Trods lukkede butikker: Pandora øger salget

Pandora øger salget på trods af lukkede butikker

På trods af flere lukkede butikker har det danske smykkeselskab Pandora øget sit salg i første kvartal af 2021.

Det fremgår af selskabets kvartalsregnskab.

Omsætningen er samlet endt på 4500 millioner kroner. Det er en vækst på otte procent i forhold til første kvartal sidste år.

Væksten er sket, selv om 30 procent af butikkerne har været lukket i dele af kvartalet som følge af coronapandemien.

– Vi har haft en god start på 2021, ikke mindst set i lyset af at mange af vores butikker har været lukket, siger Alexander Lacik, administrerende direktør hos Pandora, i en kommentar til regnskabet.

Også Pandoras indtjening er kommet godt fra land i 2021. På bundlinjen har smykkeselskabet tjent 628 millioner kroner i første kvartal. Det er en markant forbedring i forhold til sidste års underskud på 24 millioner kroner.

Underskuddet i første kvartal af 2020 skyldtes udbruddet af coronavirus, som lukkede størstedelen af Pandoras butikker hen over kvartalet.

/ritzau/