Poul Madsen stopper på Ekstra Bladet

Poul Madsen stopper som chefredaktør på Ekstra Bladet
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Poul Madsen stopper som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. Han har været chefredaktør i 19 år og stået i spidsen for avisen i 14 år.

Det oplyser JP/Politikens Hus, der ejer Ekstra Bladet, i en pressemeddelelse.

58-årige Poul Madsen begrunder sit stop med, at han for nylig er blevet far igen og gerne vil bruge mere tid med familien.

– Jeg står et helt nyt, overraskende sted i mit liv, hvor jeg tidligere havde besluttet, at jeg VAR Ekstra Bladet. Nu vil jeg være Friedas far og Helenes mand, siger han til Ekstra Bladet.

Poul Madsens afløser bliver Pernille Holbøll. Hun kommer fra en stilling som digital chefredaktør og bliver med øjeblikkelig virkning konstitueret i jobbet som øverste chef på avisen. Derudover vil Kristoffer Eriksen fortsat være en del af chefredaktionen.

Poul Madsen har i sine mange år i spidsen for Ekstra Bladet været kendt som klassens frække dreng, der med en kontant og provokerende facon går hårdt til magthavere, politikere og virksomheder.

I sin tid har han været med til at positionere Ekstra Bladets netavis som et af de medier med flest sidevisninger i Danmark.

Poul Madsen har ikke været bange for at gå til kanten og udfordre lovgivningen og de gængse normer i mediebranchen.

Det så man blandt andet sidste år, da Ekstra Bladet viste skjulte optagelser fra et plejehjem i Aarhus, der ellers var nedlagt forbud mod.

Han stod også forrest i Ekstra Bladets kampagne for at få sømændene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn hjem, da de var fanget som gidsler af pirater i Somalia i perioden 2011-2013.

Normalt plejer pressen at holde sig fra at skrive om gidselsager, fordi det får løsesummen til at stige.

De to søfolk blev befriet efter 838 dage i fangenskab, men de havde følte sig krænket af Ekstra Bladets dækning og fik senere en erstatning på 600.000 kroner.

Som sin sidste gerning på Ekstra Bladet har han fået gennemtrumfet, at de omdiskuterede massageannoncer, der formidler salg af sex, skal være fortid i avisen.

JP/Politikens Hus’ bestyrelsesformand, Lars Munch, betegner Poul Madsen som en institution i dansk presse.

– Poul Madsen har været chefredaktør på Ekstra Bladet i næsten 19 år. Han har alle årene investeret sig selv med hud og hår.

– Det er ikke en post, hvor man får mange venner, og Poul har altid sat bladets interesser før sine egne. Det skylder vi ham stor tak for.

– Hans energi, engagement og viljestyrke har været helt afgørende for at gøre Ekstra Bladet til et af Danmarks absolut førende digitale nyhedsmedier, siger Lars Munch i en pressemeddelelse.

Selv om Poul Madsen stopper som chefredaktør, er det ikke et farvel til Ekstra Bladet. Her vil han fortsætte som debattør og skribent.

/ritzau/

Fik du læst?