[vc_row][vc_column][vc_column_text]Sundhedsministeriets pressetjeneste kommer nu sundhedsminister Magnus Heunicke til undsætning. Selv forholder ministeren sig tavs.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Den seneste tid har de sociale medier flydt over med spekulationer om, hvorvidt sundhedsminister Magnus Heunicke skulle have løjet om coronapasset.
Spekulationerne har deres rod i en tre måneder gammel Facebook-kommentar, som er blevet aktuel igen efter at et flertal i Folketinget mandag lagde stemmer til at indføre et coronapas i Danmark.
Her svarede Magnus Heunicke en bekymret borger, som ville høre, om der kom et coronapas.
– Er det korrekt, at der laves covidpas, og at der er planer om, at de skal bruges således, at der er begrænsninger på, hvordan man kan færdes i livet uden vaccine? Altså, at det indirekte bliver frivillig tvang?
– F.eks. hvis man vil i skole og have en uddannelse eller blive i sit job i sundhedssektoren? Håber virkelig du vil give dig tid til at svare Magnus. God jul, lød det således i kommentarfeltet til et af sundhedsministerens Facebook-opslag fra den 12. december.
Til det svarede Magnus Heunicke i en kommentar følgende:
– Hej, det bliver ikke sådan, at man skal have vaccine-bevis af den ene eller anden slags for at deltage og færdes i det offentlige rum, offentlig uddannelse, skole, offentlige job m.m., som du skriver om. Hav en god aften.
Sundhedsministeriet svarer på spekulationerne
Indblik rettede den 24. marts henvendelse til Sundhedsministeriet for at få en kommentar til sagen.
Ministeriet svarede dog først tilbage på denne henvendelse, da artiklen om spekulationerne var blevet udgivet den 26. marts.
Sundhedsministeriets svar læner sig meget op af den oprindelige Facebook-kommentar, som Magnus Heunicke kom med tilbage i december.
Adspurgt om denne kommentar fra december ikke er i modstrid med det coronapas, han siden har været med til at indføre, svarer ministeriets pressetjeneste:
– Coronapas omfatter både dokumentation for negativ test, vaccination eller dokumentation for, at man har været smittet inden for de sidste 2-12 uger. Facebookopslaget er således korrekt. Det er ikke sådan, at der indføres en form for vaccinebevis for at deltage eller færdes i det offentlige rum, offentlig uddannelse, skole, offentlige jobs m.m.
Det har ikke været muligt at få en kommentar direkte fra sundhedsminister Magnus Heunicke.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
