Nyt fra Minkkommissionen: Snart bliver flere personer indkaldt til genafhøring

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

På to datoer i marts og april vil der blive indkaldt til genafhøringer i Minkkommissionen, som er ved at granske regeringens ulovlige ordre om at aflive alle danske mink.

Af Claes Kirkeby Theilgaard, claes@indblik.dk 

Minkkommissionen har holdt pause med afhøringer siden den 28. januar i år, men snart vil der igen blive kaldt til nye afhøringer i Retten på Frederiksberg, hvor kommissionen også har afholdt de tidligere afhøringer.

Det oplyser Minkkommissionen på sin hjemmeside.

– Minkkommissionen foretager genafhøringer den 30. marts og 1. april 2022. Information om hvilke personer der skal genafhøres, vil blive offentliggjort på hjemmesiden senest den 23. marts 2022, oplyser kommissionen.

Det vides altså ikke endnu, om minkskandalens hovedpersoner som f.eks. statsminister Mette Frederiksen (S) eller tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S), der måtte gå af som følge af skandalen, bliver indkaldt til genafhøring.

Tidligere har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) dog været til genafhøring i Retten på Frederiksberg. Det skete den 4. januar i år.

Minkkommissionen er en af Folketinget nedsat granskningskommission, der har til opgave at afdække, hvad der skete i minkskandalen, hvor regeringen ifølge flere af landets førende juraprofessorer har gjort sig skyldig i hele tre grundlovsbrud.

Kommissionen skal foretage retlige vurderinger af, om embedsmænd har gjort noget ulovligt, men en evt. rigsretssag mod f.eks. statsminister Mette Frederiksen er en politisk beslutning.

Kommissionens medlemmer består af landsdommer Michael Kistrup (formand), professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann.

Indkaldte vidner i kommissionen er hverken underlagt sandhedspligt eller vidnepligt.

Kommissionen forventes at afslutte sit arbejde og offentliggøre sine konklusioner senest den 1. juli i år.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?