[vc_row][vc_column][vc_column_text]Der har været tilfælde, hvor regionerne har måttet smide coronavacciner i skraldespanden.
Det skyldes udfordringer med at finde modtagere, der kan – og må – få vaccinen.
I Region Hovedstaden har man siden lørdag kørt overskydende vacciner fra vaccinationscentrene til akuthospitalerne, når centrene lukker, oplyser regionen.
Her kan vaccinerne blive tilbudt sårbare patienter i de relevante målgrupper eller til sundhedspersonale. Det sker i forsøget på at minimere antallet af kasserede vacciner.
Der er mellem en og fem doser tilovers på hvert vaccinationscenter. Det viser en stikprøve ifølge regionen.
Lørdag blev 20 overskydende doser således givet videre til akuthospitalerne.
Initiativet skal supplere de ringelister, som kommunerne har over personer, der kan kaldes ind til vaccination med kort varsel.
I Region Sjælland arbejder man ud fra et princip om, at ingen vacciner må gå til spilde.
Vaccinerne skal prioriteres til ældre borgere, men er det ikke muligt at få fat i borgere, der kan tage imod, skal de gives til frontpersonale.
Er der vacciner i overskud, ved man det ofte i tide. Dermed er det muligt at ringe rundt til kommunerne og få kaldt nogle ind, som kan tage imod vaccinen.
Da samarbejdet med kommunerne er godt, bliver der kun kasseret vacciner, som er defekte, oplyser regionen.
Søndag meddelte Danske Regioner, at man overvejer, om akutlisterne skal udvides, så det er nemmere at få hevet personer hurtigt ind.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]