[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Ond, hvid mand skriver god bog

Henrik Dahl får teori og virkelighed til at gå op i sit polemiserende, men stadig helstøbte opgør med moderne identitetspolitik.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][vc_single_image image=”2337″ img_size=”200×40″][vc_empty_space][/vc_column][vc_column width=”2/3″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Jeg tør ikke love, at Henrik Dahl vil omfavne ordet reaktionær, men jeg synes, hans aktuelle bog er reaktionær på den gode måde. Henrik Dahl beskriver i ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’ et samfund, der er under pres af tidens sejrrige identitetspolitik. Med andre ord den moderne venstrefløjs besættelse af køn, race og nedbrydelse af normer under dække af antiracisme og ligestilling, ikke mindst i uddannelsessystemet.
Ret vellykket svinger Henrik Dahl i bogen mellem teori og praksis og overvejer vejen frem til fornuftige forhold. Eller vejen tilbage, om man vil. Det fungerer sådan, at først får vi fem kapitler om, hvordan postmodernisme gik for vidt, og det 20. århundredes fremskridt for borgerrettigheder blev forvrænget til de ekstreme forhold og krav, vi ser i dag fra identitetspolitikerne.
Undervejs er teksten godt krydret med mangfoldige skrækeksempler. Disse illustrerer, hvordan en bekymrende tendens er kommet fra udlandet til os herhjemme. Et eksempel er, at misvisende og politisk korrekt historieskrivning om sorte slaver i USA lader sig overføre til lignende danskere og grønlændere (bemærk den vandaliserede statue fra Nuuk som velvalgt forsidemotiv). Nej, vi har ikke amerikanske tilstande, men vi ligger under for samme tendenser.[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/3″][vc_gallery interval=”3″ images=”9938″ img_size=”500×780″][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”2/3″][vc_column_text]Til slut har Dahl et sjette kapitel med de overordnede punkter. Et af rådene lyder at genoprette respekten for data og rationalitet. Andre handler om at opgive tidens dogmer om, at mindretal står over flertal, at sprog er virkelighed, eller at nøgtern konstatering af fakta kan være racistisk. Og det er jo klar tale.
Kritik fra forskellige vinkler
På lange stræk minder Dahls bog om Caroline Fourests ’Generation krænket’, som vi anmeldte i sidste uge. Samme overordnede budskab, samme længde, samme forlag (Grønningen 1) og i øvrigt samme karakter herfra.
Bøgerne erstatter nu ikke hinanden på grund af deres forskellige vinkler, men kan læses som hinanden supplerende. Det skyldes særligt, at de har forskelligt nationalt udgangspunkt såvel som politisk tilhørsforhold: Fourest kritiserer fra sin venstreorienterede vinkel, Dahl som borgerlig (parti)politiker.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]En af styrkerne i Henrik Dahls bog er, at han kan spille på flere roller og få teoretiske overvejelser fra Allan Bloom m.fl. til at gå op med dansk politisk historie og indspark fra eget liv, f.eks. oplevelserne som censor på Aalborg Universitet, hvor Dahl gjorde op med en postmoderne præget uddannelse.
Det er sagt om Henrik Dahl, at han er upædagogisk hurtig til at skære sine modstanderes argumenter af som useriøse. Denne påstand er ikke ganske uafrystelig under læsningen, men ikke meget generende hos mig. Jeg tror ikke, det ville være meget mere virksomt med udtømmende, venligere indføringer i, hvordan Judith Butler eller andre identitetsprofeter tager fejl. Hendes disciple ville næppe læse bogen alligevel, og det havde jeg nok heller ikke.
Af de to nævnte forfattere med hver sin gode bog har Caroline Fourest den bedre chance for at mane til tvivl hos identitetspolitikerne, også fordi hun foruden at tilhøre venstrefløjen tillige er kvinde, feminist og homoseksuel, mens Henrik Dahl er Henrik Dahl. Det betyder ikke, at Dahls bog bliver uvedkommende for os andre, som bedømmer bøger på indhold. Vi skal bare læse den anderledes end et desperat forsøg på at få Black Lives Matter, tykaktivister osv. til at se lyset. Der er en mere meningsfuld målgruppe her.
Hvem det kan nytte
Jeg tror, ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’ kan gøre en forskel som ammunition for dem, der ønsker at tage kampen med en dybere forståelse uden at være akademikere. Ønsker vi at gøre op med noget, vi anser for skidt, er det hensigtsmæssigt at kende til ondets rod, og selvom bogtitlen lyder af en ph.d.-afhandling, fordrer værket ikke kompetencer ud over almen dannelse. Mere overordnet tror jeg, bogen potentielt kan vække nogle af dem, hvis tanker og bekymrer går i samme retning, men foreløbig undgår at forholde sig til problemstillingen.
Så når nu Fourest bedre vil formå at overbevise folk på venstrefløjen, er Henrik Dahl måske rette mand til den pointe, at identitetspolitikken kunne vinde frem bl.a. i undervisning og uddannelse, præcis fordi de gamle dyder blev glemt, og moderne borgerlige hellere fokuserer snævert på arbejdsudbud og marginalskat. (I det lys er det i øvrigt lidt sjovt, at Henrik Dahl slutter af med at gengive forståelse for egne synspunkter hos den socialdemokratiske statsminister.)
På bundlinjen står, at ’Den sociale konstruktion af uvirkeligheden’ er blandt Henrik Dahls bedste. Skønt den ikke har samme helt særegne originalitet som min favorit, det oversete hovedværk ’Den usynlige verden’, er Dahls aktuelle til gengæld vigtigere på baggrund af tidens tendenser. Især hvis man har familie og venner, der ynder at ytre, at alle skolens ulykker kun var Ritt Bjerregaards skyld, er bogen en nærliggende julegave til at udfordre det lidt for nemme synspunkt. Sådan noget er altid sundt, og der vil være nok at tale om.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1934″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2470″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5357″][/vc_column][/vc_row]