’Samfundsbidrag’ er moderne nysprog

Det er uærligt, men meget politisk effektivt at kalde skatter og afgifter for ’samfundsbidrag’. Her kaster vi et nærmere blik på et forfærdeligt begreb.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
I George Orwells ’1984’ får statens departementer navne efter det modsatte, end hvad de faktisk beskæftiger sig med. Ministeriet for Fred fører krig, Ministeriet for Kærlighed udøver tortur osv. Dette nysprog gør det sværere at være i opposition til disse organer og deres arbejde. Dette er nysprog i meget bogstavelig forstand, og teknikken lader sig også benytte herhjemme i 2020. Mere fredsommeligt, bevares, men mekanismen er den samme.
Lad os se på ordet ’samfundsbidrag’, som staten er ved at indføre. Det dækker over den regning, som finanssektoren skal betale for at medfinansiere den socialdemokratiske regerings planer om at lade den berømte Arne m.fl. trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligere.
Samfundsbidraget er sprogligt beslægtet med arbejdsmarkedsbidraget, en anden socialdemokratisk opfindelse fra Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketofts storhedstid i 90’erne. Ordet erstatter den mere ærlige betegnelse ”skat” eller ”afgift” med det positivt ladede ”bidrag”.
Samfundets skyldner
’Samfundsbidrag’ er som ovennævnte ministerier effektivt nysprog, fordi det foregiver en ting, mens det dækker over dens modsætning. Ordet har på overfladen en klang af frivillighed, mens dækker i virkeligheden over tvang. Skatter er ikke noget, bankerne kan fravælge at betale uden at ophøre med deres bankvirksomhed.
På mere dagligdags plan sætter det en ramme for debatten, der gør det retorisk sværere at kæmpe imod. Det lyder mere forståeligt, at man er imod en høj skat, end at ’samfundsbidraget’ er for højt. Har man kun 20 sekunder i tv, kan man dårligt bruge halvdelen på at anfægte rimeligheden af et ord. Så er man nødt til at spille med.
Da det nysproglige begreb blev lanceret i august, medførte det forståeligt også murren i borgerlige kredse, hvilket igen medførte et modsvar fra den socialdemokratiske netavis Pio, vi kan se på.
Hvad med os selv
Redaktør Niels Jespersen mener, at blå stemmer dårligt er i en position til at protestere. Borgerlige politikere og aktører som f.eks. Cepos har selv brugt farvede begreber som ’cafépenge’ om SU til hjemmeboende og ’dødsskat’ om arveafgifter, påpeger Pio-redaktøren og har selvfølgelig ret. Enhver politisk aktør benytter sig af et sprogbrug, der passer til dagsordenen. Der er imidlertid en forskel mellem ’samfundsbidrag’ og ’cafépenge’.
Denne forskel er, at ’samfundsbidrag’ ikke kun bruges i den politiske debat, men bliver skrevet ind i landets love og regler som et officielt begreb. Derimod har borgerlige regeringer ikke formelt omdøbt SU til cafépenge eller arveafgifter til dødsskatter, på samme måde som Socialdemokratiet har redefineret i selve lovteksterne, hvad et bidrag indebærer (men kan man påvise, at borgerlige regeringer har gjort noget lignende, går jeg heller ikke ind for det).
Og så for god ordens skyld: Der ligger ikke i min reference til ’1984’ en påstand eller antydning om, at Socialdemokratiet er ved at skabe et totalitært diktatur ud af Danmark. Det mener jeg ikke. Pointen er at konstatere politiske virkemidler, der også lader sig benytte i et frit samfund. Disse virkemidler er ikke sunde og fortjener påtale. Uanset hvad man i øvrigt mener om bankafgifter.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2770″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4583″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5325″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]