Venstre vil regeringens lukkethed til livs: “For meget falder i den mørklagte afdeling”

Venstre vil lempe omdiskuteret offentlighedslov
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Tiden er kommet til at kigge på offentlighedsloven igen.

Det siger formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen til Berlingske.

Der er ikke nok offentlighed omkring regeringens arbejde, mener formanden. Det har hele forløbet omkring pandemien vist.

– Eksemplerne har været tilstrækkeligt mange til, at vi har brug for en større indsigt i, hvad der er politik, og hvad der er faglighed i ministerierne, siger han og tilføjer:

– For meget falder i den mørklagte afdeling med den nuværende lov. Det er særligt det seneste år blevet tydeligt, at der er behov for mere åbenhed om det faglige grundlag bag de politiske beslutninger.

Jakob Ellemann-Jensen mener specifikt, at det er tid til at kigge på ministerbetjeningsreglen.

Reglen kommer fra den reviderede offentlighedslov fra 2013 og betyder, at dokumenter, der udveksles mellem ministerier og deres underliggende myndigheder, kan undtages fra aktindsigt.

Loven blev af kritikere døbt “mørklægningsloven”, fordi den gav siddende regeringer vidtgående muligheder for at holde interne notater og andre dokumenter hemmelige for offentligheden.

Venstre-formanden foreslår konkret, at hele epidemiområdet ikke længere skal omfattes af reglen for ministerbetjening. Sådan er det i forvejen på miljøområdet.

De Radikale er umiddelbart positivt stemte over for Venstre-udmeldingen. Retsordfører Kristian Hegaard (R) er optimistisk med hensyn til at nå til enighed om en ny udformning af bestemmelsen og eventuelle andre ændringer af loven.

– Jeg vil håbe, at Venstre nu er klar til forhandlinger. Radikale er i hvert fald klar dag, nat og weekend. Han (Jakob Ellemann-Jensen, red.) kan bare ringe, og så kan vi få ændret denne her offentlighedslov hurtigst muligt, siger han til Ritzau.

Et flertal var i 2019 enige om at ændre reglerne for ministerbetjening. Partierne kunne dog ikke nå frem til enighed, da Venstre ikke ville gå med på idéen om helt at skrive reglen om ministerbetjening ud af lovgivningen.

Og Venstres nye forslag er stadig ikke godt nok, hvis man spørger SF.

Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt kalder det “en ommer, hvis de kun vil skabe offentlighed på epidemiområdet”.

– Det sker jo kun hver 100. år, at vi har en pandemi. Det skal gælde for alle områder, at man fjerner ministerbetjeningsreglen, siger hun til Ritzau.

/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

[adning id="17957"]

Fik du læst?