SF-formand vil have Muhammedtegninger i undervisningen

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SF vil have undervisningsmateriale med Muhammedtegninger, men vil ikke gøre det obligatorisk at vise tegningerne.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

– Herhjemme er der danske undervisere, der ikke tør vise muhammedtegningerne i deres undervisning, hverken i folkeskolen eller på universitetet, af frygt for vold eller trusler om vold. 

– Og så er det, at vi må spørge os selv: Hvor meget frihed er vi parate til at afgive for følelsen af sikkerhed?

Sådan lød det fra Socialistisk Folkepartis formand Pia Olsen Dyhr under hendes tale til partiets landsmøde i Kolding i weekenden.

SF foreslår nu, at der bliver lavet undervisningsmateriale med Muhammedtegninger, så lærere ikke længere selv skal stå med beslutningen om, hvorvidt de tør at undervise i emnet.

Lærere frygter for deres liv, hvis de viser Muhammedtegninger

Baggrunden for forslaget er, at mange danske lærere frygter trusler, repressalier og i værste tilfælde mord, hvis de viser tegningerne i deres undervisning.

Torsdag den 16. oktober er det nemlig et år siden, at den franske gymnasielærer Samuel Paty blev dræbt af en islamistisk terrorist, fordi han havde undervist sine elever i bl.a. de tegninger af profeten Muhammed, som det franske satiremagasin Charlie Hebdo har udført.

Sidste år blev en dansk lærer også udsat for trusler på livet, da hun på Facebook erklærede, at hun ville vise Muhammedtegninger i sin undervisning, når det var relevant – f.eks. i timer om ytringsfrihed og religion.

SF vil ikke gøre det obligatorisk at vise tegningerne

Siden da har pågået en debat om, hvordan man bedst sikrer lærerne, så de ikke frygter at vise Muhammedtegninger i deres undervisning.

Her mener SF, at når der udformes fælles undervisningsmateriale, vil det ikke være den enkelte lærer, der kan trues til tavshed.

– Vi kan ikke lade voldsmanden diktere grænserne for vores frihed. Når undervisere skal frygte for deres liv på grund af visse emner, så må vi sige stop, lød fra partiformand Pia Olsen Dyhr til landsmødet.

Dog vil partiet ikke gøre det obligatorisk at vise tegningerne i undervisningen i folkeskolen, gymnasiet og på videregående uddannelser, som Dansk Folkeparti ønsker. 

Debatten trækker tilbage til 2005

Debatten om tegninger af profeten Muhammed blev for alvor antændt, da Jyllands-Posten tilbage i 2005 udgav 12 Muhammedtegninger som led i en journalistisk undersøgelse, hvor daværende kulturredaktør Flemming Rose ønskede at sætte fokus på selvcensur grundet frygt for repressalier fra muslimer.

Disse tegninger blev genstand for voldsom opstandelse i Mellemøsten og herhjemme, og siden har Flemming Rose og Jyllands-Posten været erklærede mål for islamistiske terrorister.

Også nyligt afdøde Kurt Westergaard, der tegnede den famøse tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, blev efter Muhammedkrisen et terrormål og måtte indtil sin død leve med politibeskyttelse døgnet rundt.

[adning id="17957"]

Fik du læst?