Landets sygehuse kan nu håndtere patienter med covid-19 inden for normal sygehusdrift.
Det oplyser Sundhedsstyrelsen onsdag i en pressemeddelelse.
Derfor er det ikke længere nødvendigt at have ekstra kapacitet reserveret særligt til covid-19-patienterne.
Det skyldes ifølge styrelsens vicedirektør, Helene Probst, blandt andet, at vaccineudrulningen skrider frem.
– Antallet af vaccinerede vil stige i de kommende måneder. Og da vaccinerne giver en god beskyttelse mod alvorligt sygdomsforløb og behov for indlæggelse, forventer vi, at antallet af indlæggelser vil falde yderligere, siger hun.
Sundhedsstyrelsen begrunder desuden anbefalingen med, at den gradvise åbning af samfundet ikke har ført til yderligere indlæggelser forbundet med corona.
Aktivitetsniveauet på landets sygehuse begynder også så småt at være normaliseret.
Det betyder, at der snart er lige så mange, som behandles for andre sygdomme end covid-19, som det var tilfældet, inden pandemien gjorde sin indtog.
Styrelsen vil dog fortsat overvåge sygehusområdet i forhold til covid-19.
– Det vil vi fortsat gøre, så vi kan reagere, hvis der sker en uventet udvikling, lyder det fra Helene Probst.
Det skal ske via daglige beretninger fra regionerne – blandt andet om udviklingen i antallet af indlæggelser.
Antallet af coronarelaterede indlæggelser har siden midten af maj ligget under 200 på landsplan.
På trods af en mindre stigning i antal indlagte de seneste dage er tallet onsdag opgjort til 157 fordelt på landets hospitaler.
Det toppede i slutningen af december, hvor 964 var indlagt.
I den forbindelse opjusterede Sundhedsstyrelsen planlægningsgrundlaget, så der på landsplan kunne etableres kapacitet til at håndtere op til 1330 indlagte patienter med covid-19.
Smittetallene har også været nogenlunde stabile siden begyndelse af maj. Siden da har det daglige smittetilfælde ligget i omegnen af 1000.
Det tal toppede i midten af december sidste år, hvor der på én dag blev registreret 4508 smittetilfælde.
/ritzau/