[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”10238″ img_size=”1200×436″][vc_column_text]

Tro ikke på alt, hvad du ved

Medierne reproducerer ting, der ikke passer – i USA såvel som i Danmark. Det skal man være bevidst om, og det har ikke noget med konspirationsteorier at gøre.
Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Da jeg gik på Journalisthøjskolen, havde en af underviserne en plakat på sit kontor med opfordringen ’Don’t believe everything you know’. Jeg syntes dengang, det lød en kende mystisk, lidt i retning af dem, der betvivler månelandingen og den slags.
Jeg stiller mig nu mere positivt over for budskabet i dag. Særligt efter at have læst i ’Getting It Wrong: Debunking the Greatest Myths in American Journalism’, professor W. Joseph Campbells bog om myter, som amerikanske medier har gengivet på trods af manglende belæg. Vi skrev på Indblik.net for nylig om den udbredte, men aldrig dokumenterede fortælling om 1960-valget, hvor Kennedy og Nixon ifølge myten klarede sig meget forskelligt blandt tv-seere henholdsvis radiolyttere.
Et andet eksempel fra samme bog var, at det populære radiospil ’War of the Worlds’ (’Klodernes Kamp’) angivelig havde skræmt store dele af befolkningen, der angivelig troede, at den yderst fiktive historie om en invasion fra rummet var en reelt forekommende begivenhed, hvorpå man skræmt løb ud i gaderne. Campbell påviser imidlertid, at heller ikke denne historie havde noget på sig.
Ved nærmere eftertanke er det ikke kun et amerikansk problem. Ligeledes her til lands har vi myter, der savner belæg, og alligevel er blevet reproduceret, somme tider gennem årtier. Lad os se, om vi kan gå professor Campbell i bedene i miniformat med tanke på dansk politik.
Fischer blev hængt ud
Dengang Tamilsagen for alvor rullede i 90’erne, blev den konservative politiker Viggo Fischer berømt for at have sagt ”Det erindrer jeg ikke” 107 gange under sin vidneforklaring. Dette tilsyneladende voldsomme hukommelsestab vakte naturligvis en vis morskab og blev reproduceret utallige gange siden – se selv en Google-søgning på ”Viggo Fischer 107”. Problemet var, at tallet var grebet ud af den blå luft, afslørede Henrik Qvortrup i sin bog ’Q’ (2014):
”Pludselig var der én af journalisterne, som foreslog, at vi kollektivt skulle vedtage et nøjagtigt tal for, hvor mange gange Fischer ikke kunne huske noget. Det havde været præcis 107 gange, at hukommelsen svigtede ham, besluttede vi. Tallet var grebet fuldstændig ud af luften – ingen af os havde talt op. (…) Det var selvsagt en konstruktion af virkeligheden, som ingen burde have accepteret at deltage i.”
Det sidste kan man kun være enig med Henrik Qvortrup i, og godt at få sandheden frem. Viggo Fischer måtte stadig sande, at det var for sent at gøre noget ved. Han blev ikke den eneste med den erkendelse.
Sagde han virkelig det
Et senere eksempel var Thor Pedersens berømte og berygtede påstand om, at Danmark med tiden kunne købe hele verden, angivelig nævnt i forbindelse med finansloven for 2007. Her blev Thor Pedersen groft citeret uden for kontekst, i og med at han oprindelig sagde:
”Hvis vi bruger vores store, fine tusindårs-modeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de nok har en begrænsning alligevel. Men om ikke andet, så er det jo positivt, at vi har den frihedsgrad her.”
Pedersens virkelige pointe var dermed ikke en lalleglad optimisme på baggrund af fremskrivninger, men snarere det modsatte – en påpegning af, at man ikke blindt kunne gå ud fra modellerne. Alligevel blev den løsrevne linje det citat, som folk kom til at forbinde med Thor Pedersen. På trods af hans forsøg på at demontere myten i bl.a fagbladet Journalisten og på egen YouTube-kanal med klippet fra pressemødet.
Også Dansk Folkeparti synes jeg har været ude for et par myter, jeg især har set florere på sociale medier. For eksempel at Pia Kjærsgaard er dømt for racisme (reelt er der tale om en dom fra 1999, der frikendte en kvinde for at have kaldt hende racist, hvilket jo er noget andet). En anden populær fortælling er, at Dansk Folkeparti er mest populær de steder, hvor folk ikke møder indvandrere i dagligdagen. Det kan understøttes af at se på Sønderjylland over for København, men stemmer historisk dårligt med f.eks. Københavns Omegn over for Bornholm.
Qui bono?
W. Joseph Campbell har i sin bog det vedkommende budskab, at historier gerne overlever, når nogen har interesse af dem, og deres somme tider subtile og underforståede budskaber. For eksempel havde aviserne interesse i at udbrede den vildledende historie om panikken ved en radiohistorie, for at det nye og konkurrerende æterbårne medie derved fremstod problematisk.
Det er især med den erkendelse i baghovedet, at det opslag på væggen på Journalisthøjskolen ved nærmere eftertanke var vedkommende for fremtidens skribenter. Tro ikke på alt, hvad du ved. Det havde ikke noget med konspirationsteorier at gøre, men var en opfordring til i det mindste at spørge sig selv og andre, hvordan vi ved, hvad vi tror, at vi ved. Hvor kommer tallet 107 egentlig fra?
Og hvis ikke journalisterne lever op til det – hvad de jo ikke altid gør – bliver samme råd kun desto vigtigere at følge som almindelig samfundsborger.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2615″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”4135″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”7301″][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][/vc_column][/vc_row]