Et stort flertal i Folketingets underudvalg har vedtaget tiltalen mod Inger Støjberg (V) i sagen om udlovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.
Det oplyser retsordfører Kristian Hegaard (R). En rigsretssag ventes at blive indledt senere i år.
Samtlige samråd, hvor den tidligere udlændingeminister har talt usandt over for Folketinget, er omfattet af tiltalen.
I det oprindelige udkast var blot ét samråd nævnt. Men nu er alle samråd nævnt som en skærpende omstændighed i tiltalen.
– Alle samråd er med. Hvis man kun nævner én dato, så har man indtryk af, at der kun er blevet vildledt en enkelt gang, og det er forkert, der er blevet vildledt flere gange. Og det skal tiltalen også afspejle, siger Kristian Hegaard.
Hidtil har tiltalen lydt, at Inger Støjberg gav urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget på et enkelt samråd 21. juni 2017.
Men nu er det tilføjet, at hun også gjorde det på i alt fire samråd. Det omfatter også 23. juni 2017, 11. oktober 2017 og 1. marts 2019.
Sagen skal debatteres i Folketinget torsdag og stemmes igennem tirsdag i næste uge.
Sagen handler om en “klart ulovlig” instruks i 2016, da Inger Støjberg var udlændingeminister. Den betød, at asylpar, hvor den ene var mindreårig, blev adskilt.
/ritzau/