[vc_row][vc_column][vc_column_text]Der ser ud til at kunne gå måneder – og måske helt op til et halvt år – før studerende på Aarhus Universitet igen kan få lov til at modtage fysisk undervisning på campus.
Aarhus Universitet har nemlig besluttet at forlænge onlineundervisning resten af semestret. Det vil sige indtil sommer.
Det fremgår af et brev fra universitetsledelsen til de studerende og medarbejderne. Aarhus Universitet bekræfter det også over for Ritzau.
Udmeldingen betyder, at undervisningen i udgangspunktet vil fortsætte online, også selv om der skulle komme meldinger fra regeringen og myndigheder om, at universiteterne må genåbne inden da.
Det betyder også, at den fysiske undervisning først vil blive genoptaget, når et nyt semester begynder i august/september.
– Vi vægter forudsigelighed højt af hensyn til den faglige kvalitet og af hensyn til jeres mulighed for at planlægge og forberede jer – både som studerende og medarbejdere, står der i brevet.
– Derfor har vi besluttet, hvordan rammerne for undervisning og eksamen bliver på Aarhus Universitet frem mod sommer, og hvilke aktiviteter der prioriteres i en mulig genåbning.
Bliver der givet grønt lys til en genåbning, bliver det studiemiljøet og de studerendes faglige arbejde, som bliver prioriteret.
Det vil i så fald betyde, at der bliver åbnet for læsepladser, og at studiegrupper kan mødes på universitetet.
Men det betyder også, at studenterforeningerne får mulighed for at afholde arrangementet med et “fagligt-socialt indhold”, skriver ledelsen.
Også forårets og sommerens eksamener skal de studerende forberede sig på at gennemføre online. Det er med undtagelse af praktiske prøver i laboratorier, klinik og værksteder, lyder det.
Aarhus Universitet understreger, at det hele kommer til at foregå efter myndighedernes retningslinjer:
– Vi vil gøre, hvad vi kan for at løfte vores ansvar og skabe rammerne for en tryg genåbning af universitetet, hvor fysisk fremmøde sker i henhold til myndighedernes retningslinjer for smitteforebyggelse, står der i brevet.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
