De mest hårdkogte af beboerne på udrejsecenteret Kærshovedgård skal indespærres, lyder det fra Inger Støjberg.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk
– I dag besøger Kristian Thulesen Dahl og jeg Kærshovedgård.
Sådan skriver Inger Støjberg, nuværende løsgænger og tidligere næstformand i Venstre, i et Facebook-opslag.
Hun tilføjer, at hun har besøgt det omdiskuterede udrejsecenter Kærshovedgård flere gange, også da hun var udlændinge- og integrationsminister for Venstre.
Siden hendes første besøg på udrejsecenteret er der kommet flere og flere beboere, skriver hun.
– Nogle af dem er dybt kriminelle og decideret farlige for deres omgivelser. Andre venter blot på at skulle rejse hjem, lyder det fra Støjberg, der tilføjer:
Vi er havnet i en grotesk situation, hvor det lige nu naboerne, som skal beskytte sig mod de kriminelle udlændinge, der er udvist af Danmark.
– Det skal nødvendigvis være sådan, at det er de kriminelle, der er låst inde, og ikke danskerne der skal værne sig med hegn og alarmer.
DF og Støjberg i fælles front
For at komme problemerne ved udrejsecenteret til livs vil Inger Støjberg i fællesskab med Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl have beboerne på udrejsecenteret opdelt i tre grupper, som skal håndteres forskelligt, indtil de skal rejse hjem.
– De mest hårdkogte skal indespærres, de mindre hårdkogte skal på Lindholm og de, der blot venter på at rejse hjem, kan forblive på Kærshovedgård, skriver Støjberg.
– Danskernes tryghed og sikkerhed er vigtigst af alt, tilføjer hun.
Brud på konventionerne
I et interview med B.T. bliver Støjberg konfronteret med, at det vil være i strid med internationale menneskerettighedskonventioner at indespærre beboerne på udrejsecenteret.
– Det kan ikke passe, at konventionerne skal gøre os handlingslammede, og at naboer til et udrejsecenter skal bygge et hegn for at beskytte sig selv. Så er konventionerne ikke meget værd, svarer Støjberg, der måske ikke ligefrem vil bryde konventionerne, men til gengæld meget gerne udfordre dem:
– Vi skal selvfølgelig starte med at udfordre dem. Men jeg må også sige, at vi er blevet fanget af et gammelt stykke papir, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Det kan vi ikke blive ved med at lade os diktere af.
Kan du lide, hvad du læser?
Så bliv medlem af Indblik for kun 49 kroner om måneden, støt vores arbejde og få adgang til vores medlemsfordele. Vores medlemmer får bl.a. direkte adgang til at komme med idéer til historier.