Tag det nu roligt

EU’s optagelse af fælles lån sikrer først og fremmest en lav rente og er ikke begyndelsen på en fælles finanspolitik. Det vil den tyske forfatningsdomstol næppe tillade.
Af Hans Martens
Det kan egentlig godt være, at det ville være en god idé, hvis EU fik kompetence til at drive finanspolitik, men selvom nogle har været ude med konklusioner om, at det seneste forlig om langtidsbudgettet i EU indeholder begyndelsen på en EU-finanspolitik, så er der faktisk meget lang vej, til det sker.
Kompromiset om langtidsbudgettet – hvis endelige skæbne afventer en formentlig hård diskussion med Europa-Parlamentet – er et eksempel på EU, når EU fungerer bedst. Maraton-forhandlinger, der ender med en løsning, hvor ingen er tabere, men alle på en eller anden måde kan hævde, at være vindere, er noget, EU kan, og når det så krydres med nogle nye værktøjer, bliver det kun bedre. Det var også, hvad der skete under finanskrisen, hvor man skabte det nye låneinstrument, der fik ”kælenavnet” Juncker-fonden, og hvor EU via sit budget sammen med Den Europæiske Investeringsbank – EIB – stillede garantier for låneoptagelse til gavn for finansiering af projekter rundtomkring i EU-landene.
Denne gang er EU gået et skridt videre, idet medlemslandene i fællesskab optager lån på markedet til gavn for investeringer og tilskud især til lande og projekter, der er blevet hårdt ramt af coronakrisen. Om man synes, der er en meget stor forskel på, at EU og EIB optager lånene, eller om medlemslandene gør det direkte, er vel en smagssag, men det øger givetvis det mulige lånevolumen. Og med alle EU-lande som garanter, så må man nok kunne få markedets laveste rentesatser!
Ikke finanspolitik
Men dette er ikke finanspolitik. Måske snarere en slags pengepolitik. Ser man på EU’s budget, så er det blevet kæmpestort isoleret set, men uanset hvor det kommer til at ende, når kompromiset er endeligt i hus, så vil vi fortsat tale om ganske få procent af den samlede EU-økonomi. Det betyder også, at EU ikke vil få et budget, der størrelsesmæssigt kan sammenlignes med hverken medlemslandenes budgetter eller med egentlige forbundsstater som f.eks. USA. De offentlige budgetter rykker ikke til EU. De bliver i medlemslandene, og samtidig er den måde, budgettet kan bruges, lagt i meget stramme rammer af medlemslandene (og Europa-Parlamentet).
Hvis EU skulle være på vej til at få en finanspolitik, skulle EU også have fået tildelt retten til at opkræve offentlige indtægter, med andre ord skatter og afgifter. Det har EU ikke fået, og det vil de fleste medlemslande – og den tyske forfatningsdomstol! – heller ikke gå med til. Når der planlægges at skaffe indtægter til EU fra en såkaldt plastikafgift, så betyder det ikke, at EU udskriver skatten. Indtægterne til EU’s budget kommer fra medlemslandene – direkte eller indirekte – og de fastsættes i forhold til visse kriterier. Det kan være omfanget af international handel, eller det kan være nationalindkomsten, men at man nu fastsætter et bidrag, der sigter mod at løse et miljøproblem, giver ikke pludselig EU finanspolitiske instrumenter i hænde. Man kunne have valgt at fastsætte betalingen efter den gennemsnitlige længde på befolkningens næser, men har altså ment, at det er bedre at fordele dette bidrag til EU-budgettet, efter hvor meget plastik man bruger i medlemslandene. Og det er jeg enig i er en god idé.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5824 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 5834 “][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=” 6243″][/vc_column][/vc_row]