Det tilkommer ikke mange at blive så gammel og være så frisk så længe.

Vi er mange, der kun husker Lise Nørgaard for Matador. Og som har genset serien mange gange. Første gang så jeg kun enkelte episoder, da den begyndte i 1978, jeg var lige flyttet hjemmefra – uden TV selvfølgelig – og da jeg kom hjem en weekend sagde far, at vi absolut skulle se et nyt afsnit i en ny serie lørdag aften.

Næste gang så jeg den igen, da jeg selv fik familie og TV og små børn, men det var ikke noget for de små endnu.

Tredje gang eller fjerde gang, da børnene blev større og kunne følge med. Og det var den bedste gang, for så fik vi snakket om tiden og krigen og omgangsformerne dengang, om jødeforfølgelserne og om radikal og konservativ forsvarspolitik og om at gå på danseskole og meget andet.

For det er Matador-seriens virkelige styrke, at den giver et fremragende historisk indblik i Danmark fra 1920erne og til efter krigen. Der er rigtig meget at snakke om med sine børn. Og børnene med bedsteforældre, der bedre kan huske det.

Og jeg har hørt mange, som har haft stor fornøjelse af at gense serien med børnene, det er den mest vellykkede symbiose af underholdning og historie.

Og alle har deres yndlingsscener og karakterer. Nogle pinlige, mange morsomme. Karakterskildringen er for en underholdningsserie spændende og mere nuanceret end vanligt. Men seriens popularitet bæres også oppe af fremragende skuespillerpræstationer på alle poster og en eminent instruktion af Erik Balling. Man får medfølelse med personer, som objektivt set slet ikke fortjener det – på grund af skuespillet. Personerne, både hoved- og biroller, er blevet ikoniske som symboler på typer, fra en Mads Skjern til en oberst Hackel.

Min yndlingsscene er, hvor Grisehandleren siger til Røde på Jernbanehotellet, da der kommer tyske soldater ind i 1941: ”Skal du ikke hen til dine allierede?” Det var efter Tyskland-Sovjets venskabspagt. Det var en modig markering af Lise Nørgaard, som de fleste helst glemte. Men der er også eksempler på ren fiktion, som at der skulle være en radikal frihedskæmper (Dr. Hansen). Min eneste irritation er den tyske digter Herbert Schmidt (spillet af Paul Hyttel), som ligner Bert Brecht, men Brecht arriverede i Danmark med en stor Ford og flere elskerinder foruden konen og masser af penge i en schweizisk bank og lærte aldrig dansk.

Lise Nørgaard vil altid leve videre i Matador, som aldrig bliver set for sidste gang.