Det amerikanske medicinalselskab Pfizer er blevet mere optimistisk omkring salget af den coronavaccine, som er udviklet i samarbejde med BioNTech.
Det fremgår af Pfizers regnskab for første kvartal af 2021, der er offentliggjort tirsdag.
Nu har Pfizer en forventning om, at selskabet i 2021 får en omsætning på cirka 161 milliarder kroner for salget af vaccinen.
Det er væsentligt højere end de cirka 93 milliarder kroner, der hidtil har været forventningen.
Pfizers nye forventning baserer sig på aftaler, der er indgået med myndigheder verden over omkring leveringer af vaccinen.
Frem til midten af april er der underskrevet aftaler om levering af 1,6 milliarder doser af coronavaccinen i 2021, står der i regnskabet.
Pfizer har allerede solgt mange millioner doser af sin vaccine.
Det ses tydeligt i regnskabet, hvor Pfizers omsætning fra vacciner er endt på 30 milliarder kroner.
Det er cirka en tredobling i forhold til vaccineomsætningen i samme periode sidste år.
Den store omsætning fra blandt andet coronavaccinen har bidraget til at give Pfizer en samlet omsætning på 90 milliarder kroner i første kvartal af 2021.
– Jeg er ekstremt stolt over den måde, vi har begyndt 2021 på, hvor vi har leveret stærke finansielle resultater i det første kvartal, siger Albert Bourla, administrerende direktør i Pfizer, i en skriftlig kommentar.
/ritzau/