Professor: Den ’politiske politik’ har fået overhånden

Moderne politik kan på lange stræk forstås ud fra sagkundskabens fald og statskundskabernes indtog, siger Niels Kærgård, økonom og forfatter til bog om økonomer i politik.

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Professor: Den ’politiske politik’ har fået overhånden

Moderne politik kan på lange stræk forstås ud fra sagkundskabens fald og statskundskabernes indtog, siger Niels Kærgård, økonom og forfatter til bog om økonomer i politik.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net 
Jens Otto Krag var økonom og havde op til fem andre økonomer ad gangen siddende som ministre. I dag er der ikke en eneste i Mette Frederiksens regering. Derimod fylder politologerne fra statskundskab stadig mere i moderne tid. Den udvikling er påfaldende, og den har fået Niels Kærgårds interesse. Han er tidligere overvismand, professor emeritus og medforfatter til bogen ’Med hånden på statskassen – økonomer i regering’.
Niels Kærgård, mener du, at økonomer er bedre politikere?
 ”Det tror jeg i og for sig ikke, at de er. Det er et spørgsmål om, at fagfolk af forskellige slags – ikke kun økonomer, men også jurister, teologer, bønder og arbejder – er blevet fortrængt af politiloger. Det gør den forskel, at man går fra at interessere sig for de forskellige fagområder og til at interessere sig mere for det politiske spil. Det er den sondring, jeg somme tider citerer historiker Søren Mørch for, hvor han siger, der er to slags politik. Fagpolitik som landbrugs-, boligpolitik og så videre, og så politisk politik, som drejer sig mere om selve spillet.”
 Hvordan ser vi det konkret?
 ”Forleden dag, hvor der var spørgetime i Folketinget, her under den største krise, vort samfund har haft i nyere tid, og journalisten spørger som det første en af de her politiske kommentatorer: ’Hvordan var Frederiksens eller Ellemann-Jensens kampform så i dag?’ Eller se på den store interesse for Gallup-tallene her tre år før et valg. Det er tegn på, at interessen er blevet for spillet frem for økonomien og den faglige materie. Den udvikling afspejler, at statskundskaberne i de senere årtier har overtaget, hvad der før var økonomernes domæne.”
Men tror du, politik ville være anderledes med færre statskundskabere blandt politikerne?
 ”Det havde i hvert fald været anderledes i den politisk-økonomiske debat, der så kunne handle mere om økonomi. På samme måde som landbrugsdebatten ville have været bedre, hvis der var flere agronomer og andre med forstand på landbrug, der deltog.”
Taler det for, at vi skal lukke en af uddannelserne i statskundskab?
 ”Jeg vil nødig forholde mig til, præcist hvor mange statskundskabere der er brug for. Jeg siger bare, der er en fare ved, at en enkelt tilgang – den politologiske – bliver så dominerende i politik og administration. Hovedproblemet er i grunden ikke, at der er for få økonomer, men at der er for mange statskundskabere, der sidder på de mest indflydelsesrige poster. Landmænd, arbejdere og erhvervsfolk er der meget få af tilbage i politik. For den sags skyld også andre typer af akademikere. Man siger jo somme tider, vi har fået en overklasse af akademikere på Christiansborg, men det er jo ikke akademikere af alle mulige slags – og det er heller ikke topfolk fra akademia længere.”
Hvem tænker du mere specifikt på?
”For år tilbage havde man Morten Lange, som var professor i botanik, Hartling var rektor på Zahles Seminarium, Lise Østergaard var professor i psykologi. Og så var Kjeld Philip, Thorkil Kristensen og Erling Olsen professorer i økonomi. De typer er helt væk i dag. Per Stig Møller var den sidste i Folketinget med en doktorgrad.”
Okay, men hvordan kan man konkret se, at det er et tab for Folketinget eller samfundet?
 ”Det er altid svært at sige, hvad der er årsag og virkning, men hvis man ser på nogle af de politiske debatter, tænker deltagerne jo mere i kommunikation og vælgertal. Det er mere korte twitter-budskaber end grundige analyser og gennemarbejdede visioner. Det vil være grimt og urimeligt at kalde dem alle for populister, men det spiller en større rolle, hvordan noget gør sig ude i vælgerhavet, og hvad der har succes i fokusgrupper end den rodfæstede grundholdning og de gennemarbejdede analyser. Og så bliver det jo politologers og kommunikationsfolks hjemmebane.”
Tror du, at en økonom og statsminister som Jens Otto Krag egentlig var meget anderledes end nutidige succesfulde politikere? For han sørgede da også for at vide besked med vælgerne og spille sine kort snedigt?
 ”Jo, nogle økonomer i gamle dage lignede statskundskabere fra vores tid, og Krag var sikkert blevet scient.pol., hvis han havde haft muligheden. Jeg tror derimod, at politikere og økonomer som Viggo Kampmann og Thorkil Kristensen i højere grad havde grundholdninger, de stod ved og kæmpede for, uafhængigt af om de var populære. Det er Thorkil Kristensens skæbne vel også et udtryk for – at han gik skuffet ud af Venstre, da han ikke kunne få partiet med på sine økonomiske standpunkter.”
 Men siden deres tid har nogle af de kendte økonomer i politik været mere spraglede, mindre mainstream – for eksempel Peter Brixtofte, som I skriver om i bogen – eller en kommunist som Frank Aaen?  
 ”Ja, når du nævner de to, er de jo også eksempler på, at økonomerne, der blev politikere i moderne tid, sjældent var centralt placeret i beslutningsprocesserne (Brixtoftes ministertid var meget kort, Frank Aaen og Enhedslisten har aldrig været i regering og er derfor heller ikke med i bogen, red.). Hvis du skulle nævne en centralt placeret økonom i politik, er den seneste vel Margrethe Vestager, og hun er ude af dansk politik siden 2014.”
Det er vel ikke slemt, det hele – kan du pege på nogle ting, der er blevet bedre?
 ”Klart. Der var selvfølgelig en meget stor del af Venstres folketingsgruppe, der var gårdejere med mest forstand på landbrug, og af Socialdemokratiets, der var arbejdere med styrken i fagforeningspolitik. Og de havde en mere direkte kontakt til deres vælgere; de var så at sige nogle af deres egne. Men professionelt uddannede akademikere inden for samfundsvidenskab ved en del mere om samfundsforhold generelt. Nutidens politikere arbejder stadig seriøst, og de drikker færre bajere med vælgerne end førhen.”
Bogen ’Med hånden på statskassen – økonomer i regering’ er redigeret af Niels Kærgård sammen med Jørgen Hansen og Jens Segelcke Thomsen. Bogen beskriver 28 økonomer, der var ministre til og med Brixtofte i den sidste Schlüter-regering til 1993. Deres liv og virke bliver beskrevet af 24 andre økonomer, uden at man selv behøver være økonom for at læse med. Bogen udkom i sommeren 2019 på Djøfs Forlag. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5577″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7076″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7464″][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?