SSI advarer: Derfor kan næste influenzasæson blive ekstra hård

Lave smittetal får SSI til at advare mod hård influenzasæson

Næste influenzasæson kan blive ekstra hård, fordi meget færre end normalt er blevet smittet med influenza under coronapandemien.

Det siger Tyra Grove Krause, der er afdelingschef i infektionsberedskabet hos Statens Serum Institut (SSI), til TV2.

Antallet af smittetilfælde med influenza er styrtdykket de seneste sæsoner, fordi de smitteforebyggende tiltag og nedlukninger i forbindelse med covid-19-pandemien har været med til at bremse influenzasmitten.

I forrige influenzasæson fra oktober 2019 til midten af maj 2020 blev 52.000 danskere undersøgt eller behandlet. Blandt dem blev der fundet 6566 smittede med influenza.

I den seneste sæson fra oktober sidste år til midten af maj er over 60.000 danskere blevet behandlet eller undersøgt for influenza. Af dem var der ifølge Statens Serum Institut kun 40 smittede – altså et massivt fald.

Og det kan påvirke den kommende influenzasæson, siger Tyra Grove Krause.

– Det er klart, at vi har en bekymring for, at næste sæson kan blive hård. Normalt plejer man at få en smule immunitet, når nogen bliver smittet, men hvis der pludselig kommer en type, der har ændret sig meget fra tidligere, så kan det ramme hårdere, siger hun til TV2.

Smittetallene med influenza er også dalet voldsomt i USA og flere andre lande.

Det kan i sidste ende skabe en risiko for, at årets influenzavaccine ikke vil have samme effekt som tidligere års, når Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i februar skal udvælge de virusstrenge, der skal bruges i årets vaccine. Denne udvælgelse sker på baggrund af, hvilke influenzavirus-varianter, der har været dominerende.

Derfor er det ifølge Tyra Grove Krause blevet vigtigere at opnå så høj en tilslutning til vaccinationsprogrammet mod influenza som muligt.

– Sidste år opnåede vi en højere vaccinedækning i befolkningen end nogensinde tidligere, og ambitionen er selvfølgelig at gentage det i år. På den måde kan vi også sikre de sårbare borgere bedre, lyder det.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?