[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”8877″ img_size=”1020×426″][vc_column_text]

Tænketankens pipedreams

Hvad er de realistiske muligheder for, at EU kan genoptage ”normale” relationer med Kina, når coronapandemien er overstået? Næppe store, viser denne analyse.
Af Søren Skafte, redaktion@indblik.net
Tænketanken EUROPA argumenterer i et notat af 18. august 2020 med titlen ”Fra panda til pandemi: Tid til en realpolitisk tilgang til Kina?” for, at EU og USA (med Joe Biden som præsident!) bør gå i takt for at binde Kina i forpligtende aftaler.
Det bemærkelsesværdige er, at Tænketanken EUROPA selv leverer en stærk argumentation for, at strategien er håbløst urealistisk.
I notatet nævner EUROPA selv, at EU’s nuværende bilaterale dialog med Kina tager afsæt i EU-China 2020 Strategic Agenda for Cooperation samt EU 2016 Strategy on China og EU-China-A Strategic Outlook, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i marts 2019 og er gået i stå. De handelspolitiske resultater mellem EU og Kina er stort set udeblevet, og forhandlingerne om en investeringsaftale kan nu vanskeligt nå at blive afsluttet i år som aftalt.
Tænketanken EUROPA er også opmærksom på, at coronakrisen har forværret konflikterne, og at der fra EU’s side er frygt for, at Kina vil udnytte de økonomiske problemer, som en række EU-lande og EU-virksomheder vil stå i.
Kinas aggressive ”maskediplomati”, hvor man har søgt at iscenesætte sig selv som den store redningsmand i coronakrisen, har fejlet i langt de fleste EU-lande, hvor befolkningerne er blevet mere kritiske over for Kina under krisen. Dette dokumenterer en undersøgelse, som Tænketanken EUROPA har udarbejdet sammen med den europæiske tænketank European Council of Foreign Relations under coronakrisen. Det gælder også i Danmark, hvor vi på få år har bevæget os fra entusiastiske modtagere af kinesiske pandaer til en situation, hvor 62 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen har fået et mere negativt syn på Kina. Den seneste udvikling i Hong Kong har kun øget kritikken.
Kina tolererer ikke kritik
Det kinesiske kommunistparti og præsident Xi Jinping har store ambitioner. ”Made in China 2025”-strategien har det er erklærede mål, at Kina om få år skal være den dominerende globale aktør inden for 10 strategiske industrier.
Inden 2030 vil de overhale USA som verdens største økonomi, lyder vurderingen fra flere eksperter ifølge Bloomberg.
Som led i målsætningen om verdensherredømmet har kommunistpartiet igangsat det grandiose handels- og udenrigspolitiske projekt – ”Belt and Road Initiative”, eller “Den nye Silkevej”, hvor Kina i de kommende år vil bruge 9.500 milliarder kroner på at skabe en transportkorridor med et omfattende netværk af moderne jernbanenet og infrastruktur fra Asien til Europa, som vil passere igennem mange lande, der ikke har adgang til havet, og som derfor vil blive økonomisk afhængige af Kina.
Silkevejsprojektet bliver ofte fremstillet som et infrastrukturprojekt i kinesiske nabolande, men det er meget mere end det: Ifølge kinesiske statsmedier har Kina allerede indgået samarbejdsaftaler med omkring 130 lande og investeret mere end 600 milliarder kroner i tusindvis af projekter.
Silkevejen består af fem dele, hvoraf investeringer i infrastruktur blot udgør den ene. De andre tæller politisk koordinering, handel, finansiel integration og mellemfolkelig udveksling.
I forlængelse af investeringer, billige lån og udviklingsbistand følger handelsaftaler, fælles industrielle standarder for transport, energi og digitale netværk, sikkerhedssamarbejde om teknologi og overvågning, studiestipendier og akademiske udvekslinger, medietræning og meget mere.
Samlet er Silkevejen udtryk for kommunistpartiets vision om, at hovedparten af verdens lande bliver knyttet tættere til og afhængige af Kina end i dag.
Silkevejen splitter EU
Forudsætningen for at EU kan påvirke Kina, er først og fremmest, at EU-landene holder sammen. De østeuropæiske landes forsøg på at etablere deres egen dialog og politik over for Kina med konkurrerende årlige topmøder uden om EU er ikke befordrende for en fælles EU-tilgang.
I 2015 var Ungarn det første EU-land, der underskrev en rammeaftale med Kina, som koblede landet til infrastrukturprojektet. Siden har samtlige af EU’s østeuropæiske medlemmer underskrevet en lignende aftale med Kina. I Sydeuropa har Grækenland, Portugal og Italien fulgt trop.
Det var i virkeligheden først da Italien sidste år, som den hidtil største europæiske økonomi, blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt, at nogle i Europa vågnede op.
Italiens tilslutning blev i Beijing fremhævet som en mulighed for at føre silkevejsplanerne helt ind ”i hjertet” af Europa, men både i Washington og Bruxelles gav det anledning til uro.
USA mere end antydede over for den italienske regering, at Rom underløb sine allierede ved at gøre sig til en del af Silkevejen, som ifølge amerikanerne både har som mål at styrke Kinas politiske, økonomiske og militære indflydelse.
I Bruxelles var man bekymrede for, at det italienske træk var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det fremadbrusende Kina.
Voksende EU-frustration
EU’s frustration over Kina er vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Og over landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.
EU-Kommissionen beskriver Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.
Desuden har EU ytret bekymring vedrørende silkevejsprojekter, der er blevet beskrevet som gældsfælder, og hvor der har været manglende respekt for arbejderes rettigheder, det har haltet med miljøhensyn, og projekterne har i det hele taget manglet transparens.
Men det er især en kritik, der bliver båret frem af de EU-lande, der ikke er med i silkevejsprojektet. Man hører ikke den samme kritik fra de lande, der er sprunget om bord på det kinesiske projekt.
Danmarks tætte forhold til Kina
Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad er præget af den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.
Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske pandabjørne i Københavns Zoo.
Danmark indgik i 2008 et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) med Kina. Det udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.
Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet. Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina findes her.
Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.
Andre ser mere klart
Den tidligere leder af det britiske konservative parti Iain Duncan Smith siger det ligeud:
”Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele. Når vi har klaret den forfærdelige coronapandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag.”
EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af coronakrisen.
Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.
Tror EUROPA selv på, at det vil være muligt at indgå bindende aftaler med Kina?
Uden skyggen af argumentation påstår tænketanken, at den skepsis, der er over for Kina i både Europa og i USA vil forsvinde, hvis amerikanerne den 4. november vælger den demokratiske kandidat Joe Biden. Det vil – påstår EUROPA – skabe grundlag for et tættere amerikansk-europæisk samarbejde om Kina, og det vil øge chancerne for kinesiske indrømmelser markant, hvis Vesten – anført af EU og USA – formår at stå sammen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5397″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6373″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”8808″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]