Historisk ferielæsning: 70’ernes syrlige fuldtræffer

Indblik.net ser tilbage med sommerens anmeldelser: Poul Møllers tørre, morsomme og syrlige redegørelse for dansk politik er stadig aktuel og læseværdig i dag.

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

’Politik på vrangen’ – 70’ernes syrlige fuldtræffer

Indblik.net ser tilbage med sommerens anmeldelser: Poul Møllers tørre, morsomme og syrlige redegørelse for dansk politik er stadig aktuel og læseværdig i dag.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Hvorfor stod der ikke nogen storebæltsbro allerede i 1970’erne, selvom politikerne gerne ville have den – og hvorfor fik samfundet så meget andet gøgl som f.eks. RUC, som der var mindre brug for? Det satte Poul Møller sig for at forklare i bogen ’Politik på vrangen’. Stig Vendelkærs Forlag udgav den i 1974, få år efter at Møller pga. sygdom måtte trække sig som konservativ finansminister og folketingsmand efter to årtier på tinge. Nu ser vi tilbage på den her på Indblik.net som den første af flere værker, man kan overveje i sin ferielæsning.
Bogen er nemlig god. Den kan læses med udbytte, selv om der næsten er gået fem årtier. For god ordens skyld er det ikke en erindringsbog i gængs forstand, men en bidsk og morsom spidning af politik, som Møller så det i 1974, og hvor forbløffende meget af substansen stadig holder i dag.
Gennem bogens kapitler lærer vi, hvordan der er destruktive faktorer i politik og administration, der betyder mere end de konstruktive. For eksempel gennem ”stokkemetoden”, hvor Møller på udsøgt vis fortæller, hvordan man kan drive en perifer folketingsmand ud af hans egen kreds, hvis han er uønsket. Andre indslag gælder pressens rolle, og hvordan det bedste ender med at være det godes værste fjende.
Her er et eksempel på, hvordan politikerne kan sylte sager. Det sker ved nedsættelse af evindelige kommissioner, udvalg og høringer i stedet for bare at gøre noget. Mere konkret:
”Skal kommissionen sylte en sag, skal der til formand udpeges en fremtrædende embedsmand, som er kendt for manglende effektivitet, og som er pedant, der med glubende appetit bruger måneder til at behandle enhver detalje under kommissoriet. (…) Det skader ikke, at der står en aura af ubestikkelighed og saglig grundighed omkring ham. Men en vis præsenilitet er fortrinlig, altså stadiet, hvor manden har fået alle de anerkendelser, der kan ydes ham, men tillige har mistet fornemmelsen af væsentligt og uvæsentligt i en sag.”[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”1/3″][vc_gallery interval=”3″ images=”8424″ img_size=”320×440″][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”2/3″][vc_column_text]Det er spidst, spydigt og velskrevet, og der er meget af den slags:
”Ministeren kan lade sit departement udfærdige de fornødne lovforslag. Risikoen er, at de bliver vedtaget.”
Valgsystem som bogens røde tråd
Særlig interessant er Møllers pointe, at meget gik galt i 1915, da Danmark ændrede valgsystem til forholdstalsmetoden. Dette emne får aldrig et kapitel for sig, men bliver et gennemgående tema.
Møller savner et system begrænset til valg i enkelte kredse med valg af enkelte politikere, frem for at det hele blandes sammen i det aktuelle system med tillægsmandater. Møllers foretrukne system er især kendt fra britisk politik.[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Her er det kendt som en fordel for de store partier og fører ofte til, at sammensætningen af parlamentet ender med at se meget anderledes ud end fordelingen af stemmerne på landsplan. Det virker ikke oplagt for os, der er demokratisk opdraget i den danske tradition.
Møller forstår imidlertid at argumentere for de fordele, vi umiddelbart har svært ved at se: På flere måder indebærer systemet, at den enkelte politiker med integritet står stærkere over for sit parti. Det understreger Møller, som har sans for konkrete eksempler gennem hele bogen, bl.a. ved at nævne Churchills position som en enkelt mand, der kunne sætte sig ud over sit parti, mens John Christmas-Møller måtte erkende, at han ikke havde en chance efter sit brud med Konservative.
Værdien ved Møllers overvejelser står, uanset hvilket partisystem man ellers ønsker. Kvaliteten er, at bogen får en til at tænke noget om, hvordan politiske strukturer får indirekte indflydelse på politiske problemstillinger, ligesom forskelle i terrænet definerer, hvor floder og søer kan opstå.
Det er i grunden det samme, når Møller beskriver, hvilke konsekvenser det fik for dansk politik, da flytrafik blev en gængs rejseform for den politiske elite i løbet af hans folketingstid, hvad der særlig var praktisk for jyske politikere. Det indebar samtidig, at disse ikke længere fik vendt rigets tilstand med kolleger i andre partier i de mange timer i lyntogene hver tirsdag og fredag, hvilket igen fik sine konkrete konsekvenser. En sådan subtil sammenhæng kræver et skolet øje at se – og en behændig pen at formidle videre.
Bittersød humor
Var Poul Møller ikke blevet en vranten gammel mand? Sådan spurgte flere ved udgivelsen, og samme tanke strejfede mig som læser. På grund af spydighederne og sammenholdt med Møllers ufrivillige exit fra Finansministeriet og landspolitik, der skyldtes dårligt helbred. Selv afviste han spekulationer i den retning:
”Jeg er ikke bitter. Jeg har fortsat en afvekslende og rig tilværelse. Jeg mangler intet, hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt. Jeg kan endnu muntre mig med de to-tre venner, der blev tilbage, da min politiske tilværelse var forbi, og de fire-fem kammerater fra dengang, som stadig gider komme sammen med mig, skrev Poul Møller, sikkert vel vidende at det ikke lød troværdigt for enhver.
Ved nærmere eftertanke er motivationen for bogen underordnet. Mere væsentligt er, at der var behov for den. At bogen er stænket med humoristisk eddike, er en force frem for en hindring. Dermed kombinerer bogen det bedste på flere målestokke: Vi bliver klogere, og vi bliver underholdt. Vi får defineret nogle mekanismer, vi nok havde anelse om i forvejen, men som står klarere gennem en pen ført kyndigt og erfarent.
Af mange grunde fortjener Poul Møllers bog derfor ikke at gå i glemmebogen, og for den politisk interesserede læser ubekendt hermed er den anbefalet sommerlæsning. Er man heldig at have valget mellem flere eksemplarer, anbefaler jeg de senere udgivelser. Fra 8. udgave rummer bogen en bonus i form af et lille, ligeledes læseværdigt efterskrift, hvor Møller reflekterer over modtagelsen af sin bog. For en perspektivering af hans liv i øvrigt er Nikolaj Bøghs ‘Brødrene Møller’ fra 2007 yderligere oplagt læsning.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2470″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4991″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5947″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?