Donald Trump antyder i en tale søndag aften dansk tid, at han måske vil jagte et comeback til posten som USA’s præsident.
Det sker i præsidentens første store tale, siden han forlod præsidentposten.
– Hvem ved? Måske vender jeg tilbage for at slå dem for tredje gang, siger Trump på en politisk konference i Orlando.
Trump vandt præsidentvalget i 2016 og hævder også selv, at han vandt valget i november sidste år. Det er dog blevet affejet af de amerikanske valgmyndigheder, og Joe Biden har erstattet ham som præsident.
Siden da har det været småt med udtalelser fra Trump, der også er blokeret fra sociale medier som Twitter og Facebook.
Men søndag var han tilbage i rampelyset, da den konservative konference Conservative Political Action Conference (CPAC) løb af stablen.
Med godt en times forsinkelse indtog ekspræsidenten scenen akkompagneret af sangen “God Bless The U.S.A.” af countrysangen Lee Greenwood. Inden han gik i gang med sin tale, blev han mødt af taktfaste USA-tilråb fra salen.
– Jeg står foran jer i dag for at erklære, at den fantastiske rejse, som vi indledte sammen – der har aldrig været en så succesfuld rejse – vi indledte den sammen for fire år siden, og den er langtfra ovre, siger Trump.
Han afviser samtidig, at han vil oprette et nyt politisk parti.
Det ville være dumt at fordele stemmerne mellem Det Republikanske Parti og et eventuelt nyt parti, pointerer den tidligere præsident.
– Vi opretter ikke nogen nye partier. Vi har Det Republikanske Parti. Det kommer til at blive forenet og blive stærkere end nogensinde. Jeg opretter ikke noget nyt parti, siger Donald Trump.
Han langer samtidig ud efter den nye præsident Joe Biden.
– Joe Biden har haft den mest katastrofale første måned af nogen præsident i moderne tid, lyder det fra Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/