Stort flertal vil genåbne skolerne

Mistrivsel bekymrer Radikale - presser på for skoleåbning
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Radikale Venstre vil presse på for skoleåbning, lyder det fra partiformand inden møde med statsministeren. Der tegner sig nu et stort flertal for at genåbne skolerne.
Det seneste år har været hårdt for børn og unge, som i perioder har været helt afskåret fra fysisk undervisning med deres kammerater og lærere.
Derfor vil De Radikale prioritere børnene og de unge over alt andet i næste fase af genåbningen af Danmark.
Tirsdag mødes politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) med statsminister Mette Frederiksen (S) for at diskutere emnet.
– Vi er dybt optaget af vores børn og unge. De har det rigtig svært. Det er både trivselsmæssigt, socialt og fagligt. Mange har nærmest mistet et helt år af ungdommen, siger Sofie Carsten Nielsen.
Afgangseleverne i folkeskolen skal tilbage i klasserne fra 15. marts, mener De Radikale – med undtagelse af områder med meget høj smitte.
Også børnene i 5. til 8. klasse skal have lov at møde op i skolerne. Hvis ikke 15. marts, så hurtigst muligt derefter.
– Vi bør tænke mere fleksibelt og i muligheder, siger Sofie Carsten Nielsen og nævner udendørs undervisning som noget, der bør udbredes, når resten af skoleeleverne vender tilbage.
Eleverne op til 4. klasse har været i skole siden midten af februar.
Sofie Carsten Nielsens møde med statsministeren er et led i de bilaterale drøftelser, der foregår mellem regeringen og Folketingets partier om den videre genåbning af Danmark.
Foreløbig har statsministeren holdt møder med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance og Alternativet.
Indtil videre tegner der sig et flertal for at åbne for de ældste elever i folkeskolen, efterskolerne og højskolerne.
– Jeg tror, vi er nødt til at indrette os fleksibelt og måske endda forskelligt, alt efter hvad skolerne kan håndtere, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun henviser til, at det kan være nødvendigt, at de enkelte klasser kun møder op hver anden uge i skolen, for at begrænse smitte med covid-19.
Folkeskoleelever skal opfordres til test, men De Radikale vil ikke gøre det til et krav, at de bliver testet for at få lov at møde i skolen.
Står det til partiet, skal gymnasier, andre ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser også snarest åbne i et vist omfang.
Eksempelvis skal det være muligt at mødes i grupper på læsesalene på universiteter og seminarier, lyder det.
Selv om børnene står øverst på ønskelisten, når Sofie Carsten Nielsen mødes med Mette Frederiksen, vil hun også presse på for en genåbning af kulturlivet og erhvervslivet.
Det skal snart være muligt at gå på museum og til frisør, og caféer og restauranter skal have lov til at servere udendørs.
– Vi er selvfølgelig meget optaget af vores erhvervsliv. En frisør kan jo for eksempel tage én kunde ind ad gangen og have retningslinjerne på plads.
– Og så tænk lidt kreativt. Vi skal åbne for langt mere udeservering. Nu bliver det jo forår, siger Sofie Carsten Nielsen, som peger på, at kommunerne kan inddrage flere pladser og parker til udeservering.
Børne- og Undervisningsministeriet skriver på sin hjemmeside, at en yderligere genåbning på skoleområdet ventes at kunne ske omkring 15. marts, hvis smittesituationen tillader det.
Det er en forudsætning for genåbningen, at elever over 12 år og ansatte løbende testes.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?