En lang front, der måske endda kunne blive en våbenstilstandslinie ville antageligt passe godt i Vladimir Putins strategi, hvis det ikke kunne være anderledes. Så er der en flydende grænse og russerne kan i ro og mag fortsætte og udbygge deres besættelse af Donbas-området og Krimhalvøen.

Det forlyder via kilder som New York Times, tænketanken ISW og andre, at man i USA ser positivt på mulighederne for at lade Ukraine udstrække sit virke til Krim. For det første er der store russiske troppekoncentrationer der og for det andet er Krimbroen over Kertjstrædet mellem Rusland en hovedforsyningslinie når det gælder russernes logistik.

Kan Ukraine gøre det? Svaret er ja – hvis de får styrket artilleriet og får lov. Med Leopard 2-kampvogne fra Europa og måske Abrams-kampvogne fra USA kan det lade sig gøre at trænge Putins styrker tilbage. Med isenkram som HIMARS missilsystemer og Patriot til nedskydning af indkommende missiler og fjendtlige fly, kan Krimbroen unyttiggøres og luftrummet over Krim ryddes.

“Uden Krim falder det hele fra hinanden” sagde Evelyn Farkas, den øverste embedsmand i Pentagon for Ukraine under Obama-administrationen, og det er den tankegang nogle analytikere i USA hælder til.

Der vil være et meget stort skridt fra begyndelsen af Ukraine-Rusland krigen – hvor USA havde betænkeligheder ved blot at sende missiler til Ukraine – og så til effektivt at lade Krim angribes. Den ene vinkel er effektivt at stække Rusland, mens den anden er at få nogle meningsfyldte fredsforhandlinger i gang.

Når man overhovedet tager den type overvejelser op, er det fordi frygten for at Rusland vil bruge atomvåben anses for mindre. Et sådant skridt fra Putins side vil isolere Rusland totalt – Kinas Xí Jìnpíng har f.eks. flere gange meddelt Putin, at atomvåben er en decideret dårlig ide.

Vladimir Putin er ydermere en presset mand indenrigspolitisk. Wagner-gruppens finansmand Yevgeny Prigozhin bliver f.eks. mere og mere modig i sine verbale angreb mod Det russiske Forsvarsministerium og Kreml som helhed. Omvendt fortsætter Det russiske Forsvarsministerium med at forsøge at nedtone Wagner-gruppens rolle i påståede taktiske fremskridt i Soledar-området.

Russerne har antageligt også stigende mangel på konventionel ammunition, hvilket af ISW udledes på grund af den stigende brug af napalm- og fosforbomber i det sydlige Ukraine. At Rusland generelt er presset set også af, at både Ukrainske og russiske kilder indikerer, at russiske myndigheder sandsynligvis forbereder sig på en ny mobiliseringsbølge.

USA har under hele krigen sagt, at Krim er Ukraine, og Ukraine har ret til at forsvare sig selv og deres suveræne territorium i deres internationalt anerkendte grænser.

Drivankeret i bestræbelserne på at hjælpe Ukraine er Tyskland. Fra starten mente de at 5.000 hjelme måtte være nok og i dag vil de ikke tillade europæiske lande at sende tyskfremstillede Leopard 2 -kampvogne til Ukraine. Grunden er, at Olaf Scholz er bange for at krigen flytter vestpå i retning af Tyskland. Kansleren forlanger – for at sende Leoparderne til Ukraine – at USA også sender amerikanske Abrams-kampvogne. Rusland har for nærværende næppe mulighed for at sende sine hære mod vest. Den eneste styrke Putin har er atomvåben – uden dem er Rusland intet.

]]> https://indblik.dk/direkte-fra-krigshelvede/ Sun, 15 Jan 2023 07:47:10 +0000 https://indblik.dk/?p=35528 Good evening Indblik,

I’m sorry for reaching you so late but my heart is broken because of russian attacks in Dnipro tonight.

Lørdag den 14. januar angreb russerne Dnipro, og som et resultat af denne frygtelige handling blev en væsentlig del af den store boligblok ødelagt. Mindst 64 mennesker blev såret, og et af byens distrikter er helt uden elektricitet.

Ifølge de seneste opdateringer fra Ukraines statslige beredskab kl. 21:50 er 37 mennesker (inklusive 6 børn) blevet reddet. 9 mennesker blev dræbt (inklusive 1 barn), 64 personer blev såret (inklusive 14 børn).

Beskadigede, ødelagte og andre dele af boligblokken bliver gennemgået for at finde ud af, om det er forsvarligt for familier at blive der. Psykologer fra Statens Beredskab arbejder uafbrudt på stedet. Krisehjælp bliver ydet til 32 personer, som er bragt til 2 varmestationer.

Mere end 100 redningsfolk sorterer murbrokkerne og leder efter folk under den ødelagte del af boligblokken.

Læger, hundetrænere og kommunale tjenester arbejder.

Beboere i Dnipro bringer termokander med varm te og tæpper til stedet for det russiske terrorangreb og hjælper med at rydde op.

Via telefonen oplyste talsmanden for luftvåbnet om missilet, som russerne ramte Dnipro med: “Missilet, der blev affyret mod højhuset i Dnipro, er et Kh-22 missil affyret fra et Tu-22M3 langtrækkende bombefly. Missilet med et sprænghoved på 950 kilo – kaldet en ”hangarskibsdræber” og  kan udstyres med et nukleart sprænghoved”, forklarede flyvevåbnets talsmand Yuriy Ignat.

Bed for de uskyldige mennesker – støt Ukraine.

Khrystyna Bidnyk

Journalist

For mange venner.

Putin indledte den særlige militære operation til en symfoni af rygklapperinformationer. Forestillingen om at de Z-bemalede militærkøretøjer ville blive modtaget, som da Montgommery vinkede til Københavnerne fra åben vogn, er nu endt i den menneskelige kødhakker.

Fra Putins synspunkt har forestillingen om en sejr på knock out fortonet sig, og en forhandlet løsning virker heller ikke som en mulighed. Som de fleste seriemordere, vender Putin tilbage til sin signaturmetode; den uofficielle våbenstilstandslinie, hvor de mange modstridende interesser druknes i en kold krig – flankeret med en kæde af fredsbevarende styrker.

Modellen er gennemtestet i Sydossetien, Transnistrien og Nagorno-Karabakh. Lige til at kopiere ind i de russiske historiebøger som levende trusler orkestreret fra Vesten.

På mange måder er det en tiltalende løsning for Kreml. Ukrainerne ville aldrig kunne leve med en aftale som ikke leverede Krim tilbage, og ingen ville alligevel stole på en fredsaftale med Putin.

Men vigtigst for Russerne er 2 ting; Kreml har ikke indkasseret et nederlag, og løsningen efterlader en militært bevogtet frontlinie mod Nato inde på Ukrainsk område.

Ikke så ringe endda, alternativet taget i betragtning.

Putin har selvsagt ikke opgivet drømmen om en sejr, og han har stjålet så meget fra staten, at alene det økonomiske tab vil være så mastodont, at motivationen til at lande en kold krig for at undgå et nederlag, er overvældende.

Som om det ikke er tilstrækkeligt, så har Putin konstant sværdet hængende over sit hoved. Svaghed, fejl og nederlag får æggen til at kløve den lille mands tyndhårede isse.

Førstehjælp.

Den russiske førstehjælpskasse i kampen mod Ukraines popularitet er ikke dyb: han skal finde venner i EU27 kredsen – aspiranterne kunne være Ungarn, Italien, Tyskland og oppositionen i Frankrig m. fl.

Og i resten af verden; her kunne emnerne være fredsaktivister og isolationister i USA, Hviderusland og de øvrige lydstater, Kina, Iran, Indien, Saudi og de mange som forsøger at fastholde neutralitet og blinde øjne.

Kremls udfordringer.

De europæiske værktøjer har været flittigt benyttet i kampen om energien, og relationerne til Kina og Indien har taget presset af EU-sanktionerne, men Nato-landenes våbenstøtte er ikke knækket.

Blod og ære.

Måske betyder menneskeliv ikke helt så meget i Kreml som i Washington og Bruxelles, men det gør til gengæld æren på slagmarken. Og den skyldige i våbeneksporten bor på Pennsylvania Avenue. Han er hovedfjenden, han er gammel, han har sociale problemer hjemme i USA og han har lige mistet flertallet i Repræsentanternes Hus.

Putin havde forventet en rød sunami ved Midtvejsvalget. The Grand Old Party ville få en landslide sejr over de svækkede Demokrater. Inden vi ryster på hovedet over Putins naivitet, bør vi igen huske at flertallet af Vestlige medier havde samme høje forventninger til de røde elefanter med MAGA merchandiset i spidsen.

Putin har stor sympati for dele af Trump kampagnen, ikke mindst America First henvisningen til den isolationistiske kommité med Charles Lindbergh i spidsen, smelter stålhjerterne i Kreml. Hvad kunne være smukkere, end hvis begge partier valgte at nedprioritere våbenleverancerne til Kiev til fordel for velfærd til amerikanerne?

Gaetz blev siddende.

Tanken er ikke fuldstændig ubegrundet. Mens Europæerne frydede sig over de stående ovationer rettet til Zelensky i Kongressen den 21. December, så kunne Kreml lune sig over at det Republikanske medlem Matt Gaetz og hans mest aggressive støtter demonstrativt blev siddende.

Florida-politikeren har været den agressive talsmand for The Taleban 19, som blokerede i 14 dramatiske og ydmygende afstemninger, indtil en 15. afstemning en sen fredag endelig gav Kevin McCarthy den tredievigtigste amerikanske post. Man kan mene, at kun hvis præsidenten skal erstattes, er vicepræsidenten vigtigere end husets flertalsleder.

Hvordan kan en intern oppositionsgruppe hos Republikanerne opnå så meget magt, at de kan blive udslagsgivende for vidtrækkende beslutninger?

Det tyndeste mandat.

Simpelthen fordi det er lykkedes for Matt Gaetz’ stormtropper, at blive tungen på vægtskålen. De har kynisk og strategisk dygtigt udnyttet deres position så hårdt, at hvis bare et medlem hos Republikanerne ønsker at fjerne McCarthy, så skal han vinde en tillidsafstemning for at overleve. Tyndere mandat gives næppe i noget parlament.

Den interne terrorcelle.

Det Republikanske flertal framer deres 20 partifæller med den klædelige Taliban-titel, fordi de i virkeligheden hader “Washington sumpen” mere end de hader deres politiske modstandere. Og Kevin McCarthys historik vidner om en magtpolitiker, som har indtaget en hel række internt modstridende synspunkter for at klynge sig til magten. Den slags udløser kun hån, hos de 20 ultrahøjreorienterede politiske renovationsarbejdere, som er kommet til Washington for at “dræne sumpen”. Det hører med til historien, at Donald Trump forgæves  forsøgte at tale sine agressive tropper til fornuft under deres Never Kevin-blokade.

Hvad har McCarthy betalt?

Vi får formentlig aldrig den fulde sandhed om hvor meget Kevin McCarthy har betalt sin interne Taliban-gruppe for at få lederposten.

Men vi ved, at der er enighed om at bruge gældsloftet til at skabe kontrol med budgettet. Det er klogt af Talibanerne, at anvende dette effektive værktøj til at stække præsidenten. Husk hvordan andre Demokrater som Bill Clinton og Barack Obama var tæt på at miste modet, da Republikanerne stækkede deres magt med den politisk knibtang, hvis kæber rammer finansiering og ideologi på en gang.

Republikanerne kan ikke forhindre Biden i at holde heroiske taler i Kiev og Bruxelles, men de kan i praksis gøre det meget vanskeligt at indfri tilsagnene om støtte. Og jo tættere vi kommer på præsidentvalgkampen, jo mere behov er der for at sikre de vælgernære funktioner, som befinder sig under samme gældsloft som Ukraine-støtten. Her stækkes prærogativerne i Det Hvide Hus, og vi rammer Putins musiksmag.

Kamæleonen overlever.

Amerikansk isolationisme tager farve af omgivelserne, og formår dermed at overleve og vækste.

I 1940 forenedes erhvervsinteresserne hjemme i Nordamerika med frygten for at miste USAs sønner på slagmarker de ikke kendte navnet på. Dengang havde isolationisterne bred opbakning fra Ford til Lindberg.

Under Vietnamkrigen blev den isolationistiske fane båret af Venstrefløjen, og nu hvor Trumpisterne har overtaget fanen, har den fået en mere polemisk vinkel. For nu bliver den klare idé om at afstå fra indblanding i andre nationers forhold, erstattet med ønsket om at flytte fokus fra Ruslands overfald på Ukraine, og til Kinas opbygning af politisk og kommerciel stormagtsstatus.

Isolationismen bruges kun som et skin, for at få isolationisternes støtte til at gennemføre America First strategien også på det udenrigspolitiske område. Nu handler det om at koncentrere alle ressourcer om at nedkæmpe USAs farligste internationale udfordrer. Europæerne må tage ansvaret for deres egne konflikter.

Tidslinien fra Atlanterhavet til Stillehavet.

De fleste amerikanske beslutningstagere ser sig selv som stående med ryggen til Atlanterhavet og den europæiske fortid. Ansigtet er vendt imod Stillehavet, hvor Kina er vokset til en truende global fjende.

Under den kolde krig nød hadet til Verdenskommunismens ledelse i Sovjetunionen bred opbakning. Europæerne har investeret i sygeplejersker fremfor i soldater og opbygget en velfærdsstat, fordi USA garanterede fred og frihed gennem Nato. Det kan ikke komme bag på Europæerne, at vi må tage større ansvar for vores egen sikkerhed.

Uden A-våben var Rusland fortid.

Idag vurderer amerikansk højrefløj Rusland helt anderledes. For det første udgør Rusland ikke nogen økonomisk og kommerciel udfordring, og for det andet er der opstået en machoinspireret respekt, for den måde Putin bruger kirken og kapitalismen, til at styrke sin egen familie og sin egen nation. Han samler hadet omkring homoseksualitet, abortrettigheder og militærnægtere. MAGA folkene mener, at enhver nation har ret til at kæmpe for sine egne nationale interesser. Således også russerne.

Fredsaktivisterne og isolationisterne.

Skal der virkelig skabes glæde i Kreml, så skal Demokraternes venstrefløj også aktiveres. Det bliver lettere jo tættere vi kommer på præsidentvalget i ’24.

Hidtil er det lykkedes Biden at slå ned på fredsaktivister og folk som vil hente våbenpenge hjem for at hjælpe sårbare amerikanere. Demokraterne har en stærk Venstrefløj, som slår sig stadig hårdere i tøjret.

Uroen i partiets bagland er farligt for præsidenten, fordi det udenrigspolitiske prærogativ traditionelt er en redningskreds for en lammet præsidentkampagne.

Såret som aldrig heler.

Foreløbig har Joe Biden bred opbakning til at hjælpe Ukraine i kampen mod Rusland, men krigstræthed, pengemangel, ønske om at satse på Kina og ønske om at udstille præsidenten som “lame duck”, er det brændstof som kan bruges til at dæmpe den amerikanske støtte til Kiev.

I Putins forbitrede og jaloux sind, må krigen i Ukraine kun afsluttes med Russisk sejr.

Er det ikke muligt, er konflikten nødt til at ligge som et åbent sår som begge parter vogter over.

]]> https://indblik.dk/historiske-konflikter-imellem-rusland-sovjet-og-ukraine/ Tue, 10 Jan 2023 14:41:12 +0000 https://indblik.dk/?p=35454 I det 18. århundrede var Ukraine og Rusland begge inkluderet i det russiske imperium, som blev styret af Det Russiske Monarki. Som sådan var der ikke meget interaktion mellem de to enheder men derimod mellem det russiske imperiums herskere og det ukrainske folk. I løbet af denne tid var Ukraine stort set landbrug, med en betydelig del af befolkningen bestående af bønder. Det russiske monarki havde betydelig kontrol over regionen og implementerede ofte politikker, der var beregnet til at gavne imperiet som helhed i stedet for specifikt at gavne Ukraine.

I begyndelsen af det 19. århundrede fortsatte Ukraine og Rusland med at være dele af det russiske imperium, og i løbet af denne tid var der betydelige kulturelle og politiske bevægelser i Ukraine, der søgte større autonomi og uafhængighed for regionen. Disse bevægelser blev ofte mødt med modstand fra den russiske regering, som forsøgte at bevare sin kontrol over imperiet. Dog blev der også gjort en indsats for kulturel og økonomisk sammenhæng imellem Ukraine og Rusland. For eksempel var det ukrainske sprog og kultur anerkendt og accepteret i imperiet, og der blev gjort en indsats for at forbedre transport og kommunikation mellem de to regioner.

Før den russiske revolution i 1917 var der adskillige konflikter mellem Rusland, Ukraine og andre.

• Khmelnytsky-oprøret (1648-1654): Dette var et oprør ledet af den ukrainske kosakleder Bogdan Khmelnytsky mod det polsk-litauiske styre i Ukraine. Oprøret begyndte som en protest mod de sociale og økonomiske forhold, som de ukrainske kosakker stod over for, men udviklede sig til sidst til en national befrielsesbevægelse. Rusland, som havde sit eget design på regionen, ydede støtte til oprørerne i form af penge, våben og militære rådgivere.

• De russisk-tyrkiske krige (1686-1700 og 1735-1739): Det var en række krige, der blev udkæmpet mellem det russiske imperium og det osmanniske imperium, som på det tidspunkt kontrollerede store dele af Ukraine. Ruslands mål var at udvide sit territorium og få adgang til Sortehavet, mens osmannerne søgte at bevare deres kontrol over regionen.

• Den polsk-sovjetiske krig (1919-1921): Efter den russiske revolution i 1917 søgte den nydannede sovjet-regering at udvide sin indflydelse og sit territorium. I 1919 invaderede sovjetiske styrker Polen, som på det tidspunkt kontrollerede store dele af det vestlige Ukraine. Krigen sluttede med Riga-traktaten i 1921, som etablerede den nuværende grænse mellem Polen og Ukraine.

• Sovjet-ukrainsk krig (1917-1921) Bolsjevikregeringen under Lenin og Trotskij forsøgte at udvide deres territorium, og Ukraine var i vejen. Adskillige anti-bolsjevikiske styrker, ledet af Nestor Makhno og andre, forsøgte at modstå invasionen af sovjetiske styrker. Til sidst lykkedes det Sovjetunionen at erobre Ukraine som en republik under Sovjetunionen.

Det er værd at bemærke, at historien mellem Rusland og Ukraine er kompleks og mangefacetteret, og disse konflikter var blot nogle få af de mange begivenheder, der har formet forholdet mellem disse to lande gennem århundreder.

Der har været en række militære konflikter, der involverer Ukraine gennem årene:

• Den russiske borgerkrig (1917-1922): Ukraine var også fanget af den russiske borgerkrig, som fulgte efter den russiske revolution i 1917.

• Anden Verdenskrig (1939-1945): Ukraine var en stor slagmark under Anden Verdenskrig, hvor meget af kampene fandt sted på landets territorium.

• Opløsningen af Sovjetunionen (1991): Ukraine erklærede uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991, hvilket førte til en række konflikter og spændinger med Rusland.

• Den Orange Revolution (2004-2005): Denne politiske krise i Ukraine blev udløst af påstande om bedrageri ved præsidentvalget i 2004 og resulterede i omfattende protester og krav om en gentagelse af valget.

• Den russisk-ukrainske krig (2014-nutid): Denne igangværende konflikt begyndte med Ruslands annektering af Krim i 2014 og er eskaleret til en fuldskala krig i det østlige Ukraine.

Uddybning

Under den russiske borgerkrig (1917-1922) var Ukraine en region af stor strategisk betydning og var stedet for mange kampe og ustabilitet. I begyndelsen af krigen var Ukraine fanget i kampen mellem den bolsjevikiske (kommunistiske) regering i Rusland og de forskellige anti-bolsjevikiske kræfter, der var imod den. Den bolsjevikiske regering med Vladimir Lenin i spidsen søgte at sprede sin ideologi og kontrol i hele Ukraine, mens de anti-bolsjevikiske kræfter, som omfattede en blanding af monarkister, demokrater og andre grupper, søgte at modstå bolsjevikkernes styre.

I de første år af krigen oplevede Ukraine en række skiftende alliancer og magtkampe, hvor forskellige fraktioner kæmpede om kontrol. Den Ukrainske Folkerepublik, en demokratisk regering, erklærede uafhængighed fra Rusland i 1917. Den Ukrainske Folkerepublik kæmpede for at etablere kontrol over landet, men blev til sidst tvunget til at søge støtte fra centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn).

Bolsjevikregeringen dannede i mellemtiden den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik, som den forsøgte at påtvinge Ukraine. Efterhånden som krigen skred frem, blev Ukraine en vigtig kampplads mellem de bolsjevikiske og anti-bolsjevikiske styrker, hvor begge sider kæmpede for kontrol over regionen. Konflikten blev yderligere kompliceret af tilstedeværelsen af udenlandske tropper, som greb ind på forskellige sider i krigen.

Til sidst gik de bolsjevikiske styrker sejrrige ud, og Ukraine blev en del af Sovjetunionen. Krigen efterlod imidlertid Ukraine ødelagt og dets folk dybt traumatiseret.

I 1991 erklærede Ukraine sig uafhængigt af Sovjetunionen. Dette skete efter flere års politiske og sociale omvæltninger i regionen, da et stigende antal mennesker i Ukraine søgte større autonomi og uafhængighed fra Moskva.

Uafhængighedserklæringen blev efterfulgt af en folkeafstemning, hvor mere end 90 % af ukrainerne stemte for uafhængighed. Dette førte til oprettelsen af den uafhængige ukrainske stat, som har eksisteret lige siden.

Ukraine i nutiden

Ukraine er et land med en betydelig industri- og landbrugsbase. Nogle af Ukraines styrker på disse områder i dag inkluderer:

• Landbrug: Ukraine er en af de førende landbrugsproducenter i verden og er især kendt for sin store produktion af korn såsom hvede og byg, samt for sin produktion af solsikker, sukkerroer og grøntsager.Landets frugtbare jordbund og gunstige klimaforhold gør det velegnet til at dyrke en række forskellige afgrøder. Derudover har Ukraine en stor og erfaren landbrugsarbejdsstyrke og har en lang tradition for landbrugsproduktion.

• Industriel: Ukraine har en diversificeret industrisektor med særligt fokus på tung industri som stål- og jernproduktion samt på maskinbygning og produktion af landbrugsudstyr. Landet er også kendt for sin produktion af elektricitet og sin kulminedrift. Ukraine er en af verdens største eksportører af jernholdige og ikke-jernholdige metaller, herunder stål og aluminium, samt elektrisk energi.

• Transportinfrastruktur: Ukraine har en veludviklet transportinfrastruktur, herunder et stort netværk af motorveje, jernbaner og havne, som gør landet i stand til effektivt at flytte varer og ressourcer til markeder både nationalt og internationalt.

• Arbejdsstyrke: Landet har en stor og veluddannet arbejdsstyrke, hvilket er en af nøglefaktorerne for udviklingen af forskellige sektorer.

Ukraines styrker inden for landbrug og industri og dets geografiske position har medvirket til at gøre landet det til en vigtig spiller i regionen.

Vladimir Putin vil rimeligvis gerne have del i Ukraines ressourcer – det handler ikke kun om russisk nationalisme…

]]> https://indblik.dk/moralsk-opbakning-og-hardware/ Wed, 04 Jan 2023 12:15:28 +0000 https://indblik.dk/?p=35399 Indblik har en lille redaktion i Lviv – Ukraine. Der signaleres stor begejstring for Dronning Margrethes nytårstale. Specielt sætningen:

”Min første nytårshilsen i aften går til ukrainerne i Danmark og til hele det ukrainske folk. Må denne frygtelige krig få en ende, og må jeres stolte og smukke land blomstre igen.”

På hardwaresiden er det udsigten til forsvarssystemet PATRIOT, der vækker begejstring i Ukraine. Et vigtigt skridt truffet i Kongressen – USA.

Rusland har vist sig svag, når det gælder krig på landjorden. De bruger utroligt mange missiler, raketter og droner og har behov for indkøb fra andre slyngelstater som Iran og Nordkorea. Deres hensigt med den konstante bombning af ukrainsk infrastruktur har to formål. For det første ønsker Rusland at demotivere civilbefolkningen og for det andet vil man begrænse produktionen af elektricitet, så Ukraine ikke kan genproducere missiler, granater og lignende.

De angriber elproduktions- og distributionsinfrastruktur, som er infrastruktur med todelt anvendelse – civilt og militært. Uden forringende elproduktion i Ukraine kan Rusland ikke mindske Ukraines kamp-potentiale og håbe på at afslutte krigen – elektricitet driver ukrainske fabrikker, der fremstiller våben og ammunition. Energimangel har f.eks. standset produktionen af ammunition med sovjetisk kaliber på Kyiv Artyom-fabrikken.

Rusland forsøger at afslutte krigen med infrastrukturangreb, mens Vesten forsøger at forlænge krigen og forhindre Ukraines nederlag med forsvarsvåben og f.eks. HIMAC missiludstyr.

I forvejen har Ukraine det norsk/amerikanske forsvarssystem NASAMS, der har vist stor effektivitet. Det ukrainske luftvåbens talsmand Yuriy Ignat udtaler, at ukrainske luftforsvarsstyrker skød alle 45 iransk-fremstillede Shahed-136-droner – der blev affyret fra Rusland – ned den 1. januar. Derudover yderligere 39 og 27 af den samme type drone de følgende 48 timer.

Et luftforsvarssystem består grundlæggende af en radar og et affyringssystem til missiler, og NASAMS har en rader, der ”kan se” 120 km væk, ramme et objekt på op til 50 km afstand, som befinder sig i en højde op til 35 km. Systemet er leveret af NATO-lande.

Præsident Zelensky har dog lobbyet hårdt for at at få fingrer i yderlige to systemer til nedskydning af raketter, missiler og andet flyvende eksplosivt isenkram. Det er det israelske forsvarssystem Iron Dome og amerikanske PATRIOT. Iron Dome er udviklet i Israel som værn mod raketter, der affyres fra nærområder som Gaza og Libanon og det har igennem årene vist en stor effektivitet og stor præcision. Iron Dome er blevet videreudviklet til også at være et værn mod krydsermissiler og droner. Et stærkt forsvarssystem på det lokale niveau. Systemet er hovedsageligt stationært. Israels præsident Benyamin Netanyahu har været tilbageholdende – måske fordi 15% af Israels befolkning er russere. Israel sender givetvis heller ikke våbensystemer til Ukraine uden accept fra USA.

PATRIOT er af en anden kaliber. Systemet er et mobilt langtrækkende luftforsvarssystem, der er optimeret til at angribe fly såvel som ballistiske missiler langt væk. Det kan også uskadeliggøre krydsermissiler, droner og delvist også ballistiske missiler på lang afstand. Patriot-missilsystemet byder på avancerede teknologiske undersystemer, der er i stand til at spore flere mål samtidig med, at det leder sine missiler til målet. Funktionaliteten opdelt mellem to radarer – den ene til sporing og den anden til missilstyring. Selve patriot-missilet har aktiv målsøgning, med varianter med aktiv og passiv målsøgning. Der er grundlæggende kun èn missiltype, det letter logistikken. (Ruslands tilsvarende systemer har 5 forskellige missiltyper.) PATROT er i stand til at opsnappe mål i en højde op til 40 km. Det er et omfattende system, der kræver en kompetent og stor bemanding.

Medvedev (tidlige russisk præsident) skrev vedrørende PATRIOT: “Hvis NATO forsyner Kyiv-fanatikere med Patriot-komplekser sammen med NATO-personel, vil det straks blive et legitimt mål for vores væbnede styrker.”

Hvad Medvedev også antydede i sin udtalelse var, at den amerikanske kommandant, der måske sidder i et luftbåren spionfly og overvågede ukrainske Patriot-handlinger ville være et rimeligt mål for russiske jagerfly. Og – en nedskydning af dette NATO/USA-overvågningsfly kunne starte 3. Verdenskrig!

Udtalelsen viser, at NATO udfordrer Rusland hver gang Ukraine tilføres mere avancerede våben og derfor må gå langsomt til værks. Men nu har Ukraine fået PATRIOT og kan bruge flere kræfter på slagmarken fremadrettet.

]]> https://indblik.dk/ukraine-har-brug-for-angrebsvaaben/ Fri, 16 Dec 2022 10:15:52 +0000 https://indblik.dk/?p=35224 Øjebliksbillede fra Donbass-regionen:

Frontlinje-situationen er fortsat meget vanskelig i Donbass.

Donbass er det populære navn på dele af Donetsk- og Luhansk-regionerne, der tilsammen danner rammerne for et af de mest udviklede industri- og energikomplekser i Ukraine, med betydelige reserver af mineralressourcer. Området har også de højeste urbaniseringsrater i Ukraine – Bakhmut, Soledar, Maryinka, Kreminna.

Der er ikke efterladt noget uberørt sted i disse områder efter lang tids beskydning, alt er beskadiget af missiler og ild. Besætterne ødelagde blandt andet Bakhmut – den russiske hær forvandlede byen til brændte ruiner. I nærheden af Bakhmut er der dele af fronten, hvor afstanden fra skyttegrav til skyttegrav er 50 meter. Granat- og riffelkampe finder sted hver dag, en rigtig skyttegravskrig med 50-100 mm våben. Besættelsesmagten fortsætter med at angribe fredelige byer og dræbe civile.

Ved frokosttid sidste fredag – da lærerene holdt forelæsninger for mange studerende – sendte det russiske militær raketter til området og ramte studentercampus samt Donetsk National University of Economics and Trade. Det vides ikke, hvad eleverne havde gjort mod de russiske myndigheder… Russernes handlinger bekræfter endnu en gang, at grusomhed og kynisme ikke kender nogen grænser. Der blev også registreret raketter, der direkte ramte shopping-pavillonerne på Central Market og 10 beboelsesbygninger på forskellige adresser.

Antallet af brande i byen var kritisk den aften. Brandvæsenet begyndte at modtage rapporter om talrige ødelæggelser og brande. Gasrør og personbiler i brand på Shkilny Boulevard på grund af eksplosionerne. Ikke alle steder lykkedes det brandvæsenet at slukke ilden og redde folk. Private huse brændte ned til grunden og mindst tre personer blev brændt levende, de kunne ikke reddes ud, men det lykkedes brandmændene at slukke ilden, hvilket forhindrede ilden i at brede sig til nabohusene.

Hver eneste fredelige ukrainers liv er blevet til overlevelse hver dag. De skal overleve luftangreb, overleve uden vandforsyning, overleve uden centralvarme i stærk kulde, og overleve uden elektricitet. Over 50 % af Ukraines kritiske el-infrastruktur er beskadiget i betydeligt omfang af russiske missilangreb, noget af det er fuldstændig ødelagt.

Oleksandr Kubrakov – vicepremierminister for genopbygningen af Ukraine – fortæller, at der er oprettet fire prioriterede grupper til at modtage elektricitet under disse forhold. Ifølge Ukraines premierminister Denys Shmyhal vil ukrainere hele vinteren måtte leve under forhold med begrænset elforbrug.

Første prioritet er kritisk infrastruktur, især vand, varmeforsyning og hospitalsfaciliteter.

Anden prioritet er det militær-industrielle kompleks, der arbejder for forsvaret af landet. Princippet om “alt for fronten” forbliver absolut uændret.

Tredje prioritet er de virksomheder, der fremstiller kritiske varer og produkter, såsom bagerier og mejerier.

Fjerde prioritet er boligsektoren. Først derefter bliver der leveret strøm til andre faciliteter.

Formand for bestyrelsen for Ukrenergo Volodymyr Kudrytskyi bemærker, at genopretningen af så betydelige skader kræver tid:”noget vil tage dage, andet måneder, og nogle steder skal faciliteter genopbygges.”

Fra den 10. oktober påførte Rusland regelmæssigt, med et interval på en til to uger, missilangreb på Ukraines energi-infrastruktur. Og det fortsætter.

Ukraine har brug for tilladelse fra USA til at angribe de steder hvor missilerne afsendes fra. Inklusiv russiske bombeflys baser. I modsat fald vinder Putin!

UNICEF advarer: Næsten syv millioner børn i Ukraine er i farezonen denne vinter – uden elektricitet, varme og vand.

]]> https://indblik.dk/kinas-syn-paa-krigen-i-ukraine/ Tue, 06 Dec 2022 10:54:27 +0000 https://indblik.dk/?p=35113 Ruslands invasion af Ukraine fortsætter med at afsløre den komplicerede dynamik bag den offentlige mening i Kina.

Konventionel visdom tyder på, at den offentlige mening er irrelevant for den kinesiske regering, som ikke afholder konkurrencedygtige flerpartivalg. Men virkeligheden er, at borgernes holdning til indenrigs- og udenrigspolitik er en hjørnesten i det kinesiske kommunistpartis legitimitet. Dette faktum er afgørende for at forstå Kinas statsstyrede medier, censur og sikkerhedsapparater, samt hvordan landet navigerer i internationale kriser som krigen i Ukraine og en mulig konflikt om Taiwan.

Inden for få uger efter invasionen i februar udkrystalliserede Beijings officielle holdning til konflikten sig langsomt ved at tilbyde Rusland moralsk og retorisk støtte. Drevne iagttagere af Beijings diplomatiske retorik og sociale medier bemærkede dog, at denne støtte primært blev set i et anti-vestligt perspektiv – i modsætning til en ægte støtte til russiske interesser i Ukraine.

Kinas udenrigsministerium kritiserede USA for at anstifte konflikten ved at skubbe NATO’s grænser mod øst – en fortælling, der stadig er udbredt i en kinesisk diplomatisk, intellektuel og online diskurs.

I det tidlige forår tydede data på, at støtten til Rusland var ret høj blandt internetbrugere i Kina. En online-undersøgelse offentliggjort af Carter Centers US-China Perception Monitor i april 2022 viste for eksempel, at 75 % af de kinesiske respondenter mente, at støtte til Ruslands invasion var i Kinas nationale interesse.

En efterfølgende undersøgelse foretaget af Central European Institute of Asian Studies viste også, at mere end 80 % af de adspurgte havde et positivt syn på Rusland. Ikke desto mindre tydede det på, at det var en overfladisk støtte og ikke nødvendigvis en stærk overbevisning.

En anden undersøgelse foretaget omkring samme periode af China Data Lab ved University of California San Diego viste, at støtten var tættere på 40 %. Her fik respondenterne mulighed for at sige, at de hverken støtter eller modsætter sig Rusland.

På trods af den relative accept af Ruslands fortællinger om konflikten, viste kun 16 % af respondenterne i Carter Center-undersøgelsen, at de var villige til at levere våben til Rusland- respondenterne, man foretrak alene at tilbyde moralsk støtte.

Ovenstående står i kontrast til den amerikanske offentligheds mening. En nylig meningsmåling foretaget af Ipsos viste for eksempel, at 66 % af de amerikanske respondenter støttede levering af våben til Ukraine, og 73 % mente, at USA skulle fortsætte med at gøre det på trods af russiske trusler om at bruge atomvåben.

På trods af Moskvas pressede situation nægter Beijing stadig at give våben eller materiel støtte til den russiske krigsindsats. Iagttagere har derudover bemærket ændringer i kinesiske statsmediers dækning af konflikten på det seneste – med et større indhold af udtalelser fra ukrainske embedsmænd.

I juni flyttede den kinesiske regering tidligere viceudenrigsminister Le Yucheng – som er kendt for at hylde internationalt samarbejdet mellem Rusland og Kina – til et job i Kinas Statsmedier. Analytikere vurderede dette som en bekymring for, at Kina var kommet for tæt på Rusland (selvom beviser for dette er begrænsede).

Vladimir Putins erkendte – i slutningen af ​​september – at Xi Jinping havde rejst “spørgsmål og bekymringer” om invasionen. Derudover har Xi rejst kritik af Moskvas trussel om at bruge atomvåben. Disse hændelser tyder på, at der kan være nogle grænser for Rusland-Kina-partnerskabet overfor Ukraine.

Hvis Moskva bruger atomvåben i Ukraine, vil Beijing utvivlsomt lægge pres på Moskva for at deeskalere, selvom det ikke opgiver sin anti-vestlige position. Ikke alene har Xi nu udtalt to gange, at atomvåben ikke bør bruges i konflikten, men undersøgelser viser også, at der er en stærk modstand mod atomanvendelse i den kinesiske offentlighed. I 2021 mente næsten 90 % af de kinesiske respondenter, at intet land nogensinde skulle bruge atomvåben i krigsførelse.

På et mindre fremtrædende og udtalt niveau har holdninger i Kina en betydelig indflydelse på Putins handlefrihed. Nok er Rusland en af verdens førende militære magter, men økonomisk set er landet en lilleput. Rusland har en økonomi på størrelse med Italien og er på ingen måde en stormagt.

Kilder: Royal United Services Institute og Institute for the Study of War

Denne krig vil føre til opløsningen af ​​selve den russiske føderation. Det er trods alt lettere at føre krig mod mindre lande som Tjetjenien og Georgien end et meget større Ukraine, der får topmateriel fra Vesten. Russiske økonomi bliver forringet og russernes selvopfattelse.

Hvis rammerne er til stede, vil Nordkaukasus forlade Unionen øjeblikkeligt, det vil Mordva, Urmundia og Komi også. Og antageligt Sibirien. Forstår Putin ikke dette? Han har mest karakter af ​​en eventyrer…

”Putin ser sig selv som en Stalin, og Putin mener ikke, at der er findes en straf for forbrydelserne.” Dette udtalte den ukrainske politiker Yuriy Shukhevich et par dage før starten på Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022. (Folkedeputeret, medlem af den ukrainske Helsinki-gruppe, aktiv dissident, politisk fange i 1948 – 1956, 1956-1968, 1972-1988). Desværre døde Yurii Shukhevych som 90-årig 4 dage inden den 26. november – Holodomor Memorial Day.

På Holodomor Memorial Day gentager hele Ukraine hans ord om, at Putin gentager Stalins genocide. I år vil mindehøjtideligheden for det stalinistiske regimes ofre finde sted under Ruslands fuldskala krig mod Ukraine. Igen bruger russere folkedrab mod ukrainere. I denne krig forfølger Rusland det samme mål som under Holodomor – at ødelægge den ukrainske identitet og nation.

Ifølge forskellige skøn varierer antallet af ofre for Holodomor – 1932-1933 – fra 3 til 7 millioner mennesker. I afgørelsen fra Kyiv-appeldomstolen vedrørende Holodomor (fra 2010) blev ofrenes antal opgivet til 3,9 mio. Holodomor fra  blev officielt betegnet som folkedrab på det ukrainske folk af Ukraines Parlament i 2006. Dette anerkendte 16 lande i verden.

Blandt dem: Australien, Georgien, Ecuador, Estland, Canada, Colombia, Letland, Litauen, Mexico, Paraguay, Peru, Polen, USA, Ungarn, Portugal, samt Vatikanet som en separat stat.

For 90 år siden begik forgængerne for Putins regime – Stalins håndlangere – Holodomor i Ukraine. I dag forfølger russerne det samme mål – folkedrab på det ukrainske folk.

Igennem ni måneder med total krig, har vi set, at aggressorlandet ønsker at ødelægge vores identitet, kultur og sprog.

For at forhindre gentagelsen af tragedier og forbrydelser fra fortiden, må vi bevare mindet om dem, der blev ofre dengang og kæmpe mod de, der fortsætter forbrydelser mod menneskeheden, sagde vicechefen for Kyiv City State Administration, Hanna Starostenko.

Folkedrabene fra både Stalin`s og Putin`s side havde/har som formål at overvinde ukrainsk modstand, indoktrinere de genstridige, indgyde loyalitet og gøre dem, der blev tilbage, til “sovjetiske/russiske” mennesker.

Disse forbrydelser mod ukrainere begås i henhold til den samme to-trinsproces: I første fase forsøger regimet at ødelægge den undertrykte gruppes nationale identitet, og i anden fase forsøger russerne at påtvinge os sin egen identitet. Dette var Stalins mål og er Putins mål.

Fuldstændig fysisk udryddelse er ikke aggressorens endelige mål, han vil søge at indgyde lydighed, assimilering og russificering.

Folkedrab er et værktøj til at nå dette mål.

For at organisere folkedrabet greb Josef Stalin til total konfiskation af fødevarer, blokade og øget terror. Putin bruger en militær invasion, der følges af terror (massemord, bevidste angreb på krisecentre, evakueringsruter og humanitære korridorer, bombning af boligområder, seksuel vold), blokade (russiske militærbelejringer: bevidst og systematisk skabelse af livstruende forhold), deportationer (tvangsfordrivelse) af ukrainere, især børn. Dette tvinger folk til at overleve uden elektricitet, varme og vand hele byer og landsbyer i Ukraine.

Oplysningerne og Informations- og propagandakampagnerne fra Holodomor-perioden og den nuværende russiske aggression har meget til fælles. Både dengang og nu havde/har Rusland iværksat massive desinformations- og propagandakampagner for at forberede det russiske publikum på at begå – eller tolerere – grusomheder og dække over forbrydelser.

Både dengang og nu stoler Rusland på en stor ​​ligegyldighed/passivitet fra Vestens side. Så kan russerne skabe en parallel kunstig informationsvirkelighed – langt fra den reelle verden.

Forskellen fra Stalins tid og til dag er, at ukrainerne har deres egen stat!

Ukraines sejr og straffen til de skyldige er vigtigt – ikke kun for Ukraine – men for hele verden. Under Holodomor for 90 år siden foretrak vestlige regeringer ikke at forværre forholdet til USSR – at tie.

Efter Anden Verdenskrig blev nazismen fordømt på internationalt plan, men det sovjetiske regimes forbrydelser – inklusive Holodomor-folkedrabet på ukrainere – forblev uden en ordentlig og samlet international behandling, selv efter USSR`s sammenbrud.

Tre årtier senere, har regimet i Rusland igen grebet til folkedrab mod ukrainere ved at bruge sult og kulde som et redskaber til at lægge pres på det internationale samfund.

Det bør ikke lykkes. Der bør ikke være dobbeltstandarder i holdningen til dem, der begår forbrydelser mod menneskeheden!

Det ser ud til, at det er samme strategi russerne har gang i nu.

I dag er det blot ved at ødelægge kritisk infrastruktur i form af elforsyningen og varmeforsyningen – i Ukraine er vinteren med tocifrede frostgrader. Derudover har Rusland udført ca. 800 angreb på hospitaler og lignende – igen hovedsageligt ved at ødelægge energiforsyningen og afskære forsyninger af medicin – f.eks. den HIV-medicin, der er en daglig nødvendighed for mange tusinde borgere i Ukraine. ”Smart” – så kan sundhedssystemet blive overbelastet af flere syge ukrainere og bryde totalt sammen!

Det anslås, at flere millioner ukrainere kan dø i løbet af den kommende vinter.

Hvor mange skal gå til, før Vesten erkender, at militært forsvars-isenkram ikke er nok? Der skal mere til – hvor er Bill Clinton når vi har brug for ham?

I 1995 var der borgerkrigen på Balkan og Bill Clinton havde på ingen måde lyst til at gå ind i det morads. Efter folkemordet i Sarajevo fik USA dog nok og sendte fly på vingerne, der bombede serbiske stillinger i Bosnien. EU og FN havde intet kunnet udrette.

Ukraine/Rusland krigen er selvfølgelig en meget mere sprængfarlig konflikt, der rummer muligheder for atomvåben og storkrig, men vesten bør ikke lade sig kyse af et totalt kynisk terrordrevet styre i Kreml, der kommer med den slags trusler. Udsigten er fremover intensiverede angreb på Ukraine.

I Vesten taler man om, at Rusland løber tør for missiler og anden ammunition, men det ser ud til at være ønsketænkning. Det rapporteres, at Iran og Rusland har underskrevet en aftale om, at der skal fremstilles Iranske droner og missiler på fabrikker i Rusland…

General David Petraeus – tidligere øverstkommanderende for NATO-styrker i Iraq og Afganistan har udtalt, at hvis Rusland bruger atomvåben kan USA fjerne enhver Russisk enhed fra Ukraine inklusive Krim.

Måske var det en ide at ændre den røde linje fra atomangreb til folkedrab!

Ikke nødvendigvis med NATO-styrker, men lige nu bør Ukrainsk militær få angrebsvåben stillet til rådighed i form af ordentligt flymateriel. Derudover, at få tilladelse af USA til, at bruge langtrækkende HIMARS-missiler til at uskadeliggøre de stillinger – også i Rusland – der affyrer alle disse tusindvis af missiler og raketter mod Ukraine,

Dagens rapport fra ISW – The Institute for the Study of War

• To dages beskydning forårsagede omfattende skader på Zaporizhzhia-atomkraftværket.
• Den russiske regering fortsætter med at eskalere kontrollen over det russiske informationsrum.
• Ukrainsk efterretningstjeneste rapporterede, at russiske specialtjenester planlægger ”falsk flag”- angreb på hviderussisk kritisk infrastruktur i et forsøg på, at presse det belarussiske militær til at gå ind i krigen i Ukraine.
• ISW fortsætter med at vurdere, at det er usandsynligt, at hviderussiske styrker vil gå ind i krigen.
• Videoen den 18. november af en russisk soldat, der åbner ild mod en gruppe ukrainske soldater, mens russiske tropper overgav sig, har tjent som en katalysator til yderligere uenighed er mellem Kreml og fremtrædende stemmer i det russiske informationsrum.
• Ukrainske styrker fortsatte modoffensive operationer i det østlige Ukraine midt i forværrede vejrforhold.
• Russiske styrker fortsatte landangreb nær Bakhmut og Avdiivka.
• Russiske styrker fortsatte med at udføre defensive foranstaltninger og etablere befæstninger i Kherson provinsen syd for Dnipro-floden, mens ukrainske styrker fortsatte med at slå russiske styrker i det sydlige Ukraine.
• Russisk mobiliseret personale fortsætter med at protestere og desertere, mens deres pårørende fortsat offentligt advokerer imod mobilisering.
• Russiske besættelsesmyndigheder intensiverede foranstaltninger for at indlemme ​​besat område i Rusland.

]]> https://indblik.dk/direkte-fra-indbliks-redaktion-i-ukraine/ Sat, 12 Nov 2022 07:02:15 +0000 https://indblik.dk/?p=34834

Der er ingen forsyningsselskaber, men vi er fri!”, fortæller Anastasia, en 27- årig lektor ved Kherson State University, med tårer i øjnene. Hvis vi taler om mod, så handler det om Anastasia. Hun hængte gule bånd rundt i Kherson, da russiske soldater patruljerede byen. Hun samlede et hold af ligesindede, malede graffiti, klistrede plakater op og videregav information til Ukraines forsvarsstyrker om, hvad hun så på sin vej.

Næsten hver dag gik hun til venners forældre, kolleger og pensionister for at hjælpe dem med at oprette VPN`s – tænde for internettet igen.

Så havde folk i det mindste mulighed for at kontakte deres pårørende. Anastasia gjorde alt, holdt endda foredrag for sine studerende om, hvordan man mentalt overlever under besættelsen.

Der er mange stærke og modige borgere i Kherson, og de har endelig modtaget befrielsen efter at have undret sig over de ukrainske militære styrker i byen. Glæden og stoltheden er synlig i deres ansigter, når de byder ukrainske soldater velkommen.

Siden den 1. oktober i Kherson-retningen er forsvarsstyrkerne rykket 36,5 kilometer dybt frem og befriet op til 1.381 kvadratkilometer herunder 41 bosættelser, fortalte den øverstbefalende for Ukraines væbnede styrker – Valerii Zaluzhny. Han understregede, at tilbagetrækningen af ​​den russiske føderation fra Kherson er resultatet af de ukrainske militærstyrkers kamp, der har ødelagt russiske logistik-ruter og mulighederne for at få russiske tropper til Kherson-regionen.

“Æren er Forsvarets!” – sang folk i centrum af Kherson. Forsvarsministeriet rapporterede, at Kherson vender tilbage til Ukraines kontrol og beder de russiske soldater, som er forblevet på højre bred af Dnepr, at overgive sig.

Natalia Humeniuk, chef for United Coordinating Press Center of Security det sydlige Ukraine meddelte, at kampene vil fortsætte og ukrainske flag signalerer, at “Kherson er Ukrainsk og generobret”.