[vc_row][vc_column][vc_column_text]En tredje Limfjordsforbindelse til 7 milliarder kroner, udvidelse af motorvej E45 gennem Jylland for 6,5 milliarder og nye motorveje til Kalundborg og Hillerød samt undersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn.
Det er nogle af de elementer, som regeringen torsdag vil præsentere i et udspil til en styrkelse af den danske infrastruktur for de næste mange år.
Det skriver TV2 og Jyllands-Posten, som har fået indblik i dele af, men ikke hele udspillet.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger til TV2, at regeringens plan både handler om at styrke den kollektive trafik og om at lave flere og bedre veje til bilerne.
– Det er en samlet plan for hele Danmark, hvor vi ønsker at styrke infrastrukturen. Uanset om man bor i byen eller på landet, skal man kunne komme frem, siger Benny Engelbrecht til tv-stationen.
Udspillet fra regeringen kommer to år efter, at den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti blev enige om en samlet plan til 112 milliarder kroner.
Planen nåede dog aldrig at blive til virkelighed, da det politiske flertal skiftede i forbindelse med folketingsvalget i sommeren 2019.
TV2 skriver, at flere af elementerne i den nuværende regerings udspil er gengangere fra aftalen mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti. Det drejer sig blandt andet om den nye Limfjordsforbindelse og motorvejene til Kalundborg og Hillerød.
Regeringen præsenterer den samlede plan torsdag klokken 12. Herefter skal regeringen forhandle en aftale på plads med et flertal i Folketinget.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]