparere de mange års laden stå til. Der er ganske få lyspunkter. De nye kampfly er en sådan undtagelse, men selv her, er der ridser i lakken.

To pointer om danske kapaciteter

I forbindelse med genopbygningen af Dansk forsvar husker jeg specielt 2 positioner; Vi kan ikke løse vores overvågnings – og kampopgaver i luften med det antal kampfly vi har ordret. Her er de arktiske opgaver samt vores forpligtelser i forhold til Baltikum med til at lægge beslag på så mange fly, at service og vedligehold vil indebære behov for minimum 10 fly mere, end vi har ordret. Nogle af flyene bliver simpelthen i USA som en del af det samlede set up vedr. uddannelse og træning. Det andet forhold bunder i, at vi stort set intet ved, om hvad der foregår under havoverfladen. Der hvor vores kritiske infrastruktur befinder sig. Det er betryggende at der er andre Østersølande som har et ubådsvåben, men det er ikke betryggende, at vi bygger vores kerneopgave på aftaler, om at andre lande skal løse den for os.

Dansk forsvar er ganske enkelt en papirtiger af donationer til Ukraine, bilaterale aftaler med primært USA og så en hær af regneark som dækker over, at den brigade som burde være kampklar, nu tidligst kan blive det om 10 år.

Husk nu luftfartens sikkerhedsråd: “Tag din egen iltmaske på, før du begynder at hjælpe andre” Og glem ikke at selv kolleger i Nato-kredsen kan skuffe. Hvem havde forestillet sig, at den fredelige magtoverdragelse blev afløst af voldelige slagsmål i Parlamentet – i et NATO-land? Kerneopgaven kan ikke outsources, Artikel 5 i Atlantpagten handler om at få hjælp til noget vi selv har ansvaret for, ikke om at outsource vores eget ansvar til andre!

Gamle undskyldninger

Det var pinagtigt at opleve Lasse Budtz genere Uffe Ellemann-Jensen i Schlüter-regeringen. Men den undskyldning er gammel – SF og Radikale har flyttet sig. Socialdemokraterne har flyttet sig og befolkningsflertallet er klar over alvoren. Alt tyder på at vi har en dedikeret og dygtig forsvarsminister, og et udvalg som skriger på handling.

Det er forståeligt at folkene på livgardens kaserne savner handling. Det gør stort set alle dele af dansk forsvar. Og det er en bunden opgave, at vi nu viser handlekraft.

Da vi også ofte har konfirmationer på St. Bededag, passer det nu ikke, for konfirmationer er festlige begivenheder, som samler fulde kirker. Og senere erfarede jeg også, at segmentet på Dølle-marked ikke er kongruent med kirkegængerne, så der er plads både til marked og messe.

Alligevel er jeg ret indifferent med hensyn til at fastholde eller afskaffe St. Bededag som helligdag. Jeg ser Mette Frederiksen som den ihærdigste protestant i dagens Danmark, der appellerer til at arbejde og ser arbejdet som nærmest en frelsende institution. Og det har hun ret i. Vi synger tit i mine kirker ”Arbejd, til natten kommer; / kaldet, du fik, er stort”, en hyldest til arbejdet (nr. 360 i Salmebogen).

Kristeligt har St. Bededag intet belæg i Bibelen, og kirkeligt har Danmark reelt en statskirke, hvor folketing og regering kan beslutte stort set alt om folkekirken. Min eneste kritik skulle være, at statsministeren nævnte at afskaffe ”en helligdag”, hvor statsministeren med det samme skulle have sagt St. Bededag. Det lød lidt vilkårligt: kunne det også være juledag eller påskesøndag? Eller måske juleaftensdag, som i forvejen ikke er en helligdag, men siden 2012 lukkelovsmæssigt fungerer som fridag.

Det kunne også have været Skærtorsdag, som i vore nabolande ikke er en helligdag med fri, og derfor også altid har været Store Grænsehandels Dag i Syddanmark. Alt var åbent syd for grænsen og alt var lukket nord for. Og det samme gjaldt St. Bededag. Måske vil en afskaffelse af St. Bededag reducere grænsehandlen?

Udover konfirmationer knytter der sig mange traditioner til St. Bededag. I København gik man tur på voldene på St. Bededags aften og så ”jomfruer sig alt på volden sole”, som Poul Martin Møller skrev. Og så hjem og spise varme hveder. Jeg køber altid hveder til St. Bededags aften. Da Danmarks forsvar ikke eksisterer mere, og voldene kun findes i forlystelsesparker, er det måske godt nok at revidere den tradition.

Nu kan vi læse, at SVM-regeringens plan om at afskaffe ”en helligdag” kan ende i storkonflikt. Fagforbundene raser og skumler, og det er da skønt at opleve, at disse forbund går i kamp for en kirkelig helligdag.

Jeg har altid savnet en helligdag i efteråret, så jeg ville hellere have fredagen før Allehelgensdag hvert år som fri- og helligdag. Det kunne gøre november lidt nemmere at komme igennem og Halloween er samtidig ved at etablere sig som en dejlig familievenlig tradition. Allehelgensdag (den første søndag i november) er også ved at udvikle sig til at blive en mere markant, både højtidelig og folkelig, helligdag, hvor vi mindes dem vi har mistet. I foråret er der i forvejen så mange helligdage.

Og hvis jeg som sognepræst og ansat i folkekirken skulle mene noget uafhængigt af folkestormen skulle det være at genindføre helligdagslovgivningen, så der var lukket for detailhandel om søndagen. Men Guds gang på jord sker også på søndage i haverne og på byggemarkederne og familierne er vænnet til at købe stort ind i weekenden med stressede arbejdshverdage. Så døgnåbent alle ugens dage er nok kommet for at blive, og der kan lovgivningsmæssigt heller ikke statueres noget ”helligt”. Det er op til hver enkelt at komme hviledage i hu mod stress og overarbejde. Men det var måske nemmere for alle, hvis det var søndage.

Sjovt at se al den strid om en gammel helligdag uden bibelsk belæg. Og hvis man skulle motivforske SVM-regeringen, fungerer det som en formidabel lynafleder for alle andre spørgsmål i regeringsprogrammet. Men det er nok bare ærligt ment, som det oftest er i verden

I USA er The Mayo Clinic og Cleveland Clinic kåret som landets bedste hospitaler, der begge ledes af læger som både topchefer og områdeansvarlige. Havard Business Review publicerede i 2016 en undersøgelse, der dokumenterede, at de læge-styrede hospitaler på alle målte kvalitetsparametre var 25 procent bedre end andre hospitaler, der var opdelt i en lægelig og en kommerciel ledelse. Både Mayo og Cleveland har været ledet af læger siden deres start for mere end 100 år siden og har siden begge ligget i toppen af de amerikanske elitehospitaler. Den samme gode ledelse af både terapi, pleje og forskning finder man også i de førende europæiske universitetshospitaler som for eksempel i Leipzig og Heidelberg, der begge har læger som chefer. På disse hospitaler er chefen for et bestemt terapeutisk område (som onkologi) en professor, dr. med. og fagekspert i kræftbehandling. Professoren har det totale ansvar og bemyndigelse i afdelingen. Det gælder terapi, pleje, økonomisk drift og forskning. Det giver enkel og entydig ledelse med korte kommandoveje, der gør det lettere at løse problemer og at vejlede, motivere og efteruddanne læger, sygeplejersker og andet faguddannet personale. Både Mayo Clinic og Cleveland arbejder efter mottoet: Patienten først! Det har resulteret i et elitært holdarbejde med høj grad af kollegial tillid og respekt ud fra dette fælles værdigrundlag, at patienten har højeste prioritet. Her er der ingen krise blandt sygeplejerskerne, men glade og motiverede medarbejdere.

I Danmark finder vi derimod årsagen til, at hospitalerne er underlagt en katastrofal ledelsesstruktur, der uundgåeligt har ført til masseflugt ikke bare af højt kvalificerede læger, men også af tusindvis af sygeplejersker, der er gået ned med flaget af stress og ødelæggende arbejdsforhold. Dette skyldes, at politikerne har udviklet en ledelsesstruktur i sundhedsvæsenet, der systematisk og bevidst har nedbrudt lægernes ret og autoritet til at lede og fordele arbejdet, således at hospitalslægerne i dag sidder med det fulde ansvar for diagnose og behandling, men uden magt og beføjelser, der ligger alle andre steder end hos lægerne. Lægernes chefer er således bureaukrater, embedsmænd, altså djøf-vældet. Lægernes afmagt er total, fordi de ikke mere kan rekvirere selv beskedne nyanskaffelser uden at sikre sig godkendende underskrifter fra et eller flere djøf-monstre, der mandsopdækker lægerne. Ledende lægers arbejde bliver stadigt mere forpestet af en tiltagende bureaukratisering af deres arbejde, der besværliggør tjenesterejser, nyansættelser og forskningsbevillinger. På Kolding Sygehus bruger lægerne kun en fjerdedel af deres tid på direkte patientkontakt. Arbejdet for læger og sygeplejersker tynges til jorden af gældende instrukser og direktiver. Alene i region Syddanmark er det 67 000 dokumenter. En hjertelæge på Bispebjerg Hospital oplyser, at de interne IT-systemer er kaos. På computeren søger hun på ’Corona’ og får i stedet en rengøringsvejledning. Moderne læger ser ikke deres patienter, men sidder foran en skærm og udfylder indberetningsskemaer. Patienterne er overladt til sygeplejerskerne, som nu har fået nok og flygter i tusindvis til privathospitaler eller til andre erhverv. Og hvad gør regeringen så ved det? Man siger jo, at læger dækker deres fejltagelser med jord. Arkitekter dækker deres med grønne, krybende planter. Og Politikere dækker deres fejltagelser med andre menneskers penge. Således også her. Finansminister Wammen vil løse krisen blandt sygeplejerskerne ved at frigøre 2,5 milliarder kroner fra ’bureaukrati til administration’. Denne politiske dødssejler har dog ikke udløst sydlandsk jubel hos det flygtende personale.

Vi løser kun ledelseskrisen på danske hospitaler ved at lære af udlandet og give styringen af sygehusene tilbage til lægerne, der ifølge alle udenlandske erfaringer er ret skrappe også til ledelse og administration. Det vil være en omvæltning, der kræver politisk kompetence, mod og handlekraft, men det ville få sygeplejerskerne til at vende glade tilbage til arbejdet. Det kommer dog ikke til at ske. Hospitalsledelse er alt for vigtig til, at politikerne tør overlade opgaven til de professionelle. Så vi fortsætter med at klippe og klistre, brodere og lappe.

]]> https://indblik.dk/oekonomiske-spoegelser-fra-1970erne-er-igen-paa-spil/ Sun, 21 Aug 2022 06:30:56 +0000 https://indblik.dk/?p=33655 Prisen på alt fra mælk, brød, benzin til byggematerialer og strøm stiger lige nu med den højeste fart i voldsomme 40 år.

Man skal helt tilbage til starten af 1980’erne, hvor dansk økonomi hang i laser, renten var over 20 procent, og tvangsauktioner og konkurser i erhvervslivet løb om kap, for at finde et tidspunkt, hvor priserne sidst spurtede afsted med større hastighed.

Det var dengang, hvor der seriøst blev snakket om at dansk økonomi var på vej ud over afgrunden, og Danmark løbende fik sænket sin kreditværdighed i udlandet.

Det var også dengang, hvor den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen gennem en længere årrække havde devalueret den danske krone, og mistet grebet om dansk økonomi i en sådan grad, at han i 1982 måtte give helt op, træde tilbage som landets leder, og aflevere magten til sine politiske modstandere.

De pinefulde 1970’ere

Årene fra den førte oliekrisens udbrud i 1973, og frem til Poul Schlüter (K) blev konservativ statsminister i 1982, står stadig i dag som et skrækeksempel på, hvor slemt det hurtigt kan gå, hvis der kommer en krise fra udlandet, og vi samtidig selv fører en dårlig økonomisk politik.

På mange områder er dansk økonomi i dag i en langt bedre form end dengang. Ledigheden er lavere, vi har vendt store underskud på den vigtige betalingsbalance over for udlandet til massive overskud.

Der er lavet betydningsfulde reformer på arbejdsmarkedet og i skattesystemet, så det betaler sig bedre at arbejde, så ledige presses hurtigere i job, og opsparing belønner sig bedre end før.

Det har alt sammen fjernet os fra afgrunden, ført til solide offentlige finanser, og en historisk høj beskæftigelse på tæt ved 3 millioner.

Priserne løber løbsk

Men fortidens elendigheder er ved at stikke sit sure fjæs frem igen.

Inflationen er således på få måneder steget til nærmest historisk høje 8,7 procent. Det betyder, at en kurv af typiske varer og serviceydelser, som for et år siden kostede 100 kroner, nu koster 108,7 kroner, hvilket rammer stort set alle på tegnebogen.

Det har ellers haft tårnhøj prioritet at holde inflationen i skak lige siden 1982, hvor Danmark holdt op med at devaluere, låste kronen fast til datidens D-mark, og afskaffede den automatiske dyrtidsregulering.

Gentager fortidens fejl

Men nu har statsminister Mette Fredriksen (S), sammen med sine støttepartier, kopieret dele af Anker Jørgensens fejlslagne økonomiske politik fra 1970’erne og dermed bidraget til at bringe dansk økonomi ud på usikker grund.

Statsministeren har presset en Arne-pension igennem, som trækker tusindvis af personer ud af arbejdsstyrken, mens der er mangel på arbejdskraft mange steder.

Hun har også pøset penge ud i økonomien med store hjælpepakker under Corona-krisen, ligesom der også er brugt store summer på vacciner og Corona-test.

Et løft i forsvarsudgifterne er også vedtaget, og så betyder tilstrømningen af måske 100.000 flygtninge fra Ukraine et endnu ukendt løft i de offentlige udgifter. En del af disse flygtninge vil nok komme i arbejde, men analyser fra Rockwoolfondens Forskningsenhed tyder på, at det formentlig bliver ret få.

Rød Blok har også øget den offentlige beskæftigelse i stat, regioner og kommuner med hele 34.000 personer, siden de kom til magten i 2019. Samlet set har vi derfor lige nu 869.000 offentligt ansatte – det højeste niveau i Danmarkshistorien. Det er en realitet, selv om den almindelige opfattelse efterhånden er, at vores sundhedsvæsen, ældrepleje og andre dele af den offentlige sektor er ved at brase sammen under store sparekrav og stigende opgaver.

At den offentlige sektor opsuger så meget arbejdskraft, mens virksomhederne står og skriger og råber på flere hænder og hoveder, øger presset på arbejdsmarkedet, og skaber frygt for, at et andet økonomisk spøgelse fra 1970’erne slipper løs, nemlig den onde løn-prisspiral, hvor stigende priser fører til højere lønninger, som så igen sender priserne yderligere i vejret.

Flere spøgelser huserer

Sker det, vil tredje spøgelse måske også begynde at husere herhjemme, nemlig den ondartede stagflation, hvor væksten er lav, mens inflationen er høj. En alvorlig fælde, som kan være svær at slippe fri af igen.

Regeringen har dog også gjort noget godt. Det er blevet lidt lettere for virksomhederne at ansætte udenlandsk arbejdskraft. Det er sket ved at sænke den beløbsgrænse, som regulerer virksomhedernes muligheder for at ansætte personer fra et land udenfor EU. Beløbsgrænsen er sat ned med 75.000 kroner fra lige knap 450.000 kroner til 375.000 kroner i en toårig periode.

Regeringen har også fået vedtaget en såkaldt reformpakke, der blandt andet sænker dagpengene for dimittender, og gør det økonomisk mere fordelagtigt for pensionister at arbejde og tjene penge.

Men som så også øger dagpengene med 3.649 kroner i de første tre måneder af dagpengeperioden, hvilket trækker i den gale retning. Det betyder, at dagpengene kommer op på 23.000 kroner om måneden i stedet for 19.351 kroner, og mange dermed måske fristes til at blive hjemme på sofaen i stedet for at søge et job.

Disse tiltag skønnes tilsammen at øge beskæftigelsen med 12.000 personer. Men trods dette, er der fortsat tale om et glohedt arbejdsmarked i Danmark med lav ledighed og høj beskæftigelse, hvilket i høj grad er med til at puste til inflationens flammer.

Inflationen skubbes op

Når priserne pludselig spurter afsted med høj fart, skyldes det også Corona-krisen. Den førte til nedlukninger af fabrikker og havne, og dermed manglende produktion og transport i mange lande.

Samtidig steg købelysten efter især nye computere, køkkener, møbler og mange andre varer, fordi mange gik hjemme, og restauranter, biografer, frisører og andre servicefag var lukket.

Det skabte et misforhold mellem udbud og efterspørgsel. Det triste udfald af dette var, at der opstod flaskehalse i de store globale forsyningskæder med højere priser på varer og transport som facit.

Oven i det hele har Den Europæiske Centralbank (ECB) ført en helt ekstrem lempelig pengepolitik, med enestående lave renter og store programmer for opkøb af værdipapirer.

Det har pumpet gigantiske summer ud i økonomien og er nærmest en matematisk formel på, hvordan der skabes inflation.

Det overordnede formål for ECB er, at holde inflationen nede omkring to procent. Men topchefen for ECB, franske Christine Lagarde, har sammen med bankens styrelsesråd, været meget nølende med at lette foden fra den pengepolitiske speeder – selv om inflationen længe har ligget langt over ECBs smertegrænse.

ECB har stadig en primær udlånsrente på 0,0 procent, hvilket er helt enestående, når inflation er faretruende nær på at passere 10 procent i årlig vækstrate.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har været anderledes hurtigere ude af starthullerne, og har allerede neddroslet sine opkøb og hævet sine renter over flere omgange.

De har også signaleret yderligere rentestigninger, så den korte rente i USA formentlig nærmer sig 2,5 procent inden årets udgang og endnu mere i 2023.

Købekraften rasler ned

Den løbske inflation rammer – og sænker – husholdningernes reale disponible indkomst efter skat på flere alvorlige og faretruende måder.

Købekraften af danskernes lønninger er nærmest ude i frit og historisk stort fald.

Reallønnen skrumper, fordi det allerede er aftalt, hvor meget lønningerne skal stige i resten af 2022 til 2023. Det gælder for offentligt ansatte, og for de fleste privatansatte på det såkaldte normallønsområde.

Alle dem, som modtager offentlige dagpenge, pensioner og kontanthjælp, er i samme situation. Både folkepension og andre overførsler reguleres løbende op, men det sker på baggrund af lønudviklingen i den private sektor to år tidligere. Det betyder i år en mindre stigning end normalt, fordi den private lønudvikling i 2020 var relativ lav på grund af Corona-krisen og en forventning om, at inflationen ville forsætte med at stå i stampe.

Endelig stiger skatten også, når stigende priser følges af højere lønninger.

Skatten stiger

Årsagen er, at en lang række indkomstgrænser i det danske skattesystem, blandt andet personfradraget og grænsen for topskat, løbende reguleres op med en vis forsinkelse, så de udgør en konstant andel af indkomsten for en typisk lønmodtager.

Men reguleringen sker med en forsinkelse på to år. En tiltagende lønudvikling betyder derfor, at en mindre del af indkomsten omfattes af personfradraget, mens en større del rammes af topskat.

Samlet et betyder det, at den gennemsnitlige skat stiger, og den disponible indkomst falder.

Det slags har historisk set ført til aftagende privat forbrug, som er en af de største trækmotorer i dansk økonomi, og dermed en lavere økonomisk vækst, svækkede offentlige finanser og lavere beskæftigelse.

Så efter en længere periode med medvind for dansk økonomi, ser der nu ud til at komme modvind og helt nye boller på suppen.

Frygten er, at det ender som i 1970’erne, hvor meget gik galt på samme tid, og problemerne voksede på daværende socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (S) over hovedet. Der er alvorlig grund til at frygte 1970’ernes økonomiske spøgelser.

Mette Frederiksen har naturligvis det problem, at hun er personligt fedtet ind i skandalesager som det ulovlige drab på minkavlen, FE-skandalen og en økonomi, der præges af inflation og recession forude. Det er også gået op for vælgerne, at Mette Frederiksen benyttede Covid pandemien til at fremprovokere den formynderstat, der er enhver socialdemokrats inderste drøm og ambition. Hendes personlige omdømme har fået store skrammer til trods for makrelmadder, vinduespudsning og hendes tilsyneladende andel i Tour de France-sejren. Statsministeren må gå til valg på vælgernes frygt for alternativet.  Med kærlig hilsen til Thorvald Stauning vil vi se et Socialdemokrati, der hamrer løs på opråbet: Mette eller kaos. Det skal nok give pote over for de mange vælgere, der er villige til at ofre frihed for tryghed i børnehavestaten Og så kan vi også vente at høre det traditionelle socialdemokratiske kampråb: ” I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle!” Den plejer at give gevinst hver gang.

De store borgerlige partier må gå til valg på den grimme sandhed, at de ikke mere er borgerlige, men er i drift hen mod en position som en slags reserve-socialdemokrater, der har forladt alle de borgerlige mærkesager. Venstre og Konservative har i skøn samdrægtighed med de pacifistiske Radikale i forlig efter forlig ruineret det danske forsvar, så vi i dag reelt er passive medlemmer af NATO. Folkeskolen befinder sig med borgerlig bistand i dyb krise, og det er aldrig lykkedes at komme igennem med moderne skattereformer til stimulering af vækst og velstand. Iværksætterskatten er et borgerligt initiativ, og de borgerlige partier har intet, absolut intet gjort for at begrænse indvandring og ophold af klienter fra eksotiske samfund, hvilket nu koster skatteyderne omkring 90 milliarder kroner om året ifølge finansministeriets økonomiske redegørelser. De borgerlige partier har slugt det klimahysteriske evangelium råt og vrøvler bevidstløst med på den grønne omstillings værste uhyrligheder, der nu også har bragt os ud i en energikrise uden løsning forude.

Folketingsvalgets ideologiske og politiske vindere bliver Moderaterne, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Moderaterne fordi de netop ingen faste politiske positioner har, men er med på den værste, bare det sker ’hen over midten’. Meningsmålinger viser faktisk, at den er et flertal af vælgere med på. Nye Borgerlige er det eneste borgerlige parti, der kan præsentere et vaskeægte nationalliberalt partiprogram, der fastholder nationale demokratiske og kulturelle værdier kombineret med en liberal vækstøkonomi og en udlændingepolitik, der holder migrant-skruebrækkere og nasserøve ude af det danske samfund. Og Inger Støjbergs Danmarksdemokrater bliver også en vinder, fordi en stor skare af vælgere mener, at Støjberg fik en skidt behandling i rigsretssagen, der kunne være undgået ved at tildele Støjberg den næse, som Mette Frederiksen aldrig får for sit ansvar i minkskandalen. Danmarksdemokraterne har ganske vist ikke noget partiprogram, men det lader til, at omkring 800 000 vælgere er ligeglade og stemmer hende ind med måske 20 mandater, fordi Støjberg i sig selv er et politisk ikon, der repræsenterer holdninger, der er massivt til stede i vælgerhavet.

Vi får således et folketingsvalg, der handler ikke om politik, men om moral og troværdighed. Nemlig om politikernes troværdighed og vælgernes. Minkskandalen og Støjbergsagen viste os, at for politikerne er troværdighed bestemt af, hvad der er flertal for i folketinget. For vælgerne er troværdighed og moral forbundet med ærlighed, åbenhed og sine meningers mod. Dette bliver det virkelige tema i det kommende folketingsvalg. Og det er ikke det værste, der kan ske.