Venstre vil fremover kontrollere, om nye danske statsborgere har danske værdier.
Det foreslår partiet i de igangværende forhandlinger om statsborgerskab, også kaldet indfødsret, skriver Jyllands-Posten.
Partiet vil tilføje fem spørgsmål om danske værdier til indfødsretsprøven. Eksempelvis hvad man gør, hvis ens religion og dansk lovgivning siger noget forskelligt, eller om man vil tillade sin datter selv at vælge kæreste.
Derudover skal en ansøger skrive en kort, motiveret ansøgning om, hvorfor vedkommende vil være statsborger. Endelig skal en personlig samtale klarlægge, om personen har danske værdier.
– Det er ikke nok bare at have opført sig ordentligt. Hvis man skal være dansk statsborger, skal man have taget Danmark til sig, siger Venstres indfødsretsordfører, Morten Dahlin, til avisen.
I øjeblikket er det et krav, at ansøgere om statsborgerskab med NemID skriver under på, at de respekterer danske værdier og demokrati. De skal også bestå en danskprøve og have en ren straffeattest.
Men ifølge Venstre får man i ansøgningsprocessen ikke testet værdierne. Partiet vil sikre “loyalitet mod folkestyret og Danmark”.
Morten Dahlin sammenligner det med at søge job.
– Jeg tror, de færreste virksomheder ville ansætte en person, uden at personen havde skrevet en ansøgning og været til en samtale, siger han til avisen.
Socialdemokratiets indfødsretsordfører, Lars Aslan Rasmussen, er enig i målet. Men han vil gerne høre, hvordan Venstre vil sikre, at ansøgere taler sandt om deres værdier.
Dahlin afviser over for avisen, at forslaget har noget at gøre med, at det mangeårige Venstre-medlem og tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg har forladt partiet. Hun sagde blandt andet, at partiet manglede hårdhed i udlændingepolitikken.
/ritzau/