[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”7614″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]

Skattely er en Guds gave til menneskeheden

Virksomheders muligheder for at minimere skattebetaling er til gavn for samfundet og staterne. 
Af Jens Frederik Hansen, cand.jur. og Diploma of Legal Studies (Cambridge)
Kritikken har de seneste dage haglet ned over nogle tilfældigt udvalgte og fuldstændigt sagesløse virksomheder, som har søgt om beløb fra statens hjælpepakker til at opretholde beskæftigelsen, selv om de formastelige virksomheder har haft underskud de senere år. Og alle forsvarer de sig med, at de skam gladelig ville have betalt skat, hvis de havde været heldige nok til at optjene et overskud.
Kritikken er, som de fleste allerede har indset, fuldstændig forfejlet. Hjælpepakkerne er skabt, for at virksomheder ikke skal blive drevet ned i afgrunden, først og fremmest dem der forvejen gik på kanten. Tanken er at sikre medarbejderne en fortsat ansættelse. Og da refusionen af medarbejdernes løn er mindre end 100 %, så vil det altid være forbundet med tab for virksomheden at modtage hjælpen. Det ville da være absurd, hvis kun virksomheder med konstante overskud og massiv soliditet fik tilskud. Det er vel lige præcis de vakkelvorne virksomheder, hvor tilskuddet kan gøre den største forskel for deres overlevelse.
Læg i øvrigt mærke til, at kritikken ikke engang drejer sig om, at virksomhederne allerede har udnyttet et skattely, men derimod blot at ejerstrukturen – ifølge kritikerne – potentielt giver en mulighed for at minimere skat.
Det lamme forsvar: At gå i et med tapetet
Heldigvis har virksomhederne en størrelse, som gør, at de trods alt er villige til at forsvare sig lidt. Men de pressemeddelelser, som jeg hidtil har set, har alle bygget på den strategi, som kommunikationsrådgivere elsker, fordi den er den nemmeste og giver færrest overraskelser, nemlig at lægge sig fladt ned på maven og kysse jorden foran kritikerne. Det gælder om at få menigmand til at glemme sagen, komme videre og tale så lidt derom.
At tage konfrontationen direkte og udstille hykleriet kræver derimod kræfter, som ellers ville kunne bruges på at bringe virksomheden gennem krisen, og set i det lys, så er reaktionen forståelig nok. Men i en større sammenhæng, så er det bittert at se på, hvis ingen forsvarer fornuften bag at drive virksomheder, så de giver bedst muligt udbytte til deres ejere. Formålet med at drive virksomhed skal aldrig være at levere en malkeko til skattevæsenet.
Skat er skadeligt
Når man lever i et samfund, hvor den offentlige sektor udgør så stor en del af ens omgivelser, så kan det godt gå lidt i glemmebogen, at skat isoleret set er en samfundsskadelig aktivitet. At opkræve skatter gør ikke noget som helst godt for samfundet. Vi ville ikke blive sundere og lykkeligere eller leve længere, hvis man satte skatten op og gemte provenuet i Finansministeriets kælderhvælvinger.
Det eneste forsvar for skat er, at når staten bagefter bruger pengene, så får vi noget for de penge, som vi gerne vil have.
Problemet ved skatter er, at de skævvrider den måde, vi mennesker handler på. Når man indfører en skat, så påvirker den vores adfærd. Lægger man skat på arbejde, så holder vi mere fri, i stedet for at skabe velstand. Lægger man skat på huse, så bygger vi dem ikke så pæne og sunde. Og sådan kan man blive ved.
Så skat medfører tab for samfundet; tab, der så skal opvejes af de fordele, som samfundet får, når skatterne bagefter bruges til offentlige udgifter. Og selvfølgelig gør det gavn, at man har hospitaler, skoler, veje. Spørgsmålet er blot, om gevinsten ved de offentlige udgifter er større end tabet ved skatteopkrævningen.
Der kan, hvis man har plads nok, argumenteres rigtigt godt for, at så længe penge bliver i virksomheder, hvor de investeres og bringes til at yngle, så burde de slet ikke beskattes. Virksomheder, der i sidste ende ejes af mange forskellige, vil ofte have komplicerede ejerstrukturer med flere lag af selskabskonstruktioner. En gruppe lønmodtagere har i fællesskab en pensionskasse, som sammen med andre pensionskasser investerer i et selskab, der har detailforretninger i forskellige lande. Sådanne ejerkæder kan blive rigtigt lange, men der er oftest en god grund til, at de er der. Hvis der skal ske beskatning i hvert eneste led af ejerkæden, så blev der intet tilbage. Det giver derfor god mening, at pengene kan føres op i kæden uden alt for megen beskatning. For når de til sin tid føres ud af systemet, så vil de blive beskattet som indkomst for den person, som skal leve af udbyttet.
En pensionskasse, der køber aktier i en supermarkedskæde i Langtbortistan, skal naturligvis sørge for at skaffe størst mulige indtægter til sine pensionister, og dermed også undgå, at alle mulige stater opkræver skat af indtægterne. At skatteoptimere på ejernes vegne er enhver virksomhedsleders forbandede pligt. Og det er også hans pligt, at han ikke går ud over den smalle streg, der skiller lovlige skattely fra strafbar skatteunddragelse.
Staterne har selv lavet reglerne
Hvis staterne har et problem med den måde, som virksomhederne skatteoptimerer på, så er det jo ret nemt for staterne at indføre ny lovgivning, der forbyder denne eller hin handlemåde. Hvert eneste land har sværme af embedsmænd ansat, som udelukkende beskæftiger sig at finde nye og mere finurlige måder til at sikre optimal beskatning til landets statskasse. Så når skattelovene har de regler, som de nu engang har, så er det resultatet af en meget lang udvikling, hvor staterne gradvis har forstået, at man ikke skal malke køerne så hårdt, at de holder op med at give mælk.
Der er ingen grund til at fremstille det, som om erhvervsvirksomhederne er de stærke, som tromler den stakkels lille svage stat, der ikke har nogen mulighed for at forsvare sit indtægtsgrundlag. Forholdet er altså det stik modsatte. Statens embedsmænd ved alt om, hvordan virksomhederne agerer, og har alle muligheder for at gribe ind, hvis den vil. Men det har den ingen som helst lyst til, for så taber den i det lange løb indtægter.
Vi går alle i skattely
Og som et sidste lille hib til moralisterne, så kan der være grund til at minde om moralen i Johannesevangeliets kapitel 8, hvor farisæerne og hyklerne vil have Jesus med på at stene en kvinde for utroskab. Han siger blot: ”Den, som er uden synd, kan kaste den første sten.” Og så lusker de allesammen af.
Sådan er det jo også med skattetænkning. Vi gør det allesammen – uden undtagelse. Nogle af os gør det med større iver end andre, men opmærksomheden på at spare skat har vi alle en snert af. Andelen af ejerlejligheder, som er forældrekøbt med deraf følgende skattebesparelse, er temmelig høj. Årlige afgiftsfrie gaver til børn og børnebørn forekommer i hver eneste familie, der har muligheden. De færreste af os kan komme forbi en Fleggaard eller BorderShop uden at fylde bilen med øl og sodavand. Og hvis ellers vi stadig kender en ryger, så tager vi villigt cigaretter med hjem.
Der skal ikke ret mange kroners fortjeneste til, førend vi er villige til at gå over åen efter vand. Og det skal være os alle vel undt, så længe vi husker, at så kan vi heller ikke tillade os at være misundelige på de andre.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5892″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6293″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6600″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]