Socialistisk Folkepartis gruppeformand mener, at der er mange penge at spare i den offentlige sektor. Og han peger på fem konkrete områder, hvor der bør spares.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
– Jeg mener, der er penge at spare i den offentlige sektor!
Sådan indleder SF’s gruppeformand, Jacob Mark, et populært Facebookopslag.
Den overraskende udmelding kommer i forbindelse med det kommende kommunalvalg her i november. Mere specifikt peger Mark på administration i den offentlige sektor som et sted, der både kan og skal spares.
Gruppeformanden skriver uddybende hertil, at han håber, kommunalpolitikerne vil læse med, da de nemlig kan være med til at udføre besparelserne, som Mark foreslår.
Humlen er dog, at Mark ikke direkte snakker om at skære i det offentlige budget og derved sænke det offentlige forbrug.
Gruppeformanden opfølger nemlig ved at skrive, at de penge – man så sparer – i stedet skal bruges på ”de steder, der virkelig trænger”.
– Jeg mener stadig, der er alt for meget administration, papirarbejde, koncepter og pseudoopgaver i den offentlige sektor. Hvis man skar ned på noget af det, så kunne man spare penge og bruge dem på de steder, der virkelig trænger. Vuggestuerne, børnehaverne, dagplejerne, skolerne, ældreplejen, de sårbare, skriver Jacob Mark.
Han tilføjer, at han selv har erfaring med at skære ned på netop administrationen, da han sad i Køge Byråd. Og SF’eren peger på fem konkrete områder – herunder antallet af ansatte kommunikationsfolk, konsulenter og den omsiggribende kontrol og evaluering på alle kommunale områder -, hvor han mener, at kommunalpolitikerne bør lade sig inspirere til at spare.
Jacob Mark blev i 2009 valgt ind i Køges Byråd som den yngste nogensinde. I 2015 blev han valgt til Folketinget, og siden 2016 har han været Socialistisk Folkepartis gruppeformand.
Mark er derudover SF’s børne-, undervisnings, og medieordfører.