[vc_row][vc_column][vc_column_text]Den konservative partiformand langer hårdt ud efter statsminister Mette Frederiksen.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Ekspertrapporten “Håndteringen af covid-19 i foråret 2020” fortsætter med at sende bølger gennem dansk politik.
Rapporten, der udkom fredag sidste uge, afslører nemlig, at statsminister Mette Frederiksen (S) løj for befolkningen og Folketinget, da hun påstod at nedlukningen i marts 2020 skete på “myndighedernes anbefaling”.
Problemet er bare, at ingen myndigheder anbefalede den voldsomme nedlukning.
Rapportens afsløringer har nu fået Konservatives partiformand Søren Pape Poulsen til tasterne i et Facebook-opslag, hvor han langer kraftigt ud efter Mette Frederiksen.
Pape, der har været kritisk over for Mette Frederiksens vildledning af befolkningen, er træt af at blive skudt i skoene, at han ikke bakker op om nedlukningen. Det gør han, slår han fast.
Dog vil han gerne høre de socialdemokratiske politikere og vælgere, hvordan de har det med, at deres statsminister har løjet.
– Så her kommer det væsentlige: En statsminister må ikke tale usandt til danskerne. Jeg vil gerne høre, hvad socialdemokraterne siger til dét, skriver Søren Pape Poulsen.
– For en statsminister – og hvilken som helst anden minister – skal tale sandt og oplyse om det korrekte grundlag for de beslutninger, regeringen træffer. Det er bare ikke sket.
– Det er dét, jeg ikke kan acceptere.
Men Mette Frederiksen har løjet for alt og alle, og sammenlagt med de Mette-tro vælgeres mangel på kritik, bekymrer det Søren Pape Poulsen dybt.
– Jeg er bekymret for, hvor vi er på vej hen. Det er som om, at nogle mener, at man kan sige noget, der ikke er sandt, hvis bare man har den rigtige politiske holdning. Men sådan fungerer tingene ikke i et demokrati, skriver den konservative partiformand og fortsætter:
– Politiske holdninger og sundhedsfaglighed er to forskellige ting. Og jeg vil altid insistere på at lave den sondring.
– Mette Frederiksen skulle have informeret danskerne om, at det ikke var en anbefaling fra sundhedsmyndighederne, men ene og alene regeringens egen beslutning. Det gjorde hun ikke. Tværtimod lod hun som om, at der var myndighedernes anbefaling.
Søren Pape Poulsen mener, at så historisk voldsomme og indgribende beslutninger som nedlukningen altid skal træffes på et ordentligt og ærligt grundlag.
– Kald mig bare gammeldags, men sådan har jeg det, lyder det fra partiformanden.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]