Regeringens forslag om tvangstest blev nedstemt i Folketinget.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Regeringens forslag om at tage tvangstest i brug i Odense-ghettoen Vollsmose er blevet nedstemt af et flertal i Folketingets nye epidemiudvalg.
Dog er forslaget om at tvangsisolere smittede blevet vedtaget.
Det siger Magnus Heunicke, sundhedsminister (S), på et pressemøde mandag.
– Vi har drøftet to elementer og har ikke kunnet finde flertal for at tvangsteste, men der er kun flertal for at isolere, enten privat eller kommunalt.
– Som jeg har forstået folketingets partier op til det her møde, mente jeg, der var et helt entydigt ønske om, at vi skulle slå hårdt ned på de her lokale nedbrud.
– Det er altså et forslag, som Folketinget så alligevel ikke er klar til at bruge. Det vil jeg så tage til efterretning, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV2.
Skal tvangstest tages i brug, er det paragraf 28 i den nye epidemilov, som skal aktiveres. Denne paragraf giver sundhedsministeren mulighed for at bestemme, at personer, som har befundet sig et bestemt sted – for eksempel i områder med “smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom” – skal lade sig undersøge eller isolere.
Flere af Folketingets partier udtrykte op til vedtagelsen af epidemiloven kritik af netop dette element. Det gjorde blandt andre sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R), som er formand for epidemiudvalget.