Det har hørt til relative sjældenheder, at modstand af feminismen finder vej til spalterne i landets større aviser. Alligevel har Information bragt et indlæg af formand i Ligestillingspartiet og tiktok-aktivist Allan Schmidt – han ærgrer sig over, at mænds og drenges udfordringer overses eller dæmoniseres i ligestillingsdebatten.

Dét fik den skandaleramte europapolitiker Karen Melchior til tasterne, men Melchiors modsvar udstiller Allan Schmidts pointe – Melchiors angreb er mildt sagt dæmoniserende og fuldstændigt blottet for akkurat de nuancer, som Schmidt efterspørger.

“For 15 år siden troede jeg på internettets magt til at vælte diktatorer. I dag tror jeg ikke længere på individets magt til at mobilisere og forandre verden mod mere åbenhed, tolerance og demokrati gennem internettet”.

Sådan starter den skandalerede Karen Melchior sit voldsomme angreb hos Information. Anledningen for den feministiske EU-politikers angivelige opgivelse er dog ingen diktator, men Allan Schmidt.

Schmidt problematiserer i sit forudgående indlæg også hos Information, at ligestillingen er blevet til et nulsumsspil, hvor udsatte mænd og drenge overses. Hans argumenter er særdeles velunderbyggede med faktuelle forhold, hvorimod Karen Melchiors reaktion på samme indlæg bedst tjener til udstilling af akkurat dét problem, som Schmidt italesætter – drengene overses, og man bliver dæmoniseret for at italesætte det.

Schmidt italesætter allerede i sit forudgående indlæg, at debatten er præget af ”giftig dæmonisering” fra feministisk side. En pointe, Karen Melchior efterfølgende gør nærmest alt muligt for at bevise.

Feministiske konspirationsteorier

”Antiligestillingskampagnerne er ikke, som man måske kunne tro, en simpel modreaktion på den stigende ligestilling og inklusion af LGBTI+-personer, men en del af en ny global autoritær bevægelse, der er mod covidvaccinationer, ’fremmede’, klimahandling, kvinders ret til abort, lige rettigheder for LGBTI+-personer med mere”, påstår Melchior, dog uden at pege på hverken eksempler eller anden rigtiggørelse for sin nærmest konspiratoriske opfattelse. Hun fortsætter:

”Den globale debat om kønsligestilling er derved blevet spændt for en ultrakonservativ autoritær vogn. Jeg er uenig med de forskere, der ser det som en højre-venstre-konflikt, neoliberalismen mod socialistisk venstrepopulisme”.

Det tjener selvfølgelig Melchior til ære, at hun indrømmer sin konflikt med de forskere, der arbejder med videnskabelige analyser af spørgsmålet. At hun intet gør for at bevise sin opfattelse kan blot roses for at være konsistent med førstnævnte indgangsvinkel.

Både Manderådet, Regnbuerådet, det nok mest tentative Ligestillingspartiet og en blog, der hedder Reelligestilling.dk, kommer under Karen Melchiors beskydning, som var disse den radikale hidsigprops ansatte. Skulle en læser være fuldkomment sagesløs i mødet med selv de mest kreative historiefortællinger, kunne denne efterlades med det indtryk, at sådanne af Melchiors holdningsmodstandere fælles står nærmest i ledtog med Rusland og sammen med Polen konkspirererer for at undertrykke kvinder.

Dette overdrevne fjendebillede lader til at falde ind i en mere generel verdensopfattelse i feministiske kredse; ”Nogen” – lad os bare kalde dem hvide mænd eller patriarkatet – er skyld i alverdens af kvinders og endda mænds ulykke i samfundet, og disse skal nedbrydes for at kunne opnå frihed.

Motivforskning bør ikke være bærende, men man kan da spekulere i, om Melchiors vildskab er fremprovokeret af, at Allan Schmidts indlæg faktisk nævner hende ved navn og kritiserer hende for at ligne mænd med rovdyr. Man kunne også afveje, om ikke Melchiors politiske holdninger i virkeligheden bedst gavner hende selv. Hendes påstande er i alle fald ikke forankret i Alllan Schmidts egne formuleringer, deklarerede målsætninger, eller holdninger.

Uianset, så kan Karen Melchiors udfald bedst kritiseres for blatant hykleri.
For ingenlunde kan Melchiors holdningsmodstandere siges at være andet end eftertrykkeligt i skyggen af den feministiske bevægelse, som Melchior selv tilhører.

Det man siger, er man selv

Der findes ikke nogen nævneværdig bevægelse for mænds og drenges rettigheder og ligestilling i Danmark, på samme vis som Kvinfo, Dansk Kvindesamfund, Sex og Samfund, m.fl. konsekvent står garant for en røst, som italesætter et kvindeligt perspektiv i køns- og ligestillingsdebatten.

Af samme årsag ser man i Finansloven, at der årligt går tre-cifrede milllionbeløb til disse kvindeorganisationer, mens der stort set ingen midler går til noget lignende for mænd og drenge.

Om disse kvindeorganisationer så faktisk beriger samtalen med noget sigte, som kvinder flest kan se sig selv i, kan være mere tvivlsomt. Men når Karen Melchior taler om en organiseret bevægelse – som Dansk Regnbueråd, Manderådet, Ligestillingspartiet, m.fl. skal være del af – så er det uden dokumentation, og på et særdeles tvivlsomt grundlag.

Denne bevægelse skal videre forestille at være et nøgleelement for en autoritær bølge, der undergraver liberale demokratier. Det er altså ikke småting, Allan Schmidt skal få udrettet med hans profil på tiktok og hans indlæg i Information, må vi lade os forstå.

Men vi kunne også lade os forstå, at Allan Schmidt havde helt ret, da han allerede inden problematiserede den dæmonisering, som han mener, at aktivister for mænd og drenges ligestilling, såvel som andre kritikere af den feministiske identitetspolitik, bliver mødt af – herunder, for deklaration, undertegnede, som fuldt tilskriver sig Schmidts beskrivelse af problemet.

Mange andre har italesat samme problem, ikke mindst professor Hans Bonde, der i dag har trukket sig fra køns- og ligestilllingsdebatten.

Sammenholdt med den omfattende styrke, den feministiske bevægelse har kunnet organisere med de mange millioner af skattekroner, så er det i allerhøjeste grad op ad bakke at italesætte andre problemer og perspektiver i debatten.

Præcis som Allan Schmidt siger.

Af konkrete eksempler, der understreger det, byder de senere år ikke på så få; det måske mest graverende af hvilke er, at partnervoldsdebatten foregik imens 45% af ofre for fysisk partnervold ifølge regeringens tal er mandlige – og at hverken dé eller deres børn har haft nogen ret til hjælp mens debatten pågik.

Ingen organisation med angivelig ligestilling som opgave, ivaretog disse ofres røst i debatten – tværtimod, så blev hankønnet nærmere skyldspålagt for partnervoldsproblemet, som altså fremstod som et problem, der er eksklusivt for kvinder.

Feministisk intolerance og radikalisering

Hvad angår liberale demokratier, så er tolerance overfor holdningsmodstand et bærende element. På dét punkt falder Karen Melchior vedvarende igennem, og netop tidligere nævnte Reelligestilling.dk har da også dækket det:

Melchior er tidligere blevet voldsomt kritiseret for at bruge sin position som Medlem af Europaparllamentet, til at true en debattør på hans arbejdsforhold, fordi han groft sagt forholdt sig kritisk til Karen Melchiors verdenssyn vedrørende køn og kønskvoter.

Denne gang er Karen Melchiors demokratiske sindelag endnu sværere at øjne bag hendes indlægs opfordring til at fjerne sådanne som Allan Schmidt fra debatten:

”EU har vedtaget lovgivning for at tøjle platformene, men hvis ikke vi er opmærksomme på de traditionelle mediers rolle, når de bruges til at sprede desinformation og glædeligt selv giver den spalteplads og taletid, så kæmper selv den bedste lov forgæves”, siger hun.

Det kan næppe understreges nok, at det selvfølgelig er problematisk, at siddende parlamentarikere insisterer på stiltiendegørelse af deres holdningsmodstandere, blot for holdningsmodstanden.
Tag ikke fejl; Allan Schmidt er ingen radikal, hans ord er ingenlunde i konflikt med loven, og hans argumenter er velunderbyggede.

Grundloven direkte forbyder censur af sådanne røster som Allan Schmidts.

Dét giver Karen Melchior tydeligvis ikke alverden for – mens hun selv anklager Allan Schmidt, Ligestillingspartiet, Manderådet, Dansk Regnbueråd og vel næppe så få mere, for antidemokratiske udfoldelser.

Det man siger, er man som bekendt selv, og tyv tror, hver mand stjæler.

”Vi har brug for mere ansvarlige journalister. Medier bør være skeptiske over for at kolportere onlinedebat i spalterne eller på nationalt tv i ly af deres journalistiske nysgerrighed og ’neutralitet’”, siger Karen Melchior – i et indlæg, der tydeligvis ikke har set skyggen af hverken faktakrav elller kritisk sans.

En sådan partsindtagelse fra journaliststandens side, ville givetvis komme på bekostning af den tilstræbte objektivitet og troværdighed – og, henset at det ville være på opfordring fra en parlamentariker, ville det i øvrigt høre sig lande til, som vi retteligt ikke vanligvis ønsker os sammenlignet.

Det er derimod på høje tide, at debatten begynder at inddrage et andet perspektiv end det feministiske, og begynder at omfavne i særdeleshed udsatte mænd og drenge – såvel som enhver anden, der efter tirader som Karen Melchiors stadig ikke har ladet sig fuldt overbevise om feminismens merit og lyksalighed.

Daniel Holst Pinderup er fhv. redaktør og talsmand for Manderådet

Alle forsøg på at orientere den bekymrede offentlighed om præsidentens svindende åndsevner blev bremset, tabuiseret og fejet ind under gulvtæppet. I virkeligheden var Biden på intet tidspunkt reel præsident, men kun en frontfigur, der ved festlige lejligheder blev skubbet ind på scenen for at læse en tale ved hjælp af en teleprompter eller talekort. Den virkelige magt i Det Hvide Hus ligger hos ’fire-banden’ bestående af tidligere præsident Obama, Nancy Pelosi, Chuck Schumer og Hakeem Jefferies, der er Demokraternes formand i Repræsentanternes Hus. Det var disse fire Top-Demokrater, der fyrede Joe Biden i sidste uge og som nu har godkendt Kamala Harris som partiets kandidat til præsidentvalget i november.

Opgaven for Demokraterne går nu ud på at skabe et billede af Harris som en hjertevarm, engageret, dynamisk og ansvarlig førerskikkelse, der utvivlsomt bliver en historisk fremragende leder af USA og den frie Verden. Det kommende valg har således ikke noget med Kamala Harris at gøre, men drejer sig udelukkende om at bevare Demokraternes magt over det amerikanske samfund. Det er dog noget af en udfordring for det Demokratiske partiapparat at trylle den upopulære Harris om til en populær præsident. Alle meningsmålinger gennem de fire år har vist, at vælgerne ikke kan lide hende og synes, at hun er elendig til sit arbejde. I en meningsmåling fra NBC fra juni 2023 bliver Kamala Harris bedømt som den mest upopulære vicepræsident nogensinde. Og med god grund.

Harris forsøgte at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget i 2020, men måtte opgive sin kampagne. Folk gad ikke høre hendes budskaber, og ingen ønskede at bidrage til hendes kampagnekasse. Hun blev udelukkende udpeget til vicepræsident, fordi hun var kvinde, sort og stærkt venstreorienteret helt ude på partiets røde fløj, der hvor Enhedslisten befinder sig i Danmark. Harris er stærk tilhænger af Demokraternes mantra, DEI (Diversion, Equity, Inclusion), altså mangfoldighed, ligemageri og inklusion. Hun tror på myten om, at det hvide overherredømme udsætter USA for systemisk racisme. Hun støttede optøjerne, volden, afbrændingen af biler og plyndringen af butikker efter George Floyds død under en anholdelse. Hun er fjende af Israel og går ind for kvinders ubegrænsede ret til abort under hele graviditeten.

Præsident Biden gav Kamala Harris ansvaret for opsynet med den illegale indvandring. I lang tid nægtede hun imidlertid at besøge den stærkt belastede grænse til Mexico. I stedet sammenlignede hun de amerikanske grænsevagter med Ku Klux Klan og anklagede offentligt det beredne grænsepoliti for at tæske migranterne med deres ridepiske. Løgn og opspind alt sammen, men typisk for Harris, der ser racister og fascister overalt. Kamala Harris’s arbejde som ’grænse-zar’ har resulteret i 10 millioner illegale migranter siden 2021 heraf alle slags kriminelle. Især narkokartellerne huserer frit i det sydlige USA, hvor 100 000 mennesker hvert år dør af stofmisbrug.  Udtrykket ’illegale migranter’ er derfor blevet tabuiseret i medier og skolevæsen, der nu anvender betegnelsen ’uregistrerede indvandrere’.

Hovedmedierne i USA har haft så travlt med at beskytte Joe Biden, at indsatsen for Demokraterne ikke også kunne omfatte den uheldige vicepræsident, som har fået en ilde medfart i selv de medier, der er loyale mod Demokraterne. Det Biden-venlige ’The Hill’ beskriver, hvordan Harris’s lunefulde og intolerante lederstil har skabt medarbejderflugt i hendes stab i det Hvide Hus. Ikke mindre end 13 chefer har forladt arbejdspladsen, som det ellers Demokratisk orienterede ’Politico’ omtaler som ’et usundt arbejdsmiljø’, hvor folk blive smidt under bussen af Harris, og hvor medarbejderne føler sig  ’behandlet som lort’.

Da Demokraterne ikke har udrettet andet en ulykker og katastrofer for den amerikanske befolkning gennem de sidste fire år under Biden, må Harris nu gå i valgkamp med det eneste argument, hun har tilbage: Hadet til Donald Trump og frygten for, at han vender tilbage som præsident. Og her er hun startet i fin stil. Hun begyndte med lige at stemple Trumps vicepræsident-kandidat J.D. Vance som en dårlig amerikaner. Samma Vance er en succesrig iværksætter og har tjent 6 år i US Marine Corps, men det er åbenbart ikke amerikansk nok for Harris.

Demokraternes vældige propagandamaskine er dog allerede ved at give resultater. Også danske medier er ved at bygge den umulige Harris op til den ideelle præsidentkandidat, der skal redde demokratiet fra den onde Trump. En redaktør på Berlingske beretter således, at Harris’s tale tirsdag aften i Milwaukee var til seks stjerner, fordi hun fremstod som det klare dynamiske og demokratiske valg og kontrast til den kriminelle Trumps løgne og udflugter. Hvad var så Harris’ s klare budskab til vælgerne?: ”Ønsker vi at leve i et land med frihed, empati og respekt for loven eller i et land med kaos, frygt og had?” En pinlig frase fra Joe Bidens støvede kasse med slidte klicheer. En vision for fremtiden, mener Berlingske.

Vi får således ikke et præsidentvalg, hvor det amerikanske folk skal vælge mellem Harris og Trump, men et valg lige som i 2020, som var et valg for eller imod Trump. Hvis et flertal af vælgerne er dumme nok til at hoppe på Demokraternes forgyldning af den inkompetente Kamala Harris, får USA for anden gang på fire år den elendige præsident, de har fortjent. Man ligger som man har redt.

Liberal Alliance er nu næsten lige så stor som Socialdemokratiet. Venstre nærmer sig spærregrænsen og Moderaterne, der ved folketingsvalget kunne høste over 9 procent af stemmerne, er nu mindre end de Konservatives 5,9 procent. Det har nok ikke hjulpet på Moderaternes popularitet, at deres EU-spidskandidat igen har Bosset i det og inviteret Afrika og Mellemøsten til at slå sig ned i Unionen. Lars Løkke har derfor forklaret Stine Bosse, at i politik handler det ikke om, hvad du tænker, men om, hvad du siger. Så nu siger fru Bosse ikke så meget mere, men hun tænker fortsat som sit forbillede, Angela Merkel, at ”Wir schaffen das!”, selv om udviklingen siden 2015 har vist, at ” Wir haben das eben nicht geschafft!”.

Det bliver særdeles vanskeligt for partierne at føre EU-valgkamp ud fra deres politiske programmer, som er næsten sammenfaldende.  Alle går stærkt ind for at Unionen skal være førende i ’klimakampen’ og den grønne omstilling. Socialdemokratiet ønsker et humant asylsystem og stop for skattesvindel. Venstre vil have frihed, tryghed og mere handel. Moderaterne kræver afvikling af de resterende EU-forbehold og en grøn landbrugssektor. De Konservative vil gerne have mere handel, kriminalitetsbekæmpelse og sikring af EU’s ydre grænser, og LA stiler mod et EU, der står for fred, frihed og frihandel. Dansk Folkeparti forlanger som den uartige dreng i klassen mere Danmark, mindre EU.

Det interessante i EU-valgkampen er således ikke, hvad partierne går til valg på, men det, de ikke vil tale om.  Elefanten i rummet fylder meget. Alle kan se den, men ingen tør nævne dens eksistens. Den står der jo bare. Stor og uflyttelig, så det er da nok ikke noget at gøre ved. Elefantens navn er demokratisk underskud og centralstyret bureaukrati. EU er tænkt og udviklet som et politisk projekt og ikke kun et økonomisk samarbejde. I Rom-traktaten fra 1957, som også Danmark har skrevet under på, står der højt og tydeligt i de indledende passager, den såkaldte præambel, at traktatens formål er, at ” skabe grundlag for en stadig tættere union mellem de europæiske folk”. Altså en evindeligt glidende politisk proces hen imod en sammensmeltning af nationer og folk. Da Danmark tilsluttede sig de Europæiske Fællesskaber i 1972, blev denne klare politiske forpligtelse fejet ind under gulvtæppet med en erklæring om, at der kun var tale om den sædvanlige traktat-jargon, da enhver international aftale jo altid forsynes med nogle storladne, grandiose hensigtserklæringer, der kun afspejler form, men ikke reelt indhold.

Et flertal af vælgerne hoppede derfor med på EU-vognen i troen på, at samarbejdet handlede om smørkontrakter, flæskepriser og industrieksport. Unionen er skabt som et føderalt politisk projekt, men er af de fleste medlemmer opfattet som et handelssamarbejde med politiske overtoner. Resultatet er derfor en union, der hverken er fugl eller fisk, men prøver at være begge dele. Hvis den oprindelige unionsplan var blevet gennemført, havde vi stået med et parlament med to kamre som i USA, hvor det øverste kammer, senatet var sammensat af to senatorer fra hver medlemsstat uanset størrelse og befolkningstal. Føderationen ville blive ledet af et stærkt eksekutivt præsidentembede, hvor præsidenten vælges direkte af samtlige indbyggere. Medlemslandene har fuld suveræn politisk selvstændighed med undtagelse af unionens fælles penge- og finanspolitik, udenrigspolitik, trafikadministration og forsvar. Eller vi kunne have haft et afpolitiseret samarbejde om handel, trafik, normer og tekniske standarder, forskning kriminalitetsbekæmpelse, men uden parlament og Kommission. I stedet er vi havnet mellem to stole. EU er udstyret med et parlament uden ret til lovgivning, og hvis autoritet ikke tildeles af vælgerne, men af Kommissionen. Samme kommission, som er EU’s regering, er ikke folkevalgt, men udpeget af medlemslandene.  Kommissionens politiske chef er Ministerrådet, som består af EU-landenes statschefer, der ikke er valgt af EU’s vælgerbefolkning. I stedet er de valgt nationalt og skal genvælges nationalt, hvilket betyder at EU-politikken altid vil være sekundær i forhold til den nationale politik.

Resultatet er naturligvis en organisatorisk rodebutik, hvor Kommissionen har tilraget sig en magtbase, som aldrig har været meningen med unionssamarbejdet. Direktiver og forordninger hagler ned over medlemslandene i kollision med det vedtagne nærhedsprincip. Det har ført til sager om krumme agurker, lakridspiber og kanelsnegle, der ikke pryder EU’s omdømme hos de danske vælgere. Men ingen tør tage elefanten ved snablen og gøre noget ved problemerne.  Ingen af kandidaterne har et bud på, hvad der er galt med EU og, hvordan vi får det løst? Hvordan skal fremtidens EU se ud? Kom med et bud! Tavshed.

Derfor kommer EU-valget i Danmark til at handle om varme hænder på plejehjemmene, Arne-pensionen og St. Bededag. Vi danske er jo heller ikke skabt til at ride på elefanter. Vi er ikke skabte til højhed og blæst. Så ved jorden at blive vi hygger os bedst.

Hverken den amerikanske eller den danske presse hæftede sig ved resultaterne af Bidens politik fra  han overtog Det Hvide Hus i januar 2021. Biden-regeringen støttede valget af en lang række anti-borgerlige offentlige anklagere, der stod for den fælles holdning, at kriminalitet udelukkende var et resultat af social diskrimination og manglende inklusion. Seriekriminelle og vaneforbrydere bliver derfor sendt på gaden igen i stedet for i fængslet, hvor de hører hjemme. Resultatet er en lavine af røverier, vold og drab især i de store byer, der er styret af Bidens Demokrater.  Bidens første handling som præsident var annulleringen af Trumps effektive beskyttelsesstrategi af USA’s grænser, som nu blev åbnet for alle, der havde lyst til at komme indenfor i varmen. Indtil i dag er der 7 millioner illegale migranter, der sagde ja tak til invitationen inklusive mexicanske narkokarteller, som forsyner landet med især opioider. Narko koster 100 000 døde om året i USA.

Biden beordrede det amerikanske militær til en hovedkulds flugt ud af Afghanistan med halen mellem benene. USA’s væbnede styrker måtte efterlade for næsten 90 milliarder USD moderne udstyr til stor begejstring for Taliban, der nu kunne sælge de fine varer videre til vennerne i Kina, Nordkorea og Pakistan. USA var selvforsynende med energi, da Biden tog over. Det er landet ikke mere, da præsidenten har reduceret produktionen af olie og især af naturgas. Leverancerne er i stedet gået til diktaturstaterne Venezuela og Saudi-Arabien. Bidens energipolitik satte en forrygende inflation i gang, som endnu plager de amerikanske lønmodtagere.

Præsident Biden kom i sin tale til nationen den 7. marts naturligvis ikke ind på disse katastrofale misgerninger mod det amerikanske folk, men brugte talen til at prale af fremskridt og sejre, der ikke har fundet sted.  Meningsmålinger fra Winning the Issues National Survey viser derimod, at vælgerne har gennemskuet og afviser Bidens manipulationer. I sin tale sagde Biden: ” Det er på grund af jer, at nationens tilstand er stærk og fortsat styrkes”. Hertil svarer 67 procent af de adspurgte, at nationen bevæger sig i den forkerte retning. Biden: ” Lønningerne stiger.  Inflationen er for nedadgående og er nu den laveste i verden”. Hertil svarer 54 procent af respondenterne, at inflationen tværtimod er blevet værre.  Hele 67 procent afviser, at stigningen i fødevarepriserne er  aftagende. 82 procent fastholder, at  de under Biden må bruge en meget større del af deres indkomst på dagligvarer, benzin og energi. Et stort flertal af de adspurgte vælgere anfører, at det er økonomien, inflationen og den ulovlige indvandring, der afgør, hvor de kommer til at lægge deres stemme ved næste valg til Kongressen.

I meningsmålingen fra Winning the Issues erklærer kun 35 procent af respondenterne sig som Republikanere og hele 63 procent er enten Demokrater eller uafhængige. Et flertal af de adspurgte oplyser, at de stemte på Joe Biden ved valget i 2020, men at de ville stemme på en Republikansk kandidat, hvis der var valg til Kongressen nu. Som årsag angiver flertallet, at Donald Trump er bedre for økonomien og til at gennemføre de nødvendige politiske reformer.

Præsident Biden råbte og skreg sig gennem sin tale til nationen formodentlig for at demonstrere, at han er viljestærk og handlekraftig. Eller som en kendt advokat har udtrykt det: ” Kan man ikke slå på sine argumenter, må man slå i bordet!”  Bidens forsøg på at tale sig ind i vælgernes hjerter faldt derfor slapt til jorden. Den store landsdækkende tv-kanal ABC har målt, at hele 35 procent af seerne ikke gad  lukke op for præsidentens tale, og en frisk HarrisX/ Forbes meningsmåling konstaterer at hele 61 procent af de adspurgte stempler talen som dårlig og mener, at den tjente mere til at splitte nationen end til at samle den.

Biden skal dog ikke fortvivle. Gennem de seneste tre år er al politisk magt samlet i en solidarisk sammenhængende Demokratisk front, der omfatter retsvæsenet, medierne, skoler og universiteter, embedsværket i de offentlige institutioner og efterretningstjenesterne, der alle står samlet bag Biden eller rettere mod Trump. Det gjorde de også ved præsidentvalget i 2020, og det gik jo meget godt. Den Demokratiske landsbevægelse ved alt om, hvordan man kringler et præsidentvalg.  Så vi skal nok vænne os til fire år mere med skarpe Joe.

Den bevidste spredning af skyld og ansvar, der er det dominerende ledelsesprincip i politik og offentlig forvaltning har betydet, at ingen personer eller enkelte afdelinger har kunnet drages til ansvar for en eneste af de offentlige skandaler, der i en uophørlig strøm vælter ud over befolkningen. Det gælder således den katastrofale Sundhedsplatform, der hensatte hospitalerne i kaos og, som i høj grad er skyld i den akutte mangel på fagpersonale i sundhedssektoren. Det gælder politikernes hysteriske og brutale nedlukning af det danske samfund under covid-epidemien, skattemyndighedernes kollaps, den ulovlige likvidering af minkerhvervet og afvæbningen af det danske forsvar. Og mange flere. Ingen blev draget til ansvar, som er noget, vi deler. Noget vi er fælles om. Fællesskab er lunt og trygt. Meget bedre end et koldt soloridt.

Vi ser den offentlige ansvars-fordelingsnøgle i fineste form i den verserende jordskredsskandale i Randers. Når ministre eller offentlige ledere kommer i vanskeligheder, kvitterer de med at se sig om efter nogen, de kan smøre ansvaret af på. Borgmesteren i Randers er socialdemokrat og mobiliserer  derfor to tunge ministre og partifæller, der får til opgave at udnævne hovedaktionæren i Nordic Waste til skurk og syndebuk, som ’gemmer sig bag sine milliarder og dyre biler.’ Så bestiller kommunen en advokatundersøgelse, der naturligvis frikender kommunen for ethvert ansvar i skandalen. Det er jo også det, man har betalt advokaterne for. Kommunen har dog groft tilsidesat sin tilsynspligt, hvilket nu fortaber sig i det udlagte tågeslør mellem Nordic Waste, kommunen, regeringen, miljøtilsynet og miljøstyrelsen. Alle løber fra ansvaret, men dog ikke fra regningen, der som sædvanlig havner hos skatteborgerne.

Nu har vi så fået Borup-skandalen, hvor mindreårige børn gennem flere år er blevet udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb uden, at skoleledelsen har villet gribe ind i sagen. Rystede forældre kan fremvise lægeerklæringer på mindst ét tilfælde af anal voldtægt af en seks-årig dreng og gentagne vaginale voldtægter af en ni-årig pige. En dreng har mistet et fingerled efter et overfald. Utallige henvendelse fra fortvivlede forældre til skoleledelsen er forblevet ubesvaret, men TV2 har afdækket, at skolebestyrelsen har anbefalet at de kvindelige elever er tildækket, når de bader, og at skolen har opfordret til, at de små går på toilettet med en ’tissemakker’, der holder opsyn. Borup skole har intet foretaget sig over for krænkerne, men har fejet problemerne ind under gulvtæppet.

Efter at TV2 omtalte de skandaløse forhold på skolen, reagerede skolelederen Jakob Dalgas, som man kan forvente af en toppolitiker eller offentlige leder, der kommer i vanskeligheder. Han sygemeldte sig omgående og er dermed ude af sagen, men nåede dog lige at smøre skandalen af på Køge Kommune. Man kan undre sig over, at ingen af lærerkræfterne ønsker at påtage sig et ansvar for skolens mafianske ’Omerta’ holdning: Tavshed er guld. Tale er død. Krænkerne udgør angiveligt en klike på 7-10 drenge ud af i alt 800 elever. Det forekommer uforståeligt, at nogle af de ældre elever ikke kunne danne en tryghedsring, der beskytter udsatte børn mod de små voldsmænd. Solidaritet har der ikke været meget af på Borup skole.

Køge Kommune vil ikke stå alene med den tunge abe på skulderen og forsøger nu at fordele ansvaret ved også at inddrage Børne- og Undervisningsministeriet, som nu ser sig om efter andre, man kan dele ansvaret med. Der er varslet haste-forespørgselsdebat i Folketinget, hvilket betyder, at regeringen bredt bliver part i sagen. Herefter er der så mange aktører i Borup-skandalen, at ingen kan drages til ansvar. Køge kommune i tæt parløb med politiet nægter blankt at afsløre krænkernes identitet og vil ligesom skolen ikke foretage sig noget, der krænker krænkerne.  De små voldsforbrydere ses således som ofre på lige fod med de misbrugte elever og deres ulykkelige og vrede forældre, der nu i deres afmagt har skrevet et fælles brev til undervisningsminister Tesfaye.  Forældrene har lært at udtrykke sig på moderne omsorgsdansk og appellerer til, at krænkerne får hjælp og støtte, så de kan erhverve de sociale færdigheder, der faciliterer en normal skolegang.  Køge kommune mener, at sagen kan klares ved at indsætte en inklusionskonsulent på Borup skole.

Hele denne offentlige rodebutik kunne være undgået, hvis skoleledelsen i tide havde indkaldt krænkerne og deres forældre til en kammeratlig samtale, hvor det gøres klart at skolen ikke vil acceptere elever, der er så socialt afstumpede, at de kun kan reagere gennem vold og sexmisbrug. Ved næste krænkelse eller trussel er det ud af vagten og forflyttelse til en anden skole. Hermed ville ansvaret være placeret og ikke fordelt. Men det kommer ikke til at ske, nu da skolelederen med en sygemelding er stukket af fra sagen, og den samlede lærerstab har gemt sig under deres borde. Så eleverne og deres forældre må nok tage til takke med inklusionskonsulenten.

De to anførte personer blev i Byretten dømt for medvirken til hvidvask. Og det skulle i henhold til anklageren være første gang i dansk retshistorie, at mellemmænd idømmes fængselsstraf i hvidvasksager. Det er givetvis rigtigt, men medvirken har traditionelt ført til straf i andre alvorlige sager som tyveri og mord. Så derfor er det vel ikke så overraskende, at dette også gælder for hvidvask, idet hvidvask jo er forbundet med anden meget alvorlig kriminalitet, bl.a. våbensalg til kriminelle organisationer.

26 mia. kr. -altså 26000 mio. kr. – er et svimlende stort beløb, men dog langt mindre end de pengegennemstrømninger på astronomiske 1500 mia. kr. fra især personer mv. fra det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa, der gik gennem Danske Banks filial i Estland.

Over for amerikanske myndigheder har Danske Bank tilstået at have begået lovovertrædelser ”bevidst eller ved grov uagtsomhed” i forbindelse med pengegennemstrømningerne i den estiske filial.

Grov uagtsomhed er tilstrækkelig til at statuere lovbrud, og der foreligger tilsyneladende også fortsæt. Derfor må det især nu – på baggrund af Byrettens dom – stærkt undre, at Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet i april 2021 frafaldt at sigte direktionsmedlemmer i Danske Bank, som vel også vidende medvirkede til hvidvask, jf. nedenfor. Den nuværende statsadvokat for Særlig Økonomis Kriminalitet, Jens-Christian Bülow, har ikke villet svare på, om danske myndigheder havde kendskab til tilsvarende oplysninger, som de amerikanske myndigheder.

Det er måske let at forstå, hvorfor denne ”lunkne” udvej blev forsøgt. For var der kendskab til disse oplysninger, var og er tiltalefrafaldet uantageligt. Og hvis der ikke var kendskab til disse oplysninger, må ledende medarbejdere i Danske Bank åbenbart have fortiet om vidende medvirken til hvidvask over for danske myndigheder, som det også skete i lang tid over for de amerikanske myndigheder. Og derfor er det svært at se, at der ikke burde føres en straffesag.

Danske Banks ledelse vidste nemlig – i hvert fald fra 2012 – at de medvirkede til hvidvask. Det fremgår bl.a. af den rapport, som Danske Bank selv fik advokatfirmaet Bruun & Hjejle til at udarbejde, og som blev offentliggjort i 2018. Heri er bl.a. følgende uddrag af referatet fra bestyrelsesmødet 6. sep. 2012 i Danske Bank: ”the AML issues had been known for a long time, actually several years” eller på dansk: ”hvidvaskproblemstillingen har været kendt længe, faktisk i flere år.”

Det burde i et retssamfund være uantageligt at medvirken til hvidvask på 26 mia. kr.  giver en fængselsstraf på 9 eller 7 år, mens vidende medvirken til hvidvask af et langt større beløb ikke engang fører til en straffesag, som det er tilfældet i relation til Danske Banks medvirken til hvidvask.

Som borger kan jeg ikke tro på lighed for loven, hvis der ikke sigtes på at opnå proportionalitet i de her nævnte to hvidvasksager. Medvirken til viden om hvidvask af mange milliarder skal selvfølgelig straffes.

Som borger finder jeg det i tilknytning hertil også uantageligt, at statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, Jens-Christian Bülow, undlader at svare på, om danske myndigheder havde tilsvarende oplysninger som amerikanske myndigheder i Danske Bank hvidvasksagen.

Pernille Vermund er en karismatisk personlighed og en dygtig kommunikator, der kan få sine budskaber ud ’gennem glasset’, som det hedder i mediejargonen. Hun er en pragmatisk kvinde, der i modsætning til andre politikere går efter resultatet og ikke processen, der fører til det evige kompromis i dansk politik. I partiets hastige opstigning blev en række personer lukket ind i ledelseskredsen, der ikke kom til at fremstå som et samarbejdende hele, men mere som en uregerlig børneflok, der ustandseligt slås om legetøjet. Et ungt parti vil også være sårbart over for nye medlemmer, der ikke interesserer sig for partiets politiske program, men bruger deres nye platform som megafon for deres egne synspunkter.  Medierne og politiske modstandere griber med begejstring fat i disse outsider-typer, hvis bizarre holdninger nu i pressen bliver præsenteret som partiets. Rasmus Paludan havde absolut intet at gøre i partiet, da han klarer sig fint på egen hånd jævnfør koranloven, men han fik dog kastet en Molotov – Cocktail ind i Nye Borgerlige. Lige vand på mediernes ’fremmedfjendske’ mølle.

Pernille Vermund begik den fatale fejl at melde sin afgang som formand, inden der var fundet en kvalificeret efterfølger, og inden der var skabt en velfungerende partiorganisation og en harmonisk samarbejdende folketingsgruppe. Da Lars Boje Mathiesen meldte sin kandidatur som formand, skiftede Mikkel Bjørn omgående til Dansk Folkeparti. Mette Thiesen røg ud efter interne skænderier. Næstformand Peter Seier smed håndklædet i ringen. Så blev Boje Mathiesen kylet ud af partiet efter en måned som formand, og så røg også næstformand Henriette Ergemann, som medierne havde kastet på heksebålet, fordi hun på de sociale medier havde skrevet, at ’vaccinen var farligere end Coronaen’.  Efter denne sammenstyrtning er der vel ikke noget at sige til, at Pernille Vermund ikke orkede mere. Hun er lige blevet gift, vil gerne være mere for sine børn og længes efter en roligere tilværelse i eller uden for politik. I noget der lignede et flugtforsøg, fik hun kuppet partiets hovedbestyrelse til at nedlægge Nye Borgerlige og meldte sig ud af det døende parti sammen med det sidste folketingsmedlem, Kim Edberg Andersen.

Partiet nægtede dog at dø. Nok havde de ledende personer spillet fallit, men mange af Nye Borgerliges støtter rundt om i landet sluttede op om partiets program, visioner og politik. Det er fuldt forståeligt. Mange har i de forløbne år slidt med at skabe en borgerlig vækstpolitik, der hvilede på et socialt ansvarligt grundlag. Nye Borgerlige vil skabe folkelig velstand gennem en skattereform, hvor de først tjente 90 000 kr. er skattefri. Herefter betaler alle en flad skat på 37 procent af indkomsten. Iværksætterne slipper for beskatningen af urealiserede aktiegevinster, og medarbejderaktier opnår skatterabat på 30 procent. Selskabsskatten sænkes til 15 procent. Alt dette ville udgøre et eksplosivt, dynamisk løft til dansk økonomi.

Kompetente udlændinge, der kan forsørge sig selv, er velkomne, men der indføres en stop for spontan asyl til socialmigranter. Udlændinge, der dømmes for kriminalitet udvises efter første dom. Danskere, der i årevis har stået i kø til en bolig i det almene boligbyggeri, skal ikke som i dag skubbes bag i køen til fordel for migranter, der lige er valset ind i landet. Nye Borgerlige ønsker, at der åbnes op for privatisering af omsorgssektoren, så der kan komme konkurrence til fordel for de ældre, der er henvist til de kommunale monopoler. God idé. ISS har i årevis stået på spring for at yde service på dette område og ville kunne højne standarden i ældreplejen betydeligt. Privathospitalerne står med ledige operationsstuer, fordi politikerne hellere vil have patienter på evige ventelister og i ligkister end henvist til privathospitaler. Det ønsker Nye Borgerlige at lave om på.

Vi er mange, der håber på, at den folkelige bevægelse til Nye Borgerliges genopstandelse vil få succes. Meget tyder på, at Martin Henriksen vil være den rette mand til jobbet. Han er målrettet, stædig, viger ej ud af spor og er robust og kampberedt. Han er vant til at tage sine mange tæsk i pressen uden at kny og kan uforfærdet give igen med samme mønt. Den rette mand til det rette job. Og sidste udkald for et anstændigt og progressivt fuldblods- borgerligt parti i Danmark.

Holland fører traditionelt en tolerant og progressiv indvandrerpolitik, der har indsluset store skarer af migranter fra de gamle hollandske kolonier i Sydøstasien, som blev velintegrerede i det hollandske demokrati.  Senere blev det gæstearbejdere fra især Jugoslavien, der kompetent og flittigt gjorde god fyldest i industrien. Med disse fine erfaringer lukkede man portene op for marokkanere og tyrkere, idet politikerne og medierne havde tillid til, at også disse indvandrere ønskede at blive en del af den demokratiske retsstat. Det viste sig hurtigt, at migranter med islamisk kulturbaggrund absolut ikke havde til hensigt at være en del af det demokratiske fællesskab. I stedet mente de, at hollænderne skulle integrere sig i islam og ikke omvendt. Ligesom i Danmark gik de hollandske politikere og medier ikke til kamp mod den totalitære islamiske ideologi, men sank sammen i en kraftesløs valium-agtig afmagt, der tillod en massiv indvandring med tilhørende familiesammenføringer fra en række muslimske lande, sær Tyrkiet og Marokko.

Geert Wilders gik til modstand, da det blev klart, at netop de muslimske migranter ligesom i Danmark hurtigt blev stærkt repræsenteret i statistikkerne over arbejdsløshed og kriminalitet. Det islamiske voldsmandens veto viste sig med fuld kraft, da den islamkritiske politiker Pim Fortuyn og filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet af islamiske antidemokrater. Wilders nye Frihedsparti begyndte herefter at få vind i sejlene, og selv om han blev heftigt kritiseret af politikere og medier, voksede hans folkelige opbakning valg efter valg. Wilders var ikke desto mindre foragtet og forhadt af den europæiske offentlige mening. Også i Danmark. Da Wilders af Trykkefrihedsselskabet i 2015 blev inviteret til at tale på Folkemødet på Bornholm var det under vilde protester fra ledende Venstrefolk og socialdemokrater, der til Berlingske udtalte, at ”der ikke burde være plads til hans ekstreme synspunkter, som strider mod Folkemødets natur”. Og videre, at ” Wilders ikke vil tilføre debatten noget konstruktivt”.

Ligesom Ungarns Viktor Orban er Wilders forhadt af EU-parlamentet, hvad der ikke kan overraske nogen. I 2012 vedtog Parlamentet en resolution, der opfordrede den hollandske regering til at fordømme Frihedspartiets hjemmeside, hvis indhold ”strider mod de grundlæggende europæiske værdier, som er menneskelig værdighed, frihed, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne”.  Altså alt det som EU-parlamentet åbenbart mener at finde i islam. Hovedpunkterne i frihedspartiets politik vil da også ophidse enhver muslim og progressiv borger i det moderne Europa, hvor det gælder om at elske præsident Biden, formynderstaten og Gaza og hade Donald Trump, Viktor Orban og jøder. Wilders kræver et forbud mod koranen, islamiske skoler og al indvandring fra islamiske lande. Han vil have en folkeafstemning om Nexit, altså om Holland skal forlade EU ligesom Storbritannien.

Og hvad så nu, da han fik sin jordskredssejr ved valget?  Resultatet viste, at hollænderne er ved at vågne af deres politiske koma, og at der nu er bred folkelig opbakning til en aktion mod den snigende islamisering af det hollandske samfund. Holland som Tyrkiets præsident Erdogan kalder ’fascistisk’, fordi tyrkiske politikere ikke kan få tilladelse til at føre valgkamp blandt landets store tyrkiske population, der betragter sig som 100 procent tyrkiske og nul procent hollandske. Sådan som det er alle andre steder i tyrkiske indvandrerkredse.

Der er 150 pladser i det hollandske parlament. Wilders skal bruge 76 for at få flertal. Han kan nu mønstre 37 mandater og kan antageligt samarbejde med det tredjestørste parti, Mark Ruttes VVD med nu 24 mandater. Det rødgrønne GL-PVDA, som blev det næststørste parti, bliver nok noget vanskeligere at danse med. Imidlertid har Wilders som en ægte statsmand allerede udtalt, at han har lagt nogle af sine mærkesager i dybfryseren, da han ønsker” at være statsminister for alle uanset holdninger, religion og etnicitet”. Dog står han fast på sit motto om, at Holland skal gives tilbage til hollænderne.

Der venter utvivlsom lange og vanskelige regeringsforhandlinger, men facit er, at der i Holland ikke mere kan regeres uden om Geert Wilders. Og det skal vi andre være glade for.

Til gengæld var der fest og sydlandsk stemning i den arabiske gade; også i Danmark, hvor der i demonstrationer og optog var jubel over de mange døde jøder og de gæve krigere fra Hamas.  Den festlige stemning bredte sig hurtigt til hele den vestlige verden. I Australien råbte muslimer i kor, at jøderne skulle gasses. På næsten samtlige amerikanske universiteter var der store demonstrationer til støtte for de undertrykte palæstinensere. Lignende aktioner i England, Tyskland og ikke mindst i Frankrig, hvor Allahs børn fejrede Hamas ved at myrde endnu en skolelærer. Den danske venstrefløj manede til besindighed og mindede om, at Israels mangeårige undertrykkelse af to millioner palæstinensere i Gazastriben nødvendigvis måtte føre til uro og modstand.

Således opmuntret kunne danske medier nu gå i gang med at afbalancere nyhedsstrømmen. Nu skiftede reportagerne og kommentarerne karakter efter devisen: En sag har altid to sider. (Undtaget kampen for klimaet naturligvis). Beretninger om de israelske ofre fortonede sig gradvist til fordel for reportager om de uskyldige civile ofre for Israels bombetogter over Gaza. TV2 viste et indslag med en bedstemor på grådens rand, fanget i Gaza uden mad og drikke til sine børnebørn. Senere fik vi på skærmen en tåreperser med en herboende palæstinensisk kvinde, som fortvivlet ringede til sine søstre i Gaza, der desperate tryglede om hjælp mod israelske bomber, sult og nød. Politiken ryddede forsiden til en fælles appel fra Red Barnet, Oxfam, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp med opråbet: ’ Humanitær Katastrofe i Gaza’. Danske medier bringer kritikløst fotos fra Gaza af sårede og døde børn og svækkede oldinge, som hjælpsomme unge bærer i sikkerhed. Billeder iscenesat og stillet beredvilligt til disposition af Hamas. Nogle så klodset instrueret, at komikken er svær at skjule.

Når Hamas er en magtfaktor i Mellemøsten og i det hele taget eksisterer, er det udelukkende, fordi bevægelsen er finansieret, trænet og styret af Iran. Men vi i Vesten har legitimeret Hamas ved bistand og enorme pengeoverførsler, som er gået til militariseringen af bevægelsen og til et luksusliv i Qatar, hvor lederne af Hamas befinder sig. Obama-Biden regeringen i USA har aldrig lagt skjul på sin modvilje mod Israel og sin sympati for Iran, Det Muslimske Broderskab, Hamas og antisemitten, præsident Erdogan. Obama- Biden indgik den berygtede atomaftale med Iran og sendte i nattens mulm og mørke flere fly til Teheran lastet med paller tykt stablet med Euro-sedler. Moderne pengeoverførsler foregår elektronisk mellem banker, men terrorister og militser vil hellere have kontanter i hård valuta, som de kan veksle på det sorte marked til en kurs op til ti gange over den officielle vekselkurs. Ydermere sendte Obama-Biden Administrationen mange hundrede millioner USD direkte til Hamas i officiel bistand. Hele Obama-Biden-Iran aksen var således et forsøg på at øge presset på Israel til at give politiske indrømmelser til de palæstinensiske bevægelser. Ingen vestlige demokratier protesterede mod denne kyniske og skadelige politik. Vi ligger derfor, som vi har redt.

Præsident Trumps hårde sanktioner mod Iran og hans Abraham-fredsaftale mellem Israel og de arabiske Emirater satte heldigvis en stopper for Obama-Bidens forlovelse med islams meste rabiate og blodtørstige bevægelser. Når Iran gennem Hamas nu slår til over for Israel, er det hovedsageligt fordi ayatollaherne ønsker at standse den verserende tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Israel, hvor etablering af fulde diplomatiske forbindelser var i støbeskeen. Hamas havde håbet på, at terroraktionen mod Israel ville tjene som et opråb til hele den islamiske verden, der nu ville gribe til våben mod Israel og dets undertrykkelse af det palæstinensiske ’folk’.  Det er kun lykkedes delvist. Iran, der ellers i tide og utide praler med sine militære muskler gennem Hizbollah og Hamas-terroristerne har pludselig fået kolde fødder og har distanceret sig fra terroraktionen mod Israel. Til gengæld har de vestlige landes rædsel for endnu en islamisk terrorbølge motiveret dem til at proklamere hensyn til civilbefolkningen i Gaza med appeller til Israel om at vise besindighed og tilbageholdenhed ganske som vi ser det i danske medier i disse dage

Vi må håbe på, at Israel står imod det stigende pres og frygtløst gennemfører sine planer om at eliminere Hamas endeligt og totalt. En ny administration af Gaza i hænderne på en arabisk koalition vil sikre Israels overlevelse og forbedre levevilkårene for Gazas befolkning. Endelig fred i Mellemøsten kan dog først blive virkelighed, når ayatollaherne er fjernet fra magten i Iran. Elimineringen af Hamas vil være et vigtigt skridt på vejen.

Israels udslettelse er en doktrin formuleret af Ayatollah Khomeini umiddelbart efter hans overtagelse af magten i Iran i 1979, og som hans efterfølgere har svoret på at ville gennemføre. Irans etablerede terrornetværk rundt om Israel og deres kommende atombevæbning er resultatet af denne ed. Iran har nok ikke til hensigt at angribe Israel med atomvåben, men ayatollaherne har lært af Nordkorea, at bare truslen om at starte en nuklear krig kan være nok til at tyrannisere sine fjender. Atomtruslen kombineret med en stadig mere omfattende militær indeslutning af Israel vil også udgøre en dødelig trussel mod den jødiske stat.

Hamas, der siden angrebet den 7. oktober indtil videre har myrdet mere end 700 civile israelere og bortført over 100, blev dannet i 1987 som en del af Det Muslimske Broderskab, en antisemitisk bevægelse, der udsprang af den nazistiske ideologi. Hamas har lige siden været ansvarlig for en lang række attentater og terrorhandlinger i Israel. Det gælder selvmordsangreb mod israelske familier, busser og hoteller og senere hyppige raketangreb mod civile mål. Israel har svaret igen med likvideringer af Hamas-ledere og militære operationer ind i Gaza rettet mod raketinstallationer og andre militære støttepunkter. Det har alt sammen ikke ført hverken til fred eller sejr til en af siderne. Kun mere af det samme. Og det kan jo heller ikke være anderledes, når der ikke foreligger mulighed for et kompromis. Israel vil overleve for enhver pris. Hamas vil udslette Israel for enhver pris.

Den israelske regering står nu over for et skæbnesvangert dilemma: hvis man bekæmper Hamas med luftangreb og isolation af Gaza, sådan som man plejer, vil Iran rejse Hamas igen til fornyet styrke og kamp. Hvis man derimod tager konsekvensen af de mange års uophørlig terror og invaderer Gaza med fuld militær styrke for at fjerne Hamas, kan det blive den blodigste kamp i Israels blodige historie. Den israelske regering vælger nok den fulde invasion fordi den konkluderer, at den ikke har noget andet valg i det lange løb. Hertil kommer, at Hamas’ brutale overfald på Israel med en bølge af mord, tortur voldtægter og gidseltagninger giver Israel en enestående lejlighed til en retfærdiggjort udslettelse af Hamas. De to millioner palæstinensere, der er stuvet sammen i Gaza, et område på størrelse med Langeland, er særdeles utilfredse med livet under Hamas. Gaza er en brutal politistat uden ret og rimelighed for borgerne. Hamas-styret er kun optaget af hævntogterne mod Israel og er ligeglade med civilbefolkningens trivsel og velfærd. Der er næsten ingen jobmuligheder og folk må leve af støtte og almisser fra de arabiske broderlande og USA, der netop har bevilget endnu 7,5 millioner USD i bistand til Gaza.

Israel har nu formelt erklæret krig mod Hamas og har mobiliseret 300 000 mand fra reserverne samt fuld mobilisering af hær, flåde og luftvåben. Den kommende invasion af Gaza vil næppe blive mødt med bevæbnet, folkelig modstand, da Hamas-tyrannerne er lige så forhadte som israelerne, men der er ingen tvivl om, at de islamiske militser vil kæmpe fra hus til hus og til sidste mand. Det bliver hårdt og blodigt for de israelske væbnede styrker og for hele det israelske folk. Men en endelig sejr over Hamas, vil betyde en befrielse fra tyranniet og terroren fra Gaza og en uvurderlig forbedring for Israels sikkerhed. Det er utænkeligt at Israel vil optræde som besættelsesmagt i Gaza efter nedkæmpelsen af Hamas. I stedet vil vi nok se en foreløbig administration af Gaza lagt i hænderne på førende sunni-muslimske nationer i regionen: Saudi-Arabien, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater. Investeringer og målrettet bistand fra disse pengestærke aktører ville kunne give Gazas befolkning et nyt eksistensgrundlag og en ny start på tilværelsen efter mange års afsavn og undertrykkelse.

Den største gevinst ville imidlertid være, at uden Hamas bliver Irans tyranner sat ud af spillet og må opgive deres planer om dominans i Mellemøsten og Israels udslettelse. Hvis præstestyret i Iran forsvandt, ville den islamiske terrorbølge også i Europa visne hen og dø, da det er den ideologiske arv efter Ayatollah Khomeini, der er benzinen på terrorens bål. Udslettelsen af Hamas vil således være et vigtigt skridt på vejen til et sammenbrud af præstestyret i Iran og dermed begyndelsen til fred og samarbejde mellem de sunni- islamiske samfund og de vestlige demokratier.