Selv regeringens støttepartier undrer sig efter ny SMS-afsløring: “Det er under al kritik”

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

“Det her rejser mistanken om, at der kan være nogle gedulgte bagtanker om, at regeringen ikke ønskede det her frem inden kommunalvalget.”

Af Philip Friis, philip@indblik.dk 

Sådan lyder det fra Enhedslistens coronaordfører Peder Hvelplund til Berlingske.

Den opsigtsvækkende udtalelse kommer i lyset af gårsdagens afsløring af, at det var regeringen der tilbageholdt nyheden om, at de slettede SMS’er i minkskandalen ikke kunne gendannes af politiets teknikere, til efter at kommunal- og regionalvalget var overstået.

Læs mere om den afsløring her.

Men trods den hårde kritik fra Enhedslisten ovenpå denne afsløring, vil partiet – som udgør en del af den socialdemokratiske regerings parlamentariske grundlag – ikke trække sin støtte til regeringen.

Faktisk kommer Enhedslisten slet ikke til at genoverveje sin støtte, lyder det. Derudover vil Enhedslisten heller ikke stille yderligere krav til regeringen i sagen, sådan som f.eks. Konservatives Søren Pape Poulsen har gjort det ved at kræve, at private virksomheder skal forsøge at gendanne de slettede SMS’er.

Ifølge Hvelplund er årsagen hertil, at Socialdemokratiet – på trods af de slettede SMS’er – samarbejder nok med kommissionen.

Også Socialistisk Folkeparti, et andet af regeringens støttepartier, kommer i Politiken med en markant kritik af regeringen ovenpå den nye afsløring. Heller ikke SF vil dog trække støtten til regeringen.

– Det er under al kritik, at regeringen tørrer beslutningen af på Minkkommissionen, hvis man selv har truffet den. Men mest af alt virker det formålsløst. Man kan jo håbe på, at regeringen har en god forklaring, men så er den godt nok svær at få øje på, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen til avisen.

Statsminister Mette Frederiksen og tre af hendes tætteste medarbejdere har slettet centrale SMS’er fra den afgørende tid fra september til december sidste år, hvor den ulovlige beslutning om at aflive alle danske mink blev taget og ført ud i livet.

Helt konkret har statsministeren og hendes tætte medarbejdere stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Bertelsen og ledende embedsmand i Statsministeriet Pelle Pape fået slettet alle SMS’er fra tiden omkring den ulovlige minkbeslutning.

Ifølge Statsministeriet har de fire personer haft deres iPhones indstillet til automatisk at slette SMS’er efter 30 dage. 

Ingen andre af de i alt 10 ansatte i Statsministeriet, der skal afhøres i Minkkommissionen, har haft samme indstilling på telefonen, oplyser kommissionen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?