Indblik har nu bestået siden 2019 og har en solid læsergruppe.

Vi har i løbet af årene omhyggeligt fulgt hvad vores læsere efterspørger, og det er indenrigspolitik, udenrigspolitik, klima/energi samt anmeldelser af bøger, der er vigtige for at forstå samfundet.

Det har ikke været gratis at levere dette stof, og vi har igennem årene søgt mediestøtte, hvilket ikke har givet resultater. Bemærk venligst, at trækker man mediestøtten ud af snart sagt alle danske medier, er der kun ganske få, der løber rundt. Inklusiv betalinger fra abonnenter.

Vi har ingen forventninger om at kunne gøre indblik.dk til en forretning fremadrettet, og på den baggrund stopper vi nu.

Vi har udgivet mange vigtige artikler i årernes løb, og disse vil fremadret være tilgængelige på indblik.dk.

Med venlig hilsen

Peer Kølendorf

Grundlægger

Ifølge en højtstående israelsk embedsmand kan noget af dette uran stadig være tilgængeligt for iranske atomingeniører. Angrebene omfattede bl.a. brug af 13.600 kg tunge bunker-buster-bomber og Tomahawk-missiler mod Irans vigtigste berigelsesanlæg i Natanz, Fordo og Isfahan.

Israel besluttede sig allerede i slutningen af sidste år for at forberede militæraktion mod Iran, efter at efterretninger pegede på et hemmeligt iransk kapløb om at bygge en atombombe. Dette blev yderligere accelereret efter Israels likvidering af Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah, Irans allierede i Libanon.

Uenighed mellem Israel og USA

Israel og USA er delvist uenige om omfanget af Irans ambitioner. Mens Israel ser klare tegn på et iransk atomvåbenprogram, har amerikansk efterretningstjeneste – senest udtalt af efterretningsdirektør Tulsi Gabbard i marts – ikke fundet bevis for, at Iran har truffet en beslutning om at bygge en bombe. Dog nævnes der, at Iran har eksperimenteret med hurtigere og mere primitive måder at udvikle et våben på.

Overlevelse af atommateriale og overvågning

Ifølge israelske og vestlige efterretninger er det sandsynligt, at en del af Irans uranlager overlevede angrebene, særligt under jorden ved Isfahan. Hvis Iran forsøger at tilgå disse lagre, vurderes det, at både USA og Israel hurtigt vil opdage det og kunne reagere med nye angreb. Der er dog uenighed om, hvorvidt Iran flyttede noget af sit lager inden angrebet. Den internationale atomenergiorganisation (IAEA) mener, at det gjorde de, mens Israel påstår, at intet blev flyttet.

Skader og konsekvenser

USA og Israel er enige om, at stort set alle Irans centrifuger – omkring 18.000 – blev ødelagt eller gjort ubrugelige i angrebene. Særligt anlægget ved Fordo, der ligger dybt i en bjergside, blev ramt hårdt. Ventilationsskakter i anlægget gjorde det muligt at få bomber dybere ind i anlægget, end iranerne havde forudset.

Ifølge den amerikanske præsident Donald Trump er Irans atomprogram “udslettet”, og han har erklæret, at Iran ikke længere har adgang til det nødvendige materiale for at udvikle atomvåben. USA vil dog være villig til at angribe igen, hvis nødvendigt.

Reaktion fra Iran og fremtidsudsigter

Efter angrebene har Iran udvist IAEA’s inspektører og slukket for overvågningskameraer og måleudstyr, hvilket har gjort det næsten umuligt for Vesten at følge med i landets atomaktiviteter.

Ifølge eksperter og efterretningsfolk, bl.a. Ray Takeyh fra Council on Foreign Relations, bevæger Iran sig nu mod en strategi med spredte, små atomværksteder for at undgå fremtidige angreb. Fremtiden vil derfor sandsynligvis byde på en ny fase med “kat og mus”-leg mellem Iran og Vesten.

Det er uvist, hvor hurtigt Iran kan genopbygge sit atomprogram, især da mange af deres ledende atomforskere er blevet dræbt. Iran havde været i gang med at grave nye, dybe faciliteter nær Isfahan og Natanz, men disse var ikke målet for angrebene. At komme på højde med Irans tidligere atomkapacitet vil kræve en stor indsats og tusindvis af nye centrifuger.

(Notatet bygger blandt andet på New York Times som kilde)

I Skotland strides man blandt andet om transkvinders plads i kvindesport, kvindefængler, kvinders omklædningsrum  og andre steder hvor mænd og kvinder almindeligvis holdes adskilt. En kvindegruppe i Skotland anfører som argument for at formene transkvinder adgang til disse områder: ”Kvinder i blandt andet kvindesport skal ikke lide under mænds følelser!” Transkvinder er et fænomen skabt i mænds verden som udgangspunkt – ikke kvinders…

Samtidig har præsident Donald Trump i USA indført politik med udgangspunkt i, at køn er biologisk bestemt.

Rowling vil beskytte kvinders “kønsbaserede rettigheder”

Ifølge fondens officielle hjemmeside skal Rowling-fonden give kvinder “midlerne og selvtilliden til at føre retssager, der skaber præcedens, ændrer politik og bidrager positivt til kvinders liv fremover”. Fonden vil støtte sager for kvinder eller grupper, som f.eks. har mistet jobbet eller står over for retslige arbejdskonflikter. Fonden henvender sig også til dem, der udfordrer lovgivning, som “fjerner de friheder eller beskyttelser, kvinder har krav på”, eller som nægtes adgang til kvinde-only rum under nye inklusionsregler.

Rowling gør det klart, at fonden er en privat kampfond, ikke en velgørenhed – hun modtager ingen donationer udefra og bruger sine egne midler. “Jeg undersøgte alle muligheder, og en privat fond er den mest effektive og strømlinede måde for mig at gøre dette på,” forklarede Rowling i forbindelse med lanceringen. Hun opfordrede samtidig folk, der vil bidrage økonomisk, til i stedet at støtte andre kvindeorganisationer frem for at donere til hende. Med en personlig formue anslået til over 800 millioner pund har Rowling økonomisk råderum til at drive fonden alene.

Rowling har de seneste år markeret sig som en kontroversiel skikkelse i kønsdebatten. Hun mener, at transkvinders identitet ikke bør sidestilles med “biologiske kvinders” rettigheder, og hun har gentagne gange udtrykt bekymring for, at kvinders sikkerhed og rum kompromitteres, hvis transkvinder har adgang til dem. Kritiske røster har anklaget hende for transfobi, mens tilhængere hylder hende for at forsvare ytringsfrihed og kvinders beskyttelse. Rowling selv afviser etiketten “anti-trans” og fastholder, at hun støtter transpersoners ret til at leve frit, men at “kvinder født som kvinder” har ret til egne rum og juridiske rettigheder”.

Som et eksempel åbnede hun i 2022 et krisecenter for ofre for seksuelle overgreb i Edinburgh, Beira’s Place, der kun tager imod kvinder født som kvinder. Med den nye fond omsætter Rowling sit engagement til økonomisk opbakning for dem, hun mener “undertrykkes og udsættes for unfairhed” for at stå ved biologisk køn.

Højesteretsdom i Storbritanien

Fonden blev annonceret kort efter, at det kom frem, at Rowling havde støttet den skotske gruppe For Women Scotland (FWS) økonomisk i en vigtig retssag. FWS – en feministisk forening, der arbejder for kvinders rettigheder – udfordrede en skotsk lov og fik i april medhold i Storbritanniens Højesteret i, at lovens definition af “kvinde” skal forstås som biologisk kvinde. Rowling donerede angiveligt 70.000 pund til FWS’ sag i 2024. “Alle ved, hvad køn er, og man kan ikke ændre det. Det er helt basal sund fornuft,” sagde Susan Smith fra FWS triumferende efter dommen. Dommen slog fast, at en transkvinde – selv med juridisk anerkendelse som kvinde – ikke tæller som kvinde i lovens forstand af ligestillingsregler. Selvom Højesteret understregede, at transpersoners øvrige diskriminationsbeskyttelser forbliver intakte, blev afgørelsen af transaktivister kaldt “et angreb på transpersoner” og “dybt bekymrende for menneskerettighederne”. Den skotske organisation Scottish Trans udtalte, at man var “chokeret og skuffet” over afgørelsen, som ifølge dem undergraver transpersoners juridiske sikkerhed.

Debat i Skotland: Transkvinder og kvindesport

Skotland er et af de steder, hvor spændingerne omkring kønspolitik er tydelige. Udover juridiske definitioner har fokus især været på sport og trygheden i kvinders kategorier. Flere kvindeorganisationer og sportsfolk argumenterer for, at transkvinder, der gennemgår mandlig pubertet, kan have fysiske fordele, som gør konkurrence uretfærdig eller potentielt farlig i kontaktsport. Dette synspunkt – at “født kvinde” skal være kriteriet for kvindesport – har vundet gehør hos nogle idrætsforbund. I maj besluttede det skotske fodboldforbund (Scottish FA) at ændre sin kønspolitiske linje, så kun spillere født som biologiske kvinder fremover kan deltage i kvindernes turneringer. Ændringen trådte frem efter den omtalte højesteretsdom og vejledning fra ligestillingskommissionen, der fastslår at “en kvinde er en biologisk kvinde (en person født kvinde)”.

Kritikere af udelukkelsen af transkvinder fra kvindesport mener, at problemet overdrives, og at transatleter allerede er få i antal. De peger på, at hormonbehandling ofte mindsker fysiske forskelle, og at respekt for transpersoners identitet bør veje tungt. Organisationer som Stonewall og Scottish Trans advarer om, at forbud kan stigmatisere transpersoner unødigt og skabe et fjendtligt miljø.

Omvendt fastholder fortalere for de nye regler – heriblandt grupper som FWS og en række kvindelige atleter – at biologiske kønsforskelle i f.eks. muskelmasse og styrke kan give transkvinder en konkurrencemæssig fordel, især hvis de har gennemgået puberteten som mand. “Det her handler om fair play, ikke had,” udtalte en talsperson for et britisk kvindenetværk, der støtter forbuddet, i en kommentar. For mange af disse kvinder er sagen principiel: De oplever, at anerkendelse af transkvinder i kvindekategorien kan udhule kvinders rettigheder og sikkerhed.

USA: Trump-administrationens biologiske kønspolitik

Også på den anden side af Atlanten mærkes en drejning i kønsdebatten – ansporet af præsident Donald Trump. Trump har offentligt taget afstand fra såkaldt “woke kønsideologi” og lovet at genskabe “biologisk sandhed” i lovgivningen. Efter sin udtræden af embedet i 2021 fortsatte Trump linjen retorisk, og da han igen trådte ind på den politiske scene, holdt han ord:

I januar udstedte han en præsidentiel bekendtgørelse, der fastslår, at den føderale regering fremover kun anerkender to køn – mand og kvinde – bestemt ved fødslen. I ordren defineres “køn” som “en persons uforanderlige biologiske klassifikation som enten mand eller kvinde” og slår fast, at begrebet “kønsidentitet” ikke må blandes sammen med juridisk køn. Myndigheder og skoler, der anerkender transpersoners selvdefinerede køn eller implementerer “kønsidéologi”, trues med at miste føderal støtte.

Trump og hans støtter begrunder tiltagene med, at de vil beskytte kvinder og børn. Præsidenten hævder, at det, at tillade transkvinder i kvinders omklædningsrum, shelters eller sport udgør en trussel mod kvinders “ sikkerhed og velfærd”. “At udviske kategorien kvinde undergraver hele vores retssystem,” lød det i præsidentens ordre, der kalder bestræbelser på at indføre kønsidentitet i stedet for biologisk køn for “en farlig kurs”. Som led i denne politik har Trump-administrationen også genindført restriktioner for transpersoner i militæret og underskrevet en ordre, der forbyder føderal støtte til medicinsk kønsskifte for unge under 19 år. “USA skal ikke finansiere eller fremme et barns ‘transition’ fra det ene køn til det andet,” erklærede Trump i den forbindelse. Demokrater og LGBTQ-organisationer fordømmer tiltagene som et frontalangreb på en allerede sårbar minoritet.

Social konstruktion eller biologisk faktum

Rowlings nye fond, debatten i Skotland og Trumps politik i USA er alle udtryk for en bredere kulturkamp om køn. På den ene side står fortalere for transpersoners rettigheder, der ser køn som en identitet, det enkelte individ selv definerer, og som mener, at inklusion ikke underminerer andres rettigheder. På den anden side står dem, der kalder sig kønskritiske eller kønsrealistiske, som insisterer på, at køn er et biologisk faktum fra fødslen, og at der er behov for særskilte rum og beskyttelser for kvinder født som kvinder. Disse stridspunkter spiller sig ud både i retssale, parlamenter og på sociale medier.

I Storbritannien har juridiske afgørelser givet de kønskritiske vind i sejlene – senest med Højesterets anerkendelse af biologisk køn i lovteksten. I kølvandet herpå har landets ligestillingskommission anbefalet nye retningslinjer, der giver bredt spillerum for at udelukke transpersoner fra kønsopdelte områder af hensyn til biologisk kvinders komfort og sikkerhed. Omvendt skaber disse tiltag frygt for tilbagerulning af transpersoners hårdt tilkæmpede rettigheder.

For den brede offentlighed – hvor mange er skeptiske over for ekstreme udslag af “woke” kultur – kan de seneste udviklinger fremstå som et forsøg på at finde en balance. Spørgsmålet er, hvordan man både kan beskytte transpersoners værdighed og samtidig imødekomme bekymringer om retfærdighed og tryghed for kvinder.

J.K. Rowlings fond er i hvert fald et signal om, at nogle er parate til at tage kampen i retssystemet. Som Rowling selv formulerede det, vil hun ruste kvinder til at beskytte sig “mod undertrykkelse og uretfærdighed”. Fonden og de omdiskuterede lovinitiativer i Skotland og USA viser, at definitionen af køn ikke længere kun er et akademisk spørgsmål, men et politisk stridspunkt med reel indflydelse på menneskers hverdag.

Kilder: JKRWF.org; The PinkNews; Them; AP News; Scottish FA; ABC News; The Guardian; Det Hvide Hus

Konflikten begyndte som en tvist om, hvorvidt Harvard ville efterkomme en omfattende oplysningsanmodning fra Department of Homeland Security (DHS). Minister Kristi Noem krævede adgang til detaljerede oplysninger om samtlige internationale studerendes aktiviteter, herunder kursusvalg og eventuel kriminel adfærd. Hun påstod, at Harvard havde skabt et “fjendtligt læringsmiljø for jødiske studerende” og havde nægtet at efterleve lovpligtige krav.

Harvard nægtede imidlertid at udlevere information ud over det, der kræves ved lov. Universitetets ledelse betegnede kravet som et brud på privatliv og en krænkelse af akademisk frihed. Ifølge Harvard brød administrationens krav med lovgivningen, og universitetet oplyste offentligt, at det kun ville udlevere de oplysninger, det var juridisk forpligtet til.

En eksistentiel trussel

Den direkte konsekvens af regeringens beslutning er, at Harvard mister sin SEVP-certificering, som er nødvendig for at kunne tilmelde udenlandske studerende. Det rammer omkring 6.800 internationale studerende, svarende til 27 % af universitetets samlede studentertal. De skal nu enten overføres til andre institutioner eller forlade USA.

Finansielt har det også vidtrækkende konsekvenser. Internationale studerende betaler typisk fuld pris – op mod 87.000 USD årligt inkl. bolig og forplejning. Harvard har en enorm formue på omkring 50 milliarder USD, men indtægterne fra internationale studerende spiller en central rolle i at finansiere den akademiske drift og forskning.

Antisemitisme og samarbejde med Kina

Kristi Noem offentliggjorde beslutningen sammen med en række anklager om antisemitisme og udbredt kriminalitet på campus. Ifølge DHS skal en fælles regeringsundersøgelse have vist, at Harvard ignorerede racistisk og antisemitisk chikane. Man fremhævede bl.a., at en protester anklaget for overfald på en jødisk studerende var udnævnt som Class Marshal ved Harvard Divinity School, og at pro-Hamas-grupper stadig blev anerkendt og finansieret af universitetet.

DHS nævnte også Harvards samarbejde med kinesiske forskningsinstitutioner og endda paramilitære grupper, som XPCC, en organisation knyttet til undertrykkelsen af uighurer i Xinjiang. Det hævdes, at Harvard gennem forskningssamarbejder og økonomiske donationer har opretholdt forbindelser til både Kina og Iran.

Disse påstande, mange uden dokumenteret modbevisning i sagen, har tjent til at retfærdiggøre en usædvanlig og potentielt grundlovsstridig indgriben i universitetsdrift.

Studerendes frygt og frustrationer

En af de mest markante stemmer i debatten er Leo Gerdén, svensk statsborger og afgangsstuderende fra Harvard. Han udtaler: “Trump-administrationen bruger os som pokerchips lige nu. Det er ekstremt farligt.” Han og mange andre internationale studerende udtrykker frygt for deportation og selvcensur.

Garden påpeger, at mange nu er bange for at deltage i protester, ytre politiske holdninger eller udgive kritiske indlæg. “Vi ser en nedbrydning af demokratiet – ikke som en case study i en statskundskabstime, men midt i vores hverdag,” skrev han i et debatindlæg. Han beskylder universitetets ledelse for at bøje sig for administrationens krav frem for at kæmpe for de studerende.

Harvard og retsstaten

Harvard har anlagt sag mod den føderale regering og forsøger at få beslutningen omgjort. Juridiske eksperter vurderer, at universitetet har en stærk sag, især hvis det kan bevises, at administrationens krav overskred lovhjemlede beføjelser og havde politisk karakter.

Kritikere af Trump-administrationens fremgangsmåde advarer om faren ved, at regeringen bruger visumsystemet som politisk pressionsmiddel. Den tidligere DHS-embedsmand Andrea Flores kalder sagen “uden fortilfælde”, og frygter en fremtid, hvor regeringen vil kunne omforme universiteter politisk.

Universitetets identitet

Det centrale spørgsmål er nu, om Harvard – og andre topuniversiteter – vil stå sammen og modsætte sig den politiske pression. Kritikerne påpeger, at eliteuniversiteterne samlet har enorme ressourcer, juridisk kapacitet og politisk gennemslagskraft, men mangler viljen til at udfordre staten.

Harvard-studerendes appel er klar: Der er behov for en principiel kamp for ytringsfrihed, akademisk autonomi og demokratiske værdier. Hvis ikke, risikerer hele sektoren at bukke under for et autoritært skifte.

Trump-administrationens sagsanlæg mod Harvard er ikke blot et opgør om visumregler. Det er et frontalangreb på universitetets identitet og det bredere princip om akademisk frihed. Sagens udfald vil få betydning for ikke bare Harvard, men for hele det amerikanske uddannelsessystem – og måske for demokratiets robusthed i en ny politisk æra.

En ny kurs i Syrien

Et af de mest opsigtsvækkende resultater af rejsen er Trumps uventede diplomatiske åbning mod Syrien. Under et historisk møde i Riyadh talte han med Syriens nye præsident, Ahmed al-Shara – en tidligere oprørsleder, der har afløst Bashar al-Assad. I den forbindelse annoncerede Trump ophævelsen af en række amerikanske sanktioner mod Syrien.

Den amerikanske præsident talte om nødvendigheden af at støtte Syriens genopbygning og gav udtryk for, at tiden nu var inde til en ny fase i relationerne. “Vi kan ikke vende ryggen til et folk, der ønsker at genopbygge deres land efter en frygtelig krig,” udtalte han. Det er første gang i over et årti, at en amerikansk præsident mødes direkte med Syriens leder.

Milliardkontrakter til amerikansk erhvervsliv

Rejsen resulterede i en række handels- og investeringsaftaler, som Trump-administrationen har vurderet til en samlet potentiel værdi på  mange milliarder af dollars. Blandt de største aftaler er:

• En ordre på Boeing-fly fra Qatar til en anslået værdi af 96 milliarder dollars, hvor Trump dog selv har nævnt et langt højere tal.
• En energi- og infrastrukturpakke med Saudi-Arabien, der inkluderer amerikanske teknologivirksomheder og byggeselskaber og beløber sig til over 250 milliarder dollars i løfter om investeringer.
• En finansiel samarbejdsaftale med Emiraterne, hvor der blev givet tilsagn om oprettelsen af et fælles innovations- og investeringscenter i Abu Dhabi, støttet af amerikanske og emiratiske fonde.

Selvom flere af aftalerne allerede var under forberedelse, blev de officielt annonceret og signeret under turen. Trump præsenterede resultaterne som bevis på, at hans ledelse:  “bringer arbejdspladser, investeringer og fremgang hjem til USA”.

Iran og Gaza: Forsigtig opblødning

Trump brugte også rejsen som platform til at tale om Irans atomprogram og muligheden for nye forhandlinger. Han udtrykte ønske om en “bedre vej” for Iran og lagde ikke skjul på, at USA er parat til at tale – dog uden at give indrømmelser på spørgsmålet om atomvåben.

En overraskende kommentar faldt også om den humanitære krise i Gaza. Trump anerkendte den civile lidelse og sagde: “Der er mange, der sulter, og mange forfærdelige ting finder sted.” Udtalelsen tolkes som en mulig åbning for en mere balanceret amerikansk tilgang i regionens mest betændte konfliktfelt.

Kongelig modtagelse og personlig diplomati

Trump blev modtaget med den helt store æresparade i Riyadh, hvor han blev eskorteret af kampfly, hesteryttere og lavendelfarvede æresgulvtæpper. Saudiske og emiratiske ledere brugte tydeligvis turen til at iscenesætte Trump som en ven og partner, hvilket blev gengældt med varme ord og gensidige hyldester.

På et investeringsforum i Saudi-Arabien talte Trump om “et nyt kapitel i amerikansk-arabisk samarbejde”, mens han i Abu Dhabi roste De Forenede Arabiske Emirater for deres “mod og ambition”.

Perspektiv: En tur til Trumps smag – og strategiske fordel

Med guldforgylde møbler, pompøse middage og rundvisninger i milliardprojekter som “The Line” og Diriyah, var det tydeligt, at værtslandene havde skræddersyet oplevelsen til Trumps æstetik og forretningssans.

Men bag showet lå der en reel vilje til at styrke forbindelserne. For både USA og Golfstaterne handler det om energi, teknologi, sikkerhed – og ikke mindst om at placere sig centralt i den geopolitiske orden, der langsomt forskyder sig i retning af multipolaritet.

Donald Trumps rejse til Mellemøsten var alt andet end symbolsk. Med milliardaftaler, et overraskende kursskifte i Syrien-politikken og en opblødning i retorikken over for Iran og Gaza, har præsidenten markeret sig som en handlekraftig, men også uforudsigelig aktør i verdenspolitikken. Hvorvidt de mange løfter realiseres, og om samtalerne bliver til varige løsninger, vil dog afhænge af den diplomatiske vilje og stabiliteten i regionen.

Trumps handelspolitik skaber i øjeblikket global handelsuro. Hans administration intensiverer toldsatser og udfordrer reglerne i det internationale handelssystem. EU bliver tvunget til at forholde sig til en ny virkelighed. Toldskærpelser skaber usikkerhed for europæisk eksport og forsyningskæder.

De første effekter vil kunne mærkes især i stål- og bilindustrien. Told på stål og aluminium gør europæisk eksport til USA dyrere, mens truslen om 25 % told på biler skaber stor nervøsitet i Tyskland og Sverige. Bilindustrien er en nøglesektor, og tusindvis af job er i spil.

Handels-usikkerheden kan samtidigt dæmpe virksomhedernes investeringslyst og påvirker hele forsyningskæder. ECB og IMF peger på, at væksten allerede bremser op som følge af faldende tillid og eksport. Situationen forværres af Europas interne svagheder: lav produktivitetsvækst, høje energiomkostninger og afhængighed af udenlandsk teknologi og råvarer.

Draghi-rapporten fra 2024 beskriver et Europa, der kæmper med at holde trit med USA og Kina. Kontinentets teknologiske efterslæb og fragmenterede kapitalmarkeder hæmmer innovation og opskalering. Europas økonomi er sårbar over for globale stød, og handelsforstyrrelser forstærker de eksisterende ubalancer.

EU var naturligvis ikke uforberedt, og har opskaleret med en kombination af diplomati, modforanstaltninger og strategiske investeringer. Der indgås for tiden nye handelsaftaler med Japan, Canada og Mercosur for at mindske afhængigheden af USA. Der satses på strategisk autonomi med investeringer i chips, batterier og grøn teknologi.

Samtidig udvikler EU nye mekanismer for at beskytte sig mod økonomisk tvang og udenlandske opkøb. En modgående forordning og en styrket handelshåndhævelse skal sikre, at EU kan reagere samlet og hurtigt på fremtidige trusler.

Makroøkonomisk set vurderer økonomer, at handelsusikkerheden allerede reducerer eurozonens vækst med op til 0,5 %. I et eskaleringsscenarie kan BNP tabe 2–4 %. Investeringerne lider, og udsatte sektorer som industri og teknologi risikerer jobtab og lavere eksport.

EU’s udfordring er nu, at reagere samlet og langsigtet. Det indebærer både at fastholde den regelbaserede verdensorden og samtidig forberede sig på et mere fragmenteret globalt handelslandskab. Fremtiden vil afhænge af Europas evne til at kombinere åbenhed med robusthed.

Det kommende år bliver afgørende for, om Europa formår at reagere samlet og fremtidssikre sin økonomi i en æra, hvor globaliseringen ikke længere kan tages for givet.

USA lammer  den regelbaserede orden

Trumps aggressive handelskurs har sat spørgsmålstegn ved det globale handelssystem, hvilket indirekte truer en region som Europa, der er dybt forankret i forudsigelige, regelbaserede rammer. Med USA’s ensidige tiltag og lammelsen af WTO’s appelorgan (blokeret af Trump-administrationen) er internationale handelsregler sværere at håndhæve. Dette regime-skifte skaber i sig selv en usikkerhed: Hvis “magt er ret” i handel, bliver det de store aktørers love, der gælder. EU risikerer at blive klemt mellem USA og Kina i en magtkamp om handel, hvor de normale tvistbilæggelsesmekanismer sættes ud af spil.

Draghi-rapporten noterer, at EU har nydt godt af en stabil geopolitisk æra under amerikansk hegemoni, hvor man kunne adskille handel og sikkerhed. Den æra er på retræte. USA kobler nu handel og sikkerhedspolitik sammen, og det betyder at Europa måske også må til at tænke handel i et nyt lys.

Sammenfattende har Trumps handelstiltag både direkte effekter i form af told, der rammer specifikke eksportvarer, og barrierer der øger virksomhedernes omkostninger. Derudover indirekte effekter i form af svækket tillid, forskydninger i globale værdikæder og erosion af det internationale handelssystem).

Udsatte sektorer i Europa

Nogle europæiske sektorer er særligt eksponerede over for Trumps handelspolitik – enten fordi de har været direkte i skudlinjen for amerikanske toldforhøjelser, eller fordi de er dybt afhængige af åbne internationale markeder.

• Bilindustrien: Dette er uden tvivl Europas mest sårbare sektor i denne konflikt. EU eksporterer årligt biler for milliarder af euro til USA, som er det største marked for europæiske bilproducenter uden for Europa. Trump-administrationens indførsel af 25 % told på alle importerede biler og bildele rammer dermed en kerneindustri i Europa. Ifølge European Automobile Manufacturers’ Association beskæftiger den europæiske bilindustri (inklusive underleverandører) næsten 14 millioner mennesker. Det er værd at bemærke, at mange europæiske producenter har fabrikker i USA. Disse fabrikker vil ikke gå ram forbi, da de ofte er afhængige af importerede komponenter fra Europa, der vil blive dyrere
• Stål- og metalindustrien: Stålsektoren var den første, der mærkede Trumps politik, og er fortsat blandt de mest udsatte. USA har traditionelt været et vigtigt eksportmarked for europæisk stål. 25 % told gør reelt mange salg uøkonomiske. EU’s største ståleksportører – herunder Tyskland, Italien, Sverige og Frankrig – må omdirigere eksport eller nedbringe produktionen yderligere.
• Maskin- og elektronikindustrien: Europa er førende inden for mange typer industrimaskiner, udstyr og kemiske produkter, som eksporteres globalt. Disse brancher kan indirekte blive skadet af en opbremsning i investeringerne internationalt. Samtidig kan nye amerikanske restriktioner på højteknologi-eksport (f.eks. restriktioner på chips til Kina) påvirke europæiske firmaer, der er integreret i globale teknologiske økosystemer.
• Landbrugs- og fødevaresektoren: På trods af, at EU har et overskud i samhandlen med USA, har USA traditionelt et overskud i landbrugshandlen. Amerikanske landbrugsinteresser har længe klaget over EU’s regulering – f.eks. EU’s forbud mod hormonbehandlet oksekød og klorkyllinger. Landbrugssektoren i EU er dog mindre afhængig af USA. Hovedmarkederne for EU’s landbrugseksport er internt i EU eller Mellemøsten/Kina. Nicheprodukter kan dog rammes hårdt; franske cognac- og vinproducenter er i alarmberedskab over Trumps periodiske trusler om gengældelse for digitalserviceskatter med told på vin og champagne

Strukturelle svagheder forværrer udfordringen

Trump-administrationens handelstiltag rammer Europa på et tidspunkt, hvor kontinentet i forvejen døjer med en række underliggende økonomiske svagheder. Disse strukturelle udfordringer gør, at Europa har færre buffere mod handelschok og måske sværere ved hurtigt at omstille sig. Draghi-rapporten beskriver flere af disse akilleshæle for Europas økonomi.

• Stagnerende produktivitetsvækst og innovationsgab: Europas produktivitet vokser langsommere end i andre avancerede økonomier, især USA. Mario Draghi konkluderer, at EU skal satse langt mere på innovation og finde “nye vækstmotorer”, da EU’s andel af verdenshandlen ellers vil fortsætte med at skrumpe i forhold til USA og Kina.
• Høje energiomkostninger: Europæisk industri har længe kæmpet med markant højere energiomkostninger end konkurrenterne i USA og Kina. Den amerikanske skifergasrevolution sænkede energipriserne i USA i 2010’erne, mens Europa – især efter 2021 – har oplevet tårnhøje naturgaspriser. Allerede før energikrisen var el- og gaspriser for industrien typisk 2-3 gange højere i EU end i USA.
• Afhængighed af udenlandske råvarer og input: Europa er fattig på visse kritiske råstoffer og materialer, som moderne industrier behøver. Vi taler om alt fra sjældne jordarter, litium og kobolt (til grøn teknologi og elektronik) til almindelige industrimetaller og energi i form af olie og gas
• Teknologisk efterslæb og udenlandsk teknologidominans: Selvom Europa har stærke industrier, er det bagud på visse teknologiske fronter – særligt digitale teknologier. Størstedelen af global cloud-computing, sociale medier, internetplatforme og halvlederdesign kontrolleres af amerikanske eller asiatiske (kinesiske, taiwanesiske, sydkoreanske) virksomheder.
• Fragmenterede kapitalmarkeder og investeringshæmninger: En mindre iøjnefaldende, men vigtig strukturel svaghed er, at EU’s kapitalmarkeder og finansielle system ikke er så integreret eller risikovilligt som USA’s.

Opsummeret vil Trumps handelspolitik medføre lavere vækst og højere usikkerhed i Europa, end der ellers ville have været.

Europas vej frem i en mere protektionistisk verden

Europa må navigere i en verden, hvor protektionisme og “økonomisk nationalisme” fylder mere. Grundlæggende er bekymringen, at globaliseringen ikke længere er en selvfølge. Rusland har brudt verdensfreden i Europa, og Kina-USA-rivaliseringen spidser til. Alt dette trækker i retning af en fragmenteret verdensøkonomi, hvor blokke handler mere indbyrdes end med hinanden. Europa står i midten af denne udvikling og må tilpasse sig det nye spil. Et centralt element i Europas fremtidsstrategi er at kombinere grøn og digital omstilling med øget konkurrenceevne.

Ursula von der Leyen sagde ved modtagelsen af Draghi-rapporten, at EU for at kunne konkurrere skal “satse på den grønne og digitale omstilling” og “investere i de kompetencer, der behøves” Dette afspejler en tro på, at den bedste forsikring mod protektionistisk pres er at være førende i de teknologier, som verden efterspørger – fra ren energi til avanceret software. Hvis Europa kan blive leverandør af uundværlige produkter (fx grøn brint, næste generations batterier, AI-løsninger, nichemaskiner), vil andre lande have en egeninteresse i at handle med os – toldmur eller ej. Med andre ord: innovation er nøglen til at opretholde relevans. EU’s budget og genopretningsmidler afspejler denne prioritet med hundredvis af milliarder øremærket til digitalisering og grøn teknologi i medlemslandene.

EU har valgt en værdibaseret handelspolitik – f.eks. stilles der krav om bæredygtighed og arbejdstagerrettigheder i nye aftaler. Dette kan i en barsk verden være et tveægget sværd! På den ene side er det blød magt og branding, på den anden side kan det besværliggøre hurtige aftaler med visse lande. EU ønsker at fremme en regelbaseret orden og vil sandsynligvis fastholde denne tilgang og håbe, at man kan samle koalitioner for fair trade.

EU må dog være mere realistisk og hårdtslående, hvis det behøves – f.eks. i håndhævelse af aftaler og beskyttelse mod tvang. EU ønsker at være en handelspolitiske enhed hvor medlemslandene står sammen, da EU’s marked på 450 millioner forbrugere dermed et magtfuldt forhandlingskort.

Men hvad nu, hvis sammenholdet bliver brud? Så bliver Europas lande bønderne på verdenshandelens skakbrædt…

Sol og vind producerer jo strøm helt ude af trit med forbruget. Figuren her viser hvordan produktionen (i megawatt) fra alle de påtænkte solceller og vindmøller kan komme til at se ud, hvis Energistyrelsens planer for 2050 føres ud i livet.

I bogen stilles spørgsmålet, om Energistyrelsen mon nogensinde selv har gjort sig den ulejlighed at optegne figuren her og derefter gjort sig de mindste overvejelser, om hvorvidt det her vil komme til at fungere i praksis?

Som det fremgår at figuren, vil der blive produceret langt mere strøm, end det danske forbrug forventes at være. Energistyrelsens løsning er selvfølgeligt de store visioner om fremstilling af brint i kolossale mængder.

Her er et par uddrag fra bogens konklusion:

”Både sol og vind er meget omskiftelige og helt i modstrid med den grundlæggende filosofi i en elektricitetsforsyning, hvor der skal være perfekt balance mellem produktion og forbrug, sekund for sekund.

Myterne om at sol og vind så fint supplerer hinanden, fordi de yder mest på forskellige tidspunkter, f.eks. vind om vinteren, sol om sommeren, eller sol om dagen, vind om natten – er netop myter. Forsyningen fra sol og vind, selv over større geografiske områder svinger voldsomt, og variationerne går helt fra næsten nul til mængder, der er tæt på den fulde installerede kapacitet.

Da den gennemsnitlige produktion for vindmøller ligger på 25-50% af kapaciteten, mens den for sol ligger på måske det halve, skal man for at have energi nok installere en meget større kapacitet end svarende til det gennemsnitlige forbrug. Det forhindrer stadigvæk ikke sol og vind i ind imellem kun at levere en brøkdel af forbruget, til gengæld vil man opleve perioder, hvor der produceres alt for meget strøm.

Løsningen, der oftest peges på lige nu – og som også er den eneste farbare vej i praksis, er det geografiske samarbejde. Hvis f.eks. Danmark har for lidt strøm fra sol og vind, vil vi importere fra nabolandene, primært Norge og Sverige. Tilsvarende importerer Tyskland fra Frankrig og undertiden også fra Polen. Pointen her er imidlertid, at importen ikke i større omfang kommer fra solceller og vindmøller. Tværtimod er det primært vandkraft eller kernekraft, der importeres, dvs. kilder der ikke er afhængige af sol og vind. Strømmen fra Polen er endda fortrinsvis fremstillet ud fra kul.”

De voldsomme udsving i produktionen fra sol og vind skal håndteres på én eller anden måde, og herom står der i konklusionen:

”Redningen” – af sol og vind

Fortalerne for grøn omstilling [peger] på, at vi skal have etableret lagring af tilstrækkelige mængder elektricitet. Herved kan overproduktionen på gunstige dage blive gemt til dage med for lidt sol og vind. De eneste teknisk brugbare lagre, vi har til rådighed i dag, er hhv. vandkraft med pumper, eller batterier. Vandkraftlagrene udnyttes allerede i dag i stor målestok, men mulighederne for drastisk at forøge kapaciteten er desværre ikke til stede. De kræver passende bjerge og masser af ledig plads, og ingen af delene er til rådighed i nutidens Europa.

Den anden løsning, batterierne, forsøges taget i brug, der investeres i større anlæg i flere forskellige lande. Men batterier er dyre, og prisen pr. kWh lagerkapacitet er så høj, at batterier i en målestok, der for alvor ville kunne afhjælpe problemerne med sol og vind, ligger langt uden for økonomisk rækkevidde for de enkelte lande, eller Europa som helhed. Der tales meget om, at batterierne gennem årene er blevet billigere og billigere, og at den udvikling forventes at fortsætte. Det er der nu ikke så megen grund til at tro på, og selv en yderligere halvering af prisen pr. kWh vil ikke for alvor ændre på det økonomiske billede.”

Den forjættede brint

”Tilbage er der brint og såkaldt Power to X. Her vil man bruge strøm fra solceller og vindmøller til ved elektrolyse at spalte vand i ilt og brint. Brint er et energirigt brændstof, der kan bruges som det er, eller videreforarbejdes til flydende brændstoffer som metanol, benzin osv. Der er store planer om et fremtidigt ”brint-samfund”, men indtil videre går udviklingen meget langsomt. Det skyldes dels tekniske, dels økonomiske udfordringer.

Teknisk er problemet, at brinten skal kunne fremstilles på basis af den meget ujævne strømforsyning fra sol og vind. Det giver nogle hidtil uløste udfordringer i elektrolyseprocessen og medfører bl.a. betydelige tab af energi undervejs.

Brintfremstillingen kræver meget store mængder af strøm, og selv fra sol og vind har den en pris, og dermed bliver brinten mange gange dyrere i sammenligning med naturgas som brændstof. Et brint-samfund bliver derfor et samfund, der er meget fattigere end det, vi kender i dag.”

Bogens hovedbudskab er tydeligt nok. Den grønne omstilling, som den er tænkt med sol, vind, lagring og brint som hovedelementer, er dømt til at mislykkes, og den vil indebære meget store omkostninger for de lande, der forsøger at gennemføre den. Flere af de nationer, der betragter sig selv som foregangslande, er allerede godt på vej mod katastrofen. Men det er ikke for sent at bremse op – heller ikke for Danmarks vedkommende.

Bogen udgives af Forlaget Kolbein og udkommer medio april. Den kan bestilles på forlagets hjemmeside.

USA oplevede gennem 2023 og 2024 en robust, om end aftagende, økonomisk vækst. BNP voksede 2,8% i 2024 hvilket er moderat, men tæt på landets langsigtede trend. Samtidig aftog den høje inflation, der plagede økonomien efter pandemien. Forbrugerprisinflationen faldt fra omkring 9% i midten af 2022 til knap 3% ved udgangen af 2024, altså tæt på centralbankens 2%-målsætning. Renteforhøjelser fra Federal Reserve havde kølet økonomien lidt ned, og arbejdsløsheden stabiliserede sig omkring 4,0-4,1% i vinteren 2024-25 – en stigning fra de historisk lave ~3,5% i 2022, men et fortsat lavt niveau. Forbrugerne nød således begyndende reallønsfremgang i slut-2024 i takt med aftagende prisstigninger.

Ved Trumps indsættelse i januar 2025 var grundbilledet en økonomi med aftagende inflation, moderat vækst og et stadig stærkt arbejdsmarked. Dette “bløde landing”-scenarie var dog følsomt over for chok. Trumps nye toldtiltag repræsenterer netop et sådant potentielt chok, der nu truer med at forværre inflationsudsigterne og dæmpe væksten.

Trumps toldoffensiv

Allerede få uger inde i den nye administration har præsident Trump genoptaget og udvidet sin toldpolitik fra første embedsperiode. I marts 2025 har USA annonceret eller implementeret en række straftoldsatser:

• Kina: Fra 4. marts 2025 blev alle kinesiske varer pålagt 20%. Dette udvider handelskrigen fra 2018-19, hvor ~60% af importen fra Kina allerede var pålagt told, til nu at omfatte praktisk talt alt.
• Canada og Mexico: Samme dag indførtes 25% told på de fleste varer fra Canada og Mexico, dog med midlertidig undtagelse for varer omfattet af USMCA-frihandelsaftalen. Trump har retfærdiggjort disse toldsatser blandt andet med henvisning til ulovlig immigration.
• EU og øvrige allierede: Fra 12. marts trådte en global told på 25% på stål og aluminium i kraft, hvilket rammer store eksportører som EU, Sydkorea, m.fl. Desuden har Trump bebudet “reciprocity tariffs” pr. 2. april – generelle toldafgifter på lande, der ifølge ham handler unfair med USA. Dette rammer især importerede biler.
• Andre mål: Administrationen har truet og indført sekundære sanktionstoldsatser mod bl.a. Venezuela og lande, der køber energi herfra.
• Ikke overraskende reagerer USAs handelspartnere med modforanstaltninger. Disse modsvar vil begrænse afsætningsmulighederne for amerikanske eksportører.

Sammenlagt betyder det, at USA på få måneder er gledet ind i en fuldt udfoldet handelskonflikt med høje barrierer. Hvor Trump i første embedsperiode fokuserede på udvalgte sektorer og lande, er angrebet nu langt bredere.

Pres på væksten: BNP-udsigt sløret og recession truer

Økonomer og centralbankfolk advarer om, at toldchokket vil bremse økonomisk vækst. Allerede i marts nedjusterede Federal Reserve sin BNP-prognose for 2025 fra 2,1% til 1,7%. OECD forventer ligeledes lavere amerikansk vækst – omkring 2,2% i 2025 og kun 1,6% i 2026 ifølge deres nye prognoser. Med andre ord står USA’s økonomi til at vokse betydeligt langsommere end før Trumps toldkurs.

Flere indikatorer signalerer, at recessionsrisikoen er voksende. Forbrugernes forventninger er markant forværrede: The Conference Board’s forventningsindeks for marts dykkede til 65,2, det laveste niveau siden 2013. Når almindelige amerikanere bliver pessimistiske, risikerer de at holde igen med forbruget, hvilket yderligere kan bremse væksten.

Også erhvervslivet melder om bekymring. Investeringer ser ud til at blive ramt af usikkerhed omkring handelspolitikken. Federal Reserve noterer, at “forhøjet usikkerhed om udsigterne” kan få virksomheder til at udskyde eller droppe investeringsprojekter. Undersøgelser viser, at der forventes lavere ansættelser og investeringer i 2025 pga. de nye toldsatser. Denne tøven i erhvervslivet risikerer at svække fremtidig produktivitetsvækst og forværre en eventuel konjunkturnedtur.

IMF har modelberegnet, at brede globale toldstigninger kan reducere USA’s BNP-niveau mærkbart over et par år. Ifølge et risikoscenario i IMF’s World Economic Outlook vil højere toldsatser betyde, at USA’s BNP bliver 0,4% lavere i 2025 og 0,6% lavere i 2026, end det ellers ville have været. Sammen med andre undersøgelser anslås det, at der er nok usikkerhed til at tippe en marginal vækst på ~1,5% ned i negativt territorium, hvis forbrug og investeringer samtidig svækkes – altså en reel recession.

På arbejdsmarkedet mærkes effekten endnu kun indirekte, men faresignalerne er der.

Højere priser og pres på købekraften

Flere økonomer advarer om et negativt udbudschok: tolden løfter virksomhedernes omkostninger og mindsker udbuddet af importerede varer, hvilket giver et inflationspres samtidig med lavere vækst – altså kimen til stagflation

Allerede nu ser amerikanerne visse priser stige eller forventes at stige:

• Dagligvarer: Over to tredjedele af USA’s grøntsagsforsyning importeres fra Mexico. En told på 25% her vil hurtigt slå igennem i supermarkedernes grøntsagspriser. Ligeledes vil frugt, vin, ost og andre landbrugsvarer fra bl.a. EU og Canada blive dyrere. Husholdningerne oplever derfor højere madpriser og måske tomme hylder på kort sigt, hvis importen falder uden erstatning.
• Energi og benzin: Canada leverer ca. 60% af USA’s import af råolie. En 10% told på canadisk energi forventes at forhøje amerikanske benzinpriser med op til 0,50 $ pr. gallon (ca. 0,8 kr pr. liter) især i Midtvesten. Det er bemærkelsesværdigt, da Trump under valgkampen lovede at halvere energipriserne – nu trækker hans politik i modsat retning.
• Forbrugsgoder: En bred vifte af forbrugsvarer fra elektronik til tøj står til at stige i pris. Kinesiske varer udgør en stor del af udbuddet af alt fra smartphones til legetøj, og med 20% told risikerer disse at blive markant dyrere. Amerikanske husholdninger kan miste omkring $1.200 i købekraft i gennemsnit som følge af toldpolitikken ifølge beregninger fra blandt andet Yale University.  Det svarer til over 8.000 kr. – en “skjult skat” der især rammer middelklasse- og lavindkomstfamilier hårdt.

Samlet betyder det, at inflationen, som ellers var på vej ned, står til at få et nyk opad i 2025. Grafen ovenfor viser, hvordan prisstigningerne var faldet til ~3%; nu frygter man, at kurven vil knække opad igen. For forbrugerne er dette dårligt nyt: reallønsfremgangen, de begyndte at mærke, kan hurtigt forsvinde.

Det er værd at bemærke, at ikke alle amerikanske producenter beklager tolden – nogle industrier beskyttes mod udenlandsk konkurrence og kan hæve priserne (og profit) uden at miste markedsandele. For eksempel har indenlandske stålproducenter tidligere nydt godt af højere ståltoldsatser.

For den brede økonomi betyder højere inflation, at Federal Reserve står i et dilemma:

Skal de bekæmpe toldinflationen med renteforhøjelser og risikere endnu mere at bremse væksten, eller skal de “se igennem” det midlertidige prispres? Indtil videre har Fed holdt renten i ro omkring 4,25-4,50%.  Uanset hvad, vil amerikanerne opleve, at dagligdagen bliver dyrere, og at deres opsparing potentielt udhules hurtigere af inflation end før.

Import, eksport og handelsbalance

Trumps erklærede mål med toldstrategien er at genoprette handelsbalance og “America First” ved at reducere importen og presse andre lande til bedre aftaler. Noget import vil utvivlsomt falde, når den bliver dyrere, men spørgsmålet er til hvilken pris – og hvad der sker med eksporten.

Ser man på USA’s handelsbalance, har landet i årevis haft et stort underskud, som voksede kraftigt under opsvinget efter pandemien. I 2022 nåede handelsunderskuddet (varer + tjenester) en rekord på ca. 951 mia. dollar. I 2023 faldt det dog til 773 mia. $ – den største årlige reduktion i underskuddet siden finanskrisen – dels fordi amerikanerne kølede deres efterspørgsel på import (bl.a. pga. højere renter) og dels pga. eksportfremgang i tjenester. Grafen herunder viser udviklingen siden 2018:

Kilde: U.S. Bureau of Economic Analysis. Grafik: USA’s årlige handelsbalance 2018–2023 (negative tal angiver underskud).

Vil Trumps nye toldtiltag så formindske handelsunderskuddet yderligere? Importen vil formentlig blive dyrere og lavere fra de berørte lande. Resultatet bliver formentlig blive en lavere samlet importvolumen. Dette vil, alt andet lige, trække handelsbalancen i retning af det mindre underskud, som Trump ønsker.

Når andre lande gengælder med told på amerikanske varer, bliver USA’s egne produkter mindre konkurrencedygtige i udlandet. Det gælder især landbrugsvarer (sojabønner, majs, kød), industrivarer (fly fra Boeing, biler og reservedele) og energi (LNG-gas, olieprodukter) – sektorer hvor USA ellers er stærk. Under Trumps første toldopgør faldt amerikanske sojabønne- og svinekødseksporter til Kina dramatisk, da Kina lagde straftold og vendte sig mod Brasilien og andre leverandører. Nu risikerer bredere amerikanske eksport at blive ramt: EU’s gengældelsestold rammer fx Harley-Davidson motorcykler og bourbonwhisky (for at lægge pres på politisk følsomme industrier i USA), mens Kina kan reducere køb af amerikansk teknologi og landbrug yderligere.

Canada har i direkte sagt, at de nye amerikanske tiltag “vil have indvirkninger på den bredere økonomi” i USA gennem bl.a. energipriser  implicit en advarsel om, at de kan sælge deres olie andre steder.

Nettoresultatet kan blive, at både import og eksport falder. Historisk ser man ofte, at handelskrige kvæler den samlede handel: Alle parter køber og sælger mindre over grænserne.

Det længere sigt

Dermed er det usikkert, om handelsunderskuddet egentlig forbedres markant. På længere sigt kan virksomheder dog tilpasse sig: nogle amerikanske industrier kan bygge lokal produktion op (fx chipfabrikker under CHIPS-initiativet eller batterifabrikker til elbiler), hvilket på sigt erstatter en del import. Men det kræver tid og store investeringer – og imens lider både amerikanske eksportører og forbrugere.

Så længe konflikten står på, forventes global handel at vokse svagere. IMF’s scenarier tyder på, at verdenshandlen kan ligge op mod 2 procentpoint lavere i 2025-26 end ellers pga. en toldeskalation

Dog er der det lyspunkt, at servicesektoren og digital handel er mindre påvirket af told. USA’s store eksport af tjenester (IT-tjenester, finans, turisme m.m.) kan fortsætte med at stige – i 2023 slog servicesektoren rekord med over $1.000 mia. i eksport. Disse områder er sværere at pålægge told. USA kan muligvis opretholde en del af sin indtægt fra udlandet via tjenester. Det betyder, at handelsbalancen måske ikke forværres helt så meget som ellers. I absolutte tal vil USA dog fortsat have et stort handelsunderskud i overskuelig fremtid.

Told eller ej, amerikanerne forbruger mere, end de producerer, og forskellen finansieres ved udlandets investeringer i USA.

International handel bliver en taber

USAs import falder (hvilket Trump vil vise som en sejr for handelsbalancen), men USAs eksport falder også, og globale forsyningskæder forstyrres. Handelspartnere vender sig måske mod andre markeder. Handelsunderskuddet kan midlertidigt mindskes, men de fundamentale ubalancer ændres næppe meget, medmindre amerikanerne begynder at spare mere op og forbruge mindre – hvilket i sig selv kunne ske, hvis recessionen rammer.

Forsyningskæder og strukturelle udfordringer

En ofte overset dimension er de strukturelle problemer i forsyningskæderne, som en pludselig toldeskalation kan forårsage. Globaliseringen har gennem årtier skabt komplekse netværk, hvor dele og komponenter krydser grænser mange gange. Trumps tiltag tvinger virksomheder til at gentænke disse netværk fra den ene dag til den anden.

Allerede under handelskrigen 2018-19 begyndte mange firmaer at diversificere væk fra Kina – et fænomen kaldet “supply chain re-routing”. Nogle flyttede produktioner til andre asiatiske lande eller hjem til Nordamerika. Men i 2025 er situationen mere gennemgribende: Tarifferne rammer flere lande samtidig og med kort varsel. Det skaber akutte forstyrrelser.

For eksempel har bilindustrien i USA integrerede kæder med Mexico og Canada; en 25% told på dele fremstillet i Mexico kan lamme amerikanske bilfabrikker indtil nye leverandører findes. Dette kan føre til produktionsstop og flaskehalse. Vi så under COVID-19, hvor sårbar forsyningskæderne er – mangel på halvlederer førte til at  hele produktioner gik i stå.

Tolden risikerer at skabe lignende flaskehalse.

Strukturelt betyder det også, at virksomheder må investere i nye leverandørrelationer, lageropbygning eller teknologisk erstatning for importerede inputs. På sigt kan dette give mere robuste, men dyrere forsyningskæder med mere lokal produktion og lager (mindre “just-in-time”). På kort sigt er det en omkostning og en ineffektivitet, der hæmmer produktiviteten.

Nationalbanken i Danmark vurderede i december 2024, at en global toldoptrapning kan give varigt lavere produktivitetsniveau og dermed lavere BNP end ellers, netop pga. sådanne strukturelle skift.

Ved at reducere eksportindtægterne for visse lande (f.eks. Kina), gør USA det sværere for dem at tjene dollars til at betale deres dollar-gæld. Over tid kan det skabe gældskriser i udlandet, som også smitter tilbage på USA via finansmarkederne. Handelskonflikten kan få uforudsete konsekvenser i det globale finansielle system.

Mellem politik og økonomi

USA’s økonomiske fremtidsudsigter anno 2025 er ekstraordinært usikre. På den ene side har vi indikationer på en robust økonomi med aftagende inflation og lav arbejdsløshed; på den anden side har vi en politisk skabt handelskonflikt, der truer med at undergrave denne styrke. Trumps toldtiltag øger inflationen, svækker forbrugertilliden og lægger en dæmper på investeringer, netop som økonomien ellers var på vej mod stabilisering.

For den brede befolkning betyder toldpolitikken, at hverdagen kan blive dyrere og jobsikkerheden mindre. De lovede fordele – fx hjemtagning af arbejdspladser – er endnu usikre og vil i bedste fald materialisere sig først på længere sigt, mens omkostningerne mærkes her og nu i form af prisstigninger.

På den geopolitiske scene tester Trumps kurs det globale handelssystem.

Uanset om man ser told som et forhandlingstaktisk middel eller som protektionistisk mål i sig selv, er konfrontationen med handelspartnerne et risikabelt spil. USA’s økonomi er dybt integreret i verdensøkonomien, og at forsøge at tvinge ændringer igennem via straftold kan give bagslag. Som en Moody’s-rapport advarer, er USA’s finansielle styrke også under pres fra voksende budgetunderskud og gæld. En handelskrig, der dæmper væksten, kan gøre det endnu sværere at finansiere disse underskud fremover.

I sidste ende vil udfaldet afhænge af politiske beslutninger lige så meget som økonomiske love. Alle øjne hviler på Washington og de internationale forhandlinger. Indtil da må både virksomheder og forbrugere spænde sikkerhedsbæltet og forberede sig på bump på vejen i USA’s økonomi.

Yemens Houthi-bevægelse har eskaleret konflikten i Mellemøsten ved at angribe internationale skibe og affyre missiler mod Israel. I løbet af de seneste dage har Houthi-oprørere gennemført drone- og missilangreb mod et amerikansk hangarskib i Rødehavet og endda sendt ballistiske missiler mod Israels største lufthavn. USA svarer igen med en omfattende militær offensiv: Amerikanske styrker har bombet adskillige Houthi-mål i Yemen, og Washington har sendt forstærkninger til regionen i frygt for, at konflikten breder sig til Iran.

Houthierne i Yemen, også kendt som Ansar Allah, er en zaydi-shiittisk bevægelse der kontrollerer hovedstaden Sanaa og store dele af det nordlige. Gruppen har ligget i krig med en saudisk-ledet koalition siden 2015 og får betydelig støtte fra Iran. Houthierne betragtes som en del af Irans såkaldte “Axis of Resistance” – et Iran-ledet netværk af militante allierede i Mellemøsten, der deler målet om at fordrive amerikansk indflydelse og bekæmpe Israel. Iran har leveret logistisk, finansiel og militær hjælp til Houthi-bevægelsen, som i Teherans øjne fungerer som en proxy-styrke til at underminere USA’s strategiske interesser og true Israels sikkerhed.

Forleden angreb Houthierne det amerikanske hangarskib USS Harry S. Truman to gange inden for få dage Den 21. marts sendte Houthi-militsen bevæbnede droner mod skibsgruppen, og den 23. marts fulgte de op med et kombineret drone- og missilangreb. Også den 19. marts affyrede Houthi-styrker en byge af ballistiske og krydsermissiler samt droner mod Truman-gruppen i Rødehavet som svar på amerikanske luftangreb tidligere samme dag. Ingen af disse angreb ser ud til at have forvoldt skade, idet de amerikanske flådefartøjer formåede at uskadeliggøre truslerne i luften. Alligevel understreger aktionerne Houthiernes vilje og evne til at true amerikanske styrker langt fra Yemens kyst.

Sideløbende har Houthierne rettet deres våben mod Israel. To gange i den forgangne uge – den 21. og 23. marts – affyrede Houthi-styrker ballistiske missiler mod Israels travleste lufthavn, Ben Gurion ved Tel Aviv. Begge missiler blev opfanget og destrueret af det israelske luftforsvar, før de kunne trænge ind i israelsk luftrum. Et tredje missil affyret den 22. marts nåede slet ikke frem og styrtede ned i Saudi-Arabien undervejs. Ingen mennesker kom noget til ved disse angreb, men de repræsenterer en opsigtsvækkende udvidelse af konflikten – Houthi-bevægelsen har nu åbent indlemmet Israel blandt sine mål.

For at imødegå truslen har USA iværksat en intensiv bombekampagne mod Houthierne i Yemen. Siden 21. marts har US Central Command (CENTCOM) udført mindst 27 luftangreb mod Houthi-kontrollerede mål rundt om i Yemen. Angrebene har ramt en række militære faciliteter: Blandt andet blev en Houthi-base og flere våbendepoter i det nordlige al-Jawf-provins ødelagt den 22. marts, ligesom et lager i udkanten af hovedstaden Sanaa blev bombet den 23. marts. Amerikanske styrker har også angrebet havne og en lufthavn ved Houthi-kontrollerede Hudaydah på Rødehavskysten, hvilket ifølge rapporter sårede Houthiernes flådeoperationschef Mansour al-Saadi. Samme offensiv har desuden elimineret lederen af Houthiernes missilenhed og dræbt flere fremtrædende Houthi-kommandanter i løbet af få.

Samtidig opruster USA og dets partnere deres tilstedeværelse i området. Det amerikanske forsvar har beordret hangarskibet USS Carl Vinson ind i Rødehavet og forlænget udsendelsen af USS Truman, så der opretholdes en konstant flådetilstedeværelse i farvandet. USAs præsident Donald Trump har erklæret, at man vil samarbejde med regionale allierede “for at nedkæmpe Houthiernes virksomhed og sikre Det Røde Hav”. Observatører peger på, at Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater sandsynligvis indgår som kerneallierede i denne indsats, da de støtter lokale styrker i Yemen, som kan presse Houthi-bevægelsen på landjorden. Washington har desuden officielt genudnævnt Houthi-bevægelsen som en terrororganisation – en betegnelse, der kortvarigt var blevet fjernet af Biden-administrationen.

For Houthierne selv fremhæves de amerikanske tiltag som et tegn på bevægelsens styrke. Houthi-leder Abdulmalik al-Houthi hævdede den 22. marts, at USA kun sendte et ekstra hangarskib til Rødehavet, fordi det eksisterende amerikanske hangarskib “ikke kunne hamle op med” Houthiernes styrker. I praksis ses den øgede amerikanske flådetilstedeværelse dog som et forsøg på at afskrække yderligere angreb fra Houthierne . Under de vedvarende amerikanske luftangreb har Houthi-ledelsen truffet forskellige modforanstaltninger: Ifølge lokale medier har de blandt andet ændret krypteringskoder for deres kommunikation og skærpet sikkerheden omkring militære anlæg for at forhindre efterretningslækager om deres aktiviteter og ledere. Samtidig har Irans regering – som godt nok støtter Houthierne, men benægter at styre dem direkte – opfordret sine øvrige allierede militser i regionen til tilbageholdenhed af frygt for, at USA’s offensiv mod Houthierne kan brede konflikten yderligere ud.

Analytikere advarer om, at optrapningen kan få alvorlige følger for den regionale stabilitet. Den skrøbelige våbenhvile i Yemen – som indtil nu har begrænset de værste kampe – risikerer at kollapse, hvis Houthi-bevægelsen og dens modstandere genoptager fuldskala krigshandlinger. Samtidig truer uroen de globale fragtruter: Bab al-Mandeb-strædet ved indsejlingen til Rødehavet er en af verdens vigtigste søhandelsårer, hvor omkring 12% af al olie, der transporteres ad søvejen, passerer igennem. Allerede nu overvejer nogle rederier at omdirigere skibe uden om Suezkanalen og Rødehavet trods betydeligt længere ruter. En langvarig konflikt kan således hæve fragtpriserne, påvirke energimarkederne og skabe usikkerhed for skibstrafikken mellem Europa og Asien.

Kilder:

• Institute for the Study of War (ISW)
• Critical Threats Project (CTP), American Enterprise Institute
• US Central Command (CENTCOM)
• Det Hvide Hus / Amerikanske regeringserklæringer
• Houthi-bevægelsens offentlige udtalelser
• Israels Forsvarsstyrker (IDF)
• Saudiarabiske og Emiratiske nyhedsmedier
• Internationale nyhedsbureauer (bl.a. Reuters, AFP)
• Regionale medier i Mellemøsten
• Uafhængige militæranalytikere og sikkerhedskilder
• Internationale maritime sikkerhedsorganisationer
• Satelitbilleder og open source efterretningsplatforme

I dag går grønlænderne til valg i det, der beskrives som et af de vigtigste valg i Grønlands nyere historie. Seks partier kæmper om pladserne i Inatsisartut, men bag de politiske fronter ligger en valgkamp, der rækker langt ud over Grønlands grænser. Særligt én person har skygget over valgkampen: USA’s præsident, Donald Trump.

Trumps indblanding: En valgkamp under pres

Valgkampen har været præget af intens debat og stærke følelser. I den sidste tv-debat, der fandt sted natten til tirsdag dansk tid, blev partilederne direkte spurgt: Er Donald Trump til at stole på? Kun Karl Ingemann fra det nye parti Qulleq svarede bekræftende, mens resten af partilederne afviste, at Trump var en pålidelig samarbejdspartner. Siumuts formand, Erik Jensen, var blandt de skarpeste kritikere:

“Trump er ikke til at stole på. Han forsøger at påvirke os, og jeg kan godt forstå, hvis borgerne er utrygge. Vi kan ikke ignorere USA, men vi skal heller ikke lade os styre af dem.”

Grønlands placering i det geopolitiske magtspil er blevet endnu tydeligere i denne valgkamp. Donald Trump har gentagne gange forsøgt at blande sig i det grønlandske valg, senest natten til mandag, hvor han på sin platform Truth Social lovede store investeringer i Grønland, hvis landet valgte at knytte sig tættere til USA. Det har skabt frygt og utryghed blandt vælgerne og sat regeringsleder Múte B. Egede fra Inuit Ataqatigiit (IA) under pres. Han har dog ikke holdt sig tilbage fra at tage bladet fra munden:

“Donald Trump er utilregnelig og behandler ikke det grønlandske folk med respekt.”

Selvstændighed kontra velfærd: Hvad betyder mest?

Ud over den amerikanske indblanding har spørgsmålet om Grønlands selvstændighed fyldt meget i valgkampen. En undersøgelse fra mediet Sermitsiaq har dog vist, at velfærd prioriteres højere end selvstændighed hos mange vælgere. Det har fået flere partier til at justere deres retorik.

Demokraatits formand, Jens-Frederik Nielsen, udtalte i debatten:

“Jeg er ikke overrasket over, at man prioriterer velfærd og hverdagsliv. For os er det vigtigste at sikre en bæredygtig økonomi, før vi taler om selvstændighed.”

Det samme synspunkt deles af Atassut, mens partier som Naleraq og Qulleq fortsat ønsker en hurtigere vej mod fuld løsrivelse fra Danmark. Særligt Naleraq, anført af Pele Broberg, har markeret sig ved at fremhæve Grønlands potentiale som en selvstændig nation – og partiet har ikke lagt skjul på sin interesse for at samarbejde med USA i denne proces.

En hidtil uset interesse for Grønland

Normalt går et grønlandsk valg ubemærket hen i både danske og internationale medier, men denne gang er Nuuk fyldt med journalister fra hele verden. Geopolitiske magtkampe, klimaforandringer og økonomiske udfordringer har gjort Grønland til en nøglespiller i Arktis, og dette valg vil forme landets fremtid i en usikker verden.

Danske politikere har også fulgt valgkampen tæt. Folketingets grønlandske medlem, Aaja Chemnitz, har i årevis arbejdet på at sikre Grønland flere ressourcer fra Danmark, og hendes arbejde har båret frugt. Hvor Grønland tidligere kunne hente omkring 200 millioner kroner i ekstra støtte i en valgperiode, er beløbet nu steget til mindst tre milliarder kroner.

Hvad bringer fremtiden?

Selvom der ikke laves meningsmålinger i Grønland, tyder meget på, at IA og Siumut vil fortsætte deres regeringssamarbejde – eventuelt med støtte fra Demokraatit. Múte B. Egede er stadig den mest sandsynlige kandidat til at fortsætte som regeringsleder, men han vil stå over for store udfordringer i de kommende år.

Den største bliver at navigere i forholdet til Danmark og USA. Skal Grønland fortsætte en forsigtig kurs mod selvstændighed, eller skal landet tage skrappere midler i brug? Og hvordan håndterer Grønland den voksende økonomiske og sikkerhedspolitiske usikkerhed, som Donald Trumps fremfærd har skabt?

Dagens valg bliver ikke bare en afgørelse om Grønlands næste regering – det bliver en afgørende pejling af, hvilken retning landet ønsker at gå i en tid, hvor presset udefra aldrig har været større. Én ting er sikkert: Grønland står over for en historisk skillevej.